Ting jeg vil savne ved København

Jeg elsker København. Da vi flyttede hertil fra Jylland i sommeren 2004 sagde jeg højt til mig selv – og alle andre – at vi i hvert fald skulle “hjem” til Jylland på et tidspunkt. I dag, 9 år senere, er jeg vild med den her by, og synes det er svært nok at skulle rejse væk fra familie og venner, men København, altså.. Don’t get me started….

Men til at starte med skulle jeg og København lige lære hinanden at kende. Det var ikke helt så nemt at falde til som jeg troede, og i begyndelsen var jeg dybt begravet i mit krak-kort hver gang jeg skulle noget, og Københavns fantastiske diversitet i forskellige kvarterer og områder, var slet ikke gået op for mig. København er vokset på mig, efterhånden som vores liv her udviklede sig. Vi fik en dejlig stor kreds af gode venner, vi har hver især vores favorit åndehuller når byen bliver for varm om sommeren, ved præcist hvor vi skal gå hen og få en hyggelig fredagsøl med kollegaerne, og vi har vores stamcafeer og -restauranter i gåafstand fra hvor vi bor.

Ting jeg særligt vil savne ved København
– lune sommeraftener på cafe med veninder
– spontane gåture om søerne med en Caffe Latte i hånden
– mine daglige cykelture over Dr. Louises Bro
– tilgængeligheden af alt i gåafstand

For ikke at forglemme, naturligvis…:

Charmerende Nørrebro20130729-231223.jpg

Nyhavn i solskin (og nej, det er faktisk ikke kun for turister)

20130729-232944.jpg

Eftermiddags matinéer i Empire Bio på Nørrebro

20130729-231153.jpg

Assistens Kirkegård

20130729-231241.jpg

Pølsevognene (intet slår efter min mening en dansk hotdog…)
20130729-232254.jpg

Nu siger jeg igen højt til mig selv – og alle andre – at vi vender hjem igen efter nogle år. For det gør vi. Honestly. Men Delaware vokser jo sikkert på mig på nøjagtigt samme måde, som København gjorde, og Sonni minder mig om, at det var de nøjagtigt samme ord han hørte dengang vi flyttede over Storebælt. Og jeg minder ham om, at alt er anderledes den her gang, for selvfølgelig vender vi hjem. Men når vi gør, bliver det med en helt masse oplevelser i rygsækken og sikkert også nogle af de samme ambivalente følelser som jeg går med lige nu.

For selvfølgelig vender vi hjem….

Reklamer

Milepæle

Mandag morgen kl 8.00 kom der en flyttebil og to flyttefolk til vores adresse. Få timer senere var det meste af vores lejlighed pakket i kasser og båret ned i flyttebilen. Ikke noget at sige til, at flyttemændende var trætte.

Det er underligt at tænke på, at hele vores liv her i København på så kort tid blev pakket ned, og at de nu befinder sig i en stor container på vej over Atlanten. Lejligheden er næsten tom, med undtagelse af en gæsteseng og de mest nødvendige ting til den næste måneds tid her i Danmark. Men det er jo rigtigt når Sonni siger, at det bare er ting. Vores liv er ikke i den container, men der hvor vi er. Sammen. Han er nu egentlig ret klog, min mand.

Så lejligheden er ret tom. Og her skal jeg bo den næste måneds tid. Jeg havde egentlig troet at det ville være sværere for mig, men når alt kommer til alt, så var det en ret stressende tid op til flyttebilen kom – både fysisk og mentalt. Så på alle måder har det været en god milepæl at nå, og lige nu har jeg det faktisk ret ok med at bo i en næsten tom lejlighed.

Der er stadig masser af praktiske projekter for mig at få styr på den næste måneds tid, men for nu slapper jeg af og nyder, at vi har overstået de store milepæle herhjemme, at vi formentlig har fået solgt lejligheden, og at vores ting er på vej overthere for at starte et nyt liv med os i USA. Om en uges tid sender jeg også min mand derover, og så er det for alvor at bolden ruller…. Jeg glæder mig!

/Anne

Tanker om forandringer og overgange

Jeg har sagt mit gode job op her i Danmark og siger farvel til gode kollegaer og spændende arbejdsopgaver til fordel for en hverdag, som jeg skal have op at stå helt fra bunden. Jeg ved ikke endnu hvad jeg skal lave, om jeg skal arbejde eller studere. Jeg finder vel ud af det..

Vi har sat lejligheden til salg og flytter de vigtigste ting med “over there”. Resten af vores indbo, som ikke har den store affektionsværdi, sælger vi eller skiller os af med på en anden måde. På nuværende tidspunkt har vi ikke engang en adresse eller en ide om hvordan vores hus kommer til at se ud. Nå, men det løser sig nok…

Vi forlader København, en by vi begge elsker at bo i, hvor vi føler os hjemme, og som har så meget at byde på. Vores nye liv skal opbygges i Newark, Delaware, en by vi ikke kender ret meget til og som vi mest har læst om på nettet. Sonni siger det er en hyggelig og livlig by. Jeg håber der er en god Starbucks, men mon ikke?

Sonni rejser en måneds tid før mig, hvorefter jeg rigtigt skal vænne mig til tanken om at forlade alt det (og alle dem) jeg kender til fordel for noget som er så ukendt og for et sted, hvor jeg ikke kender en sjæl. Men det skal nu nok gå. Jeg skal bare liiiiige derover og i gang, bliver jeg ved med at sige til mig selv.

Der er rigtigt mange ubekendte faktorer lige nu, men det skal nok blive godt, når først vi kommer derover. Overgangen bliver nok det sværeste for mig. Sonni har jo et velkendt job med velkendte kollegaer og rutiner. Jeg er ikke så god til overgange, og derfor er det særligt en udfordrende proces for mig.

Men jeg ved det bliver fedt! Jeg ved, at det bliver vores store mulighed for at opleve USA på tæt hold. At tage ture til Washington, New York, Chicago, Texas, Florida. At shoppe i Walmart og kæmpe supermarkeder. At lære nogle helt nye mennesker at kende som forhåbentlig vil møde os med åbenhed og nysgerrighed. At få besøg af vores familie og venner og vise dem vores nye liv. Sonni glæder sig mest til sin kælder-bar og sin fede bil, siger han, og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg ved at vi bliver endnu klogere på hinanden ved at rejse ud sammen, og jeg ved, vi begge to kommer til at skulle udfordre os selv i den nye levevis og den nye kultur. Jeg ved vi vokser og bliver stærkere sammen. Det bliver mega fedt og en kæmpe oplevelse!

/Anne