Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!

8 tanker om “Om overdreven fædrelandskærlighed

  1. I Californien oplever jeg, at deres stærke patriotisme ses, når folk fra militæret blive hyldet (hvilket sker ved kampe og endda i Sea World), men ellers ikke rigtigt. Men jeg kan forestille mig, at de måske er mere patriotiske, hvor du bor, fordi Californien er meget international med mange tilflyttere.

  2. Pingback: To en halv måned senere…. (så gik der tid med det) | Denmark to Delaware

  3. Pingback: Fourth of July – uden fyrværkeri, men med skønhedsdronninger, brandbiler og veteranbiler | Denmark to Delaware

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s