America loves pregnant women

Det er fantastisk og bekvemt at være gravid i USA. Der er (flere) folk, der holder døren for dig, og du får masser af positiv opmærksomhed når du bevæger dig ud blandt andre mennesker. Jeg nævner i flæng…:

Foran babybutikker og lignende steder er der parkeringspladser tæt ved indgangen dedikeret til gravide. Vi kommer ikke helt så tæt på som handicap p-pladserne, men det er tæt på…

10384577_10153352001170744_8670355594725980777_n

Butiksassistenter, frisøren og andre jeg møder på min vej spørger oprigtigt og interesseret til terminsdag, om det er en dreng eller pige, og afslutter altid med et “wow, you look great!” (Uanset hvad sandheden så måtte være…).

I supermarkedet er de begyndt at hjælpe med at læsse mine varer op i vognen efter jeg har betalt.

Op til flere gange har vi oplevet at være på restaurant og blive tilbudt et bord før det egentlig var vores tur. Uden sure miner fra andre gæster.

Generelt er man selv og den voksende mave fokus for megen positiv opmærksomhed, og naboer og bekendte tilbyder oprigtigt deres hjælp med stort som småt. Det er fantastisk at opleve en sådan hjælpsomhed og imødekommenhed fra folk vi dårligt nok kender. Jeg tror, vi danskere kunne lære noget af ikke at være så bange for at træde andre mennesker over tæerne eller krænke deres privatliv ved uopfordret at tilbyde vores hjælp. For jeg bliver oprigtigt glad hver gang.

Meeen selvom det er fint med al den opmærksomhed og venlighed, synes jeg godt snart det må lakke mod enden – og det gør det i sagens natur jo også, da terminsdagen rykker tættere og tættere på. Jeg er af natur dårlig til at håndtere usikkerhed og overgangsfaser, og lige nu toppes det af en stor mave, der gør alting lidt ekstra besværligt, og en krop, der ikke kun er min egen, men som der i den grad også er en lille fis, der bestemmer over.

Men han kommer jo, når han kommer, og indtil da høster jeg alle fordelene ved at blive vartet op – både herhjemme og ude blandt fremmede mennesker 🙂 (for jeg har heldigvis også én herhjemme, der gør livet lidt mere bekvemt ved både at give mig sko og strømper på og massere de hævede fødder om aftenen).

Reklamer

9 thoughts on “America loves pregnant women

  1. Jeg tror, at store maver i almindelighed får gode ting op i folk. Man udstråler også selv en glæde og en forventning og et selvværd, som gør andre glade og positive.

    Det har jeg i hvert fald oplevet de mange gange, jeg selv har været der. Da jeg skulle have mit første barn, var jeg for eksempel ved at tage min økonomiuddannelse og havde faktisk termin dagen FØR min sidste eksamen (shit!).

    Og jeg har aldrig oplevet så rar en eksamensstemning før. Jeg selv var fuldstændig cool og afslappet, for jeg vidste, at jeg havde noget endnu vigtigere end en skide eksamen i vente, og lærer og censor var henført til det der mentale mode, der omgiver højgravide kvinder.

    Så nyd det 🙂 Trods fysiske hæmninger er det virkelig en skøn tid, synes jeg.

    Og så vil jeg også lige ønske en god og lykkebringende jul!

    • Ja du har ret i at det sikkert er en af de ting, der krydser både landegrænser og kulturelle barrierer, det der med skabelsen af et nyt liv. Også glædelig jul og godt nytår til dig og dine.

  2. Uh det er spændende. Dejligt at du bliver opvartet. Gad vide hvordan de er med nybagte mødre? Jeg har set en kvinde amme i min tid in San Francisco, mon det anses som noget, man bare ikke gør i det offentlige rum? Det glæder jeg mig til at høre om 🙂

    • Som Pernille skriver nedenfor, så er min opfattelse også, at amning er noget, man er noget mere blufærdig omkring herovre sammenlignet med Danmark. I hvert fald har jeg set masser af de såkaldte “breastfeeding covers”, der ligner et blomstret forklæde, som du kan tage om halsen og amme baby inde bagved. Personligt kan jeg nok ikke lade være med at lade mig påvirke af den amerikanske blufærdighed omkring det, tror jeg – slet ikke som 1. gangs-mor. Men jeg har dog ikke anskaffet mig sådan et amme-forklæde… 🙂

      • Mit råd til dig er at anskaffe det amme-forklæde. Man ender med at amme de mærkeligste steder, når man lærer at tolke ens barns primalskrig efter mad 🙂 Kan desværre ikke læse Pernilles kommentar p.t. , da jeg kun kan læse egen feed, fordi internettet i Mexico er ultra ringe…

  3. Totalt! På min tidligere arbejdsplads skulle jeg bare TÆNKE på en blåbærmuffin før en kollega havde købt en til mig da jeg var gravid og alle var så søde og betænksomme konstant.
    Mht amning, er mit indtryk at amerikanerne kan være en anelse mere blufærdige end vi er vant til fra Danmark samtidigt med at flaske er meget mere udbredt pga de korte barsler. I den anden grøft har jeg til gengæld mødt flere langtidsammende mødre herovre end jeg kender i Danmark, så måske er der flere der går ALL in når de først gør det?!

    • Jeg giver dig helt ret i din betragtning omkring amning. Det har også undret mig, at man på hospitalet gør sådan et stort nummer ud af, at man skal sørge for at opmuntre mødrene til at amme fra starten af. For mig er det jo det, der er udgangspunktet. Men jeg tror, du har helt ret i det med, at der er mange, der fravælger amning (helt fra starten eller meget kort tid efter fødslen) fordi de alligevel skal tilbage på arbejdsmarkedet efter ganske kort tid. Og ja, så er mange amerikanere måske bare mere ekstreme, så det er enten eller for mange kvinder, der går ind for amning.

      • Nemlig, men jeg tror langt fra, at det normen at amme (sådan i længere tid i hvert fald)… Eller det er i hvert fald mit indtryk, men måske bider man nemmere mærke i det der er anderledes end ens eget udgangspunkt, og ser ikke alle dem der er fuldstændigt som en selv, hvem ved…

        Jeg ville også overveje et ammeforklæde… Eller det vil sige, jeg synes selv de er megagrimme og foretrækker nok selv en stor stofble, men konceptet er det samme jo. Og så må og skal jeg anskaffe mig ordentlige ammetoppe næste gang, jeg er færdig med lige at smyge et ærme af lynhurtigt og sidde og føle mig underligt bar, mens jeg ammer. Næ, denne gang skal der rigtigt ammegrej til 🙂

        Godt nytår herfra 🙂

      • Jamen så absolut må der ordentligt ammegrej til. Og jeg kan ikke undgå at lade mig påvirke af amerikanernes blufærdighed, så et eller andet slags “amme-cover” bliver der tale om. Men de der forklæder er simpelthen for grimme….! I stedet har jeg fundet et smart tørklæde der er beregnet til formålet, som man lige kan slå ud mens man har det rundt om halsen, og det samtidig dækker hvad det skal. Det er både smart og ser pænt ud når man ikke ammer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s