Forårsglimt fra Newark, Delaware

Den anden dag gik jeg en tur i vores ærkeamerikanske lille provinsby og kom til at tænke på, at jeg da burde dele lidt forårsglimt af vores by her på bloggen.

Vi bor i Newark, Delaware (ikke at forveksle med Newark, New Jersey!), som er domineret af at være hovedsædet for University of Delaware, der med sine godt 20.000 studerende på Campus fylder godt i gadebilledet i en by med godt og vel 31.000 indbyggere. Det var primært pga universitetet vi valgte at bo her – ikke fordi nogen af os regnede med at skulle studere, men fordi universitetsmiljøet smitter af på byen og der er hyggelige restauranter og barer på hovedgaden. Mange små amerikanske provinsbyer bliver nemt lidt “sovebyer”, fordi alt liv er centreret om de store shoppingmalls.

Men selvom jeg godt kunne ønske mig, at der var lidt flere butikker i selve byen, har vi en rigtig hyggelig hovedgade med restauranter og cafeer. Vi har i vores før-barn-liv været hyppige gæster på restauranterne, og Sonni har gennem grundig research helt styr på hvilke barer der viser Champions League fodbold i weekenderne. Nu bruger jeg mere byen til gåture med barnevognen og tilhørende kaffepauser. Men da vi, fra hvor vi bor, alligevel skal have Elias i autostolen og køre derop, føles det lidt som en større udflugt hver gang, så jeg kommer ikke derop helt så ofte som jeg gerne ville….

IMG_6332

IMG_6333 IMG_6335

Universitetet pynter også i bybilledet med sine flotte gamle bygninger, og jeg nyder at gå tur med Elias i barnevognen, en latte to go og kigge på søvnige studerende, der haster til og fra timer, eller som hænger ud på en bænk og læser til eksamen. Det minder mig om mit semester i Canada – hvis man da lige ser bort fra, at jeg var der i efterårssemesteret, hvor den isnende kulde hurtigt satte ind og vi benyttede os af underjordiske tunneller til og fra undervisning, så vi ikke behøvede at bevæge os udenfor.

IMG_6428IMG_6466

IMG_6351

Vores shoppingmall ligger lidt uden for byen. Ja, jeg siger “vores”, for hver amerikansk by af en vis størrelse har et mall, og hvis ikke er der et i nabobyen. Det ligger naturligvis klods op ad motorvejen, så det er nemt at komme til og fra. Ja, det er faktisk mere end blot et mall, for området omkring det udvider sig hele tiden med store temabutikker (f.eks. med sportsudstyr, kæledyr eller jagtudstyr, som den jeg har beskrevet her) og en biograf. Seneste nyt er, at de er ved at udvide området med et “fashion center” med endnu flere butikker.

Mall’et er efter min mening et ret ucharmerende sted, og jeg savner at vinduesshoppe i den friske luft. Men når det så er sagt er det nu meget praktisk med det hele samlet ét sted. Fordi Delaware ikke har nogen sales tax på varerne, er staten et rimeligt stort shopping-mekka, og folk fra de omkringliggende stater valfarter hertil for at shoppe store ting. Efter sigende skulle Apple butikken i “vores” mall være den Apple butik i hele USA, der sælger flest iPhones.

Vi er glade for at bo her i vores lille provinsby – omend vi begge godt kunne tænke os at bo lidt tættere på Main Street, så det var lidt mere ukompliceret at gøre brug af bylivet med restauranter og cafeer. Fordelen, ved at bo hvor vi bor nu, er dog, at vi er tæt på motorvejsafkørslen og Sonni derfor ikke bruger mere end 20-25 minutter på at køre på arbejde i Wilmington. Og det er i den grad også værd at tage med. USA er altså bare et bil-samfund, og lige meget hvor vi ville slå os ned, ville vi være dybt afhængige af at kunne komme nemt rundt i bil.

I morgen kører vi afsted på vores første weekendtur som en lille familie og tager en overnatning i DC. Vi skal ned og se på nogle træer, der blomstrer, og vi skal gå hyggelige ture i Georgetown! Jeg glæder mig, og jeg har forberedt Sonni på at jeg helt sikkert kommer til at pakke alt for meget og over-forberede mig til at være væk hjemmefra med Elias. Men better safe than sorry, ikke? Og hvad er der nu galt i at tage både puslepude og 10 ekstra bodyer med, selvom vi kun skal være væk en enkelt nat?

Reklamer

5 thoughts on “Forårsglimt fra Newark, Delaware

  1. Åh, jeg ville så gerne opleve DC med kirsebærtræerne i fuldt flor! Og apropos ingen skatter i Delaware, så fik vi i den grad også benyttet os af det på vores roadtrip i efteråret, haha 😀 God tur til DC!

    • Ja vi har også timet turen netop efter hvornår de kloge mente at de ville blomstre i år. Og det ser ud til at være rigtigt ramt, for træerne står tilsyneladende i fuldt flor dernede. Ha ha – godt I kendte til vores lille skattely her i DE. Måske var I ligefrem i Christiana Mall hvis I var på gennemrejse?

      • Umiddelbart husker jeg at have set Christiania på et skilt, men jeg tror ikke vi gjorde holdt. Vi handlede dog ind i Newark, Delaware, for vi var nemlig ret forvirrede over Newark, NJ og Newark, DE. Desværre husker jeg ikke alle områder lige godt, for vi nåede hele vejen fra NYC til Las Vegas og tilbage igen, så der var en del indtryk 😉

  2. Det ligner Ann Arbor helt vildt, men konceptet er vist ogsaa nogenlunde det samme: Amerikansk college by.
    Rigtig god miniferie med baby – ja, man pakker som skulle man 3 uger til Nordpolen med saadan een paa tur 😉

    • Tak! Ja pakningen er i fuld gang 😉 sjovt som alle små byer ligner hinanden herovre. Det var en skam at timingen ikke passede bedre så I kunne komme og være hus-sittere og opleve det på egen hånd 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s