En (sne-) storm i et glas vand

Allerede søndag meldte vejrudsigten om “Winter Weather Advisory” for de kommende dage, og der blev talt om historisk kæmpestorm, varslet skolelukninger og undtagelsestilstand i alle de store byer her på den nordlige Østkyst. Man talte om op til en meter sne, og Sonni planlagde en hjemmearbejdsdag for ikke at skulle ud og køre i en snestorm af historiske dimensioner.

Det blev mandag morgen og der var lidt snedrys op ad formiddagen. Sneen dalede i løbet af dagen, men intet der på nogen måde forhindrede udkørsel. Vejrprognoserne rykkede det store snefald til natten mellem mandag og tirsdag og op ad dagen tirsdag. Tirsdag morgen lå der stadig kun lidt hvidt drys på jorden, og vi havde dagen igennem det skønneste frostklare solskinsvejr fra en skyfri himmel.
Der kan man da virkelig tale om en storm i et glas vand. New York og Boston området tror jeg nok stadig har været markant ramt, men slet ikke i de mængder man havde frygtet. At Philadelphia skulle være i undtagelsestilstand er vist lidt af en overdrivelse. Vi har nok ligget lige i bunden af stormen, men man kan da i den grad erfare, at vejret er noget uforudsigeligt noget…

Da det stod klart, at faren for snekaos var afblæst, benyttede jeg chancen for at mødes til kaffe i den “Moms Club” jeg har meldt mig ind i. Det er i princippet en udvidet mødregruppe med udgangspunkt i en frivillig forening – forskellen til en dansk mødregruppe er, at man ikke er matchet i forhold til børnenes alder og det på den måde er lidt tilfældigt hvem man møder.

Det var første gang jeg rigtigt havde Elias med ude blandt andre mennesker, og udover lidt indledende babygråd og dertil hørende stress-sved fra morens side, gik det rigtigt godt. Jeg fik både drukket (varm) kaffe og hyggesnakket med nogle af de andre mødre, der var dukket op. Det var rigtigt hyggeligt og et overskueligt arrangement for mig at skulle ud af døren til.

Så det gentager jeg helt sikkert en anden gang, og jo mere jeg øver mig i at komme ud af døren, des bedre bliver jeg jo også til det. Lige nu går vi og tripper lidt herhjemme med forventningen om mormoren, morfaren og mosteren, der i skrivende stund er på vej over Atlanten med kys, kram og hjælpende hænder den næste uges tid.

Reklamer

I øvrigt

…er det jo helt åndssvagt så stolt man bliver når andre mennesker fortæller en, at man har lavet et smukt barn. Kliché eller ej, men jeg bliver altså helt varm om hjertet hver gang!

…bliver man pludselig uforholdsmæssigt begejstret over en rigtig stor bøvs eller en stor prut i bleen med masser af lyd på.

…foregår alting for tiden i slowmotion med øjenlåg der konstant er faretruende tæt på at give efter for bare 5 minutters powernap – og det uanset om jeg forsøger at skrive blogindlæg, ordner vasketøj eller ammer min baby.

…vækkes min barndoms Barbiedukke-elsker til live ved at have en lille baby at iklæde et nyt sæt sødt tøj hver dag.

En ny hverdag

En ny hverdag har set dagens lys. Sonni var tilbage på arbejdet i mandags, og Elias og jeg havde første dag alene uden farmand. Det gik udmærket uden andre planer end at få tømt opvaskemaskinen inden Sonni kom hjem. Der er ingen tvivl om, at det var hårdere for Sonni end for mig at skulle tage afsted mandag morgen og bryde vores lille trekløver. Vi savner naturligvis farmanden i løbet af dagen, men der er ingen tvivl om, at det er ham, der savner os mest mens han sidder og sveder på kontoret. Weekenden er velkommen om få dage..!

Tiden går både ufatteligt hurtigt og langsomt på samme tid. Dagene flyder ud i hinanden, og det er utroligt hvor lidt jeg når i løbet af en dag, hvis jeg også skal have en lur når Elias endelig sover, så jeg kan hænge nogenlunde sammen. Jeg øver mig i at læse alle hans signaler, og han er for det meste en rigtig sød dreng, så længe der er mad og en tør ble inden for rækkevidde. Vasketøjet hober sig op, det roder i stuen og det kræver en stor logistisk indsats af os begge at der er handlet ind og bliver lavet aftensmad. Det bliver sandsynligvis nemmere når der er mere rytme og forudsigelighed over den lille fyr…

I tirsdags pakkede jeg bilen med barnevogn og baby, og kørte op til vores hovedgade for at gå mig en tur i den virkelige verden. Jeg var endda en tur i en butik eller to, og jeg følte mig som den helt store eventyrer. Elias sov sig stille og roligt fra det hele, og jeg kunne belønne mig selv med donuts..

2015/01/img_5745.jpg
Vi FaceTime’r i stor stil med familien hjemme i Danmark, og det er fantastisk dejligt at det kan lade sig gøre. Det giver faktisk en følelse af nærhed, og det hjælper gevaldigt på den fysiske afstand mellem os.

På onsdag ankommer mormor, morfar og moster til en uges hygge og kvalitetstid. De er ved at gå til at spænding, og vi glæder os også utroligt meget til at få dem på besøg og opleve dem sammen med deres første barnebarn og nevø. Derudover bliver det skønt med et par ekstra hænder i løbet af dagen, men mest af alt glæder jeg mig til at de skal have en masse tid sammen med skønne Elias! Nørj, hvor vi glæder os!

Så her fra babyboblen bliver der måske lidt længere mellem indlæggene de næste par uger – hver dag ligner rimelig meget hinanden og består for det meste af fast rotation mellem amning, bleskift og at tage billeder af sovende baby.

Længe ventet

Mandag aften den 5. Januar blev vi omsider forældre til en helt perfekt og velskabt lille søn. Vores verden er blevet vendt 180 grader på hovedet siden da med alt hvad det indebærer af amning, bleskift, søvnmangel og en altopslugende kærlighed til sådan et lille væsen.

Kort fortalt tog vi efter aftale med min fødselslæge til hospitalet søndag aften for at fødslen kunne blive sat i gang. Hold da op hvor var den søndag bare en mærkelig dag…! Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gik bare rundt og skiftevis småtudede og stirrede paralyseret ud i luften.

Da vi ankom til hospitalet, blev vi indskrevet og fik tildelt en stue, og de forskellige ting blev sat i værk i løbet af aftenen. Natten gik med små-veer og om morgenen var der ikke sket det store siden aftenen før. Det samme mønster fortsatte i løbet af mandagen – min livmoderhals udvidede sig ikke særligt meget, og babyens hjerterytme var lidt ustabil af og til. Derfor begyndte lægerne sidst på eftermiddagen at tale om kejsersnit, og som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var den bedste løsning for mig og for ham. Det hele foregik meget udramatisk, og kl. 21.37 mandag aften kom vores søn til verden med et grynt og et par spæde skrig, men ellers faldt han hurtigt til ro ved lyden af sin fars stemme, mens jeg blev syet og gjort klar til at kunne holde min søn for første gang.

Her er han. Vores smukke Elias, som vejede 3515 g og målte 54,5 cm ved fødslen.

IMG_4001 
Vi var indlagt på hospitalet i 3 nætter, og vi havde vores egen private stue med lænestole, eget bad og toilet og hvert vores tv med internetadgang. Det var simpelthen så fint og helt vildt rart at have nogle nætter sammen på hospitalet, når nu jeg ikke kunne så meget efter kejsersnittet.

Derudover, kan jeg berette fra den amerikanske fødegang, at:

…jeg ved indskrivning blev hentet ind på stuen, mens Sonni stadig sad i venteområdet, hvorefter sygeplejersken spurgte ind til om jeg var tryg derhjemme, om jeg havde haft lyst til at gøre skade på mig selv eller på andre, og om der var nogle ting jeg ikke var tryg ved at tale om, mens min mand var i rummet.

…man kun må få “clear liquids” at drikke, når man føder. Det indebærer til gengæld åbenbart både juice, ginger ale og cola. Og så må man spise Jello, som for de uindviede er sådan noget gelestads lavet på pulver med forskellig smag.

…man rent faktisk får installeret en alarm på sin baby, så han/hun ikke kan fjernes fra området uden den er taget af.

…man får en menu, man kan vælge måltider ud fra. Maden er dog ikke meget over dansk hospitalsmad af den grund, og blandt valgmulighederne er der da også både burger, pizza og pomfritter.

…vi fik besøg af en professionel babyfotograf på stuen, der tilbød en fotosession uden beregning – vi kunne frit beslutte os bagefter, om vi ville købe billederne og hvor mange. De nybagte forældrehjerter er nemme at bevæge, og da hun et par timer senere kom tilbage med et slideshow tilsat blød musik, var der jo ikke et øje tørt, og vi havde nær købt alle billederne på stedet.

…alle de læger og jordemødre, der havde været en del af teamet omkring min fødsel og på et eller andet tidspunkt havde været involveret i mit forløb, kiggede forbi på barselsgangen for at følge op på forløbet (og se resultatet).

…jeg ikke kunne få lov til at gå selv, da vi blev udskrevet, men skulle vente på en eskorte, som var en gammel dame, der skulle skubbe mig i en rullestol mens jeg havde barn + autostol på skødet. Faren måtte ikke engang bære barnet på vej ud.

Sonni har ferie til på mandag, og jeg er ved at være nogenlunde ovenpå efter operationen. Dagene flyder ud i ét her i vores lykkelige lille bobbel. Vi er naturligvis helt forelskede i vores smukke lille søn, og det giver nu pludselig mening hvorfor vi skulle vente så længe på ham.