Jobsøgning på amerikansk, lesson 1

Jeg har tidligere skrevet om, hvor mange ting, der er er anderledes ved at søge job her i USA sammenlignet med Danmark. Nu har jeg lært, at jeg ikke skal tage alt, jeg hører for gode varer, og ikke være bange for selv at skrue lidt op for “bullshit-faktoren” når jeg taler med potentielle arbejdsgivere.

Første eksempel er de utallige mails jeg har modtaget, siden jeg har oprettet min profil på det amerikanske pendant til jobindex. Ved første gennemlæsning loves der guld og grønne skove, og det mest udfordrende job jeg kunne forestille mig.

“While perusing qualified candidates, I was fortunate to come across your resume being that I am considerably impressed with your professional experience. This is an exceptional growth opportunity for an aggressive, self-disciplined and high-energy individual who is looking for an extraordinary career and not just a job.”

Ved nærmere gennemlæsning er det tydeligvis en e-mail, der er sendt ud til alle aktive profiler med jævne mellemrum. Ofte handler det om rene provisions- og salgsjobs, hvor du kan arbejde hjemmefra – blot du har adgang til internet eller telefon, eller et forsikringsselskab, der søger nye forsikringsagenter – uanset om du har en baggrund som veteran, hjemmegående husmor eller noget helt tredje.

Andet eksempel er det indtryk jeg fik, da jeg havde været til en samtale hos en virksomhed, hvor chefen, da jeg gik ud af døren, virkede helt overivrig for hvornår jeg kunne starte, og afsluttede med et “I’ll get back to you as soon as possible, but I like to move quick.” Jeg følte mig helt overvældet og næsten med det ene ben i et job, jeg ikke engang helt var sikker på, om ville være noget for mig. På den anden side af weekenden, da jeg endnu ikke havde hørt noget nyt, bad jeg bureauet, der havde sendt mig derud, om en opdatering, hvorefter det viste sig, at de slet ikke var færdige med at holde samtaler, og slet ikke var klar til at beslutte sig om en kandidat. Samme oplevelse havde jeg efter et telefoninterview med en anden virksomhed, der også virkede meget ivrig efter om jeg kunne starte med det samme, og som gav mig det indtryk, at de stod og skulle bruge en lige nu og her. Dem har jeg endnu ikke hørt et ord fra. Og jeg som var så bekymret for, om jeg kunne tillade mig at sige, at jeg skulle bruge et par fridage i starten af maj…

Jeg ved godt, at jobmarkedet i Danmark også i mange tilfælde er gennemsyret af manglende respekt for jobsøgernes tid og indsats, men jeg er nok vant til at gå ind i den slags situationer med en vis portion loyalitet overfor andre igangværende rekrutteringsprocesser og ærlighed omkring min situation – og jeg er vant at det plejer at stemme nogenlunde overens med virkeligheden, når jeg får indtryk af, at en virksomhed er klar til at rykke hurtigt med en ansættelse.

Måske har jeg bare været uheldig ved de her par samtaler, men det har først og fremmest lært mig at slå koldt vand i blodet før der er noget mere konkret på bordet. Derudover skal jeg ikke være bange for at spille på flere heste samtidig og selv skrue lidt mere op for “bullshit-faktoren” og lidt ned for loyaliteten før der rent faktisk er en aftale i hus – for det gør alle andre tydeligvis.

Til gengæld har det også bekræftet mig i, at jeg har et godt CV til den slags stillinger, jeg har søgt herovre, og at det er den rette indgangsvinkel ind til jobmarkedet, jeg har haft hidtil. Og det i sig selv er værdifuldt. Og jeg ved nu, at min familie og tid med Sonni er det vigtigste lige nu. Så de jobmuligheder der eventuelt måtte komme, skal kunne passes ind i nogle fornuftige rammer omkring besøg over sommeren og ferie sammen med min mand.

Reklamer

Forår

Foråret er kommet til Delaware. Ja i denne weekend føles det ligefrem som sommer med temperaturen et godt stykke over de 20 grader og sol fra en skyfri himmel. Morgenkaffen, frokost og aftensmad indtages på terrassen med sol på næsen. Skønt! Vi nyder hvert minut!

Med vores nye tilværelse i hus med have, er vi med forårets komme blevet sådan nogen, der taler om, at det er godt, at de lover regn i næste uge ovenpå en varm og tør weekend. Vi er også blevet sådan nogen, der forventningsfuldt går en runde ved blomsterbedene for at se hvad der mon dukker op af jorden rundt omkring (det er nok mest mig!) og som tager i Home Depot (som er er stort byggemarked) om lørdagen.

20140412-163934.jpg20140412-163947.jpg

20140412-163959.jpg

Jeg har været ude og investere i en “Basic Gardening for Dummies”-bog, og Sonni kommer hjem fra arbejdet med tips til hvordan man bedst holder sin græsplæne og klipper sine buske. Det der havearbejde er åbenbart macho nok til watercooler-smalltalk så længe det ikke handler om blomsterplantning og nussen rundt i bedene. Sådan er det nok også i Danmark, men det er en ny verden for os uanset om det er i Danmark eller USA.

Sonni har været super og har knoklet hele dagen med hækkesaksen og græsslåmaskinen, mens forbipasserende naboer har undret sig over hvorfor han sled så meget i det når man nu kan bruge motorkraft. Så selvom vi ikke bor i andelsforening mere, slipper vi ikke for arbejdsdagene. Men han synes det er meget hyggeligt – om ikke andet så for at nyde en kold øl på terrassen bagefter.

Hvis det lyder som om, at vi har fuldstændig styr på det der havehalløj, så er det ikke helt sandt. I baghaven har vi den her køkkenhave, som for hver dag bliver mere og mere tilgroet med ukrudt, og jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Det er nok noget med at rydde det hele og starte forfra…

20140412-164010.jpg

Så selvom det indebærer hårdt arbejde i haven og jord under neglene, stornyder vi at foråret er kommet med sol og varme efter en lang og hård vinter med alt for meget sne og kulde. Det hele ER bare lidt sjovere når solen skinner!

20140412-153459.jpg

 

Rullende bolde

Den sidste uges tid er der bolde, der er begyndt at rulle. Bolde der ruller hen imod en mere krævende tilværelse med 40 timers arbejdsuge og folk, der forventer noget af mig hver dag. I dag har jeg haft et møde med en person, der måske kunne tænke sig ansætte mig, og i morgen har jeg et telefoninterview med en anden.

Pludselig synes jeg, at det går lidt for hurtigt, og jeg vil gerne have at boldene ruller lidt langsommere. For der er jo sommerferie lige om lidt, vi får besøg hjemmefra, og hvad nu hvis jeg rigtigt gerne ville en smuttur til Danmark? Noget må der gives afkald på, for der er kun så meget, der kan kombineres med en 40 timers arbejdsuge.

Men det er jo mig selv, der bestemmer, og altsammen op til mig. Og nu må vi se hvor de forskellige bolde ender, og om det bærer noget konkret med sig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg skal sørge for at nyde min expatfrihed nu og her. Så det gør jeg så. Der er sol på terrassen og jeg tror også jeg har fortjent en god, lang kaffepause med en latte og en bog.

 

Søndag i Annapolis

Vi bor heldigvis et sted, hvor vi har en håndfuld destinationer i en afstand, der passer til en dagstur. Det er ikke noget vi har udnyttet så meget her over vinteren med snestorme og weather warnings i tide og utide. Men nu er foråret kommet for at blive, og i dag tog vi en tur til Annapolis i Maryland.

Det var simpelthen sådan en hyggelig by! Små gader og ingen højhuse, bare hyggelige gamle gader og rigtig europæisk forårsstemning. Der var fortovscafeer og restauranter med borde udenfor, og der var folk der sad på bolværket ved havnen og nød den lune forårssol. Jeg manglede bare lige en six-pack dåseøl, og så kunne jeg – med lidt god vilje – godt få det til at minde om en forårsdag i Nyhavn! Ah, okay – også kun næsten!

IMG_4287

 

IMG_4288

Vi faldt endda totalt i europæerfælden da vi var på jagt efter en frokost i solen, og vi plantede os ved det første ledige bord for at sikre os en plads udenfor – vel at mærke uden at vi var blevet anvist en plads af værtinden (som det sig ellers hør og bør alle steder her i USA). Heldigt for os var bordet ikke lovet ud til andre, og vi fik lov til at blive siddende. Men ingen af os havde seriøst skænket det en tanke – det føltes bare så hjemligt, at vi faldt helt ind i den danske måde hvor det handler om at komme først og erobre sig det første og bedste bord i solen. Senere kunne vi se, at folk pænt blev skrevet op til ventelister til et bord udenfor, og vi blev lidt røde i kinderne. Men måske var det de skarpe forårssolstråler der gjorde det.

IMG_4283

I Annapolis ligger US Naval Academy, som er en meget prestigefyldt uddannelsesinstitution. Her uddanner man sig til Midshipman (somvist nok er en slags officer), og det er et reelt universitet med eget stadion og campus i byen. Uddannelsen tager 4 år, og for at blive optaget skal man normalt både ansøge og blive anbefalet – som regel af et kongresmedlem. Vildt nok. Men det gav bare byen et helt særligt præg, for overalt var der unge marines i deres fineste flådeuniform, slendrende rundt med kæresten under armen – som ikke så ud til at have det mindste imod at blive vist frem! Jeg følte næsten at Otto Brandenburg burde stå på et gadehjørne og synge Alle sømænd er glade for piger.

IMG_4289

 

IMG_4293

Næste gang kunne jeg godt tænke mig at komme ind på Naval Academy og få en guidet tour. Udover ualmindelig hyggelig slendren og frokost i solen er der også de obligatoriske water tours og historiske walking tours, som kunne være sjove at prøve en dag – for Annapolis bliver helt klart destination for flere dagsture! Særligt næste gang USA bliver lidt for meget af det gode, og alting bare bliver for stort og for fantastisk. Så ved vi, at der halvanden times kørsel sydpå findes noget der minder lidt om nord-europæisk charme og fortovsrestauranter hvor batterierne kan lades op igen.