Fraværet af en master plan

“Hvad skal du så lave derovre?”… “Du skal da finde noget ordentligt arbejde, ikke  bare sådan noget frivilligt”… “Og har du slet ikke noget arbejde, når I kommer derover?”

Spørgsmål om hvad jeg skulle bruge min tid på, når vi flyttede til USA, stod ofte i kø, når vi fortalte folk, at vi skulle flytte, og jeg havde sagt mit job op. Det var også ventet, og jeg vænnede mig ret hurtigt til at svare med de samme 2-3 sætninger, og forsøge at lade være med at tænke for meget over mine planer på den front.

“Det må vi se på, lige nu skal vi bare derover”… “Jo, på et tidspunkt. Først er der sikkert så mange praktiske ting, jeg skal tage mig af”… “Jeg skal i hvert fald have mig en omgangskreds og et netværk, så må det andet komme senere…”

Nu er vi så kommet herover, og jeg er så småt ved at være ude på den anden side af alle de praktiske gøremål, der skulle ordnes. Hvad så nu? For når sandheden skal frem, så aner jeg ikke, hvad min plan er – eller hvad jeg kunne tænke mig, for den sags skyld!

Der er masser af muligheder; læse et fag på universitetet, blive frivillig i lokalsamfundet, finde et internship eller noget helt andet. Men indtil for ganske nylig har jeg ikke haft det mentale overskud til hverken at tænke så meget over det eller agere på det. Jeg har besluttet mig for, at det er ok at det tager den tid det tager, og at det godt kan være, at jeg skal komme til at kede mig lidt, før jeg for alvor rykker på det. Lige nu kan jeg faktisk godt få tiden til at gå, og jeg nyder at have tid og ikke stresse rundt for at nå det hele i dagligdagen.

Noget helt andet er også, om jeg virkelig er interesseret i at have et job på fuld tid og dermed også nogle helt andre vilkår end vi har derhjemme. Sonni arbejder ca. 10 timer om dagen, og der er flere af hans kollegaer, der lægger mange flere timer end det. Når du starter i et nyt job, har du 2 (!) ugers ferie om året. Sonni har forhandlet sig til lidt mere, men langt fra de 6 uger, som de danskere, der er herovre på en udstationering har. Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi ville få ret meget ud af vores ophold herovre, hvis jeg arbejdede lige så meget og kun havde et par ugers ferie om året. Vi har det virkelig godt i Danmark – og jeg kan ikke ikke lade være med at føle mig lidt forkælet, over at jeg rent faktisk har muligheden for at vælge et fuldtidsarbejde til eller fra. Det er i hvert fald meget privilegeret i forhold til mange amerikanere.

Men det hele afhænger også af tidsperspektivet på vores ophold her i USA. Der er ingen tvivl om at hvor længe, vi skal blive her, også afhænger af min jobsituation. Økonomisk vil det på længere sigt betyde en hel del at jeg får et arbejde, hvis vi skal blive her i mange år – og på den lange bane betyder det altså også ret meget for min jobudvikling og mit CV at jeg har lavet noget meningsfuldt, mens vi har været herovre.

Så det kommer lidt i faser, tror jeg. Lige nu lejer jeg housewife og bruger tiden på de resterende praktiske ting (der også kan tage lang tid..), sørger for at der er handlet ind til aftensmaden, og nyder ellers at have tid til mig selv. Og det er ok for nu. Næste fase kommer nok inden så længe, og der tror jeg, at jeg skal ud og møde nogle flere mennesker og have udvidet min horisont. Derefter skal der nok ske noget, tror jeg. Men jeg har besluttet mig for, at det er ok, at jeg ikke har en master plan eller besidder det forkromede overblik, men i stedet tager det et skridt af gangen.

6 tanker om “Fraværet af en master plan

  1. Hvem siger i øvrigt også, at en masterplan er vejen frem? De fleste ting, der virkelig får os op af sofaen og giver os blod på tanden, kommer helt uventet ind fra højre – udenom den nøje udtænkte plan. Jeg siger – kør du bare afsted uden GPS og se hvor du ender 🙂

  2. Godt for dig. Hvor ofte får man mulighed for at redefinere sit liv, tage en pause fra karriereræs og opdage, hvad man brænder for? Ikke mange gange! Det er også særligt det med ferie, som bremser mig fra at søge job. For hele vores formål er at få så mange oplevelser som muligt, og det ville ikke ske, hvis jeg kun havde to ugers ferie. Og i mine øjne er du lige kommet herover. Men jeg har fået samme spørgsmål, får dem stadig, som antyder, at ens fravalg af arbejde er forkert, “mærkeligt”. Fedt at du giver dig selv ro til at håndtere den kæmpe omstilling, følger din egen mavefornemmelse og nyder dit nye liv!

  3. Kære Anne.

    Nyd det! Nyd det, nyd det, du får nok aldrig chancen igen for at sætte arbejdslivet i bero og finde ud af hvad du har lyst til.
    Jeg sagde jo mit job op for nogle år siden og det er da den vildeste luksus at kunne tillade sig at tage sig et frirum til at finde ud af hvad man ønsker sig i sit liv.

    Slå dig ned på terrassen med en bog, snup er kop kaffe og nyd at være hjemmegående 🙂

    Stort kram Lone

    P.S. Ift. at hvad vi ønsker at læse om…synes jeg de ting du hidtil at skrevet om har været rigtig spændende….så ligesom en anden skrev: Hvad du synes der er spændende og tænkte over 🙂

  4. Hej Anne

    Jeg kan utrolig let relatere til dine spekulationer om fremtidigt arbejde – og om det overhovedet kan hænge sammen med din mands arbejde og alt det, som I ønsker at bruge jeres tid på derovre. Hvis du vidste hvor mange gange, jeg har fået lignende spørgsmål og forundrede blikke retur, når jeg svarede, at der var ingen masterplan!

    Din tænkepause giver rigtig god mening. Det ser jeg nu – to og et halvt år inde i udstationeringen.

    Efter de første 4 måneder som medrejsende ægtefælle havde jeg klaret de praktiske ting her i UK (som muligvis er lettere, fordi det er inden for EU). Jeg valgte at tage et timelønnet konsulentjob for min gamle arbejdsgiver (Mærsk). Det job gav mig uendeligt meget – langt mere end jeg havde regnet med. Selvtilliden kom tilbage og troen på at jeg var i stand til at skabe et velfungerende liv i udlandet voksede for hver dag, der gik. Efter 7 måneder stoppede projektet, som jeg var tilknyttet – og det passede perfekt med at jeg skulle føde 2 måneder senere.

    Efter at vi har fået barn nummer to er jeg blevet fuldtidshjemmegående og vender ikke retur på det engelske arbejdsmarked, uanset at forholdene er ganske gode (læs: meget lig DK). Jeg bruger nu tiden sammen med pigerne – og har efter lang mental bearbejdelse ro og fred i sindet omkring det faktum, at jeg ikke tjener mine egne penge for tiden, at jeg ikke ved hvornår jeg kan realisere mig selv professionelt osv.

    Jeg håber at der dumper en spændende appelsin ned i din turban en dag – en som du ikke kan modstå og som vil give dig masser af udfordringer og oplevelser.

    Og indtil da håber jeg at du nyder turen uden GPS.

    Tine

    • Jeg nyder den i hvert fald lige nu. Jeg er slet ikke mentalt klar endnu til at tage stilling til alt det der med fremtiden, men det kommer snigende ind paa mig stille og roligt saa lige pludselig er jeg sikkert i gang. Jeg kan godt forstaa du nyder at have tid til dine boern, for det er da en luksus uden lige at kunne goere det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s