Er det noget, de lærer i skolen?

Jeg er begyndt på noget frivilligt arbejde i et “Community House” i Wilmington, hvor personer fra lav-ressource baggrunde kan komme og få hjælp til bl.a. rådgivning ifm banklån og credit score, CV-skrivning, sommerskole for børnene og mange andre aktiviteter. Jeg er involveret i deres Employment Program, hvor voksne mennesker kommer og får hjælp til CV-skrivning, online ansøgninger og lignende. Det er et enormt godt formål, og hele organisationen hjælper virkelig mange mennesker, der ellers ikke har overskud af ressourcer, til at komme videre i livet og blive selvhjulpne.

I fredags var der arrangeret morgenmad for alle de frivillige for at værdsætte det arbejde de gør for organisationen. Det var et rigtigt fint arrangement med velkomst fra den administrerende direktør, og nogle af de frivllige var på forhånd blevet bedt om at forberede et lille oplæg om, hvorfor de er involveret i netop dette formål, og hvad de har oplevet af succeshistorier.

Kæden var nær hoppet af for mig, da en granvoksen mand stod foran forsamlingen og fortalte om sit frivllige engagement, og hans stemme knækkede over, fordi han blev så rørt. Han stod med store tårer i øjnene, og måtte flere gange holde pause fordi han var ved at begynde at græde. Man skulle tro, han stod og holdt tale ved hans mors begravelse – come on altså! Godt nok er det et godt formål, og det må da være helt enormt tilfredsstillende at se hele familier komme videre i det arbejde man gør. Men ligefrem at stå og græde over det?

De efterfølgende oplægsholdere lod også følelserne få frit løb, og det var her, hvor jeg virkelig måtte sidde på mine hænder og bide mig i tungen, for at finde den rette grimasse.

Og så var det, jeg kom til at tænke på – er det noget de lærer i skolen, at “ethvert budskab går bedre ind tilsat lidt tårer og grødet stemme”? Er det en kulturel ting, de får med hjemmefra, at man bare skruer op for følelsespornoen ved enhver lejlighed, der byder sig?

Det øvrige publikum lod til at lade sig rive vældigt med af de følelsesladede beretninger, og jo flere tårer des større applaus. For en reserveret Skandinav som mig, var det virkelig mærkeligt at opleve. Men det ændrer ikke på, at det er et enormt godt formål at være involveret i, og at det føles virkelig godt at være med til at gøre en forskel for mennesker, der har brug for det. Men jeg begynder ikke at fælde tårer over det i nærmeste fremtid.

6 tanker om “Er det noget, de lærer i skolen?

  1. HA. Jep, i hvert fald i mine børns skole lærer børnene at tale til folks følelser, både når de holder foredrag eller skriver. De bliver dog ikke opfordret til tårer, men til gengæld har jeg set deres lærere græde, mens de taler om “your amazing children that I’m so grateful to teach” til os forældre på forældremøder (WTF?). Og på mit writing program handler det også altid om en følelsesmæssig “grabber” i starten af en historie, og det bedste er en følelsesladet fortælling, som får tårerne frem hos publikum. Jeg NÆGTER (hvilket jeg tilskriver mine skandinaviske rødder). Drama er ordet for mig, de ELSKER drama. Det er lidt ligesom, når man i gamle dage så Oprah: “Be the best you can be everyday and amazing things will happen.” Oh gud hvor jeg lyder kynisk, men du ramte en nerve….

    • Du rammer hovedet på sømmet. Alting bliver bedre hvis der skrues op for dramatikken og bullshit-faktoren. Oh God altså. Tror amerikanere og skandinavere er så forskellige som nogen kan være på det punkt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s