Om at komme ud af fjerene og blive klar til “deadline”

Hold nu op, hvor skal jeg huske at nyde hvor priviligeret jeg faktisk er, at jeg kan sove længe på en mandag, at jeg ikke behøver at stresse over, at bilen skal til service (igen), at jeg kan mødes til hyggelige frokoster i løbet af ugen, og at jeg har masser af tid til at kigge på babyting og udstyr til børneværelset.

I virkeligheden er jeg ikke helt så god til at stoppe op og værdsætte det mens jeg står i det, og ved ugens udgang tager jeg tit mig selv i at konstatere, at “det nåede jeg heller ikke lige denne uge”. Seriøst, det er nogle gange et mysterie hvad jeg får tiden til at gå med. Sonnis kommentar i går om at han godt kunne tænke sig at bytte plads med mig, bare for et par uger (med udsigten til endnu en stressende arbejdsuge), fik mig (igen) til at stoppe op og værdsætte det lidt mere. Så i denne uge skal der ikke kun planlægges, men også udføres, og jeg vil nyde at jeg ikke behøver at stresse over et travlt arbejdsliv på samme tid.

Og apropros det med at planlægge uden at udføre, så afspejler det meget godt, hvor vi er i projekt “blive klar til baby”, der planmæssigt har deadline om en 9 ugers tid. Der er altså ikke styr på ret meget sådan rent praktisk endnu, men listerne er lange og jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på det i hovedet. Meeen der skal også snart noget handling bag, for at vi ikke lige pludselig risikerer at stå med håret i postkassen tidligere end vi havde forventet. I hvert fald må vi snart en tur i IKEA og blive udstyret med de vigtigste ting, vi har til gengæld indkøbt kombibarnevogn, og vi skal have bestilt den autostol, vi langt om længe har besluttet os for at købe.

Jeg har i øvrigt gennemført mine 3 moduler fødselsforberedelse, som mest gik på alle de praktiske ting, hospitalet, smertelindring osv. Jeg synes overordnet det var godt og fyldestgørende, og det var især rart for mig at få sat det at føde i en amerikansk kontekst. Noget der dog overraskede mig rigtigt meget, er forholdet til smertelindring. Altså det overrasker mig ikke, at de kraftigt opfordrer til, at man tager imod smertelindring (folk gør generelt meget for at mindske den mindste form for ubehag – se bare det store udvalg af håndkøbsmedicin, man kan få i amerikanske “drugstores”), men det overraskede mig faktisk hvor få muligheder man har for mere naturlig smertelindring, og hvor lidt, der er fokus på alternative metoder som f.eks. akupunktur. Igen er det på vores hospital, det er sådan. Jeg kunne uden problemer have valgt en fødselsklinik hvor der er mere fokus på naturlig smertelindring end på medicinsk, men så ville det ikke være et hospital, og det synes jeg i sidste ende var mere trygt. Indtil nu har min opfattelse af sundhedsvæsnet faktisk været, at de har været mere holistiske i deres behandlingsbillede, end man er i Danmark, men lige præcist i dette tilfælde, kan man kun vælge medicinsk smertelindring under fødslen – epiduralblokade eller morfinlignende bedøvelse. 98% af alle fødende på vores hospital vælger en epiduralblokade, så det siger lidt om, hvor udbredt det er. Det understøtter min opfattelse, at, amerikanerne er utroligt bange for at have ondt og føle ubehag. Jeg er slet ikke imod at få medicinsk smertelindring på nogen måde, men jeg ville ikke have noget imod at have haft flere valgmuligheder.

Men jeg har stadig en god og tryg oplevelse af hospitalet, og der er ikke nogen tvivl om, at vi vil blive passet godt på derinde.

Nå, men hvis jeg skal opnå mit mål med at komme mere ud af fjerene herhjemme, må jeg nok hellere lukke ned for bloggen og computeren og komme igang med dagens projekter.

Reklamer

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.

Vi vandt!!!

Yay!!!

Vi fik brev fra Sonnis arbejdsplads i dag om at de har givet os medhold i vores appel over forsikringsselskabets afgørelse, som jeg har skrevet om tidligere. Fantastisk nyhed at holde weekend på 🙂 Det betyder i praksis at vi har betalt fuld pris for nogle ydelser, som forsikringsselskabet i realiteten skulle have betalt 80% af.

Det er skræmmende, at det, at vi kunne appellere afgørelsen 2. gang, åbenbart udelukkende er fordi vi har en god dækning. I andre tilfælde ville vi være stuck med forsikringsselskabets første (inkompetente) afgørelse!!!

Nu gælder det så om at få den store lommeregner frem og forsøge at gennemskue hvor meget det drejer sig om (for det i sig selv er naturligvis også mega uigennemskueligt), og finde hoved og hale i, hvem der er ansvarlig for at kæmpe med forsikringen om at udbetale differencen. Men de kan f***** bare komme an – for vi har ret! Og vi har det sort på hvidt nu 🙂

God weekend!!!

Siden sidst…

Siden sidst har jeg været til koncert med min søde mand i Philadelphia og haft en dejlig weekend, hvor jeg rent faktisk har haft pænt tøj på hele to aftener i træk. (Det sker ikke så ofte i det her surburbia-liv.) Jeg har sådan en mand, der er ret musikinteresseret og som godt kan finde på spontant at invitere mig til koncert med bands jeg aldrig har hørt om. Det plejer at være supergodt, når han inviterer mig, for han har heldigvis også en ret god fornemmelse af hvad jeg kan lide. I fredags var dog nok sådan en koncert, hvor han normalt ville have taget vennerne med til frem for konen, for der var skruet godt op for lydniveauet og hård guitarlyd for alle pengene – og en masse hardcore fans i slidte rock-n-roll t-shirts. Men på trods af det, var det sgu fedt, for de var mega dygtige, og det kan jeg ikke undgå at blive mega imponeret over at opleve live. Dette klip er fra koncerten i Philadelphia:

Og fra Rock’n Roll til fødselsforberedelse: Jeg har også været til den første orientering om fødslen på hospitalet og er blevet en helt masse brochurer og informationer rigere. Det var faktisk meget godt og informativt, og jeg ser frem til de næste 2 gange. Jeg blev noget overrasket over, at det åbenbart er enormt nyskabende, at de på dette hospital giver mor og barn hud til hud kontakt lige efter fødslen og at barnet ikke bliver sendt til et “nursery” bagefter, men bliver hos forældrene hele tiden. For bare 3 år siden blev forældre og barn adskilt efter fødslen, og barnet blev sendt til et nursery hvor det blev undersøgt og opholdt sig sammen med alle de andre nyfødte børn (ligesom man kender det fra film…). Derudover kunne underviseren også fortælle, at omskæring af drengebørn ikke længere anbefales af American Academy of Pediatrics, som et sundhedsfremmende initiativ, men derimod er et spørgsmål om ren personlig stillingtagen. No shit – seriøst synes jeg nogengange det virker som et oldtidssamfund, vi lever i herovre.

Nå, men det var et godt kursus, og Sonni var også glad for at være taget med. Også selvom de viste den der frygtede fødselsvideo, som underviseren beskrev som “pretty graphic” og advarede os mod at vi ikke måtte blive dårlige eller falde om undervejs….

De næste par dage kommer til at gå med mor og far-hygge (ja, vi er simpelthen så heldige at få besøg igen!!!), og i morgen tager jeg mine forældre en tur til Shenandoah National Park i Virginia for en enkelt overnatning, mens Sonni arbejder igennem herhjemme. Ak ja, det er hårdt at være hjemmegående hausfrau 🙂

Gravid i USA (og mere om forsikringsselskaber)

Nu har jeg jo ikke prøvet at være gravid eller gå til jordemor i Danmark, men jeg har længe tænkt på, at jeg vil skrive lidt om, hvordan sådan noget foregår her i USA og hvordan det hænger sammen med forsikringsbetingelser osv. Netop det økonomiske aspekt gør, at det for mig er uundgåeligt at sammenligne med Danmark, og hvor meget vi skal værdsætte det danske system, hvor økonomi og egentbetaling er taget helt ud af ligningen (jeg ved godt, at jeg godt kan lyde lidt frelst, og at det langt fra er perfekt i Danmark, men det er altså det perspektiv, jeg får hvergang jeg mødes med forsikringsverdenens bureaukrati og forskelsbehandlingen i sundhedssystemet herovre).

Man vælger en OB/GYN, altså en fødselslæge/gynækolog som tilser én undervejs i graviditeten. Besøgenes karakter og frekvens tror jeg minder meget om de jordemorbesøg man har i DK. Afhængig af hvor stor en praksis man vælger, er det som udgangspunkt den læge, der har tilset dig gennem graviditeten, der også er med ved fødslen – med mindre han/hun er forhindret. I teorien har du altså allerede et vist kendskab til din fødselslæge, og din læge kender dig og dine ønsker.

Ved mit første lægebesøg blev jeg tilset af en sygeplejerske, hvor jeg blev målt og vejet og skulle svare på alle mulige spørgsmål – f.eks. skulle jeg tage stilling til om jeg ville have udført tests der kunne vise om Sonni og jeg var bærere af forskellige genetisk disponerede sygdomme. Hun så noget mærkeligt på mig, da jeg afslog disse undersøgelser. Derudover har lægebesøgene været af noget hektisk karakter, og der har ikke været så meget tid til salltalk. Min læge virker dog dygtig og behagelig, så jeg er tryg ved hende. Jeg er også blevet tilset af de andre læger, der er tilknyttet min praksis, så jeg har mødt dem i tilfælde af, at min egen læge ikke kan være til stede ved fødslen. Jeg synes det er betryggende, at man går hos en lægepraksis, hvor de har hele ens historik og præferencer – og dermed mindre risiko for at der er noget, der falder mellem to stole.

Det er også min lægepraksis, jeg er økonomisk ansvarlig overfor, og det er dem, der afregner med os og vores forsikring. Jeg tror det fungerer sådan, at de “lejer” sig ind på hospitalet på mine vegne, og jeg så afregner med dem. Men nu må vi se hvordan det egentlig fungerer i praksis… Hvad man skal betale for en fødsel out of pocket afhænger af ens forsikringsforhold og hvor stor ens egenbetalingsandel er. Vi har en okay forsikring, og selvom det aldrig er helt til at sige, hvor meget vi ender med at skulle betale (det kommer jo helt an på hvor kompliceret det bliver, antal nætter på hospital osv), siger vores forsikringsselskabs online estimat-udregner at vi kan regne med en egenbetaling på omkring 1.400 dollars. Så det er ikke så galt, og det går også, hvis det ender højere end dette. Særligt taget i betragtning af, at prisen, hvis du kom ind fra gaden uden et forsikringsselskab i ryggen, kunne løbe op i 44.000 dollars!!!! Forsikringsselskaberne forhandler sig til en lavere pris med de udbydere, de har i deres netværk, og som de dermed henviser patienterne til, så deres rate er markant lavere end dette.

For os er der endvidere den lille krølle på halen, at vi for hvert kalenderår har et beløb, vi selv skal betale inden forsikringsselskabet begynder at spæde til. Dette beløb har vi for længst nået for i år, men pr. 1. januar 2015, tæller den forfra igen, så med min termin d. 27/12 er det spændende om vi lige får en ekstraregning oveni hatten i form af øget egenbetaling. Så det er virkelig alfa og omega at have en god opsparing i ryggen, og jeg forstår i langt højere grad, hvor udtrykket “cash is king” stammer fra. Og det er helt forkert, at pengene, som det er tilfældet hos en af Sonnis arbejdskollegaer, afholder en familie fra at få et barn, fordi de ikke har råd til hospitalsudgifterne for selve fødslen.

Når det så er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at det er grundige læger hele vejen rundt, og servicen er en anden end i Danmark. Ved hver ultralydsscanning er de ultra-grundige, og der bliver taget højde for alle potentielle risikofaktorer, som f.eks. graviditetsbetinget sukkersyge (selvom vi ikke har sukkersyge i familien) og lignende. Jeg følger med strømmen under devisen “better safe than sorry”, men forsøger at beholde min sunde fornuft, hvis jeg synes det er nogle unødvendige undersøgelser de foreslår (som f.eks. screening for alverdens genetiske sygdomme). Derudover kan jeg læse mig frem til at man på hospitalet har enestue med seng til faren, hvor han kan overnatte, så der er helt sikkert langt til forholdene i det offentlige system i Danmark.

Jeg har tilmeldt mig et kursus på hospitalet, som jeg forventer er en slags orienteringskursus om fødslen, rundvisning på fødegangen og oplysning om forskellige former for smertestillende osv, så der er jeg spændt på at få lidt mere at vide om hvordan det kommer til at foregå og hvad jeg rent praktisk kan forvente (og hvad jeg skal tage stilling til inden). Dette kursus er naturligvis heller ikke gratis, men koster 100$ for 3 mødegange. (Hvad så med de familier, der ikke lige kan undvære 100$ i husholdningsbudgettet?). I hvert fald ser jeg frem til at få mere at vide om hvad jeg kan forvente og de praktiske ting, jeg skal tage stilling til og forholde mig til i den sammenhæng.