To en halv måned senere…. (så gik der tid med det)

Nå.. men det var det der blogging vi kom fra….?

Hold nu op hvor går tiden stærkt – jeg har helt røde ører over, at det var april jeg sidst skrev noget her på bloggen. Dagene kommer og går, og hverdagen kan også være forudsigelig og småkedelig selvom man er flyttet til USA. Jeg har tænkt meget på bloggen, og har da også nogle halv-færdige kladder liggende – men overskuddet og inspirationen har ikke helt været der. Jeg kan konstatere, at den her blog ikke kommer med i den populære “mommyblog-klub”, for selvom jeg glædeligt følger med på flere blogs hvor moderskab, hverdag og familieliv udgør ganske fornøjelig læsning, bliver det aldrig mig. Jeg har hverken inspirationen eller lysten til at udstille vores hverdag råt for usødet til skue for hele internettet. Så det må blive ved de lidt mere drypvise hverdagsfortællinger, og derudover de betragtninger og oplevelser, som vi stadig får, men som der er lidt længere imellem efterhånden.

Siden sidst har vi været i Danmark! Næsten 5 hele uger var vi afsted, og Sonni havde fået lov til at arbejde et par af ugerne fra kontoret i København, så det kunne lade sig gøre for os at være afsted så længe. Så fedt! Det var fantastisk at se familie og venner igen – mange havde vi ikke har set siden vi flyttede for snart 2 år siden, og det var skønt at se alle igen! Vejret var typisk dansk og bød på blæst, regn og kulde, så vi fik blev lige mindet om, at vi ikke skal være alt for nostalgiske omkring den danske sommer…. Men når det så er sagt, så fik vi da også et par dejlige sommeragtige dage, og så er Danmark jo altså helt okay….

Rejsen gik over alt forventning! 21 timer var vi på vej, fra vi forlod matriklen her i Newark til vi ankom i Hjallerup hos Sonnis søster og familie. Elias tog det hele i stiv arm, selvom flyet var forsinket og vi – da vi var landet i Kastrup – stadig havde 5 timer foran os med bil og færge og bil igen før vi var fremme. Han sov stort set under hele flyveturen og opførte sig eksemplarisk. Han er i sandhed en lille verdensborger, og jeg er helt vildt stolt af ham for at klare det hele så godt!

Vi havde et par skønne uger i Jylland, hvor gensynsglæden var stor, og Elias rigtig fik kvalitetstid med både kusiner, faster, onkel og farmor og farfar i Nordjylland, samt mormor og morfar og moster i Jelling. Vi holdt barnedåb med telt i haven og dansk, amerikansk og færøsk buffet til frokost. Sonni havde brugt hele ugen på at lave mad, og på trods af det kolde danske sommervejr havde vi en rigtig hyggelig dag med hele vores familie!

Elias fik også sin festivaldebut til Jelling Festival i blæst og kulde (det var det der, med det danske sommervejr!) – ikke noget den lille amerikaner var super begejstret for i øvrigt… Og det var iøvrigt nok lige vel optimistisk, at jeg havde købt billet til alle 3 dage, skulle jeg hilse og sige. Men jeg fik i den grad genoplevet gamle teenageminder lørdag aften da Dizzy Mizz Lizzy spillede, mens Elias sov sødt og moster var hyret som babysitter. Og det var sådan i store træk det, jeg fik ud af den festival. Ja ja, men så blev man jo det klogere….

København bød på masser af vennebesøg, cafeture og de pludselige logistikudfordringer, der følger med, når man skal besøge venner i Farum til aftensmad og pludselig skal forholde sig til baby, barnevogn og oppakning, og ikke har hverken bil eller autostol til rådighed. Jeg har aldrig kørt så meget med S-tog, som jeg har gjort i de to uger vi var i København. Programmet endte med at blive lidt mere hektisk end hvad jeg havde lovet mig selv, det skulle blive. Men det var jo skønt at se alle igen, og Elias klarede det hele så fantastisk. Og jeg fortryder på ingen måde, at vi havde lavet alle de planer, for jeg ville godt nok have ærgret mig, hvis der var nogen, vi ikke havde nået at se.

Men efter nogle ret hektiske uger, var det også skønt at komme hjem igen. Hjem til vores egen seng, og hjem til vores egen hverdag hvor der er tid og ro og bare os tre. Det er blevet tydeligt for mig, hvor priviligerede vi er, at vi har så meget tid sammen som familie uden alle mulige forpligtelser og weekendplaner mange måneder ud i fremtiden.

Nu har vi nogle fridage, da det er 4. juli på lørdag, og Sonni i den forbindelse har fri både torsdag og fredag. Ja altså, jeg ved godt, at jeg jo har fridag hver dag, men på Sonnis fridage har vi tid som familie, til at gå ned i gear og tid til at hygge os sammen alle 3 (og lidt hver for sig…). Så weekenden forude byder på USA’s vel nok største mærkedag efter Thanksgiving; Uafhængighedsdagen, 4. juli. Sidste år fik vi virkelig den amerikanske patriotisme at føle, og i år vil vi også ud og fejre den sammen med amerikanere, hvis vejret tillader det! Nu får vi at se.

Jeg lover, der ikke går to en halv måned inden der kommer noget på bloggen igen. Sonni har også snakket om at han vil skrive noget, men han vil ikke løfte sløret for hvad det er. Anyway – god sommer til alle jer derude, om I befinder jer i det danske sommerland eller ude i verden!

En (sne-) storm i et glas vand

Allerede søndag meldte vejrudsigten om “Winter Weather Advisory” for de kommende dage, og der blev talt om historisk kæmpestorm, varslet skolelukninger og undtagelsestilstand i alle de store byer her på den nordlige Østkyst. Man talte om op til en meter sne, og Sonni planlagde en hjemmearbejdsdag for ikke at skulle ud og køre i en snestorm af historiske dimensioner.

Det blev mandag morgen og der var lidt snedrys op ad formiddagen. Sneen dalede i løbet af dagen, men intet der på nogen måde forhindrede udkørsel. Vejrprognoserne rykkede det store snefald til natten mellem mandag og tirsdag og op ad dagen tirsdag. Tirsdag morgen lå der stadig kun lidt hvidt drys på jorden, og vi havde dagen igennem det skønneste frostklare solskinsvejr fra en skyfri himmel.
Der kan man da virkelig tale om en storm i et glas vand. New York og Boston området tror jeg nok stadig har været markant ramt, men slet ikke i de mængder man havde frygtet. At Philadelphia skulle være i undtagelsestilstand er vist lidt af en overdrivelse. Vi har nok ligget lige i bunden af stormen, men man kan da i den grad erfare, at vejret er noget uforudsigeligt noget…

Da det stod klart, at faren for snekaos var afblæst, benyttede jeg chancen for at mødes til kaffe i den “Moms Club” jeg har meldt mig ind i. Det er i princippet en udvidet mødregruppe med udgangspunkt i en frivillig forening – forskellen til en dansk mødregruppe er, at man ikke er matchet i forhold til børnenes alder og det på den måde er lidt tilfældigt hvem man møder.

Det var første gang jeg rigtigt havde Elias med ude blandt andre mennesker, og udover lidt indledende babygråd og dertil hørende stress-sved fra morens side, gik det rigtigt godt. Jeg fik både drukket (varm) kaffe og hyggesnakket med nogle af de andre mødre, der var dukket op. Det var rigtigt hyggeligt og et overskueligt arrangement for mig at skulle ud af døren til.

Så det gentager jeg helt sikkert en anden gang, og jo mere jeg øver mig i at komme ud af døren, des bedre bliver jeg jo også til det. Lige nu går vi og tripper lidt herhjemme med forventningen om mormoren, morfaren og mosteren, der i skrivende stund er på vej over Atlanten med kys, kram og hjælpende hænder den næste uges tid.

En ny hverdag

En ny hverdag har set dagens lys. Sonni var tilbage på arbejdet i mandags, og Elias og jeg havde første dag alene uden farmand. Det gik udmærket uden andre planer end at få tømt opvaskemaskinen inden Sonni kom hjem. Der er ingen tvivl om, at det var hårdere for Sonni end for mig at skulle tage afsted mandag morgen og bryde vores lille trekløver. Vi savner naturligvis farmanden i løbet af dagen, men der er ingen tvivl om, at det er ham, der savner os mest mens han sidder og sveder på kontoret. Weekenden er velkommen om få dage..!

Tiden går både ufatteligt hurtigt og langsomt på samme tid. Dagene flyder ud i hinanden, og det er utroligt hvor lidt jeg når i løbet af en dag, hvis jeg også skal have en lur når Elias endelig sover, så jeg kan hænge nogenlunde sammen. Jeg øver mig i at læse alle hans signaler, og han er for det meste en rigtig sød dreng, så længe der er mad og en tør ble inden for rækkevidde. Vasketøjet hober sig op, det roder i stuen og det kræver en stor logistisk indsats af os begge at der er handlet ind og bliver lavet aftensmad. Det bliver sandsynligvis nemmere når der er mere rytme og forudsigelighed over den lille fyr…

I tirsdags pakkede jeg bilen med barnevogn og baby, og kørte op til vores hovedgade for at gå mig en tur i den virkelige verden. Jeg var endda en tur i en butik eller to, og jeg følte mig som den helt store eventyrer. Elias sov sig stille og roligt fra det hele, og jeg kunne belønne mig selv med donuts..

Vi FaceTime’r i stor stil med familien hjemme i Danmark, og det er fantastisk dejligt at det kan lade sig gøre. Det giver faktisk en følelse af nærhed, og det hjælper gevaldigt på den fysiske afstand mellem os.

På onsdag ankommer mormor, morfar og moster til en uges hygge og kvalitetstid. De er ved at gå til at spænding, og vi glæder os også utroligt meget til at få dem på besøg og opleve dem sammen med deres første barnebarn og nevø. Derudover bliver det skønt med et par ekstra hænder i løbet af dagen, men mest af alt glæder jeg mig til at de skal have en masse tid sammen med skønne Elias! Nørj, hvor vi glæder os!

Så her fra babyboblen bliver der måske lidt længere mellem indlæggene de næste par uger – hver dag ligner rimelig meget hinanden og består for det meste af fast rotation mellem amning, bleskift og at tage billeder af sovende baby.

Surprise babyshower, veninder og når gode ting ender

I sidste uge blev jeg noget så overrasket, da der simpelthen blev holdt ægte amerikansk Baby-shower for mig arrangeret af søde, betænksomme danske piger, der var gået sammen og lavet det helt store sammenskudsgilde og overrasket mig med balloner, gaver, og selskabslege.

Vi skulle egentlig mødes hjemme hos en af pigerrne for at tøsehygge lidt og sige farvel til Maria, der rejser hjem til Danmark lige om lidt. Men da jeg ankom, stod der 6 danske piger i køkkenet og råbte “SURPRISE” – og der var dækket op med hors d’oeuvres, babykage og “mock-tails” (cocktails uden alkohol) i bedste babyshowertema.

Der var balloner og gaver fra dem allesammen, og det var en virkelig hyggelig aften, hvor jeg blev forsikret i, at jeg allerede er ved at have et rigtigt godt netværk af veninder og gode mennesker omkring mig, selvom vi ikke har kendt hinanden særligt længe!

Af den også hyggelige slags, men i anledning af en mindre festlige begivenhed, var vi igår til afskedsfest hos familien C, som har været en meget stor del af vores liv siden vi satte fødderne på amerikansk jord. Sonnis kollega rejser hjem, expatperioden er slut for hans vedkommende og arbejdet fortsætter med dansk grund under fødderne. Familien skal hjem til arbejde, dansk skole og vuggestue og den danske dagligdag med alt hvad der hører sig til. Vi har haft utroligt mange hyggelige stunder sammen med dem som familie og vi har knyttet tætte bånd til dem alle 5. Set fra min egen lille næsetip er det mega ufedt at de tager hjem, for hvem skal jeg nu holde ugentlige frokoster med? Når alt kommer til alt, forandres min hverdag selvfølgelig også med et brag om en måneds tid give or take, så frokoster ville der nok alligevel blive færre af i et stykke tid. Men under alle omstændigheder er det surt når gode ting ophører, og selvom jeg ønsker dem den bedste tid tilbage i Danmark, ville jeg ønske, de ikke rejste hjem og kunne blive her med os i vores lille trygge bobbel.

Men det er et vilkår ved at være expat. Vi bliver (desværre) trænede i at sige farvel til gode mennesker, men på samme tid bliver vi også trænede i at knytte stærke og nødvendige bånd med mennesker, vi ikke nødvendigvis har kendt særligt længe, og det er guld værd. Det er virkelig tydeligt det med at man lynhurtigt danner en helt særlig lille subkultur med andre ligesindede (i dette tilfælde danskere) når man står på fremmed grund på den måde. Jeg føler mig enormt heldig med, at der er gode mennesker og veninder omkring mig til at ville glæde mig med et babyshower, og til at agere netværk når vores nye familiemedlem vender vores verden på hovedet.

Derudover venter Thanksgiving i næste uge, som vi lige når at fejre med familien C inden de rejser hjem om 2 uger, og derudover er der danskerjulefrokost i starten af december med hele den store danskerkoloni, som tilsyneladende bor i det område, der udgør det nordlige Delaware, det sydlige Pennsylvania og det sydlige New Jersey.

 

Tilbage til hverdagen. Og en tak!

Jeg er her stadig… trods larmende stilhed fra min side.

De sidste par uger har jeg brugt sammen med disse to svesker (og deres forældre).

Vi sendte Sonnis søster og familien hjem i går aftes, og den efterhånden velkendte tomhed-efter-gæster-stemning fylder nu i huset. Det har været nogle helt fantastiske uger sammen med verdens to sødeste niecer og deres forældre, og vi har nydt hvert et sekund! Pigerne er blevet amerikaniseret med Starbucks og pizza, vi har fået indhentet en helt masse kvalitetstid, og de har alle 4 fået fyldt godt og grundigt op på oplevelseskontoen.

Jeg skal også huske at sige tusind, tusind tak for alle de søde og betænksomme hilsner og kommentarer, jeg har fået her på bloggen og på mail i forlængelse af mit tidligere indlæg. Det betyder helt enormt meget og gør mig meget glad. Søde eks-kollegaer fra Verdens Bedste Arbejdsplads sendte mig endda denne flotte buket med et stort tillykke med graviditeten. Hvor heldig har man lov at være?

Det skrider fremad med den voksende mave, og jeg har netop overstået endnu en scanning i dag. Pga mit stofskifte overvåger de babyens vækst lidt ekstra, så lige pt. går jeg til scanninger hver fjerde uge. Det passer mig fint, for jeg har jo tiden til det, og det er rart at blive bekræftet i, at alt går som det skal. Men det er virkelig tidskrævende hvis man skulle passe det sammen med et arbejde. Det er efterhånden reglen fremfor undtagelsen ved lægeaftaler og lignende, at tidspunktet jeg skal møde op åbenbart kun er vejledende fra klinikkens side, og erfaringerne siger efterhånden at det kan tage alt fra 1 time til 4 timer med ventetid og ineffektivt bureaukrati. Lægerne er meget grundige og tjekker næsten alt anatomien ved hver scanning. Noget jeg synes virker lige vel omstændigt, men når jeg nu alligevel ligger der… Og så er det jo meget hyggeligt jævnligt at få et kig til den livlige lille trold i min mave.

Så vi er på vej tilbage til hverdagen igen og jeg nyder min graviditet og den luksus det er, bare at kunne fokusere på det og have tid til mig selv og min søde mand.