Tilbageblik på vores første år i USA og store nyheder

Om få dage er det præcist 1 år siden, jeg sad med millioner af sommerfugle i maven i Kastrup Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Washington, DC. Lejligheden på Nørrebro var solgt, alting var pakket ned eller solgt, og jeg havde ingen returbillet. Det var godt nok angstprovokerende, og når jeg tænker tilbage, så var det faktisk utroligt, at jeg kunne holde sammen på mig selv, for jeg var ikke ligefrem det mest velbalancerede menneske i de måneder, der gik forud.

Vores første år i USA har været fuldt at nye oplevelser! Alle de spændende steder vi har her på Østkysten og min venindetur til Sydstaterne har givet nogle virkelig fede oplevelser. Vi har derudover været usandsynligt forkælede med familie og venner, der har været og besøge os. Tusind tak skal I have allesammen! Kom endelig igen!

Det har virkelig også været svært og udfordrende. Kombinationen af hjemve og amerikansk bureaukrati tror jeg kan sende enhver til tælling. Vi har også begge to fundet ud af, hvor meget vores familie og venner i Danmark betyder for os, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. For nok er det fedt at bo i udlandet og få en helt masse oplevelser på den konto, men vi går også glip af en helt masse derhjemme hos familie og venner. Vi savner vores venner rigtigt meget – også jer, vi ikke lige har haft tid til at få set så meget de par gange, vi har været hjemme.

Den store nyhed og det største, der er kommet ud af vores flytning til USA, er, at vi udvider familien med en amerikansk statsborger, en lille dreng, ved udgangen af året eller i starten af det nye år. Det er kæmpestort, og vi glæder os usandsynligt meget over, at vi er så heldige. Det har været en meget lang vej hertil for os med rigtigt mange forhindringer og bump på vejen, men vi har konstateret, at det kan betale sig at kæmpe den slags svære kampe, for hvis vi ikke havde kæmpet, havde vi ikke stået her i dag. Når jeg ser bort fra de mange indledningsvise bekymringer, der ledsager en førstegangsgravid, så føler jeg endelig, at vi langt om længe har trukket det rigtige lod og har vundet i lotteriet. Det er virkelig stort og vi glæder os usandsynligt meget til det nye år!

Det har også været året, hvor jeg troede, at jeg skulle finde mig et arbejde, men skiftede mening. Den kommende familieforøgelse har været en medvirkende faktor til at der blev skruet ned for blusset, men det har også handlet om, at jeg ikke var klar til at gå all-in på amerikanske arbejdstider og indskrænket frihed til at besøge Danmark og være sammen med familie og venner på besøg fra Danmark. Det har været en hård nød at sluge for mig, mest pga CV-forfængelighed, tror jeg, men også fordi jeg faktisk ikke er særligt god til det der med at gå hjemme. Mit frivillige arbejde har hjulpet på det, og det er rart at føle, at jeg gør en forskel for nogle andre. Afhængigt af, hvor længe vi ender med at blive her, har jeg ikke opgivet tanken om at arbejde i USA på længere sigt. Men lige nu er fokus et andet sted.

Så det næste år i USA byder på endnu flere omvæltninger – bare på en anden måde. Det værste kulturchok er vi forhåbentlig ude på den anden side af, og vi kan nu fokusere på at blive en familie på 3, med alt det nye som det også indebærer, og det er vel også en slags kulturchok.

Vi glæder os i hvert fald enormt meget til alt hvad det næste år byder på!

Jobsøgning på amerikansk, lesson 1

Jeg har tidligere skrevet om, hvor mange ting, der er er anderledes ved at søge job her i USA sammenlignet med Danmark. Nu har jeg lært, at jeg ikke skal tage alt, jeg hører for gode varer, og ikke være bange for selv at skrue lidt op for “bullshit-faktoren” når jeg taler med potentielle arbejdsgivere.

Første eksempel er de utallige mails jeg har modtaget, siden jeg har oprettet min profil på det amerikanske pendant til jobindex. Ved første gennemlæsning loves der guld og grønne skove, og det mest udfordrende job jeg kunne forestille mig.

“While perusing qualified candidates, I was fortunate to come across your resume being that I am considerably impressed with your professional experience. This is an exceptional growth opportunity for an aggressive, self-disciplined and high-energy individual who is looking for an extraordinary career and not just a job.”

Ved nærmere gennemlæsning er det tydeligvis en e-mail, der er sendt ud til alle aktive profiler med jævne mellemrum. Ofte handler det om rene provisions- og salgsjobs, hvor du kan arbejde hjemmefra – blot du har adgang til internet eller telefon, eller et forsikringsselskab, der søger nye forsikringsagenter – uanset om du har en baggrund som veteran, hjemmegående husmor eller noget helt tredje.

Andet eksempel er det indtryk jeg fik, da jeg havde været til en samtale hos en virksomhed, hvor chefen, da jeg gik ud af døren, virkede helt overivrig for hvornår jeg kunne starte, og afsluttede med et “I’ll get back to you as soon as possible, but I like to move quick.” Jeg følte mig helt overvældet og næsten med det ene ben i et job, jeg ikke engang helt var sikker på, om ville være noget for mig. På den anden side af weekenden, da jeg endnu ikke havde hørt noget nyt, bad jeg bureauet, der havde sendt mig derud, om en opdatering, hvorefter det viste sig, at de slet ikke var færdige med at holde samtaler, og slet ikke var klar til at beslutte sig om en kandidat. Samme oplevelse havde jeg efter et telefoninterview med en anden virksomhed, der også virkede meget ivrig efter om jeg kunne starte med det samme, og som gav mig det indtryk, at de stod og skulle bruge en lige nu og her. Dem har jeg endnu ikke hørt et ord fra. Og jeg som var så bekymret for, om jeg kunne tillade mig at sige, at jeg skulle bruge et par fridage i starten af maj…

Jeg ved godt, at jobmarkedet i Danmark også i mange tilfælde er gennemsyret af manglende respekt for jobsøgernes tid og indsats, men jeg er nok vant til at gå ind i den slags situationer med en vis portion loyalitet overfor andre igangværende rekrutteringsprocesser og ærlighed omkring min situation – og jeg er vant at det plejer at stemme nogenlunde overens med virkeligheden, når jeg får indtryk af, at en virksomhed er klar til at rykke hurtigt med en ansættelse.

Måske har jeg bare været uheldig ved de her par samtaler, men det har først og fremmest lært mig at slå koldt vand i blodet før der er noget mere konkret på bordet. Derudover skal jeg ikke være bange for at spille på flere heste samtidig og selv skrue lidt mere op for “bullshit-faktoren” og lidt ned for loyaliteten før der rent faktisk er en aftale i hus – for det gør alle andre tydeligvis.

Til gengæld har det også bekræftet mig i, at jeg har et godt CV til den slags stillinger, jeg har søgt herovre, og at det er den rette indgangsvinkel ind til jobmarkedet, jeg har haft hidtil. Og det i sig selv er værdifuldt. Og jeg ved nu, at min familie og tid med Sonni er det vigtigste lige nu. Så de jobmuligheder der eventuelt måtte komme, skal kunne passes ind i nogle fornuftige rammer omkring besøg over sommeren og ferie sammen med min mand.

Rullende bolde

Den sidste uges tid er der bolde, der er begyndt at rulle. Bolde der ruller hen imod en mere krævende tilværelse med 40 timers arbejdsuge og folk, der forventer noget af mig hver dag. I dag har jeg haft et møde med en person, der måske kunne tænke sig ansætte mig, og i morgen har jeg et telefoninterview med en anden.

Pludselig synes jeg, at det går lidt for hurtigt, og jeg vil gerne have at boldene ruller lidt langsommere. For der er jo sommerferie lige om lidt, vi får besøg hjemmefra, og hvad nu hvis jeg rigtigt gerne ville en smuttur til Danmark? Noget må der gives afkald på, for der er kun så meget, der kan kombineres med en 40 timers arbejdsuge.

Men det er jo mig selv, der bestemmer, og altsammen op til mig. Og nu må vi se hvor de forskellige bolde ender, og om det bærer noget konkret med sig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg skal sørge for at nyde min expatfrihed nu og her. Så det gør jeg så. Der er sol på terrassen og jeg tror også jeg har fortjent en god, lang kaffepause med en latte og en bog.

 

Expatfælden vol. 2

Hov – så gik der lige pludselig mere end en uge siden sidste indlæg…!

Jeg har haft travlt.

Med hvad, spørger du måske om? Og ja, det spørger jeg også mig selv om.  Og det er ikke kun bloggen, der har lidt under det. Også de mange ansøgninger, der ligger og venter på at blive skrevet, ligger der stadig. Jeg har dårlig samvittighed over det, og det bliver de ikke skrevet af.

Jeg er åbenbart blevet en af de expat-kvinder, der har travlt med at gå ud til frokost, få ordnet negle og gå til yoga i løbet af dagen. Utroligt så hurtigt man alligevel tilpasser sig til hvad det vil sige at have “travlt”. Jeg spiser frokost, drikker kaffe og løber ture med et par andre kvinder i vores “danskerkoloni” (at de så er her på tidsbegrænset kontrakt og den ene allerede rejser hjem til sommer, forsøger jeg at lade være med at tænke på..), og jeg er begyndt til yoga 3-4 gange om ugen. Det hjælper på min “kontorlænd”, som på ingen måde er glad for de mange timer i bilen, og jeg tror, det kan lære mig at fokusere på mig selv i alt det her, og hvad der er godt for mig nu og her.

Det lyder enormt dejligt, ikke? Det er det også, don’t get me wrong. Men det går ikke i længden for mig ikke at have mere formål med hverdagen, og jeg bekymrer mig over mit CV når jeg kommer tilbage (så var vi tilbage ved det der yoga med at acceptere nuet og fokusere på mig selv nu og her.. practice makes perfect..).

Jobsøgningen kommer vel i gang igen på et tidspunkt, ellers er det måske noget mere frivilligt arbejde, der skal til? Måske skyldes min nølen, at jeg bare inderst inde er skræmt over hele den farlige verden, der ligger forude, hvis jeg skal ud og have et “rigtigt” arbejde? I mellemtiden starter jeg op med nogle gratis online kurser gennem Coursera, som jeg har fået anbefalet af både tidligere kollegaer i Danmark og dygtige mennesker herovre. Det er gratis online universitetskurser fra højstatus universiteter fra hele verden. Det holder da de små grå lidt beskæftiget!

Indtil da hygger jeg mig lidt mere her i den rare, behagelige expat-boble og nyder at foråret er på vej. Yoga starter snart – og jeg trænger også til en manicure i dag!

PS – jeg har ikke glemt at skrive om den sidste del af vores roadtrip. Den kommer snart. Jeg skal bare lige have tid… 🙂

Erkendelser

Jeg er ved at være ude på den anden side af den værste panik-følelse over at have fået arbejdstilladelse (som du kan læse om her). Og i den proces er jeg også ved at erkende, at jeg ikke kan få i pose og i sæk. Jeg kan ikke både have et udfordrende arbejde OG have tid til at tage på udflugter, se Dr. Phil og drikke kaffe i expatklubben i løbet af dagen. For hvis jeg gerne vil have flere udfordringer, er jeg nødsaget til at forlade den trygge puppe og give afkald på noget af den frihed, jeg har p.t.

De første spæde skridt er taget i jobsøgningsprocessen, og jeg tager mig selv i at blive små-stresset over, at jeg ikke har fundet noget endnu, og at jeg burde have gjort endnu mere på nuværende tidspunkt. Den tvivlende stemme, som mange (kvinder?) sikkert kender, prøver at bilde mig ind, at min markedsværdi er dårligere end ligestillede amerikaneres, og at en arbejdsplads vil gøre MIG en tjeneste ved at ansætte mig, og at jeg derfor ikke har noget forhandlingsgrundlag for benefits og ferie.

Men jeg fortæller samtidig mig selv, at det er MIT valg at tage et arbejde, som JEG har lyst til, og at andres meninger og holdninger ikke skal diktere hvad JEG beslutter mig for, og hvornår jeg gør det. Jeg ændrer mig mindset til, at jeg ER det værd, at jeg ikke vil vælge det første og det bedste, og at min markedsværdi er MINDST lige så god som den ligestillede amerikaners.

Starten er i hvert fald gået, og så må vi se, hvor hurtigt jeg sprinter!