Søster-kvali-tid coming up

Om et par dage hopper jeg på en flyver og møder min savnede lillesøster i Chicago – en by vi begge længe gerne har villet besøge. Jeg glæder mig først og fremmest til at søster-hygge igennem, men også til at opleve noget nyt efter at have lullet rundt de samme steder her på Østkysten ret mange gange.

Jeg glæder mig til at opleve Chicago som den metropol den er med skyskrabere, brede boulevarder og en badestrand, og jeg glæder mig til at komme til Midtvesten. Jeg skal hive min søster med på dette kunstmuseum hvor jeg forhåbentlig kan overbevise hende om, at det er ret fedt at se de originale mesterværker af store kunstnere som Picasso, Matisse og Dalí. Jeg glæder mig til at blive blæst omkuld af Chicagos fænomenale arkitektur, og så ellers til masser af cafeer, gode frokoster og masser af slendren rundt i byen.

Billedet er lånt fra http://news.distractify.com/culture/chicago-city-of-dreams hvor der er mange flere flotte Chicago-billeder.

Søster tager heldigvis med tilbage til Delaware for en god uges tid, hvor vi primært skal slappe af, tilbringe de varmeste dage ved den lokale pool og en tur til New York en gang eller to. New Yorker-søs må jo have sin dosis for ikke at få alt for slemme abstinenser 🙂

Håber I nyder sommeren derude! Det gør vi!

I øvrigt så er opfølgningen på sagen med vores forsikringsselskab, at vi har appelleret deres afgørelse med henvisning til, at de har kendt til sagen længe før udløbet af klagefristen. Nu må vi så se hvor længe behandlingen af denne henvendelse tager. Sikkert endnu 4-6 uger.

Reklamer

Hvorfor forsikringsselskaber og lægehjælp ikke bør hænge sammen

Hvis nogen derude, skulle være i tvivl om, præcist HVOR meget bureaukrati og banken i bordet der er tale om, når man har med sundhedssystemet og forsikringsselskaberne at gøre her i USA, kommer her en historie fra det virkelige liv.

Læge udfører undersøgelse på patient i efteråret, hvorefter forsikringsselskabet registrerer proceduren under en særlig kategori som i slutningen af året ender med at koste patient mange flere penge i egenbetaling.

Læge er enig med patient i, at det bør være registreret som almindelig behandling. Patient ringer i januar måned til forsikringsselskab med sin indvending og accepterer godtroende at vente på svar, forsikringsselskab giver intet klart svar trods adskillige henvendelser fra patient. Patient henvender sig IGEN og får efter flere uger endelig besked om, at klagen skal rettes til en særlig afdeling hos forsikringsselskabet.

Patient sender samme dag en officiel klage inkl brev fra lægen vedrørende sagen. Forsikringsselskab bruger halvanden måned på at vurdere, at de afviser klagen da der er gået for lang tid fra lægen har udført proceduren til klagen er modtaget. Præcist 3 uger for lang tid (hvilket er den tid, patient i anden omgang ventede på svar fra inkompetent medarbejder hos forsikringsselskab).

Resultatet er umiddelbart, at patient har tabt adskillige tusind dollars på forsikringsselskabets langsommelige og inkompetente sagsbehandling. Man kan jo spekulere i, om det er kalkuleret, for det virker meget belejligt, at det lige præcist faldt ud til forsikringsselskabets fordel med 3 uger, ikke?

Jeg er tosset over at blive kørt rundt i manegen på den måde, og at min indledningsvise tøven og manglende banken i bordet måske ender med at koste os penge. Og for en person, der er totalt rookie i hvad der er op og ned i forsikringsverdenen, hvad man kan forvente og hvordan tingene hænger sammen, føles det helt enormt uretfærdigt, at netop dette bliver udnyttet på det groveste af grådige forsikringsagenter, der gør det så besværligt som overhovedet muligt at få gennemsigtighed og klarhed over sagsgangene og ens egen sag.

Så næste gang du skal til lægen eller på sygehuset i Danmark, så tag lige og vær glad for, at du ikke skal bekymre dig om egenbetaling, forsikringsmaksimum eller øvrige uigennemskuelige forsikringsbetingelser og efterregninger, okay??

Anbefaling: Broadway-drømme og stjernestøv i NYC

Vi tog svigerforældrene med en tur til New York i går og gav dem en ordentlig én på opleveren. Denne store, pulserende, blinkende by er i sandhed noget andet, end den rolige hverdag i Skalborg som de er vant til. Vi havde en rigtig god dag med helt vildt mange indtryk og var alle 4 rigtigt trætte da vi om aftenen vendte hjem til stille og rolige Newark.

Vi startede ud med et sansebombardement af de helt store, med noget som er så tæt på en rigtig Broadway-oplevelse man kan komme uden at indløse billet til én af forestillingerne. Ellen’s Stardust Diner er en kæmpe turistattraktion, og det afspejles i priserne og servicen, men det er også en helt fantastisk oplevelse, hvis man som mig er en sucker for showtunes, syngende tjenere og all american stjernedrømme.

Jeg har været der flere gange tidligere (blandt andet med min Broadway-crazy søster, der nærmest skulle hives ud derfra igen), og det har hver gang været en enormt underholdende oplevelse! Tjenerne er håbefulde Broadway-aspiranter, der tjener til dagen og vejen ved siden af auditions og drømmen om at “make it” i The Big Apple. De underholder med showtunes og popnumre af både nyere og ældre dato, og de kan altså noget. Det er fascinerende og skægt at se en tjener synge kor til Lordes “Royals” mens hun skænker og serverer sodavand til sine gæster.

IMG_4712

Det er selvsagt ikke et sted, man sidder og har en stille og romantisk middag og fører lange dybe samtaler, for stemningen er en anelse hektisk og lydniveauet er højt. Men underholdningsværdien er sikret, og de er altså dygtige performere! Priserne er i den høje ende, som man kan forvente af en turistattraktion af den kaliber, men maden er faktisk ganske udmærket.

Normalt går jeg egentlig en stor bue uden om den slags turist”fælder”, og jeg synes nemt, at det kan blive for meget af det gode, når amerikanerne går amok i showtunes og stjernedrømme, men lige præcist hér, kan jeg ikke undgå at blive ramt lige i mellemgulvet af de dygtige tjenere/performere og inderligt håbe, at de snart lander en rolle på de skrå brædder eller får deres store gennembrud. Ja, det er en lidt hektisk oplevelse, og du betaler lidt overpris for din burger, men når du forlader Ellen’s Stardust Diner er du glad i låget og sparket godt igang til at opleve glitteren og vanviddet på Times Square og Broadway inden du tager en velfortjent (rolig) pause med en kop kaffe i Bryant Park ikke så langt derfra.

Sonnis forældre synes i øvrigt også rigtigt godt om oplevelsen, selvom der var noget mere gang i den, end hvad der plejer at være, og de fik i den grad endnu en oplevelse med sig i bagagen (som p.t. kræver en større kuffert end de rejste herover med – både på oplevelser og indkøb).

Ellen’s Stardust Diner ligger på hjørnet af Broadway og 51. gade og har åbent fra tidlig morgen til midnat alle ugens dage. Se mere på: www.ellensstardustdiner.com.

Bloggen fylder 1 år!

Det er 1 år siden mit første indlæg her på bloggen. Der var vi midt i at forandre vores liv totalt med helt vildt mange ubekendte og en masse forandringer forude. Snart har vi boet i USA i et helt år – det er så længe, de kloge siger, at det tager at falde til i et nyt land. Det må jo så vise sig – i hvert fald går jeg og funderer over alt det, der er sket indtil nu, og hvad det har gjort ved os. Det kommer der et indlæg om til den tid.

Lige for tiden er der lidt stille på bloggen, da vi har besøg af Sonnis forældre og nyder ekstra hjælp i haven, hjemmebagt leverpostej og svigermors hjemmebag ind i mellem alle de oplevelser de får med hjem i bagagen. Det hele er meget spændende og lidt overvældende for nogen, som besøger USA for første gang.

Da jeg startede bloggen var det primært henvendt til familie og venner, og som en måde at få samlet alle mine tanker på. At I er flere, der synes det er interessant og hyggeligt at læse med, gør mig rigtigt glad. Tak til alle jer, der følger med og jævnligt kigger forbi, og tak for de kommentarer I lægger når I kommer forbi. De er værdsat hver og en.

God sommer til jer alle derude!

Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!