Tilbage til hverdagen. Og en tak!

Jeg er her stadig… trods larmende stilhed fra min side.

De sidste par uger har jeg brugt sammen med disse to svesker (og deres forældre).

IMG_4968

Vi sendte Sonnis søster og familien hjem i går aftes, og den efterhånden velkendte tomhed-efter-gæster-stemning fylder nu i huset. Det har været nogle helt fantastiske uger sammen med verdens to sødeste niecer og deres forældre, og vi har nydt hvert et sekund! Pigerne er blevet amerikaniseret med Starbucks og pizza, vi har fået indhentet en helt masse kvalitetstid, og de har alle 4 fået fyldt godt og grundigt op på oplevelseskontoen.

IMG_5153

Jeg skal også huske at sige tusind, tusind tak for alle de søde og betænksomme hilsner og kommentarer, jeg har fået her på bloggen og på mail i forlængelse af mit tidligere indlæg. Det betyder helt enormt meget og gør mig meget glad. Søde eks-kollegaer fra Verdens Bedste Arbejdsplads sendte mig endda denne flotte buket med et stort tillykke med graviditeten. Hvor heldig har man lov at være?

IMG_4924Det skrider fremad med den voksende mave, og jeg har netop overstået endnu en scanning i dag. Pga mit stofskifte overvåger de babyens vækst lidt ekstra, så lige pt. går jeg til scanninger hver fjerde uge. Det passer mig fint, for jeg har jo tiden til det, og det er rart at blive bekræftet i, at alt går som det skal. Men det er virkelig tidskrævende hvis man skulle passe det sammen med et arbejde. Det er efterhånden reglen fremfor undtagelsen ved lægeaftaler og lignende, at tidspunktet jeg skal møde op åbenbart kun er vejledende fra klinikkens side, og erfaringerne siger efterhånden at det kan tage alt fra 1 time til 4 timer med ventetid og ineffektivt bureaukrati. Lægerne er meget grundige og tjekker næsten alt anatomien ved hver scanning. Noget jeg synes virker lige vel omstændigt, men når jeg nu alligevel ligger der… Og så er det jo meget hyggeligt jævnligt at få et kig til den livlige lille trold i min mave.

Så vi er på vej tilbage til hverdagen igen og jeg nyder min graviditet og den luksus det er, bare at kunne fokusere på det og have tid til mig selv og min søde mand.

Sommertid er besøgstid

Hvor er vi heldige at få så mange besøg her i sommer! Besøgs-sæsonen blev skudt i gang i juli af Sonnis forældre, der rejste til USA for første gang nogensinde og landede i Guds Eget Land i bulder og brag og med himlen oplyst af lyn og torden. På trods af den hårde landing og den lange rejse kom de hurtigt over det værste jetlag og vi havde nogle dejlige uger sammen. For førstegangs-USA-besøgende kan jeg kun forestille mig hvor overvældende det hele kan være, særligt at blive hevet med til New York, DC og Baltimore. De har da også sagt, at det først er efter de er kommet hjem, det er ved at gå op for dem, hvor stor en oplevelse det hele har været.

IMG_2978

3/4 dele af Møller/Jacobsen familien i Washington Square Park i New York

3/4 dele af Møller/Jacobsen familien i Washington Square Park i New York

I skrivende stund er gæsteværelset på førstesalen beboet af min søster, og jeg synes det er fantastisk at have en der gider at se tøseserier og chick-flicks sammen med mig. Vi tilbringer tiden ved poolen, i mall’et eller på terrassen, og den næste uges tid byder også på en New York tur og en tur til stranden.

Every day is a pool day lige for tiden...

Every day is a pool day lige for tiden…

20140807-135904-50344396.jpg

Næste besøg bliver i september hvor Sonnis søster, mand og de to dejligste niecer kommer hele vejen over Atlanten for at besøge os. Nørj, hvor vi glæder os!

En af de ting, der gør de her besøg så fantastiske er, at dem derhjemme kan relatere sig til vores dagligdag og liv på en anden måde, når de har været her og ved hvor vi handler, hvor Sonnis arbejde ligger, hvordan det ser ud på hovedgaden i Newark osv. Men lige så fantastisk som det er at have besøg, lige så skod og svært er det, når de tager hjem. Det her expatliv har sin bagside, og det bliver ikke nemmere at tage afsked med folk, man holder af, selvom man (desværre) har prøvet det mange gange. Og det er svært ikke at få lidt ondt i maven over, at vores valg om at bo i udlandet gør, at vi er så langt væk i dagligdagen for mennesker, vi holder af.

Heldigvis gør afsavn det dobbelt fedt når det er tid til gensyn (for det bliver det jo altid igen!), og vi glæder os helt ned i maven over, at vi kan få så mange fantastiske oplevelser sammen med de mennesker, vi holder af. Det ér unikt på alle måder at bo i udlandet, og det giver både sammenhold og unikke oplevelser alene og med dem, der kommer på besøg. Og for nu NYDER jeg min søsters selskab uden at tænke på, at hun tager hjem i næste uge.

Søster-kvali-tid coming up

Om et par dage hopper jeg på en flyver og møder min savnede lillesøster i Chicago – en by vi begge længe gerne har villet besøge. Jeg glæder mig først og fremmest til at søster-hygge igennem, men også til at opleve noget nyt efter at have lullet rundt de samme steder her på Østkysten ret mange gange.

Jeg glæder mig til at opleve Chicago som den metropol den er med skyskrabere, brede boulevarder og en badestrand, og jeg glæder mig til at komme til Midtvesten. Jeg skal hive min søster med på dette kunstmuseum hvor jeg forhåbentlig kan overbevise hende om, at det er ret fedt at se de originale mesterværker af store kunstnere som Picasso, Matisse og Dalí. Jeg glæder mig til at blive blæst omkuld af Chicagos fænomenale arkitektur, og så ellers til masser af cafeer, gode frokoster og masser af slendren rundt i byen.

Billedet er lånt fra http://news.distractify.com/culture/chicago-city-of-dreams hvor der er mange flere flotte Chicago-billeder.

Søster tager heldigvis med tilbage til Delaware for en god uges tid, hvor vi primært skal slappe af, tilbringe de varmeste dage ved den lokale pool og en tur til New York en gang eller to. New Yorker-søs må jo have sin dosis for ikke at få alt for slemme abstinenser 🙂

Håber I nyder sommeren derude! Det gør vi!

I øvrigt så er opfølgningen på sagen med vores forsikringsselskab, at vi har appelleret deres afgørelse med henvisning til, at de har kendt til sagen længe før udløbet af klagefristen. Nu må vi så se hvor længe behandlingen af denne henvendelse tager. Sikkert endnu 4-6 uger.

Anbefaling: Broadway-drømme og stjernestøv i NYC

Vi tog svigerforældrene med en tur til New York i går og gav dem en ordentlig én på opleveren. Denne store, pulserende, blinkende by er i sandhed noget andet, end den rolige hverdag i Skalborg som de er vant til. Vi havde en rigtig god dag med helt vildt mange indtryk og var alle 4 rigtigt trætte da vi om aftenen vendte hjem til stille og rolige Newark.

Vi startede ud med et sansebombardement af de helt store, med noget som er så tæt på en rigtig Broadway-oplevelse man kan komme uden at indløse billet til én af forestillingerne. Ellen’s Stardust Diner er en kæmpe turistattraktion, og det afspejles i priserne og servicen, men det er også en helt fantastisk oplevelse, hvis man som mig er en sucker for showtunes, syngende tjenere og all american stjernedrømme.

Jeg har været der flere gange tidligere (blandt andet med min Broadway-crazy søster, der nærmest skulle hives ud derfra igen), og det har hver gang været en enormt underholdende oplevelse! Tjenerne er håbefulde Broadway-aspiranter, der tjener til dagen og vejen ved siden af auditions og drømmen om at “make it” i The Big Apple. De underholder med showtunes og popnumre af både nyere og ældre dato, og de kan altså noget. Det er fascinerende og skægt at se en tjener synge kor til Lordes “Royals” mens hun skænker og serverer sodavand til sine gæster.

IMG_4712

Det er selvsagt ikke et sted, man sidder og har en stille og romantisk middag og fører lange dybe samtaler, for stemningen er en anelse hektisk og lydniveauet er højt. Men underholdningsværdien er sikret, og de er altså dygtige performere! Priserne er i den høje ende, som man kan forvente af en turistattraktion af den kaliber, men maden er faktisk ganske udmærket.

Normalt går jeg egentlig en stor bue uden om den slags turist”fælder”, og jeg synes nemt, at det kan blive for meget af det gode, når amerikanerne går amok i showtunes og stjernedrømme, men lige præcist hér, kan jeg ikke undgå at blive ramt lige i mellemgulvet af de dygtige tjenere/performere og inderligt håbe, at de snart lander en rolle på de skrå brædder eller får deres store gennembrud. Ja, det er en lidt hektisk oplevelse, og du betaler lidt overpris for din burger, men når du forlader Ellen’s Stardust Diner er du glad i låget og sparket godt igang til at opleve glitteren og vanviddet på Times Square og Broadway inden du tager en velfortjent (rolig) pause med en kop kaffe i Bryant Park ikke så langt derfra.

Sonnis forældre synes i øvrigt også rigtigt godt om oplevelsen, selvom der var noget mere gang i den, end hvad der plejer at være, og de fik i den grad endnu en oplevelse med sig i bagagen (som p.t. kræver en større kuffert end de rejste herover med – både på oplevelser og indkøb).

Ellen’s Stardust Diner ligger på hjørnet af Broadway og 51. gade og har åbent fra tidlig morgen til midnat alle ugens dage. Se mere på: www.ellensstardustdiner.com.

Bloggen fylder 1 år!

Det er 1 år siden mit første indlæg her på bloggen. Der var vi midt i at forandre vores liv totalt med helt vildt mange ubekendte og en masse forandringer forude. Snart har vi boet i USA i et helt år – det er så længe, de kloge siger, at det tager at falde til i et nyt land. Det må jo så vise sig – i hvert fald går jeg og funderer over alt det, der er sket indtil nu, og hvad det har gjort ved os. Det kommer der et indlæg om til den tid.

Lige for tiden er der lidt stille på bloggen, da vi har besøg af Sonnis forældre og nyder ekstra hjælp i haven, hjemmebagt leverpostej og svigermors hjemmebag ind i mellem alle de oplevelser de får med hjem i bagagen. Det hele er meget spændende og lidt overvældende for nogen, som besøger USA for første gang.

Da jeg startede bloggen var det primært henvendt til familie og venner, og som en måde at få samlet alle mine tanker på. At I er flere, der synes det er interessant og hyggeligt at læse med, gør mig rigtigt glad. Tak til alle jer, der følger med og jævnligt kigger forbi, og tak for de kommentarer I lægger når I kommer forbi. De er værdsat hver og en.

God sommer til jer alle derude!