Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Reklamer

Nyt år, ny begyndelse

Der har været stille på bloggen den sidste tid, for livet her i Delaware har været fyldt med store beslutninger og løse ender der skulle på plads. Det har fyldt meget mentalt og optaget det meste af min hjernekapacitet de sidste par måneder, så der har ikke været meget tilbage når Elias er blevet lagt i seng og der er ro i huset. 

Det nye år byder på en ny begyndelse for vores lille familie, for vi flytter hjem til Danmark! Og jeg glæder mig helt vildt! Ja, også selv om det er til en hverdag med hente/bringe stress hvor det bliver mørkt næsten inden man har opdaget at det er blevet lyst! 

Beslutningen har været længe undervejs, men den blev rykket frem da det projekt Sonni har arbejdet på de sidste 4 år blev lukket ned. Selvom det ikke betød, at han ville miste sit job, var der ikke så meget der holdt ham herovre mere. Da der tilmed viste sig en mulighed, der betød, at vi kunne undgå de store omkostninger der normalt er ved sådan en flytning, var vi ikke længe om at slå til – på trods af at det betyder, at vi sælger 80% af vores indbo herovre!

Så scenarier skulle diskuteres, tidsperspektiver overvejes, lister skulle laves, praktikaliteter skulle på plads, kasser skulle pakkes, møbler skulle sælges. 

Og jeg må indrømme, at jeg i den proces ikke var den allerbedste udgave af mig selv. Overskud var nok i det hele taget ikke det, der var mest af her i husholdningen – deraf også stilheden på bloggen. Men det er ved at være tilbage, selvom der stadig er meget der skal på plads inden jeg og Elias rejser d. 11. Januar og Sonni følger efter 3 uger senere. 

Vi har fundet en møbleret bolig for de første 3 måneder, Elias har fået dagplejeplads rundt om hjørnet, Sonni har fået nyt job og jeg er i fuld gang med at søge arbejde! Så de store linier er trukket op og 1. Februar starter vores danske liv for alvor!

Så lige om lidt lægger vi tilværelsen som udlandsdanskere bag os og bliver dem der, bag den danske ligusterhæk, der engang boede i USA. Men vi glæder os rigtigt meget. Til at være tæt på familie og venner og vi (nok mest mig) glæder os til at slå rødder og sådan rigtigt høre til et sted igen.

Og så er der naturligvis alt det, vi kommer til at savne ved USA, men mere om det i et andet indlæg.

Hvad USA har lært mig 

Nu er det mere end 2 år siden jeg satte mig på et fly mod USA – med hele mit liv pakket i kasser, vores lejlighed solgt og uden at vide hvordan livet ville blive “over there” (eller “over here” om man vil…).

Det er mærkeligt, for tid er sådan en underlig størrelse. På den ene side føler jeg ikke det er særligt længe siden vi så vores venner på jævnlig basis i København. Men når jeg så ser billeder af deres børn, der pludselig går i børnehave og taber deres mælketænder, går det op for mig, hvor meget der er sket på de år. Ikke kun i vores liv, men også i vores venners og familiers liv. Det er svært at lade være med at føle, at vi er gået glip af mange ting ved at flytte til udlandet….

På dage med hjemvé ønsker jeg mig tilbage til det, der var dengang. Til vores Nørrebrolejlighed og til øl i solen i Nyhavn. Men sandheden er jo, at det var dengang, og livet er jo gået videre for alle. De, derhjemme, har jo forandret sig, og det har vi jo også. Sikkert mere, end vi havde gjort hvis vi ikke var rejst herover.

Vi er blevet mindre tålmodige begge to. Det er nok flere ting, der gør det – for mit vedkommende betyder det, at jeg er blevet bedre til at stå fast og banke i bordet, hvis der er noget, jeg er utilfreds med. At bo i et så individualistisk land som USA, betyder, at man bliver nødt til at spidse sine meget kompromissøgende Skandinaviske albuer bare en lille smule (ret meget!).

Vi er nok desværre også blevet lidt mere skeptiske. Skepsis og en frygt for at blive snydt er noget, der fylder meget, når man snakker med amerikanere, og det kan ikke undgå at smitte af, når man bor her så længe. Det kommer til udtryk ved, at vi desværre forventer det værste af vores udlejer, når noget er galt med huset. Ikke nødvendigvis fordi, hun har givet os anledning til det, men fordi vi forventer at hendes eneste intention er at skumme fløden så meget som muligt.

Men samtidig også mere rummelige. Ja, det lyder egentlig ret underligt, når jeg sådan lister det op på den her måde. Men jo, det er vi. Jeg synes, det er fascinerende hvordan USA i sandhed er en “melting pot”. Det er så tydeligt, at det – i modsætning af Danmark – er et samfund, der er bygget op af immigranter, der er kommet hertil for at søge et bedre liv. Modige, desperate, hårdtarbejdende mennesker, der alle kom med hver deres kultur og traditioner i rygsækken, som de stadig holder ved hævd. Det er også min opfattelse, at der er noget mindre Rip, Rap og Rup-effekt på det amerikanske jobmarked, end der er i Danmark. Om du bærer hovedbeklædning, er fysisk handicappet eller er svært overvægtig, er det ikke en barriere for at få et godt job, hvis du er kvalificeret til det. Og let’s face it – det er det altså mange steder i Danmark!

Vi har fået et større perspektiv på verden. Danmark er altså bare så lillebitte. Og vi kan virkelig opføre os enormt forkælet nogle gange. Helt ærligt – så burde vi danskere altså få øjnene ud over egen næsetip og være glade for det vi har, fremfor det vi ikke har. Der er så mange mennesker, der har så meget mindre – og de brokker sig ikke! Jeg håber jeg vil være i stand til at bevare det store perspektiv, når jeg selv en dag brokker mig over maden i kantinen, og huske på, at det er rart, at der i det hele taget er en kantine (for det er der f.eks. ikke på Sonnis arbejde. Heller ikke kaffe og the!).

Vi er blevet stærkere. Sammen og hver for sig. Sådan et udlandsophold trækker tænder ud, og det er helt fantastisk på samme tid. Jeg har prøvet at stå på gyngende grund, hvor hele mit fundament vaklede – og jeg kom helskindet og stærkere ud på den anden side. Jeg føler mig sikrere i mine prioriteringer for mig selv, min familie og mit arbejdsliv, for når du bor på den anden side af jorden uden noget andet sikkerhedsnet end dine allernærmeste, så lærer du at mærke efter helt nede i maven for hvad der føles rigtigt – og handle på det.

Og så er der alle de små ting.

For eksempel er det blevet helt naturligt for mig at small talke med fremmede mennesker på legepladsen og i supermarkedet, og Sonni vil nok i mange år fremover holde fast i gelænderet når han går på trapper, pga hans nuværende firmas overdrevne sikkerhedspolitik (det bliver seriøst påpeget, hvis du ikke holder fast i gelænderet ved bare et par enkelte trin!).