Expatfælden

Da jeg gik hjemme i lille Danmark og drømte om engang at få mulighed for at bo i udlandet, forestillede jeg mig, at jeg ville søge væk fra de andre danskere så jeg kunne få langvarige og nære relationer med nye spændende mennesker. Og da jeg gik og glædede mig til, at vi skulle flytte til USA, forestillede jeg mig, at vi, som noget af det første, aktivt ville arbejde på at få en amerikansk vennekreds.

Virkeligheden er bare tit anderledes end forestillingerne. Når jeg har diskuteret frem og tilbage med udlejningskontoret for vores ejendom, været på adskillige ture til Social Security Administration, og sidder bag rattet i en bil i mindst 30 minutter hver gang jeg skal det mindste, er det bare en lettelse at få lov til at “få luft” sammen med andre danskere, der kender de frustrationer, vi oplever. Et sted inden i mig, er der en idealist, der havde forventet mere end at ryge direkte i “expatfælden”, hvor vi sidder og klapper os selv på skulderen og bekræfter hinanden i, hvor meget bedre det er at være dansker. Men et andet sted husker jeg også svagt noget fra lærebøgerne om kulturchok og tilvænningsfaser, og at det er naturligt at man søger det kendte.

Det er i hvert fald dér, jeg er lige nu. At jeg søger det kendte. For der er noget enormt befriende i at være sammen med ligesindede når alt omkring mig er så anderledes.

Jeg forestiller mig stadig, at vi skal have amerikanske venner. Jeg ved ikke lige, hvor vi finder dem, men når jeg tænker over det, så er vores vennekreds i Danmark også sammenstykket af folk fra alle mulige forskellige steder og sammenhænge. Jeg savner vores danske venner og vores familie helt enormt meget – selvom der er mange af dem, vi heller ikke ser særligt tit i Danmark. Men jeg kan mærke, hvordan jeg i dén grad higer efter alt det, jeg kender, nu hvor alt omkring mig er så ukendt.

Men lige nu kan jeg ærligt talt ikke rumme flere nye mennesker – hvilket jeg er ret overrasket over at opleve, for jeg troede faktisk, at en omgangskreds var det første, jeg ville have brug for at få etableret herovre. Det er helt enormt rart, at der er andre danskere at mødes med, og det har været helt vildt hyggeligt at mødes til en kop kaffe eller en løbetur med andre danske piger, fordi jeg dér hverken skal tænke på, hvordan jeg formulerer mig, eller hvilken “kode” jeg lige skal forholde mig til i denne kontekst. Det er i den grad genopladning af batterierne.

Så summa summarum, så må det med den store amerikanske vennekreds vente lidt endnu. Lige nu har jeg fokus på at knytte bånd til ligesindede. Det andet må komme senere (..og det gør det, jeg ved det godt…). Og det er helt ok.

Reklamer

Pancakes for Parkinson’s

Sonnis arbejdsplads gør meget ud af velgørenhedsarbejde, og det er velset, at medarbejderne ind i mellem donerer til forskellige velgørenhedsprojekter, eller deltager i arrangementer for velgørenhed. De har endda et bestemt antal dage om året, som de kan bruge på udvalgte frivillige/velgørenhedsaktiviteter i stedet for at tage på arbejde.

I den forbindelse havde Sonni skrevet os op til at deltage i “Pancakes for Parkinson’s” i dag, som var et arrangement, der bl.a. støttede Michael J. Fox’s støtteorganisation for Parkinsons (Fox var desværre ikke at se nogen steder på dagen…). Alle betalte 10$ i døren, og så kunne man spise alle de pandekager, man ville, og deltage i en silent auction med mange ganske udmærkede ting til salg. Vi skulle bemande pandekage-panden en times tid (sammen med en masse andre, så vi vendte et par pandekager hver, og så var det ligesom overstået). Det var dejligt vejr udenfor, utroligt mange søde og imødekommende mennesker (både fra Sonnis arbejde og fra andre steder) og gratis pandekager. Det var et rigtigt hyggeligt arrangement.

20130921-184330.jpg

Pancakes for Parkinsons – gymnastiksalen på Sanford High School.

Ligesom derhjemme er det i USA også fradragsberettiget når man giver til velgørenhed, men her går det også helt ned til f.eks. donationer til genbrugsbutikker. Hvis du afleverer en pose med aflagt tøj til en genbrugsbutik, kan du få en kvittering på værdien af det, som du så kan gemme og trække beløbet fra i skat, når du skal lave selvangivelse. Det kan da løbe op, den slags?

De går generelt virkelig meget op i velgørenhed og frivilligt arbejde, og særligt på Sonnis arbejde er det, som før nævnt, noget der bliver set positivt på. Der var flere “vigtige” personer fra Sonnis firma, der kom forbi, og Delawares senator var der da også og vise flaget mens han vendte et par pandekager. Det er tydeligvis med til at opbygge et godt “image” at deltage i den slags, og ligesådan forestiller jeg mig også, at det alt andet lige må have en vis betydning at man som dedikeret medarbejder investerer sin tid (og penge!) i den slags.

20130921-184321.jpg

Delawares senator vender pandekager til venstre i billedet

Men de fattige er også mere fattige, end de er i Danmark, og der er også bare mere på spil, hvis du får en alvorlig sygdom og har brug for at kunne dække dyre medical bills, så det ligger nok lidt mere lige for, at gøre noget godt for andre, når det er så tydeligt, at de har brug for det. Men jeg tror også, at det er noget, skoleeleverne får ind med modermælken på en anden måde, end vi gør i Danmark. Helt ned i high school (og måske også endnu lavere ned) bliver de opfordret til at deltage i efter-skole-aktiviteter, og de ser, at deres forældre i høj grad er involveret i skolerelaterede aktiviteter (det forventes der i hvert fald – det er jeg sikker på, at hende her, kan nikke genkendende til).

Nå, men når det kommer til velgørende arbejde, er der i hvert fald masser af incitamenter til at gøre mere af den slags – både i form af skattefradrag men ikke mindst på grund af masser af søde mennesker, der gerne vil gøre noget godt for andre. Det var en rigtig hyggelig dag, og “very American” at stå og vende pandekager (med færdigblandet pandekagedej, naturligvis) sammen med mennesker af alle typer for en god sag.

20130921-184353.jpg

Det er fokuseret arbejde…

20130921-184340.jpg

Det var nogle meget søde mennesker på vores “Griddle Team”

Philadelphia og jeg vol. II

Som jeg allerede har postet på Facebook, var jeg i Philadelphia i sidste uge. Sonni skulle ud med teamet om aftenen så jeg besluttede mig for, at det var nu, Philadelphia skulle have en chance mere. Solen skinnede trods alt så det kunne jo ikke gå helt galt 😉

Nu er jeg normalt ikke typen, der er god til at nyde mit eget selskab, og de få gange, jeg har været på en tur alene, har jeg savnet nogen at dele oplevelserne med så meget, at det næsten har været en barriere for mine egne oplevelser. Men min tur til Philadelphia var anderledes denne gang. Jeg nød rent faktisk at tage Philadelphia ind i mit eget tempo. Forstå mig ret – det havde slet ikke gjort noget, at jeg havde haft en at dele oplevelserne med, men rent faktisk savnede jeg ikke selskab i løbet af dagen.

Fra toppen af turistbussen (ja, det er og bliver altså en god måde at opleve en by og få et godt overblik over hvad der er hvor…) nød jeg solen og det dejlige vejr, og jeg blev så positivt overrasket over byen. Jeg kan ikke helt beskrive det, men jeg nød i fulde drag følelsen af at være i en storby, med folk der slendrede i gaderne, slappede af på pladser og i små parker, og bare generelt den der afslappede, dovne stemning, der hersker i en storby en lummer sensommerdag. Her i området sidder alle mennesker bag rattet, i kø på motorvejen eller indenfor i aircondition-afkølede restauranter eller cafeer. Jeg synes det er lidt svært at vænne sig til, at alting foregår bag rattet i en bil, og min dag i Philadelphia gav mig et skud storby-stemning med fede butikker, trendy cafeer og hyggelige gader. Og med de gamle bygninger side om side med ny, spejlblank arkitektur, havde det næsten en europæisk feeling over sig. Så det er jo egentlig ret heldigt, at Philadelphia ikke ligger længere væk!

20130918-125648.jpg Hyggeligt kvarter i universitetsbydelen omkring Penn State University.

20130918-125758.jpgPæn by, synes jeg!

20130918-125850.jpg

20130918-125907.jpg

20130918-125922.jpg Området omkring Rittenhouse square. Super hyggelig park midt mellem shopping og restauranter.

20130918-130030.jpg Storbystemning fra toppen af en turistbus.

20130918-130112.jpg Gammelt og nyt.

20130918-130137.jpgOg det obligatoriske: Love Park midt i Philadelphia.

Phila, I think I love you!

Washington DC

I weekenden tog vi på en weekend-getaway til Washington i anledning af, at vi lige har haft bryllupsdag. Det var så skønt at hente Sonni tidligt på arbejde i fredags og sætte kursen mod Washington. Der var helt feriestemning over det. Vi var på hotellet i DC allerede sidst på eftermiddagen, så vi nåede at slappe af med en drink på værelset inden aftensmaden. Vi spiste lækker mad på trendy restaurant i Georgetown fredag aften og brugte lørdagen på at se alle de officielle sights i magtens centrum. Det var en dejlig solrig og lun weekend i USA’s hovedstad.

Det var en lidt anderledes oplevelse, end hvis vi var på en “normal” ferie i USA. Jeg følte ikke på samme måde, at vi skulle se så meget som muligt, og da vi søndag ikke rigtigt orkede mere traven rundt i byen, fandt vi en god restaurant nede ved vandet og fik den lækreste brunch (selvom vi havde spist morgenmand på hotellet – men det var vel søndag, ikke?). Derefter slendrede vi en tur langs vandet og oplevede søndagsstemningen blandt trendy joggere og familier på søndagsudflugt inden vi kørte hjem. Så udover de officielle sights, som vi fik set lørdag, slappede vi mest bare af og slendrede. Det var ingen stress over at føle, at vi skulle nå at se det hele inden vi kørte hjem.

Dette vil jeg gøre næste gang, jeg er i DC

  • Shoppe og slendre noget mere i Georgetown
  • Bruge mere tid på National Gallery of Art
  • Besøge Museum of Natural History (mest pga “Night at the Museum”-filmene.. og så fordi det er gratis at gå på museer i Washington! Så cool!)
  • Spise på Farmers Fishers Bakers, hvor vi spiste brunch søndag. Det er North Dakota Farmers Union, der har startet denne restaurant såvel som andre restauranter i DC. SÅ lækkert – frisklavet og lækre råvarer hele vejen rundt. Og den lækreste brunch buffet, man kan forestille sig!
  • Leje en kajak og sejle en tur på Potomac River mens lokale beboere går tur langs havnefronten og flyene cruiser ind over byen og lægger an til landing i Washington.

20130916-132850.jpg

Trendy shopping i Georgetown

20130916-132957.jpg

Abraham Lincoln Memorial

20130916-133032.jpg

Hvor der er amerikanere, er der mad. Der var selvfølgelig en lang række foodtrucks langs “the mall” som er stykket mellem Kongressen og Abraham Lincoln Memorial. Det er også her, alle de store museer ligger, og man skulle jo nødig blive sulten mens man er på sightseeing.

20130916-133258.jpg

Washington Monumentet og the Reflecting Pool set fra Abraham Lincoln Memorial

20130916-133355.jpg

Det hvide hus. Det var egentlig ikke så imponerende. Nok samme følelse som mange turister har, når de ser den lille havfrue i København.

20130916-133549.jpg

DC waterfront. Det bedste sted til en søndags-slendretur (såmænd også andre dage..!).

Som nævnt – det var en skøn weekend hvor vi begge fik ladet op til den næste uge. Jeg har leget sekretær for Sonni i dag og lavet expenses for den sidste halvanden måneds tid. Så nu kan jeg tiltrængt holde fri for i dag. 🙂

En masse om bureaukrati og kreditværdighed

Vi har skrevet under på en lejekontrakt på et hus som vi kan flytte ind i den 1. oktober! Det er super fedt og jeg glæder mig vildt til at vi kan flytte ind i et hus med vores egne møbler og skabe vores hjem. Det er mega fint, der er masser (!) af plads, en urtehave, og en dejlig stor terrasse. Så nu er vi snart klar til at få masser af besøg! Yay! Anne goes housewife… Eller noget!

Det begynder at falde på plads det hele…. 🙂

Noget helt andet er, at jeg er virkelig overrasket over hvor besværligt alting skal være, og hvor ufleksibelt hele det bureaukratiske system er. Eksempelvis var jeg taget ned på Social Security Administration for at få et social security nummer. Jeg kom i god tid, havde forberedt mig hjemmefra (troede jeg!), havde udfyldt blanketten på forhånd, og jeg havde taget alle mine visumpapirer, pas og lignende med. Da det endelig bliver min tur, efter at jeg har stået i kø 2 steder, er det eneste damen bag skranken kan sige, at jeg skal fremvise min vielsesattest, da jeg er her på et L2-visum (også kaldet spouse visa, altså at jeg er her i kraft af min mand). Jeg forsøger at forklare hende, at jeg jo allerede har visummet og har alle papirerne med, samt at ambassaden i København jo netop har udstedt dette visum på baggrund af vielsesattesten. Det eneste svar jeg får, er, at hun skal bruge den originale vielsesattest or a certified copy. Sorry, that’s policy.
Okay, så.. Den ligger så i containeren sammen med vores ting, og en kopi er åbenbart ikke god nok, for den kunne jo være falsk, så.
Jeg er overrasket over, hvor meget min ægteskabelige status betyder for hvad jeg kan, og ikke kan i dette land. Konen til en af de andre danskere fortalte også, hvordan hun på motorkontoret, DMV, ligefrem skulle have sin mand med, for at hun kunne få udstedt et amerikansk kørekort.

Så jeg må grave min vielsesattest frem, tilbage på Social Security Administration, og i øvrigt altid have den på mig, når jeg skal noget som helst officielt, hvor jeg skal bevise at jeg har lov til at opholde mig i landet.

Vi havde en anden spøjs oplevelse i forbindelse med, at vi skulle leje vores hus. Fordi det ikke var muligt at lave et “baggrundstjeck” på os, dvs af vores kreditværdighed, referencer fra tidligere udlejere osv, skulle vi til en samtale med udlejer og hendes mægler. Sonni skulle bevise at han arbejder for det firma, han arbejder for, og både aflevere en kopi af sin ansættelseskontrakt (så de kunne være sikker på at han er i stand til at betale huslejen). Udlejers mægler skulle endda ringe til Sonnis chef og HR og tjekke op på, at de oplysninger han gav, var sandfærdige. Og det var yderst vigtigt, at det var et office number, og ikke et mobil nummer, for ellers kunne hvem som helst jo give sig ud for at være dem han ringede til.

Vores mægler var rigtigt sød og forklarede os, at grunden til, at man gjorde dette, var af nødvendighed, for som han sagde, “normally, in this country, when people rent, the rent for a reason“. Altså at de fleste lejere, lejer fordi de har så dårlig kreditværdighed, at de ikke kan optage et lån, eller at de ikke passer særligt godt på tingene, og har dårlige referencer fra tidligere udlejere. Det overrasker mig meget, at man ser så negativt på andres motiver, og at man har så lidt tillid til at, at andre er ærlige og ordentlige mennesker. Jeg tænker bare, at mistillid avler mistillid, og at det måske i sidste ende gør, at nogle folk ender med at snyde fordi det alligevel er den holdning, de bliver mødt med i det offentlige system.

Derudover kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvor meget det betyder for dine muligheder senere i livet, hvis du får en skæv start, eller dine forældre ikke har nulighed for at betale for en god uddannelse. Hvis du ikke har mulighed for at få et velbetalt job (mindstelønnen er latterligt lav herovre!), har du meget ringe muligheder for at låne penge og dermed bevise at du har kreditværdighed. Det giver ikke kreditværdighed i sig selv at have penge stående på bankbogen. Det gør det først, når du har lånt penge, som du har bevist, at du kan betale tilbage. Det er nok bl.a. fordi kreditværdigheden betyder så meget, at udtrykket “cash is king” er så udbredt i USA. Hvis du kan købe en bil kontant, kan du forhandle den ret meget ned i pris, mod at forhandleren er sikker på at få sine penge her og nu. Men det skal være på en check, bevares…. Eller – endnu bedre – kolde kontanter! For det med betalingskort bruger man ikke til så store beløb. Det kunne jo være, der ikke var penge på kontoen…!

Så vi køber sandsynligvis snart en bil (kontant!), og vi er blevet godkendt som ordentlige mennesker, der kan finde ud af at betale vores regninger, og jo mere vi bruger på den kredit på 1.500 dollars, som vi helt ekstraordinært får på et kreditkort fra vores bank, jo højere bliver vores kreditværdighed fremover, og jo mere kredit kan vi få. Jeg synes altså det virker lidt fjollet, at man skal bruge penge for at få lov til at låne penge, men “when in Rome..”
I hvert fald er det fantastisk at vi har fået det vigtigste på plads – en mere permanent bolig – og så må de andre ting komme henad vejen!

Det blev en ordentlig smøre, da jeg først kom i gang – jeg har været i gang med dette indlæg i et par dage nu, men jeg skulle nok bare sætte mig ordentligt ned og koncentrere mig om det 🙂 Ingen billeder denne gang desværre, men i weekenden skal vi en tur til Washington, så der skal nok komme lidt bilelder derfra.