To en halv måned senere…. (så gik der tid med det)

Nå.. men det var det der blogging vi kom fra….?

Hold nu op hvor går tiden stærkt – jeg har helt røde ører over, at det var april jeg sidst skrev noget her på bloggen. Dagene kommer og går, og hverdagen kan også være forudsigelig og småkedelig selvom man er flyttet til USA. Jeg har tænkt meget på bloggen, og har da også nogle halv-færdige kladder liggende – men overskuddet og inspirationen har ikke helt været der. Jeg kan konstatere, at den her blog ikke kommer med i den populære “mommyblog-klub”, for selvom jeg glædeligt følger med på flere blogs hvor moderskab, hverdag og familieliv udgør ganske fornøjelig læsning, bliver det aldrig mig. Jeg har hverken inspirationen eller lysten til at udstille vores hverdag råt for usødet til skue for hele internettet. Så det må blive ved de lidt mere drypvise hverdagsfortællinger, og derudover de betragtninger og oplevelser, som vi stadig får, men som der er lidt længere imellem efterhånden.

Siden sidst har vi været i Danmark! Næsten 5 hele uger var vi afsted, og Sonni havde fået lov til at arbejde et par af ugerne fra kontoret i København, så det kunne lade sig gøre for os at være afsted så længe. Så fedt! Det var fantastisk at se familie og venner igen – mange havde vi ikke har set siden vi flyttede for snart 2 år siden, og det var skønt at se alle igen! Vejret var typisk dansk og bød på blæst, regn og kulde, så vi fik blev lige mindet om, at vi ikke skal være alt for nostalgiske omkring den danske sommer…. Men når det så er sagt, så fik vi da også et par dejlige sommeragtige dage, og så er Danmark jo altså helt okay….

IMG_7356

Rejsen gik over alt forventning! 21 timer var vi på vej, fra vi forlod matriklen her i Newark til vi ankom i Hjallerup hos Sonnis søster og familie. Elias tog det hele i stiv arm, selvom flyet var forsinket og vi – da vi var landet i Kastrup – stadig havde 5 timer foran os med bil og færge og bil igen før vi var fremme. Han sov stort set under hele flyveturen og opførte sig eksemplarisk. Han er i sandhed en lille verdensborger, og jeg er helt vildt stolt af ham for at klare det hele så godt!

IMG_7357

Vi havde et par skønne uger i Jylland, hvor gensynsglæden var stor, og Elias rigtig fik kvalitetstid med både kusiner, faster, onkel og farmor og farfar i Nordjylland, samt mormor og morfar og moster i Jelling. Vi holdt barnedåb med telt i haven og dansk, amerikansk og færøsk buffet til frokost. Sonni havde brugt hele ugen på at lave mad, og på trods af det kolde danske sommervejr havde vi en rigtig hyggelig dag med hele vores familie!

Elias fik også sin festivaldebut til Jelling Festival i blæst og kulde (det var det der, med det danske sommervejr!) – ikke noget den lille amerikaner var super begejstret for i øvrigt… Og det var iøvrigt nok lige vel optimistisk, at jeg havde købt billet til alle 3 dage, skulle jeg hilse og sige. Men jeg fik i den grad genoplevet gamle teenageminder lørdag aften da Dizzy Mizz Lizzy spillede, mens Elias sov sødt og moster var hyret som babysitter. Og det var sådan i store træk det, jeg fik ud af den festival. Ja ja, men så blev man jo det klogere….

IMG_7089

København bød på masser af vennebesøg, cafeture og de pludselige logistikudfordringer, der følger med, når man skal besøge venner i Farum til aftensmad og pludselig skal forholde sig til baby, barnevogn og oppakning, og ikke har hverken bil eller autostol til rådighed. Jeg har aldrig kørt så meget med S-tog, som jeg har gjort i de to uger vi var i København. Programmet endte med at blive lidt mere hektisk end hvad jeg havde lovet mig selv, det skulle blive. Men det var jo skønt at se alle igen, og Elias klarede det hele så fantastisk. Og jeg fortryder på ingen måde, at vi havde lavet alle de planer, for jeg ville godt nok have ærgret mig, hvis der var nogen, vi ikke havde nået at se.

Men efter nogle ret hektiske uger, var det også skønt at komme hjem igen. Hjem til vores egen seng, og hjem til vores egen hverdag hvor der er tid og ro og bare os tre. Det er blevet tydeligt for mig, hvor priviligerede vi er, at vi har så meget tid sammen som familie uden alle mulige forpligtelser og weekendplaner mange måneder ud i fremtiden.

Nu har vi nogle fridage, da det er 4. juli på lørdag, og Sonni i den forbindelse har fri både torsdag og fredag. Ja altså, jeg ved godt, at jeg jo har fridag hver dag, men på Sonnis fridage har vi tid som familie, til at gå ned i gear og tid til at hygge os sammen alle 3 (og lidt hver for sig…). Så weekenden forude byder på USA’s vel nok største mærkedag efter Thanksgiving; Uafhængighedsdagen, 4. juli. Sidste år fik vi virkelig den amerikanske patriotisme at føle, og i år vil vi også ud og fejre den sammen med amerikanere, hvis vejret tillader det! Nu får vi at se.

Jeg lover, der ikke går to en halv måned inden der kommer noget på bloggen igen. Sonni har også snakket om at han vil skrive noget, men han vil ikke løfte sløret for hvad det er. Anyway – god sommer til alle jer derude, om I befinder jer i det danske sommerland eller ude i verden!

Tiden flyver

Hold nu op, hvor dagene bare flyver afsted. Elias er nu 11 uger og allerede så meget på vej til at være en “rigtig” lille dreng. Ja, jeg er simpelthen blevet hende der allerede nu bliver sentimental over nyfødt-billeder – af mit eget såvel som af andres børn. Det er slet ikke til at forstå, at Elias har været så lille, og da slet ikke, at det kun er 11 uger siden!

Jeg er begyndt til mor-baby yoga og mor-baby træning. Her har jeg mødt nogle søde piger, som jeg har god kemi med, og vi spiste frokost efter træning i mandags. Det var enormt hyggeligt og virkelig den slags sociale relationer, jeg har manglet, siden luften gik af vores danskerbobbel med familien C’s hjemrejse i slutningen af sidste år. Det er for det første rigtigt skønt at få rørt mig og få strukket alle de stive lemmer, og derudover er det fantastisk at kunne spejle sig i de andre nybagte mødre, hvis børn alle er under 6 mdr. Jeg kan virkelig se værdien i konceptet med mødregrupper derhjemme. Jeg synes, det kræver meget, at jeg selv skal ud og opsøge relationerne.

Men det er godt for os begge to at komme ud, selvom det for Elias har været lige vel overvældende de første par gange. Han er ved at komme efter det og har vænnet sig lidt mere til at være sammen med de andre børn. De første par gange var han utrøstelig efter den første halve time!

Så med det og MOMS Club arrangementer hist og her synes jeg egentlig, jeg har hverdagen fyldt godt ud. Vi stornyder weekenderne ved at gå helt ned i gear sammen med farmanden, der også er ret presset arbejdsmæssigt og har masser at se til for tiden. Jeg værdsætter i den grad at være hjemmegående, og jeg misunder ikke Sonni at være på arbejde så mange timer om dagen. Og da slet ikke de kvinder, der skal tilbage på arbejdet lige omkring nu. Pyha hvor må det være hårdt.

IMG_6285Inden vi ved af det går turen til Danmark på tidlig sommerferie! Vi har 4 hele uger i Danmark fra midt maj til midt juni! Hold nu op, det bliver fantastisk! Jeg fantaserer allerede nu om rundstykker med Riberhus, Hindbærsnitter og ristede hotdogs! I den forbindelse skal Elias have et pas. Et amerikansk et af slagsen, for han er jo amerikansk statsborger. Den anden dag drog vi således til fotografen for at få taget pasbilleder af den lille dansk-amerikaner:

IMG_6337Er det virkelig kun 11 uger siden denne store dreng var lille og spæd??? Han ligner jo en 3 årig dreng på det billede!

 

Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.

Hej Danmark!

Hej København. Hej gråvejr. Hej smagfuldt julepynt og ægte julestemning. Hej venindebesøg, kaffeaftaler, familiemiddage og gensyn med en helt masse mennesker der har været savnede!

De næste par uger bliver sandsynligvis lidt stille herfra for kalenderen er fyldt med alle mulige dejlige ting. Men jeg vender stærkt tilbage i det nye år!

I mellemtiden skal der lyde en rigtig glædelig jul til alle jer, vi ikke har tid til at besøge mens vi er i DK og til alle jer, der ellers måtte følge med her på bloggen.

Vi glæder os til..

…at få besøg af min søster om få dage, hvor jeg og hende skal slendre New York City tynd, hvor vi skal på tur og se på sjove mennesker i Atlantic City, mærke historiens vingesus i Philadelphia, slappe af i Newark og holde Thanksgiving på ægte amerikansk manér. Med nogle af de mennesker, vi holder allermest af! Det er vores første besøgende hjemmefra, og hvem skulle det ellers være end min USA-tossede lillesøster?

…at komme på juleferie i Danmark og spise flæskesteg, smørrebrød, gå i byen og se venner og familie igen – deriblandt verdens dejligste niecer som vi savner helt ned i maven.

…at tage en getaway i januar sammen – bare os to. Hvorhen turen går har vi ikke besluttet endnu, men vi ved, at den kedelige, lange januar skal krydres med en smuttur af en eller anden slags. Måske til et sted hvor der er dejligt varmt. Og Miami er jo dejligt varmt i januar… 😉

…et forår med masser af besøg hjemmefra. Af familie, gode venner og tidligere kollegaer. Det bliver fantastisk, hyggeligt og utroligt dejligt at kunne vise vores liv og hverdag til mennesker, der betyder noget for os. Hvor er vi heldige, at vi kender så mange mennesker, der har lyst til at komme og opleve en lille flig af vores hverdag her i Delaware!

Follow my blog with Bloglovin