Southern Hospitality i Mississippi

Efter New Orleans tog vi turen op mod Memphis, men vi gjorde et stop i the MIssissippi Delta, hvor bluesmusikken har sine rødder. Eller, det fandt vi i hvert fald ud af undervejs, men den egentlige grund til vores stop var, at vi håbede at møde Morgan Freeman, som er medejer af blues-klubben Ground Zero i Clarksdale.

Men inden vi nåede til Clarksdale kørte vi ad de små veje op gennem Mississippi Delta og ud til Mississippi River. Det var et fascinerende landskab – fladere end fladt pga en gletscher der i sin tid har præget landskabet. I Greenville, lige ud til floden, lavede vi et frokoststop, hvor vi faldt i snak med ejeren af cafeen, der fortalte os lange anekdoter om de mange billeder han havde på væggene, om hjuldampere, gamle dage og kendte mennesker, der havde besøgt Greenville gennem tiderne. 

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

I vores søgen efter et posthus forvildede vi os ind i en gammel antik/genbrugsbutik (i realiteten mest det sidste – der var mere skrammel end antik over det..), hvor vi med åbne arme blev budt velkommen af ejeren, der var enormt glad for at få besøg hele vejen fra Danmark. Han var selv Libaneser, kun 2. generation i USA, og havde boet her hele sit liv. Han inviterede os ind i sit baglokale af butikken, hvor der åbenbarede sig en samlermani af rang. Aldrig andet sted end i TV har jeg set en person, der har samlet så mange ting til sig på ét sted. Der var alt fra gammeldags potter og pander, til gamle butiksskilte og ja… jeg kunne dårligt adskille de enkelte ting – for der var ting OVERALT. Han var simpelthen så sød og venlig, og han fortalte om sit liv i USA, hans familie der var fra Libanon og hvordan han stadig kunne forstå en smule arabisk. Han fortalte også vidt og bredt om, hvordan han levede af jorden i sin baghave og bød os på hjemmeristede pecan-nødder. Efter at han havde snakket os et øre af (og vi efterhånden blev i tvivl om vi nu blev nødt til at købe noget fra hans butik, nu han havde fortalt os hele sin livshistorie…), gav han os sit visitkort, ønskede os god rejse og bad os om endelig at komme tilbage, skulle vi igen befinde os på de kanter.. 

Fantastisk oplevelse, man bare ikke kan planlægge sig til!

Vi kom til Clarksdale ved aftenstid, fik booket os ind på et hotel og forventningsfulde kørte vi til Ground Zero med håb om at møde Morgan Freeman, som vi havde fået fortalt ofte kommer der.

Selve stedet er ret berømt for at have hostet mange store blues, country og rock’n’roll navne som bl.a. John Lee Hooker, Willie Nelson, og også Flaming Lips har optrådt der. Selve stedet ser meget slidt ud – på den der lidt vel planlagte måde – med grafitti i form af gæsters hilsner og autografer overalt på væggene. Musikken den aften var en fundraiser for et børnehospital, og det var fantastisk! Det var en blanding af nogle dygtige bluesmusikere og noget nyere country, der jammede sammen. Wauv de var dygtige og hele stedet emmede bare af virkelige at være “ground zero” for bluesmusikkens rødder.

Derudover har de et virkelig godt menukort – altså dvs traditionelt amerikansk bar mad med wings osv, men også med et rigtigt godt udvalgt af barbeque, som de selv griller ude bagved. Det var virkelig godt, og det kan anbefales at kombinere aftensmaden med noget lækkert musik! For dem, der virkelig vil give den gas, kan man leje et værelse ovenpå klubben, så man ikke behøver at tænke på promiller inden man sætter sig ud i sin bil…

Læs mere om klubben her.

IMG_3659

Det er et relativt lille sted, så man er helt tæt på scenen

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt...

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt… (og det er fedt at være på tur med en fotograf, der kan sørge for at få taget nogle fede billeder, når man er på bar og ikke selv lige er så flittig til at få dokumenteret sine omgivelser…)

Credits til min dygtige veninde Louise Kragh for billeder fra Ground Zero Blues Club!

Mødte vi så Morgan Freeman? Nej desværre! Men kort efter vi havde sat os, kom en ældre mand hen og satte sig hos os. Det var Bill Luckett, der er advokat og borgmester i Clarksdale – udover at være medejer af klubben sammen med Morgan Freeman. Når han ikke gik rundt og personligt hilste på alle gæsterne – hvoraf mange var kommet langvejs fra – fortalte han os historier om alle de mennesker, han, i kraft af bluesklubben og sit venskab med Morgan Freeman, havde stødt på i årenes løb. Og han fortalte os om, hvor stor en rolle Clarksdale (og the Misssissippi Delta) har spillet i udviklingen af musikscenen som vi kender den i dag – alt sammen med en eller anden form for rødder i det musik, der er udsprunget fra det område. Det var fascinerende og interessant – dog med en vis tendens til namedropping af kendte mennesker, men hey – jeg var fanget!

Vi blev inviteret, som borgmesterens gæster, til en morgensamling næste dag med en gruppe bestående af præster fra Clarksdale, der skulle diskutere et mentorforløb for at få unge væk fra gaderne i en tidlig alder som muligt. Clarksdale er et af de fattigste samfund i Mississippi, og de har store problemer med bander, der rekrutterer helt unge drenge. Det var fascinerende at høre om deres arbejde for de unge, og hvor meget nytænkning, der faktisk er i et så fattigt samfund for at få de unge væk fra gaderne. Blandt andet er der et projekt med iPads i skolerne og der blev foreslået WiFi i kirkerne – det skulle efter min mening nok få dem væk fra gaden og et sted hen, hvor de ville blive eksponeret for en bedre indflydelse! Det var en meget spændende morgen, hvor vi og vores mad blev velsignet og vi fik bekræftet at kirkens arbejde i USA ikke kun (altid) handler om biblen, men lige så meget om at gøre en forskel med værdierne på det rette sted. På den anden, lidt mere stereotype side, fik vi en dundrende tale fra den lokale dommer, om hvorfor det var godt, at USA ikke adskiller kirke og stat, og hvordan han hver dag i sit arbejde havde biblen i den ene hånd og den dømmende kraft i den anden hånd. Men standpunkt eller ej, var det nogle vildt søde og imødekommende mennesker, der kun bød os hjerteligt velkomne og hjertens gerne ville fortælle om deres mentorprojekt.

Vi skulle videre samme dag og takkede tusind gange for deres gæstfrihed og ønskede dem held og lykke med det fantastisk spændende projekt. På vej ud mødte vi endnu flere ønsker om en god og sikker rejse og tak fordi vi ville komme og besøge dem.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vi ville få den slags oplevelser. Det var oprigtig gæstfrihed, uden skjulte dagsordener eller reservationer. Bare interesse og åbenhed. Vi danskere kan lære meget af den slags oplevelser – både om at åbne os op og tage imod det, der kommer, når vi som rejsende støder på nye mennesker rundt omkring i verden, men også om at byde andre mennesker velkomne i vores lille land.

For at runde hele musikdelen af, kan jeg kun anbefale et besøg på Ground Zero til enhver, der er bare en smule musiknørdet. Og for ægte blues-elskere er Clarksdale og Mississippi Delta et must.

Reklamer

Expatfælden vol. 2

Hov – så gik der lige pludselig mere end en uge siden sidste indlæg…!

Jeg har haft travlt.

Med hvad, spørger du måske om? Og ja, det spørger jeg også mig selv om.  Og det er ikke kun bloggen, der har lidt under det. Også de mange ansøgninger, der ligger og venter på at blive skrevet, ligger der stadig. Jeg har dårlig samvittighed over det, og det bliver de ikke skrevet af.

Jeg er åbenbart blevet en af de expat-kvinder, der har travlt med at gå ud til frokost, få ordnet negle og gå til yoga i løbet af dagen. Utroligt så hurtigt man alligevel tilpasser sig til hvad det vil sige at have “travlt”. Jeg spiser frokost, drikker kaffe og løber ture med et par andre kvinder i vores “danskerkoloni” (at de så er her på tidsbegrænset kontrakt og den ene allerede rejser hjem til sommer, forsøger jeg at lade være med at tænke på..), og jeg er begyndt til yoga 3-4 gange om ugen. Det hjælper på min “kontorlænd”, som på ingen måde er glad for de mange timer i bilen, og jeg tror, det kan lære mig at fokusere på mig selv i alt det her, og hvad der er godt for mig nu og her.

Det lyder enormt dejligt, ikke? Det er det også, don’t get me wrong. Men det går ikke i længden for mig ikke at have mere formål med hverdagen, og jeg bekymrer mig over mit CV når jeg kommer tilbage (så var vi tilbage ved det der yoga med at acceptere nuet og fokusere på mig selv nu og her.. practice makes perfect..).

Jobsøgningen kommer vel i gang igen på et tidspunkt, ellers er det måske noget mere frivilligt arbejde, der skal til? Måske skyldes min nølen, at jeg bare inderst inde er skræmt over hele den farlige verden, der ligger forude, hvis jeg skal ud og have et “rigtigt” arbejde? I mellemtiden starter jeg op med nogle gratis online kurser gennem Coursera, som jeg har fået anbefalet af både tidligere kollegaer i Danmark og dygtige mennesker herovre. Det er gratis online universitetskurser fra højstatus universiteter fra hele verden. Det holder da de små grå lidt beskæftiget!

Indtil da hygger jeg mig lidt mere her i den rare, behagelige expat-boble og nyder at foråret er på vej. Yoga starter snart – og jeg trænger også til en manicure i dag!

PS – jeg har ikke glemt at skrive om den sidste del af vores roadtrip. Den kommer snart. Jeg skal bare lige have tid… 🙂

The Big Easy – New Orleans

“Welcome to the Big Easy, girls!” blev vi mødt med den første dag i New Orleans. Vi havde været meget spændte på at komme til New Orleans, som vi havde hørt rigtigt meget positivt om. En stemningsfyldt, festlig og charmerende by med venlige og imødekommende mennesker over det hele, var det, vi hørte om byen.

På vores 2 dage i New Orleans var vi mest i “the French Quarter”, som er den gamle del af byen, som New Orleans er så kendt for. Mardi Gras, som traditionelt er festen før fasten (lige som fastelavn i DK) og fejres med karneval, fest og ballade i hele byen, var lige om hjørnet, så derfor var der allerede taget lidt hul på festlighederne rundt omkring.

French Quarter

French Quarter

Mardi Gras oppyntning

Mardi Gras oppyntning

En interessant historie om the French Quarter er, at det faktisk ikke i samme grad blev oversvømmet, da orkanen Katrina brød byens diger og resten af byen blev ødelagt af vandmasserne. Inden franskmændende ankom til New Orleans, var området beboet af indianere, der kendte deres land bedre end nogen vesterlændinge og levede i pagt med naturen. Deres bebyggelse lå på præcis det område hvor the French Quarter ligger i dag, netop fordi det ligger så højt at det ikke ville blive ramt af oversvømmelser.

Så de historiske bygninger har ikke taget synderlig skade efter Katrina, og det er enormt stemningsfyldt at slendre rundt i de små gader. Flere steder i gaderne var der gademusikanter, der efter et sindrigt system skiftedes til at spille på forskellige steder i de små gader – i behørig afstand til hinanden, så de ikke forstyrrede hinandens tilhørere. De var super talentfulde og jeg kan kun forestille mig, hvor meget mere stemning det må give i højsæsonen i forhold til en småkedelig februardag.

IMG_4047IMG_4048

Det er også i the French Quarter, man finder Bourbon Street, som er USA’s svar på Jomfru Ane Gade. Med Mardi Gras lige om hjørnet, var det, den tirsdag aften vi var der, nøjagtigt som at være i Gaden en hverdagsaften midt i julefrokostsæsonen. “Voksne” mænd i pæne khakibukser, der tydeligvis var lidt uvante i den setting, væltede rundt på må og få med stærke drinks i plastikkrus og kom med lidt for upassende kommentarer til de unge piger. Småforkølede og trætte var det ikke lige det, vi kunne rumme, så derfor satte vi kursen mod Frenchmen Street, som skulle være der, hvor alle de gode spillesteder var flyttet hen efter Bourbon Street var blevet for turistet. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning og vi sluttede aftenen af med funky soul-rock-blues musik med den helt rigtige New Orleans feeling. Én ting er sikkert; New Orleans har masser af musik og helt sindssygt dygtige musikere over det hele.

Delta Funk på Frenchmen Street

Delta Funk på Frenchmen Street

På den lidt mere negative side synes jeg desværre, at der var mange hjemløse og folk, der bad os om penge til øl (det er da i det mindste ærlig snak!), og vi blev begge lidt triste over, at det primært var unge mennesker på vores egen alder, der vandrede rundt i gaderne. Bevares, de gør jo ingenting, men for mit vedkommende var det generende at de ind i mellem var lidt for påtrængende.

Men på afstand er det ikke det, jeg husker fra New Orleans. Det er derimod stemningen og al den lækre musik, byen emmede af. Og jeg har lyst til at tage tilbage på et tidspunkt hvor vejret er bedre, og stemningen rigtigt kan komme til sin ret!

Ægte Sydstatsidyl

Det første stop på vores roadtrip var Charleston, South Carolina. Vi havde hørt rigtigt meget om den fine, smukke, idylliske by med hyggelige brostensbelagte gader og flot gammel arkitektur. Det var en rigtigt hyggelig by, men jeg tror, at den gør sig bedre en rigtig varm og tung sommerdag, hvor man kan sidde rundt omkring på skyggefulde terrasser og drikke icetea og limonade, end den gjorde sig en våd og blæsende februardag, hvor der ikke var mange mennesker i gaderne. Vi gik en tur og fik frokost, hvorefter vi besluttede os for at køre videre til Savannah i Georgia, som ligger et par timers kørsel længere sydpå.

Lidt menneskeforladt, men hyggelig bymidte i Charleston

Lidt menneskeforladt, men hyggelig bymidte i Charleston

IMG_3478

Savannah, derimod, gav os et helt andet førstehåndsindtryk, og selvom det faktisk var meningen, at vi skulle have kørt videre sydpå samme aften, besluttede vi os spontant for at tage en ekstra nat her. Savannah havde den samme charmerende sydstatsidyl som Charleston, men gav os med det samme indtryk af at være en by med mere stemning, flere barer og restauranter. Måske var det bare den dag, vi var i Charleston, for jeg tror at byen har mere at byde på, end vi oplevede den dag, men vi var klart mest begejstrede for Savannah!

I vores begejstring over en fredag aften med restaurant ved vandet, barer og gode drinks, glemte vi at tage særligt mange billeder af byen, men dagen derpå fik vi da foreviget en lille smule af stemningen og de smukke, lange alleer med store træer, der er meget karakteristisk for Savannah (og Charleston for den sags skyld også).

Overalt var der lange alleer med de store flotte ældgamle træer

Overalt var der lange alleer med de store flotte ældgamle træer

IMG_3961At man under sit besøg i Savannah kan pakke badetøjet og tage bilen en halv time uden for byen til Tybee Island, som har den helt rigtige pastelfarvede surfer-laid-back-vibe, giver kun Savannah et ekstra plus over Charleston i min bog.

Tybee Beach lige uden for Savannah. Det var desværre ikke lige så varmt, som det ser ud på billedet...

Tybee Beach lige uden for Savannah. Det var desværre ikke lige så varmt, som det ser ud på billedet…

De store, flotte træer med det der lange svævende mos, der hænger fra grenene, er for mig ægte sydstatsstemning, og jeg har utroligt mange billeder med hjem af store, flotte træer, for det var simpelthen så fascinerende hver gang vi kom forbi de her store, spøgelsesagtige, gamle træer, der er flere hundrede år gamle og ville kunne fortælle så mange dramatiske og fantastiske historier, hvis det var muligt.

På vej til Savannah tog vi derfor en lille detour væk fra motorvejen og fik stillet det største behov for store træer og smukke, lange alleer – krydret med en trailerpark, sumpområder og lokale små landsbykirker.

IMG_3481 IMG_3486

Det, der hænger fra træerne, er en luftplante der hedder Spanish Moss. Det er egentlig ikke mos, men lange tråde, der bæres af vinden og hægter sig fast på de store træer. Det lever af luften omkring, så hvis det lander på jorden, dør det.

IMG_3489

IMG_3954

Sump – mon der var alligatorer? Vi så dog ikke nogen…

Så vi startede altså turen ud med ægte systatsidyl og fantastisk smuk og karakteristisk natur – kombineret med den helt særlige southern hospitality, som Sydstaterne er så kendte for. Når man som dansker rejser til USA og finder amerikanerne hjælpsomme og imødekommende, bliver de kun endnu mere imødekommende jo længere sydpå, du kommer. Men dét er et helt andet blogindlæg.

Travel Blog Awards. Tak for jeres stemmer!

Tak for jeres stemmer på Denmark to Delaware i kategorien Bedste Blog om at leve og bo i udlandet. Jeg nåede finalen, men det var Kristine, der blogger om sit ophold i Brasilien, der vandt afstemningen. Stort tillykke!

Det var sjovt at være med i konkurrencen, og det er en dejlig bekræftelse, at der er mange, der har lyst til at følge med i mine skriblerier. Det holder mig til ilden at jeg ved, at I er derude på den anden side af skærmen og jævnligt kigger forbi bloggen eller følger med på Bloglovin eller via email. Og med det sagt, lover jeg, at den nylige blog-tørke er overstået for denne gang.

Tak for stemmerne i konkurrencen og tak for alle kommentarer på bloggen og på email.