En masse om bureaukrati og kreditværdighed

Vi har skrevet under på en lejekontrakt på et hus som vi kan flytte ind i den 1. oktober! Det er super fedt og jeg glæder mig vildt til at vi kan flytte ind i et hus med vores egne møbler og skabe vores hjem. Det er mega fint, der er masser (!) af plads, en urtehave, og en dejlig stor terrasse. Så nu er vi snart klar til at få masser af besøg! Yay! Anne goes housewife… Eller noget!

Det begynder at falde på plads det hele…. 🙂

Noget helt andet er, at jeg er virkelig overrasket over hvor besværligt alting skal være, og hvor ufleksibelt hele det bureaukratiske system er. Eksempelvis var jeg taget ned på Social Security Administration for at få et social security nummer. Jeg kom i god tid, havde forberedt mig hjemmefra (troede jeg!), havde udfyldt blanketten på forhånd, og jeg havde taget alle mine visumpapirer, pas og lignende med. Da det endelig bliver min tur, efter at jeg har stået i kø 2 steder, er det eneste damen bag skranken kan sige, at jeg skal fremvise min vielsesattest, da jeg er her på et L2-visum (også kaldet spouse visa, altså at jeg er her i kraft af min mand). Jeg forsøger at forklare hende, at jeg jo allerede har visummet og har alle papirerne med, samt at ambassaden i København jo netop har udstedt dette visum på baggrund af vielsesattesten. Det eneste svar jeg får, er, at hun skal bruge den originale vielsesattest or a certified copy. Sorry, that’s policy.
Okay, så.. Den ligger så i containeren sammen med vores ting, og en kopi er åbenbart ikke god nok, for den kunne jo være falsk, så.
Jeg er overrasket over, hvor meget min ægteskabelige status betyder for hvad jeg kan, og ikke kan i dette land. Konen til en af de andre danskere fortalte også, hvordan hun på motorkontoret, DMV, ligefrem skulle have sin mand med, for at hun kunne få udstedt et amerikansk kørekort.

Så jeg må grave min vielsesattest frem, tilbage på Social Security Administration, og i øvrigt altid have den på mig, når jeg skal noget som helst officielt, hvor jeg skal bevise at jeg har lov til at opholde mig i landet.

Vi havde en anden spøjs oplevelse i forbindelse med, at vi skulle leje vores hus. Fordi det ikke var muligt at lave et “baggrundstjeck” på os, dvs af vores kreditværdighed, referencer fra tidligere udlejere osv, skulle vi til en samtale med udlejer og hendes mægler. Sonni skulle bevise at han arbejder for det firma, han arbejder for, og både aflevere en kopi af sin ansættelseskontrakt (så de kunne være sikker på at han er i stand til at betale huslejen). Udlejers mægler skulle endda ringe til Sonnis chef og HR og tjekke op på, at de oplysninger han gav, var sandfærdige. Og det var yderst vigtigt, at det var et office number, og ikke et mobil nummer, for ellers kunne hvem som helst jo give sig ud for at være dem han ringede til.

Vores mægler var rigtigt sød og forklarede os, at grunden til, at man gjorde dette, var af nødvendighed, for som han sagde, “normally, in this country, when people rent, the rent for a reason“. Altså at de fleste lejere, lejer fordi de har så dårlig kreditværdighed, at de ikke kan optage et lån, eller at de ikke passer særligt godt på tingene, og har dårlige referencer fra tidligere udlejere. Det overrasker mig meget, at man ser så negativt på andres motiver, og at man har så lidt tillid til at, at andre er ærlige og ordentlige mennesker. Jeg tænker bare, at mistillid avler mistillid, og at det måske i sidste ende gør, at nogle folk ender med at snyde fordi det alligevel er den holdning, de bliver mødt med i det offentlige system.

Derudover kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvor meget det betyder for dine muligheder senere i livet, hvis du får en skæv start, eller dine forældre ikke har nulighed for at betale for en god uddannelse. Hvis du ikke har mulighed for at få et velbetalt job (mindstelønnen er latterligt lav herovre!), har du meget ringe muligheder for at låne penge og dermed bevise at du har kreditværdighed. Det giver ikke kreditværdighed i sig selv at have penge stående på bankbogen. Det gør det først, når du har lånt penge, som du har bevist, at du kan betale tilbage. Det er nok bl.a. fordi kreditværdigheden betyder så meget, at udtrykket “cash is king” er så udbredt i USA. Hvis du kan købe en bil kontant, kan du forhandle den ret meget ned i pris, mod at forhandleren er sikker på at få sine penge her og nu. Men det skal være på en check, bevares…. Eller – endnu bedre – kolde kontanter! For det med betalingskort bruger man ikke til så store beløb. Det kunne jo være, der ikke var penge på kontoen…!

Så vi køber sandsynligvis snart en bil (kontant!), og vi er blevet godkendt som ordentlige mennesker, der kan finde ud af at betale vores regninger, og jo mere vi bruger på den kredit på 1.500 dollars, som vi helt ekstraordinært får på et kreditkort fra vores bank, jo højere bliver vores kreditværdighed fremover, og jo mere kredit kan vi få. Jeg synes altså det virker lidt fjollet, at man skal bruge penge for at få lov til at låne penge, men “when in Rome..”
I hvert fald er det fantastisk at vi har fået det vigtigste på plads – en mere permanent bolig – og så må de andre ting komme henad vejen!

Det blev en ordentlig smøre, da jeg først kom i gang – jeg har været i gang med dette indlæg i et par dage nu, men jeg skulle nok bare sætte mig ordentligt ned og koncentrere mig om det 🙂 Ingen billeder denne gang desværre, men i weekenden skal vi en tur til Washington, så der skal nok komme lidt bilelder derfra.

En tanke om “En masse om bureaukrati og kreditværdighed

  1. Jep, bureaukratiet er forfærdeligt. Og vi har først fået et kreditkort for nyligt, fordi vi købte vores biler kontant. Havde vi derimod haft lånt pengene, kunne vi have startet på at opbygge vores kreditværdighed. Uden lån, ingen kreditværdighed, det er så skævt!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s