Tak for 2014

De, der kender mig, ved hvor vild jeg er med alt der har karakter af “Året der gik” og de obligatoriske halvsentimentale nytårs-tilbageblik. Derudover går vi stadig og tripper herhjemme og venter på en vis stor begivenhed, så ventetiden kan jeg lige så godt bruge på fornuftig (og halvsentimental) vis.

På dørtærsklen til 2014 kunne jeg se tilbage på 2013 som var et hårdt år med kæmpe beslutninger der skulle tages, liv der blev rykket op med rode og alt den følelsesmæssige tumult, der fulgte med det, og hvad vi iøvrigt ellers tumlede med. 2014 blev taget imod med åbne arme og forventninger om masser af gode oplevelser undervejs.

Først og fremmest har 2014 været året, hvor vi fik verdens bedste nyhed om at jeg var blevet gravid, og at vi efter rigtigt mange udfordringer på den front endelig kunne glæde os til at blive forældre!

Derudover var 2014 året hvor..

…vi fik masser af besøg hjemmefra og har stor-nydt at vise alle en flig af vores liv herovre.

…jeg kørte Sydstaterne tyndt med min veninde hvor vi oplevede ægte sydstatsidyl og minsandten også besøgte Morgan Freeman’s Blues Bar.

…Chicago tog min søster og mig med storm.

…Sonnis forældre for første gang rejste over Atlanten og svigerfar trodsede sin flyskræk for at komme og opleve livet “The American Way”.

…vi fik amerikaniseret verdens dejligste niecer og råhygget med dem og deres forældre i over 2 uger.

…vi har holdt første jul sammen, bare Sonni og jeg, hvor vi holdt både danske og færøske traditioner i hævd og alt i alt havde en virkelig hyggeligt aften, der var lige som det skulle være!

2014 har også været året, hvor vi endelig er begyndt at føle os hjemme her i Delaware. Det er ikke løgn, det der med at det tager 1 års tid at falde til i et nyt land. Det er de små ting, der gør at vi bemærker det, f.eks. at kende smutvejene uden om den evigt trafikerede motorvej og omtale dem med vejnumre, som kun de lokale gør det, eller at kende det bedste renseri, til rent faktisk at føle at vi er en del af et netværk som rækker lidt længere end den lille expat-cirkel.

Så TAK 2014 for alle de fantastiske oplevelser, og for alle de gode ting der er sket! Jeg er sikker på, at 2015 kun bliver endnu bedre og for alvor markerer et nyt kapitel af vores liv!

Og TAK til alle jer, der læser med her på bloggen; familie, venner og alle jer andre, der trofast kigger forbi for at læse om vores danskerliv her i Delaware. Det er 100 gange sjovere at skrive når jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen og læser med. Så TAK. Jeg håber, I vil blive ved med at læse med i det kommende år.

Bring it on, 2015. Jeg glæder mig til alt, hvad du har til os!

Reklamer

America loves pregnant women

Det er fantastisk og bekvemt at være gravid i USA. Der er (flere) folk, der holder døren for dig, og du får masser af positiv opmærksomhed når du bevæger dig ud blandt andre mennesker. Jeg nævner i flæng…:

Foran babybutikker og lignende steder er der parkeringspladser tæt ved indgangen dedikeret til gravide. Vi kommer ikke helt så tæt på som handicap p-pladserne, men det er tæt på…

Butiksassistenter, frisøren og andre jeg møder på min vej spørger oprigtigt og interesseret til terminsdag, om det er en dreng eller pige, og afslutter altid med et “wow, you look great!” (Uanset hvad sandheden så måtte være…).

I supermarkedet er de begyndt at hjælpe med at læsse mine varer op i vognen efter jeg har betalt.

Op til flere gange har vi oplevet at være på restaurant og blive tilbudt et bord før det egentlig var vores tur. Uden sure miner fra andre gæster.

Generelt er man selv og den voksende mave fokus for megen positiv opmærksomhed, og naboer og bekendte tilbyder oprigtigt deres hjælp med stort som småt. Det er fantastisk at opleve en sådan hjælpsomhed og imødekommenhed fra folk vi dårligt nok kender. Jeg tror, vi danskere kunne lære noget af ikke at være så bange for at træde andre mennesker over tæerne eller krænke deres privatliv ved uopfordret at tilbyde vores hjælp. For jeg bliver oprigtigt glad hver gang.

Meeen selvom det er fint med al den opmærksomhed og venlighed, synes jeg godt snart det må lakke mod enden – og det gør det i sagens natur jo også, da terminsdagen rykker tættere og tættere på. Jeg er af natur dårlig til at håndtere usikkerhed og overgangsfaser, og lige nu toppes det af en stor mave, der gør alting lidt ekstra besværligt, og en krop, der ikke kun er min egen, men som der i den grad også er en lille fis, der bestemmer over.

Men han kommer jo, når han kommer, og indtil da høster jeg alle fordelene ved at blive vartet op – både herhjemme og ude blandt fremmede mennesker 🙂 (for jeg har heldigvis også én herhjemme, der gør livet lidt mere bekvemt ved både at give mig sko og strømper på og massere de hævede fødder om aftenen).

Julen sig nærmer…

sneen jorden dækker…

Nej, dog ingen sne endnu – selvom jeg håber, at vi i det mindste får hvid jul det første år, vi bliver i USA over julen. Det er nemlig første jul, vi skal holde for os selv i år, af den åbenlyse grund, at min termin ligger blot et par dage senere, og vi af gode grunde ikke aner, om vores verden er vendt 180 grader inden da (og vi i øvrigt hverken kan eller skal begive os ud på nogen lang flyvetur så tæt på termin). Derfor holder vi det også low key og jeg glæder mig faktisk til rendyrket hygge med min mand, bare os to og helt nede på jorden.

Men helt nede i maven savner jeg også allerede min families faste juletraditioner, og jeg gruer en lille smule for, hvordan det bliver på selve juleaften, når vi bare sidder os to over julemiddagen. Men det skal nok blive helt specielt og rigtigt hyggeligt – og under alle omstændigheder en juleaften, vi vil huske.

For første gang har jeg rent faktisk pyntet lidt op til jul og lavet adventsdekoration – noget jeg ikke normalt har brugt krudt på, da december måned altid er fløjet afsted og vi alligevel altid har været hos familien i Jylland over julen.

Kaminen er blevet pyntet, og min søster, der allerede er Verdens Bedste Moster, har udstyret os med en velgennemtænkt og kærlighedsfyldt pakkekalender med en pakke til hver dag indtil det lille nye familiemedlem har planlagt ankomst.

Jeg har købt masser af julepynt til at pynte juletræ, og i et svagt øjeblik overvejede vi om vi skulle gå all-american og vælge et kunstigt et af slagsen for nemheds skyld. Vores udlejer har efterladt et i kælderen, vi eventuelt kunne bruge, hvis det ellers ser nogenlunde ud, og jeg er faktisk generelt positivt overrasket over, at mange af de kunstige træer ser ret flotte og ægte ud. Og som jeg læste i et blad: “hvis man savner duften af frisk gran, så kan man jo bare købe en duft-spray..”

Hmm… Men da vi tog “træet” op fra kælderen og fik det samlet (ja, for sådan et kommer i 3 dele – med lys monteret på og det hele), var det tydeligt for enhver at dette ikke var et af de pæne af slagsen…

Der er vist ikke nogen tvivl om, at vi vælger et rigtigt juletræ trods alt….

Om våben og når det hele bare bliver lidt for meget!

Ved siden af vores kæmpe-Mall er der netop åbnet en kæmpe jagt- og outdoorbutik, som efter sigende skulle være creme de la creme inden for den slags udstyr. Vi slog et tur forbi for at se hvad det var for noget – ikke fordi nogen af os på nogen måde er sådan nogle jagt- eller outdoortyper, men fordi at hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det altså sådan nogle gennemførte konceptbutikker. Så vi tænkte at det kunne være sjovt at se.

Hold. Nu. Op. Allerede på parkeringspladsen var der testosteron overload med en markant overrepræsentation af kæmpe trucks og udstillede køretøjer med camouflagemønster foran butikken. Indgangen til butikken signalerede maskulin jagtstue med udstoppede dyr overalt og en pejs med levende ild og store, tunge sofaer til at samle kræfter til den helt store shoppetur.

Der var endda et vandfald og mini-akvarium midt i butikken.

Der var alt hvad hjertet kunne begære for den gennemførte friluftsentusiast, men der hvor kæden hoppede af for mig og jeg tabte næse og mund, var da vi kom ned til våbenafdelingen: Montrer og vægge fyldt med nok våben til at udstyre en mindre hær.

I mine øjne er denne slags våben altså ikke den slags man køber, fordi man bruger dem til at gå på jagt..?

Der var masser af ganske almindelige familiefædre i gang med at investere i både håndvåben og rifler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de skal med det? Er det “bare” deres legetøj som de så tager med på skydebanen hver søndag??

Og ham manden med konen og det lille barn, som stod og var i fuld gang med at købe en halvautomatisk riffel som dem på nedenstående billede – hvad skal han med sådan en??

Jeg fatter det ikke. Og selvom Sonni indrømmer, at han fascineres af det med skydevåben, bliver han (heldigvis) også frastødt og skræmt af hvor lettilgængeligt og almindeligt det er, at kunne gå ind fra gaden og købe en Magnum 44 til privat brug (eller hvad du nu har tænkt dig at bruge den til…..).

Jeg blev nysgerrig på, hvad lovgivningen her i Delaware siger om skydevåben, og her er et uddrag af, hvad jeg fandt ved en rask Googlesøgning:

No permit is required to purchase a rifle, shotgun, or handgun. Purchasers of rifles and shotguns must be 18 years old. Handgun purchasers must be 21 years old.

Dertil kommer, så vidt jeg kan forstå, at man kun skal udføre baggrundstjek ved køb fra en licensed dealer, men ikke hvis du køber fra en privatperson, f.eks. på et af de mange gun shows der afholdes rundt omkring.

Derudover fandt jeg også ud af, at there is no state licensing requirement for the possession of a rifle, shotgun, or handgun , men at man dog skal have license to carry hvis man vil gå med den på gaden.

Det er skræmmende sager, det synes jeg virkelig det er. Jeg er klar over, at det er en sprængfarlig (hø hø) diskussion at begå sig ud i, men jeg bliver chokeret over at se, hvordan våben bliver et samlingspunkt for familien, på den måde, som det er det for denne far og hans 2 sønner, der er på lørdagsudflugt:

På den anden side, forstår jeg godt det perspektiv, at hvis man lever i et samfund hvor der er våben i hjemmet hos mange i ens omgangskreds (og måske også hos én selv) – det være sig til jagt eller selvforsvar – er det så ikke en god idé at børnene lærer at håndtere et skydevåben korrekt og have respekt for det? Statistikkerne siger trods alt, at de fleste ulykker med skydevåben sker i hjemmet forårsaget af personer, der ikke ved hvordan de håndteres korrekt? Så er det i sidste ende et spørgsmål om at tilpasse sig omgivelserne?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor jeg står. I mine øjne er USA’s liberale våbenlovgivning helt hen i vejret, og der er rigtigt, rigtigt mange amerikanere, der har et helt forskruet forhold til våben og self defence. Men med det sagt, kan jeg sagtens se, hvordan det bliver skruen uden ende i et samfund, der i mange tilfælde er præget af frygt og en vis del paranoia, og at man vælger at tilpasse sig fremfor at tage afstand fra det – og dermed risikere en situation, hvor man kommer galt afsted fordi man ikke ved hvordan man håndterer et våben korrekt.

Og lige til sidst et godt råd: Hvis man møder en person iført en t-shirt med dette logo, så er det nok en god ide, at holde sine holdninger til den amerikanske våbenlovgivning for sig selv…