All my bags are packed..

..I’m ready to go..

Huset er halvtomt, møbler er solgt, doneret og sendt til DK. 

Kufferter er fyldt til bristepunktet, der er næsten styr på håndbagagen, og Elias tager sig en god formiddagslur inden det går løs.

Om få timer vender vi snuden mod lufthavnen og Elias og jeg flyver til Danmark – væk fra det eneste hjem han har kendt, men hjem til det, der altid vil være vores hjem uanset hvor længe vi har været væk. 

Det er en anderledes følelse end sidst jeg sad i en tom stue med pakkede kufferter. Dengang var der så mange ukendte faktorer. Det er der nu også her, men det føles bare anderledes. For vi skal hjem til Danmark. Og jeg glæder mig. 

Tak USA for alle oplevelserne gennem de sidste 2,5 år, alt det vi har lært og alle de søde mennesker vi har mødt. Forude venter Danmark med sne, slud og korte dage, men også med venner, familie, Lagkagehuset og følelsen af at være der, hvor vi hører til. 

Reklamer

Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Nyt år, ny begyndelse

Der har været stille på bloggen den sidste tid, for livet her i Delaware har været fyldt med store beslutninger og løse ender der skulle på plads. Det har fyldt meget mentalt og optaget det meste af min hjernekapacitet de sidste par måneder, så der har ikke været meget tilbage når Elias er blevet lagt i seng og der er ro i huset. 

Det nye år byder på en ny begyndelse for vores lille familie, for vi flytter hjem til Danmark! Og jeg glæder mig helt vildt! Ja, også selv om det er til en hverdag med hente/bringe stress hvor det bliver mørkt næsten inden man har opdaget at det er blevet lyst! 

Beslutningen har været længe undervejs, men den blev rykket frem da det projekt Sonni har arbejdet på de sidste 4 år blev lukket ned. Selvom det ikke betød, at han ville miste sit job, var der ikke så meget der holdt ham herovre mere. Da der tilmed viste sig en mulighed, der betød, at vi kunne undgå de store omkostninger der normalt er ved sådan en flytning, var vi ikke længe om at slå til – på trods af at det betyder, at vi sælger 80% af vores indbo herovre!

Så scenarier skulle diskuteres, tidsperspektiver overvejes, lister skulle laves, praktikaliteter skulle på plads, kasser skulle pakkes, møbler skulle sælges. 

Og jeg må indrømme, at jeg i den proces ikke var den allerbedste udgave af mig selv. Overskud var nok i det hele taget ikke det, der var mest af her i husholdningen – deraf også stilheden på bloggen. Men det er ved at være tilbage, selvom der stadig er meget der skal på plads inden jeg og Elias rejser d. 11. Januar og Sonni følger efter 3 uger senere. 

Vi har fundet en møbleret bolig for de første 3 måneder, Elias har fået dagplejeplads rundt om hjørnet, Sonni har fået nyt job og jeg er i fuld gang med at søge arbejde! Så de store linier er trukket op og 1. Februar starter vores danske liv for alvor!

Så lige om lidt lægger vi tilværelsen som udlandsdanskere bag os og bliver dem der, bag den danske ligusterhæk, der engang boede i USA. Men vi glæder os rigtigt meget. Til at være tæt på familie og venner og vi (nok mest mig) glæder os til at slå rødder og sådan rigtigt høre til et sted igen.

Og så er der naturligvis alt det, vi kommer til at savne ved USA, men mere om det i et andet indlæg.

Surprise babyshower, veninder og når gode ting ender

I sidste uge blev jeg noget så overrasket, da der simpelthen blev holdt ægte amerikansk Baby-shower for mig arrangeret af søde, betænksomme danske piger, der var gået sammen og lavet det helt store sammenskudsgilde og overrasket mig med balloner, gaver, og selskabslege.

IMG_2167-2Vi skulle egentlig mødes hjemme hos en af pigerrne for at tøsehygge lidt og sige farvel til Maria, der rejser hjem til Danmark lige om lidt. Men da jeg ankom, stod der 6 danske piger i køkkenet og råbte “SURPRISE” – og der var dækket op med hors d’oeuvres, babykage og “mock-tails” (cocktails uden alkohol) i bedste babyshowertema.

IMG_2169

Der var balloner og gaver fra dem allesammen, og det var en virkelig hyggelig aften, hvor jeg blev forsikret i, at jeg allerede er ved at have et rigtigt godt netværk af veninder og gode mennesker omkring mig, selvom vi ikke har kendt hinanden særligt længe!

Af den også hyggelige slags, men i anledning af en mindre festlige begivenhed, var vi igår til afskedsfest hos familien C, som har været en meget stor del af vores liv siden vi satte fødderne på amerikansk jord. Sonnis kollega rejser hjem, expatperioden er slut for hans vedkommende og arbejdet fortsætter med dansk grund under fødderne. Familien skal hjem til arbejde, dansk skole og vuggestue og den danske dagligdag med alt hvad der hører sig til. Vi har haft utroligt mange hyggelige stunder sammen med dem som familie og vi har knyttet tætte bånd til dem alle 5. Set fra min egen lille næsetip er det mega ufedt at de tager hjem, for hvem skal jeg nu holde ugentlige frokoster med? Når alt kommer til alt, forandres min hverdag selvfølgelig også med et brag om en måneds tid give or take, så frokoster ville der nok alligevel blive færre af i et stykke tid. Men under alle omstændigheder er det surt når gode ting ophører, og selvom jeg ønsker dem den bedste tid tilbage i Danmark, ville jeg ønske, de ikke rejste hjem og kunne blive her med os i vores lille trygge bobbel.

Men det er et vilkår ved at være expat. Vi bliver (desværre) trænede i at sige farvel til gode mennesker, men på samme tid bliver vi også trænede i at knytte stærke og nødvendige bånd med mennesker, vi ikke nødvendigvis har kendt særligt længe, og det er guld værd. Det er virkelig tydeligt det med at man lynhurtigt danner en helt særlig lille subkultur med andre ligesindede (i dette tilfælde danskere) når man står på fremmed grund på den måde. Jeg føler mig enormt heldig med, at der er gode mennesker og veninder omkring mig til at ville glæde mig med et babyshower, og til at agere netværk når vores nye familiemedlem vender vores verden på hovedet.

Derudover venter Thanksgiving i næste uge, som vi lige når at fejre med familien C inden de rejser hjem om 2 uger, og derudover er der danskerjulefrokost i starten af december med hele den store danskerkoloni, som tilsyneladende bor i det område, der udgør det nordlige Delaware, det sydlige Pennsylvania og det sydlige New Jersey.

 

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.