Tilbudsrytter og kuponjæger

Jeg har aldrig gået så meget op i at læse tilbudsaviser, og da jeg som studerende arbejdede ved kasselinien i Bilka rystede jeg overbærende på hovedet over de mange mennesker, der belejrede Bilkas indgang og næsten kom i håndgemæng for at spare 150 kr på en dvd afspiller.

I min nye tilværelse som amerikansk husmor har jeg fået et helt andet forhold til det med tilbud og udsalg. For det er de færreste butikker, hvor du ikke lige kan finde en 20% kupon et sted eller ved at der er et udsalg coming up..

Alle butikskæder med respekt for sig selv har et loyalitetsprogram hvor du får rabatter, optjener point eller får besked om udsalg. Hvis du handler der mere end én gang kan det ikke betale sig at lade være – og særligt i supermarkederne er der ofte ekstra tilbud når du er medlem. Så min pung bugner af medlemskort til alt fra supermarkeder til tøjforretninger. Derudover får jeg i supermarkedet tit ekstra tilbudskuponer med “køb 2, få en gratis” eller “spar 5$ på dit næste køb”, og dem bruger jeg uden at blinke. Jeg er dog ikke helt blevet hardcore kuponjæger som de virkelig professionelle herovre, for der er virkelig nogen, der formår at udnytte hele det kuponsystem til deres fordel og næsten kommer derfra med en hel indkøbsvogn uden at betale en rød reje… Og ja – de findes altså..!

Derudover findes der en smart app til din telefon, hvor du kan finde kuponer i forskellige butikker – ofte med helt op til 20% rabat. Den kan endda indstilles sådan, at den selv registrerer når du er i nærheden af en butik, der har gode tilbud, og så giver dig en reminder.

Endelig er der butikker som Macy’s som er kendt for altid at køre et eller andet tilbud, og en sagde engang til mig, at jeg aldrig skulle betale fuld pris for noget i Macy’s, for der vil altid være et udsalg lige om hjørnet. Alle store mærkedage som Veterans Day, Labour Day, Columbus Day og særligt Thanksgiving er fulgt af store udsalg, så hvis man skal investere i noget af lidt større kaliber, kan det uden tvivl betale sig at vente til næste mærkedag i kalenderen.

At Delaware er tax-free og vi derfor sparer momsen på alle varer vi køber inden for statsgrænsen, gør mig ikke mindre udspekuleret. Jeg skal være HELT sikker på, at jeg ikke kan få dem i Delaware, før jeg f.eks. kunne finde på at betale for et par sko i New York (hvor sales tax er sølle 4% på sko – I know, det er åndssvagt).

Så jeg er lidt blevet hende der, som afventer næste store udsalg inden der skal investeres i noget nyt, og som støvsuger internettet for den billigste pris på et produkt inden jeg slår til…

Men det er vel også en slags integration….?

Reklamer

Surprise babyshower, veninder og når gode ting ender

I sidste uge blev jeg noget så overrasket, da der simpelthen blev holdt ægte amerikansk Baby-shower for mig arrangeret af søde, betænksomme danske piger, der var gået sammen og lavet det helt store sammenskudsgilde og overrasket mig med balloner, gaver, og selskabslege.

IMG_2167-2Vi skulle egentlig mødes hjemme hos en af pigerrne for at tøsehygge lidt og sige farvel til Maria, der rejser hjem til Danmark lige om lidt. Men da jeg ankom, stod der 6 danske piger i køkkenet og råbte “SURPRISE” – og der var dækket op med hors d’oeuvres, babykage og “mock-tails” (cocktails uden alkohol) i bedste babyshowertema.

IMG_2169

Der var balloner og gaver fra dem allesammen, og det var en virkelig hyggelig aften, hvor jeg blev forsikret i, at jeg allerede er ved at have et rigtigt godt netværk af veninder og gode mennesker omkring mig, selvom vi ikke har kendt hinanden særligt længe!

Af den også hyggelige slags, men i anledning af en mindre festlige begivenhed, var vi igår til afskedsfest hos familien C, som har været en meget stor del af vores liv siden vi satte fødderne på amerikansk jord. Sonnis kollega rejser hjem, expatperioden er slut for hans vedkommende og arbejdet fortsætter med dansk grund under fødderne. Familien skal hjem til arbejde, dansk skole og vuggestue og den danske dagligdag med alt hvad der hører sig til. Vi har haft utroligt mange hyggelige stunder sammen med dem som familie og vi har knyttet tætte bånd til dem alle 5. Set fra min egen lille næsetip er det mega ufedt at de tager hjem, for hvem skal jeg nu holde ugentlige frokoster med? Når alt kommer til alt, forandres min hverdag selvfølgelig også med et brag om en måneds tid give or take, så frokoster ville der nok alligevel blive færre af i et stykke tid. Men under alle omstændigheder er det surt når gode ting ophører, og selvom jeg ønsker dem den bedste tid tilbage i Danmark, ville jeg ønske, de ikke rejste hjem og kunne blive her med os i vores lille trygge bobbel.

Men det er et vilkår ved at være expat. Vi bliver (desværre) trænede i at sige farvel til gode mennesker, men på samme tid bliver vi også trænede i at knytte stærke og nødvendige bånd med mennesker, vi ikke nødvendigvis har kendt særligt længe, og det er guld værd. Det er virkelig tydeligt det med at man lynhurtigt danner en helt særlig lille subkultur med andre ligesindede (i dette tilfælde danskere) når man står på fremmed grund på den måde. Jeg føler mig enormt heldig med, at der er gode mennesker og veninder omkring mig til at ville glæde mig med et babyshower, og til at agere netværk når vores nye familiemedlem vender vores verden på hovedet.

Derudover venter Thanksgiving i næste uge, som vi lige når at fejre med familien C inden de rejser hjem om 2 uger, og derudover er der danskerjulefrokost i starten af december med hele den store danskerkoloni, som tilsyneladende bor i det område, der udgør det nordlige Delaware, det sydlige Pennsylvania og det sydlige New Jersey.

 

Hjemmegående vs. Karrieremor

Den tidligere omtalte mor, der inviterede mig på kaffe efter mit første møde i “Moms Club”, gav mig en indsigt i de enorme krav, der er til børnefamilier her i USA, hvor begge parter er på arbejdsmarkedet.

Med en ret høj stilling inden for finanssektoren, havde hun arbejdet fuld tid med sine 2 første børn og var tilbage på arbejdet 12 uger efter begyndt barsel. Det skal siges at de 12 uger er standard og det, de fleste er berettiget til. Men det er selvbetalt, og nok derfor holder mange mindre end de 12 uger, og nogen er sågar tilbage allerede efter 6 uger.

Med 2 arbejdende forældre i husstanden, var begge børn i børnehave/vuggestue hele dagen. Hun fortalte, hvordan hendes nærmeste kollegaer enten var kvinder uden børn eller mænd med hjemmegående koner, så når hun forlod arbejdet ved 18-tiden fik hun anklagende blikke med på vejen, og det samme når hun konsekvent hentede børnene efter institutionens lukketid kl. 18. Hvordan deres hverdagsaftener forløb med aftensmad, putning og udmattede forældre kan de fleste børnefamilier nok nikke genkendende til. Dertil kommer, at der ikke er noget, der hedder barnets 1 (eller 2.) sygedag, omsorgsdage eller særligt udpræget grad af hjemmearbejdsmuligheder, så med utallige lukkedage i institutioner pga snevejr, børn der blev syge eller andet, var det en ren krisebehandling hver gang familien skulle tage stilling til hvem der skulle misse endnu en arbejdsdag, et vigtigt møde eller tage en “sygedag”. For det var bare overhovedet ikke velset hverken på mandens eller hendes arbejdsplads.

Efter at have fået sit 3. barn besluttede hun at tage en pause fra ræset og blive hjemmegående. En beslutning, der ikke var særlig anset blandt kvinder i hendes position, hvilket egentlig overraskede mig lidt. Men det er nok noget med, at hvis du som kvinde vælger karrierevejen, så har du andre til at passe dine børn.

Sagen er den, at det er skruen uden ende. Kravene til medarbejderne er så høje, at når du får familie er du nødsaget til enten at hyre en full-time babysitter (eller have bedsteforældre eller andre, der kan tage over rigtigt meget af tiden) eller at den ene part stopper med at arbejde, for at det kan hænge sammen. Med kun én indkomst i familien, er man så meget mere økonomisk afhængig af en god jobsikkerhed hos den arbejdende part at han (for det er jo oftest manden) må knokle endnu hårdere og arbejde endnu flere timer, for at skaffe mad på bordet. Det giver endnu større pres hos den arbejdende part, sætter barren endnu højere på arbejdspladsen og skaber igen større krav til medarbejderne, hvoraf børnefamilierne så har endnu sværere ved at følge med.

Så der er virkelig ikke noget at sige til, at resultatet ofte bliver, at den ene part vælger at sætte karrieren på standby for at tage sig af familien, og i de fleste tilfælde er det givetvis kvinden, der har den mindste indkomst, og med høje udgifter til børnepasning osv, kan det ofte ikke betale sig, at hun arbejder.

Der er da virksomheder, der gør mere for børnefamilierne end andre, og der er også mange virksomheder som tilbyder børnepasning og mere fleksible arbejdstider, så børnefamilierne kan få det til at hænge sammen. Men det er på ingen måde hverdagskost i de fleste virksomheder – heller ikke de store internationale af slagsen. Sonnis arbejdsplads tilbyder ingen goder i forbindelse med barsel for mænd og kvinder, så her må man bruge ferie og opsparede fridage hvor det kan lade sig gøre, og for langt de flestes tilfælde er det ikke muligt at arbejde hjemmefra hvis det brænder på derhjemme. Selvom Sonni har en forstående chef og bedre muligheder end de fleste for at arbejde hjemmefra, ved jeg virkelig ikke hvordan vi skulle få det hele til at hænge sammen, hvis jeg skulle nøjes med 12 ugers barsel og derefter på arbejdsmarkedet fuld tid.

Næh, det her hjemmegående husmor er helt ok set i det lys….

Om imødekommenhed og snart at passe ind i en ny kategori

Den anden dag var jeg til møde i en slags mødregruppe, jeg havde fundet på nettet. Det er en forening, hvor hjemmegående mødre kan socialisere og mødes på kryds og tværs med deres børn i alle aldre. Jeg har glædet mig til at kunne overgå til den kategori, der hedder “hjemmegående mor”, og ikke den, der hedder “hjemmegående kvinde i 30’erne”. For ærligt talt er de sociale muligheder for sidstnævnte ikke de store (fordi ligesindede har deres omgangskreds og fikspunkter via deres arbejdsliv), hvorimod der tilsyneladende er mange flere muligheder for at knytte relationer til ligesindede, så snart man har børn at “bonde” over.

Jeg fandt mig selv med sommerfugle i maven og en følelse af at være helt ny i klassen (og lidt udenfor eftersom alle de andre havde børn med, og mit barn stadig er i maven), og det gik op for mig hvor længe jeg faktisk har gået rundt i min lille bobbel med et relativt begrænset socialt liv. Så stod jeg der, pæn i tøjet og med håret sat (for førstehåndsindtrykket er jo vigtigt, og det er for det meste min strategi, når jeg har sommerfugle i maven over at skulle møde nye mennesker), og ind kom alle amerikanermødrene i slasket joggingtøj og mascara i øjenkrogen. Det gjorde ikke “ny-i-klassen følelsen” mindre, kan jeg fortælle.

Men amerikanerne har en ekstraordinær imødekommenhed, der kommer til udtryk ved at stille interesserede (og uopfordrede) spørgsmål, og en evne til at invitere dig ind i deres samtaler, selvom du står lidt akavet ved siden af og kigger på. Det er den slags situationer, jeg synes, der kan være allersværest som dansker – at skulle blande sig i andres samtaler og smalltalke om vind og vejr. Men den amerikanske imødekommenhed gør det nemmere for en små-reserveret dansker, og amerikanerne er om nogen mestre i kunsten at small-talke. Og således gik jeg efter en times tid med “ny-i-klassen small talk” og ondt i smilemusklerne derfra med en god mavefornemmelse over flinke mennesker og et telefonnummer til et andet medlem, der bor i kvarteret ved siden af os. Hun ringede endda et par dage efter og inviterede mig på kaffe hjemme hos hende. Hun illustrerer meget godt den forskel, der er mellem at være arbejdende kvinde og hjemmegående mor, da hun nu med sit 3. barn har valgt at stoppe med at arbejde og gå hjemme. Hun oplevede, at hendes sociale fikspunkter forsvandt som dug for solen da hun blev hjemmegående – til trods for at hun har boet (og arbejdet!) i området de sidste 7 år, så for hendes vedkommende har hun også socialt skulle starte helt forfra i den nye kategori som hjemmegående.

Selvom de fleste i mødregruppen lader til at have større børn, ser jeg det som et godt udgangspunkt for at danne et mere lokalt netværk og have et socialt holdepunkt i overgangen til den nye rolle der ligger og venter.

Derudover går det slag i slag med babyforberedelserne, og vi har efterhånden de fleste store ting på plads. I forlængelse af mit sidste indlæg med en lille opsang til mig selv om at tage mig sammen, synes jeg pludselig at mine dage og uger flyver afsted. Jeg synes ikke jeg fået støvsuget mere eller lagt mere vasketøj sammen, men mine dage er travle og jeg har masser af ting at tage mig til. Jeg kan ærligt talt ikke sige præcist med hvad, men jeg ligger mindre på sofaen og har flere jern i ilden.