Om hverdagsrutiner og venner

Så er det mandag igen, og en ny uge er startet. Selvom vores liv herovre på mange måder er markant anderledes end det liv, vi levede i København, har vi hverdagsrutiner, nøjagtigt som vi havde derhjemme. Og selvom de adskiller sig på mange punkter, føles hverdagene ikke så frygteligt anderledes end de gjorde da vi boede i København. For de går jo hurtigt, og ugerne flyver afsted.

For det meste står vi op mellem kl. 5 og 6, da Sonni møder fra alt mellem kl. 6.30 og 7.30. Vi har nogle hyggelige morgenrutiner med at spise morgenmad sammen og tage afsted sammen om morgenen, så jeg kan have bilen i løbet af dagen. Det er faktisk rigtigt hyggeligt at køre afsted sammen mens det stadig er mørkt, og gentagne gange undre sig over, at der kan være  mange biler på vejene, selvom klokken kun er 6.40. Årsagen til at vi endnu ikke har fået anskaffet os en bil mere er, dels, rod med Sonnis social security nummer, der gjorde at han ikke kunne få udstedt de rette dokumenter til at købe en bil, dels, at det fungerer fint på den korte bane med kun én bil, og, dels, at vi sparer penge ved kun at have en bil her til at starte med.

I løbet af dagen – som jo starter tidligt, eftersom jeg normalt er hjemme igen mellem 7 og 7.30 – bruger jeg tid på oprydning, emailskrivning, blogindlæg, praktiske ting i huset, indkøb osv. Jeg har også brugt ret meget tid på ture til IKEA og at udforske alle mulige møbelbutikker og lignende for at se om jeg skulle være heldig at finde et sted, der har noget der ikke er så amerikansk i stilen (det er kun lykkes i MEGET begrænset omfang, skulle jeg hilse at sige). Om onsdagen og torsdagen deltager jeg i en “international womens club” for kvinder, der er udstationerede sammen med deres mænd – eller som har været det, og gerne vil bevare en tilknytning til miljøet. Det er enormt givende og en meget ligetil måde at danne kontakter og sociale relationer. De underviser bla. i Tai Chi om torsdagen og arrangerer forskellige udflugter, som jeg bl.a. har fortalt om her. Så ugerne går egentlig ret hurtigt, og jeg keder mig i hvert fald ikke.

Normalt henter jeg Sonni ved 17 tiden, og vi kører hjem og laver aftensmad. Aftenerne er ikke så lange, for vi går jo tidligt i seng, når vi skal så tidligt op hver dag 🙂 Den p.t. eneste ulempe ved kun at have én bil er, når jeg begynder at få flere aktiviteter i løbet af dagen, eller ting jeg skal om aftenen, at vi skal koordinere at jeg skal hente Sonni, eller at han skal have et lift hjem med en kollega.

Jeg ses af og til med et par andre danske piger – både til løbeture og spisning om aftenen, og det er rigtigt hyggeligt. Det er som tidligere nævnt dejligt at tilbringe tid med nogen, der er nøjagtigt i samme båd, og hvor jeg ikke skal tage stilling til kulturelle forskelle og sproglige udfordringer. Derudover har jeg mødt søde mennesker i expat-klubben og jeg har tilmeldt mig nogle et online netværk hvor man kan møde folk i forskellige sammenhænge og interessegrupper. Men jeg savner rigtigt meget mine veninder og mit sociale liv i København med spontane gåture og caféture. Lige p.t. er det uden tvivl det sværeste ved at være flyttet så langt væk og startet forfra på den måde – for hverdagens trummerum kommer helt af sig selv.

For os begge to mangler vi vores venner i dagligdagen. Sonni glæder sig allermest til en bytur i Danmark, når vi kommer hjem til jul, og jeg glæder mig til at se mine veninder og deres lækre små babyer igen. Vi savner julefrokost med gode venner, Sonni savner fodboldsøndage med gutterne og jeg savner kaffe i Torvehallerne og ture rundt om søerne i København.

Igen er det dejligt, at der er andre danskere her i området, som vi – sådan næsten helt automatisk – har fået et fællesskab med, og som vi ses med i weekender af og til. Det er rigtigt hyggeligt og det smager lidt af det velkendte derhjemme.

Men i december venter en dejlig lang juleferie i Danmark med masser af tid i København og derefter tour-de-jylland. Der glæder vi os begge til at få indhentet så meget som muligt – både med venner og familie!

Reklamer

Vores soundtrack vol. I

De mange timer bag rattet i bilen betyder, at vi får lyttet meget mere til radio end vi gjorde i DK. Og ligesom udbuddet af TV kanaler, er der også et meget bredt udvalg af satelit-radiokanaler der spiller meget blandet musik af forskellige genrer. Vi har efterhånden fundet vores foretrukne kanaler, og her kommer et lækkert udvalg fra vores soundtrack for tiden.

Der skulle være lidt for enhver smag. God fornøjelse!

The Amish of Lancaster County

Det har været stille fra min side den sidste uges tid, men det skyldes udelukkende at jeg har haft nok at se til. I mit forsøg på at tage næste skridt i min tilpasningsfase, har jeg meldt mig ind i en “international womens club”, som er noget ret expat-agtigt halløj for kvinder der – for langt de flestes tilfælde – i en eller anden udstrækning er “trailing spouses” i kraft af deres mænd. Alt det der med expat identitet osv, har jeg ikke taget ned fra hylden endnu, men nyder i denne sammenhæng igen at befinde mig blandt ligesindede, der forstår de massive udfordringer, det giver at flytte til et helt nyt land. Og selvom jeg nok hiver aldersgennemsnittet en del ned, er det hyggeligt at deltage i klubbens aktiviteter og forskellige ture.

I dag var jeg og en ret broget flok damer fra mange forskellige lande, så på tur til Amishområdet i Lancaster County, som var den første store Amish-settlement i USA, da de i sin tid kom hertil fra Europa. Det er i dag det 2. største Amishsamfund i USA. Det største er i Ohio.

Det var helt enormt interessant, og det var meget fantastisk at se hvordan nogle mennesker vælger at leve så simpelt uden at lade sig påvirke af den moderne verden der er så tæt på! Set fra vores perspektiv ser det jo enormt primitivt ud, og når man møder personer der tilhører de meget ortodokse Amishgrupper, kan det også være svært at forstå, at de lever det liv de gør – uden elektricitet og andre moderne hjælpemidler – eller for den sags skyld deodorant (det er tydeligt hvis man støder på dem i en butik!). Når man kører ind i Lancaster County, kører man side om side med hestevogne, og du ser bønder pløje markerne på gammeldags manér med store, flotte arbejdsheste spændt for en plov. Det er et fantastisk og forundrende syn på samme tid.

Men der er åbenbart stor forskel på Amishgrupperne. Simplificeret kan de deles op 2 grupper. Amish og Menonitter. Menonitter er faktisk slet ikke Amish, men de lever overordnet efter de samme principper. (Nogle af) forskellene er, at Menonitter er noget mere liberale i forhold til forandring og udefrakommende påvirkning. Derfor ser du f.eks. Menonitter køre på cykel og bruge elektricitet. Men mange lever stadig et ydmygt og simpelt jord-til-bord liv. Derudover er unge Menonitter heller ikke afskåret fra at tage en uddannelse og gå i High School, hvor det strengere Amishsamfund lærer børnene de ting, det kræver, at blive en god Amishbonde eller -husmor og ikke meget mere end det. Men de har stadig det til fælles at de lever et liv med stor ydmyghed overfor deres tilværelse – i hvert fald som jeg oplevede det på min ene dag rundt i “Amish Country”, som Lancaster County også bliver kaldt.

Et eksempel på den simple livsstil er deres gårdbutikker, hvor der ikke skal skabes stor profit men det skal blot løbe rundt, og der er meget tillid til den enkelte kunde. En gårdbutik havde græskar ude ved vejen, hvor du kunne købe store, flotte græskar til 2 dollars stykket (til sammenligning købte jeg græskar i supermarkedet den anden dag til 12 dollars for 2). Pengene skulle bare lægges i en lille kasse i skuret ved siden af, og så var det eller op til os besøgende af afregne korrekt. Vi besøgte en stor Amishfamilie, hvor konen solgte 12 helt nylagte æg (økologiske naturligvis) for 1,50 dollar. Prisen i supermarkedet varierer fra 3,5-5 dollars tror jeg. På trods af turisme og de mange besøgende fra ikke-Amish folk, der sagtens ville betale en dollar mere for 12 friske æg, koster de stadig kun 1,50 dollar. Naturligvis er der noget af det, der sikkert er ret turistet, men det er min oplevelse, at de fleste Amishfamilier lever som de altid har gjort og egentlig ikke skænker det omgivende samfund mange tanker – selvom vi kommer forbi og kigger nysgerrigt ind.

Jeg kunne filosofere meget mere over Amishfolket og alle dets værdier på godt og ondt. For det er klart, at et helt folk, der er så uimodtagelige overfor forandring og påvirkning udefra også står over for nogle helt fundamentale problemer som for eksempel ordblindhed, indavl og behandling af alvorlige sygdomme. Men der er altså noget fascinerende ved det på samme tid. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg besøger Lancaster County.

Jeg fik ikke taget så mange billeder på vores tur, men her følger en smule. Billederne giver slet ikke retfærdighed til, hvor smukt det område er.

IMG_3247

Smukke efterårsfarver

IMG_3250

Amish lade og “buggy” som hestevognene hedder

IMG_3262

Billige æg til salg!

IMG_3259

IMG_3253

Fraværet af en master plan

“Hvad skal du så lave derovre?”… “Du skal da finde noget ordentligt arbejde, ikke  bare sådan noget frivilligt”… “Og har du slet ikke noget arbejde, når I kommer derover?”

Spørgsmål om hvad jeg skulle bruge min tid på, når vi flyttede til USA, stod ofte i kø, når vi fortalte folk, at vi skulle flytte, og jeg havde sagt mit job op. Det var også ventet, og jeg vænnede mig ret hurtigt til at svare med de samme 2-3 sætninger, og forsøge at lade være med at tænke for meget over mine planer på den front.

“Det må vi se på, lige nu skal vi bare derover”… “Jo, på et tidspunkt. Først er der sikkert så mange praktiske ting, jeg skal tage mig af”… “Jeg skal i hvert fald have mig en omgangskreds og et netværk, så må det andet komme senere…”

Nu er vi så kommet herover, og jeg er så småt ved at være ude på den anden side af alle de praktiske gøremål, der skulle ordnes. Hvad så nu? For når sandheden skal frem, så aner jeg ikke, hvad min plan er – eller hvad jeg kunne tænke mig, for den sags skyld!

Der er masser af muligheder; læse et fag på universitetet, blive frivillig i lokalsamfundet, finde et internship eller noget helt andet. Men indtil for ganske nylig har jeg ikke haft det mentale overskud til hverken at tænke så meget over det eller agere på det. Jeg har besluttet mig for, at det er ok at det tager den tid det tager, og at det godt kan være, at jeg skal komme til at kede mig lidt, før jeg for alvor rykker på det. Lige nu kan jeg faktisk godt få tiden til at gå, og jeg nyder at have tid og ikke stresse rundt for at nå det hele i dagligdagen.

Noget helt andet er også, om jeg virkelig er interesseret i at have et job på fuld tid og dermed også nogle helt andre vilkår end vi har derhjemme. Sonni arbejder ca. 10 timer om dagen, og der er flere af hans kollegaer, der lægger mange flere timer end det. Når du starter i et nyt job, har du 2 (!) ugers ferie om året. Sonni har forhandlet sig til lidt mere, men langt fra de 6 uger, som de danskere, der er herovre på en udstationering har. Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi ville få ret meget ud af vores ophold herovre, hvis jeg arbejdede lige så meget og kun havde et par ugers ferie om året. Vi har det virkelig godt i Danmark – og jeg kan ikke ikke lade være med at føle mig lidt forkælet, over at jeg rent faktisk har muligheden for at vælge et fuldtidsarbejde til eller fra. Det er i hvert fald meget privilegeret i forhold til mange amerikanere.

Men det hele afhænger også af tidsperspektivet på vores ophold her i USA. Der er ingen tvivl om at hvor længe, vi skal blive her, også afhænger af min jobsituation. Økonomisk vil det på længere sigt betyde en hel del at jeg får et arbejde, hvis vi skal blive her i mange år – og på den lange bane betyder det altså også ret meget for min jobudvikling og mit CV at jeg har lavet noget meningsfuldt, mens vi har været herovre.

Så det kommer lidt i faser, tror jeg. Lige nu lejer jeg housewife og bruger tiden på de resterende praktiske ting (der også kan tage lang tid..), sørger for at der er handlet ind til aftensmaden, og nyder ellers at have tid til mig selv. Og det er ok for nu. Næste fase kommer nok inden så længe, og der tror jeg, at jeg skal ud og møde nogle flere mennesker og have udvidet min horisont. Derefter skal der nok ske noget, tror jeg. Men jeg har besluttet mig for, at det er ok, at jeg ikke har en master plan eller besidder det forkromede overblik, men i stedet tager det et skridt af gangen.

Taking requests

Nu hvor jeg har fået fødderne lidt mere plantet i dagligdagen, er der lidt længere imellem de helt blog-oplagte oplevelser og det er mest mine små betragtninger og tankemylder der bliver til blogindlæg lige for tiden.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er nogle emner som I, der læser med, sidder og venter i spænding på, hver gang der er et nyt indlæg på bloggen? Vil I bare vildt gerne høre om flere shoppingoplevelser og kulturelle forskelle, eller er der noget helt andet som I synes kunne være sjovt at få mit perspektiv på (eller Sonnis – han kan vel presses til tasterne)? Skal vi tage på flere weekendture og poste billeder og gode tips derfra? For så gør vi det!

Smid en kommentar herunder med et eller flere ønsker og så skal jeg gøre mit bedste for at få et blogindlæg ud af det på et tidspunkt!

Hvad vil I gerne læse om?