Tilbageblik på vores første år i USA og store nyheder

Om få dage er det præcist 1 år siden, jeg sad med millioner af sommerfugle i maven i Kastrup Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Washington, DC. Lejligheden på Nørrebro var solgt, alting var pakket ned eller solgt, og jeg havde ingen returbillet. Det var godt nok angstprovokerende, og når jeg tænker tilbage, så var det faktisk utroligt, at jeg kunne holde sammen på mig selv, for jeg var ikke ligefrem det mest velbalancerede menneske i de måneder, der gik forud.

Vores første år i USA har været fuldt at nye oplevelser! Alle de spændende steder vi har her på Østkysten og min venindetur til Sydstaterne har givet nogle virkelig fede oplevelser. Vi har derudover været usandsynligt forkælede med familie og venner, der har været og besøge os. Tusind tak skal I have allesammen! Kom endelig igen!

Det har virkelig også været svært og udfordrende. Kombinationen af hjemve og amerikansk bureaukrati tror jeg kan sende enhver til tælling. Vi har også begge to fundet ud af, hvor meget vores familie og venner i Danmark betyder for os, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. For nok er det fedt at bo i udlandet og få en helt masse oplevelser på den konto, men vi går også glip af en helt masse derhjemme hos familie og venner. Vi savner vores venner rigtigt meget – også jer, vi ikke lige har haft tid til at få set så meget de par gange, vi har været hjemme.

Den store nyhed og det største, der er kommet ud af vores flytning til USA, er, at vi udvider familien med en amerikansk statsborger, en lille dreng, ved udgangen af året eller i starten af det nye år. Det er kæmpestort, og vi glæder os usandsynligt meget over, at vi er så heldige. Det har været en meget lang vej hertil for os med rigtigt mange forhindringer og bump på vejen, men vi har konstateret, at det kan betale sig at kæmpe den slags svære kampe, for hvis vi ikke havde kæmpet, havde vi ikke stået her i dag. Når jeg ser bort fra de mange indledningsvise bekymringer, der ledsager en førstegangsgravid, så føler jeg endelig, at vi langt om længe har trukket det rigtige lod og har vundet i lotteriet. Det er virkelig stort og vi glæder os usandsynligt meget til det nye år!

Det har også været året, hvor jeg troede, at jeg skulle finde mig et arbejde, men skiftede mening. Den kommende familieforøgelse har været en medvirkende faktor til at der blev skruet ned for blusset, men det har også handlet om, at jeg ikke var klar til at gå all-in på amerikanske arbejdstider og indskrænket frihed til at besøge Danmark og være sammen med familie og venner på besøg fra Danmark. Det har været en hård nød at sluge for mig, mest pga CV-forfængelighed, tror jeg, men også fordi jeg faktisk ikke er særligt god til det der med at gå hjemme. Mit frivillige arbejde har hjulpet på det, og det er rart at føle, at jeg gør en forskel for nogle andre. Afhængigt af, hvor længe vi ender med at blive her, har jeg ikke opgivet tanken om at arbejde i USA på længere sigt. Men lige nu er fokus et andet sted.

Så det næste år i USA byder på endnu flere omvæltninger – bare på en anden måde. Det værste kulturchok er vi forhåbentlig ude på den anden side af, og vi kan nu fokusere på at blive en familie på 3, med alt det nye som det også indebærer, og det er vel også en slags kulturchok.

Vi glæder os i hvert fald enormt meget til alt hvad det næste år byder på!

Sommertid er besøgstid

Hvor er vi heldige at få så mange besøg her i sommer! Besøgs-sæsonen blev skudt i gang i juli af Sonnis forældre, der rejste til USA for første gang nogensinde og landede i Guds Eget Land i bulder og brag og med himlen oplyst af lyn og torden. På trods af den hårde landing og den lange rejse kom de hurtigt over det værste jetlag og vi havde nogle dejlige uger sammen. For førstegangs-USA-besøgende kan jeg kun forestille mig hvor overvældende det hele kan være, særligt at blive hevet med til New York, DC og Baltimore. De har da også sagt, at det først er efter de er kommet hjem, det er ved at gå op for dem, hvor stor en oplevelse det hele har været.

IMG_2978

3/4 dele af Møller/Jacobsen familien i Washington Square Park i New York

3/4 dele af Møller/Jacobsen familien i Washington Square Park i New York

I skrivende stund er gæsteværelset på førstesalen beboet af min søster, og jeg synes det er fantastisk at have en der gider at se tøseserier og chick-flicks sammen med mig. Vi tilbringer tiden ved poolen, i mall’et eller på terrassen, og den næste uges tid byder også på en New York tur og en tur til stranden.

Every day is a pool day lige for tiden...

Every day is a pool day lige for tiden…

20140807-135904-50344396.jpg

Næste besøg bliver i september hvor Sonnis søster, mand og de to dejligste niecer kommer hele vejen over Atlanten for at besøge os. Nørj, hvor vi glæder os!

En af de ting, der gør de her besøg så fantastiske er, at dem derhjemme kan relatere sig til vores dagligdag og liv på en anden måde, når de har været her og ved hvor vi handler, hvor Sonnis arbejde ligger, hvordan det ser ud på hovedgaden i Newark osv. Men lige så fantastisk som det er at have besøg, lige så skod og svært er det, når de tager hjem. Det her expatliv har sin bagside, og det bliver ikke nemmere at tage afsked med folk, man holder af, selvom man (desværre) har prøvet det mange gange. Og det er svært ikke at få lidt ondt i maven over, at vores valg om at bo i udlandet gør, at vi er så langt væk i dagligdagen for mennesker, vi holder af.

Heldigvis gør afsavn det dobbelt fedt når det er tid til gensyn (for det bliver det jo altid igen!), og vi glæder os helt ned i maven over, at vi kan få så mange fantastiske oplevelser sammen med de mennesker, vi holder af. Det ér unikt på alle måder at bo i udlandet, og det giver både sammenhold og unikke oplevelser alene og med dem, der kommer på besøg. Og for nu NYDER jeg min søsters selskab uden at tænke på, at hun tager hjem i næste uge.

Søster-kvali-tid coming up

Om et par dage hopper jeg på en flyver og møder min savnede lillesøster i Chicago – en by vi begge længe gerne har villet besøge. Jeg glæder mig først og fremmest til at søster-hygge igennem, men også til at opleve noget nyt efter at have lullet rundt de samme steder her på Østkysten ret mange gange.

Jeg glæder mig til at opleve Chicago som den metropol den er med skyskrabere, brede boulevarder og en badestrand, og jeg glæder mig til at komme til Midtvesten. Jeg skal hive min søster med på dette kunstmuseum hvor jeg forhåbentlig kan overbevise hende om, at det er ret fedt at se de originale mesterværker af store kunstnere som Picasso, Matisse og Dalí. Jeg glæder mig til at blive blæst omkuld af Chicagos fænomenale arkitektur, og så ellers til masser af cafeer, gode frokoster og masser af slendren rundt i byen.

Billedet er lånt fra http://news.distractify.com/culture/chicago-city-of-dreams hvor der er mange flere flotte Chicago-billeder.

Søster tager heldigvis med tilbage til Delaware for en god uges tid, hvor vi primært skal slappe af, tilbringe de varmeste dage ved den lokale pool og en tur til New York en gang eller to. New Yorker-søs må jo have sin dosis for ikke at få alt for slemme abstinenser 🙂

Håber I nyder sommeren derude! Det gør vi!

I øvrigt så er opfølgningen på sagen med vores forsikringsselskab, at vi har appelleret deres afgørelse med henvisning til, at de har kendt til sagen længe før udløbet af klagefristen. Nu må vi så se hvor længe behandlingen af denne henvendelse tager. Sikkert endnu 4-6 uger.

Sommerglimt

Sommeren er i den grad kommet til Delaware. Vi var blevet “advaret” om de fugtige og varme Delaware somre, og vi kan i den grad mærke, at det ikke er en overdrivelse. De dage hvor temperaturen “kun” siger 27 grader og nogenlunde normal luftfugtighed, er det skønt at være udenfor. Men når luftfugtigheden stiger og temperaturen sniger sig op mod de 34 grader, så gør vi som amerikanerne og holder os inden døre med AC-en tændt!

De sidste par uger i sommer-land har blandt andet budt på:

Picnic i Havre de Grace, som er en lille hyggelig havneby lige på den anden side af statsgrænsen til Maryland. Det er ret særligt for USA, at der i vores område rent faktisk ligger små hyggelige gamle byer med mere end 100 år på bagen. Selve byen er rigtigt hyggelig med små gader og gamle butiksfacader.

IMG_4536

Lørdagsudflugt Stokholm-style 🙂

 

Vi søgte mod marinaen for at gå en tur langs de mange sejlbåde (det var vel Stokholm-style), men her var der afspærret, så “pøbelen” ikke kunne komme ind og forstyrre de fine folk i sejlklubben. Der var simpelthen afspærret med pigtråd og det hele! Vi følte os helt indigneret over, at man synes, det skulle være nødvendigt. For tænk nu, hvis nogle fattige forvildede sig ind på marinaen. Hvilken rædsel.

IMG_2908

 

I forrige weekend tog vi en dag til New York, hvor vi kørte til Staten Island og parkerede og tog færgen over til Manhattan. Det var sådan en fin tur, hvor man får et godt udsyn til Manhattans skyline og Frihedsgudinden. Vi spiste frokost i Chelsea Market og gik en tur på the Highline og spiste is i varmen. Chelsea market er et fantastisk sted med masser af gourmet-takeaway og små sjove butikker.

The Highline er en nedlagt jernbanestrækning, der er hævet over jorden, og er i dag lavet om til en urban park. Det er et fantastisk sted med masser af liv! Vi var endda heldige at finde to ledige liggestole, så vi i ro og mag kunne betragte alle både turister og søndags-afslappede new yorkere.

IMG_4559

Søndag i NYC. Mand der spiller ukulele for sin udkårne og to veninder i alvorlig samtale i baggrunden. Den ene af de to havde gang i en ordentlig søndagsbrandert.

IMG_4555

En stegt dansker og en ikke helt så stegt færing på the High Line.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Det var en fantastisk idé at tage en endagstur til New York! Jeg var lidt spændt på, om det ville være “nok”, men det var helt fint. Og når vi tilmed tog derop en søndag, hvor vi undgik myldretidstrafik og der er gratis parkering på Staten Island, så er det absolut en gentagelse værd!

Vors sommer bliver fyldt med dejlige besøg fra Danmark (hvor ER vi heldige!!!). Vi byder Sonnis forældre velkomne om mindre end to uger, og glæder os ufatteligt meget til at give dem en oplevelse af vores liv herovre. Min søster kommer minsandten igen i august, og de to Stokholm-søstre skal udforske Chicago et par dage. I sensommeren får vi tilmed besøg af Sonnis søster og svoger og verdens dejligste to niecer! YAY! Der er masser at glæde sig til, og i mellemtiden nyder vi weekenderne med små-udflugter, afslapning og havearbejde ind i mellem.

 

Når dagene går alt for hurtigt..

De sidste 10 dage har været fyldt med kvalitetstid, kagebagning, gåture, lange snakke og hyggelig mor-tid. Der er bare ikke nogen som min mor, der kan få roen til at sænke sig og vi bare kan være – uden at skulle servicere, præstere eller løbe rundt og være alt muligt hele tiden.

Jeg har nydt min mors besøg helt ned i maven, og dagene fløj afsted. Igår sendte vi hende hjem til Danmark med en tung kuffert og en masse oplevelser rigere, men også med en stor klump i halsen for mit vedkommende. Det var ikke spor sjovt at hun tog hjem, men så meget desto mere glæder vi os begge to til hun (og min far!) kommer igen.

Næste gæst venter lige om hjørnet og jeg er i fuld gang med tøjvask og støvsugning. På torsdag vender jeg og min veninde snuden sydpå til forårsvejr og eventyr!