All my bags are packed..

..I’m ready to go..

Huset er halvtomt, møbler er solgt, doneret og sendt til DK. 

Kufferter er fyldt til bristepunktet, der er næsten styr på håndbagagen, og Elias tager sig en god formiddagslur inden det går løs.

Om få timer vender vi snuden mod lufthavnen og Elias og jeg flyver til Danmark – væk fra det eneste hjem han har kendt, men hjem til det, der altid vil være vores hjem uanset hvor længe vi har været væk. 

Det er en anderledes følelse end sidst jeg sad i en tom stue med pakkede kufferter. Dengang var der så mange ukendte faktorer. Det er der nu også her, men det føles bare anderledes. For vi skal hjem til Danmark. Og jeg glæder mig. 

Tak USA for alle oplevelserne gennem de sidste 2,5 år, alt det vi har lært og alle de søde mennesker vi har mødt. Forude venter Danmark med sne, slud og korte dage, men også med venner, familie, Lagkagehuset og følelsen af at være der, hvor vi hører til. 

Reklamer

Man ved, at man har boet i USA, når…

Man under nedpakning af vigtige papirer, lige sikrer sig at dokumenter som vielsesattest, fødselsattest mv bliver opbevaret sammen med ens pas – man ved jo aldrig hvem der kunne finde på at kræve dem forevist når man skal registreres i det danske samfund igen.

Man overraskes over servicen hos Københavns kommunes pladsanvisning, når de svarer på e-mails inden for samme dag og ikke insisterer på håndoverbragte originaler som dokumentation for adresse i kommunen, men kan nøjes med en scannet kopi sendt pr e-mail. 

Man i selvsamme dialog med pladsanvisningen finder det mærkværdigt at medarbejderen tilbyder at klare opskrivningen over mail fremfor at henvise til en formular der skal udfyldes, printes og faxes – og at man efterfølgende finder det nødvendigt at dobbelttjekke at opskrivningen rent faktisk har fundet sted (og det havde den naturligvis!). 

Det pludselig er blevet ens første prioritet at få en god og solid opsparing op at stå når man flytter hjem. Man ved jo aldrig hvad der kan komme af uforudsete udgifter, og “cash is king”.

Man finder det helt naturligt kun at betale 25 dollars for en fuld tank benzin men til gengæld 20 dollars for en god flaske rødvin. 

Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Nyt år, ny begyndelse

Der har været stille på bloggen den sidste tid, for livet her i Delaware har været fyldt med store beslutninger og løse ender der skulle på plads. Det har fyldt meget mentalt og optaget det meste af min hjernekapacitet de sidste par måneder, så der har ikke været meget tilbage når Elias er blevet lagt i seng og der er ro i huset. 

Det nye år byder på en ny begyndelse for vores lille familie, for vi flytter hjem til Danmark! Og jeg glæder mig helt vildt! Ja, også selv om det er til en hverdag med hente/bringe stress hvor det bliver mørkt næsten inden man har opdaget at det er blevet lyst! 

Beslutningen har været længe undervejs, men den blev rykket frem da det projekt Sonni har arbejdet på de sidste 4 år blev lukket ned. Selvom det ikke betød, at han ville miste sit job, var der ikke så meget der holdt ham herovre mere. Da der tilmed viste sig en mulighed, der betød, at vi kunne undgå de store omkostninger der normalt er ved sådan en flytning, var vi ikke længe om at slå til – på trods af at det betyder, at vi sælger 80% af vores indbo herovre!

Så scenarier skulle diskuteres, tidsperspektiver overvejes, lister skulle laves, praktikaliteter skulle på plads, kasser skulle pakkes, møbler skulle sælges. 

Og jeg må indrømme, at jeg i den proces ikke var den allerbedste udgave af mig selv. Overskud var nok i det hele taget ikke det, der var mest af her i husholdningen – deraf også stilheden på bloggen. Men det er ved at være tilbage, selvom der stadig er meget der skal på plads inden jeg og Elias rejser d. 11. Januar og Sonni følger efter 3 uger senere. 

Vi har fundet en møbleret bolig for de første 3 måneder, Elias har fået dagplejeplads rundt om hjørnet, Sonni har fået nyt job og jeg er i fuld gang med at søge arbejde! Så de store linier er trukket op og 1. Februar starter vores danske liv for alvor!

Så lige om lidt lægger vi tilværelsen som udlandsdanskere bag os og bliver dem der, bag den danske ligusterhæk, der engang boede i USA. Men vi glæder os rigtigt meget. Til at være tæt på familie og venner og vi (nok mest mig) glæder os til at slå rødder og sådan rigtigt høre til et sted igen.

Og så er der naturligvis alt det, vi kommer til at savne ved USA, men mere om det i et andet indlæg.

Danmark med amerikanske øjne

Inden vi skulle til Danmark var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville opfatte Danmark og danskerne, nu hvor jeg ser mere og mere med amerikanske øjne, og nu hvor det tilmed var et helt år siden vi var der sidst. Jeg var spændt på, hvordan det ville være at gå rundt med en barnevogn i Københavns gader, og hvor mange sure miner jeg ville møde over at fylde for meget på de smalle fortove.

Dette er, som jeg oplevede Danmark efter at have boet knap 2 år i USA:

  • Der er meget plads på motorvejene og folk kører enormt pænt og civiliseret! Der er slet ikke samme andel af aggressive billister, som vi er vant til i USA.
  • Parkeringsbåsene er virkelig små i Danmark!!!
  • Folk er faktisk meget venlige og vil gerne small-talke – hvis blot du tager initiativet! Jeg oplevede gang på gang at jeg faktisk havde nogle ret hyggelige små snakke med folk jeg mødte i metroen, i butikkerne osv. Forskellen til USA er, at jeg var den der startede snakken.
  • Jeg fik overraskende meget hjælp til barnevognen i butikker, elevatorer og i S-tog. Hver gang sørgede jeg for at kvittere med øjenkontakt og et “tusind tak”, og det gav altid et smil tilbage, og folk virkede faktisk lidt overraskede over, at jeg sagde pænt tak for hjælpen…
  • Den mest amerikanske oplevelse jeg havde, var på en s-togs station på den Københavnske vestegn. Et sted, som blandt mange ikke har det bedste ry pga områdets store andel af beboere med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg ventede på elevatoren til perronen bag et par ældre mænd, der både lod mig og barnevognen komme ind før dem, og sørgede for at holde døren til jeg var sikkert inde. Den mindst amerikanske oplevelse jeg havde, var på Christianshavns metrostation, hvor en ung fyr skyndte sig ind i elevatoren lige foran mig, så han kunne komme med, og der lige netop ikke var plads til mig og barnevogn, så jeg pænt måtte vente til elevatoren kom op igen.
  • Der er ingen, der giver kommentarer som “aww how cute” til din søde baby, når du er nogen steder. Jeg tog mig selv i gang på gang at blive overrasket over, at der ikke var nogen komplimenter eller søde kommentarer til Elias.
  • Alt er virkelig dyrt i Danmark, og jeg har tilsyneladende vænnet mig til det amerikanske prisniveau, når jeg synes at det kan være dyrt at leve i USA.
  • Der er stadig virkelig dårlig service på restauranter og cafeer i København. Men så behøver man til gengæld heller ikke give drikkepenge.
  • Det er en enorm stressende oplevelse at handle ind i Danmark når man selv skal pakke sine varer!
  • Selv lavprissupermarkeder har et overraskende bredt udvalg af økologiske varer til fornuftige priser (sammenlignet med det øvrige prisniveau i Danmark, naturligvis). Der hvor jeg oftest handler her i USA (et stort velassorteret supermarked, hvor prisniveauet vel kan sammenlignes med Netto) er økologi noget, der er samlet på en særlig hylde i grøntafdelingen, og priserne er dobbelt så høje som på de ikke økologiske varer.
  • Det danske sommervejr er i den grad lunefuldt, men danskerne er med amerikanske øjne virkelig nogle vikinger, der cykler ufortrødent videre i øsende regnvejr, og sidder på fortovscafeerne med store jakker på, blot den mindste solstråle titter frem.
  • Danske børnefamilier er virkelig hårdt spændt for. Der er 2 udearbejdende forældre, mange timer i institution og kun ganske få timer sammen som familie i hverdagen, og der er planer med venner og familie de næste mange weekender flere måneder ud i fremtiden. Jo, det danske arbejdsmarked er langt bedre mod børnefamilierne end det amerikanske – men kun i de tilfælde, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det er min opfattelse, at i de familier i USA, hvor den ene forælder er hjemmegående, er der langt mere ro på og kvalitetstid for børnene både i hverdagen og i weekenden. At den arbejdende forælder så ofte går glip af meget tid med børnene, fordi arbejdet tager så mange timer hver uge, er en anden sag. Græsset er jo nok aldrig helt så grønt på den anden side, som det kan se ud til.

Det er skægt, det der med at flytte ud for en tid. Når vi er her i USA, føler vi os mere danske end amerikanske, og vi ser på det amerikanske samfund med danske øjne. Men jeg kan mærke, at vi begynder at have mere og mere USA i os, når vi er i Danmark, og pludselig er vi lidt mere amerikanske end vores danske venner og familie, og vi stiller spørgsmålstegn ved ting, som tidligere var en helt integreret del af den måde, vi levede vores liv på engang. Jeg tror, alle, der har været expats eller boet i udlandet for en tid, kan nikke genkendende til den følelse. Og den dag, vi bor i Danmark igen, håber jeg, vi vil huske de forskelle og de ting, vi undrer os over nu, og tage en lille del af vores amerikanske liv med tilbage til Danmark.