Forårsglimt fra Newark, Delaware

Den anden dag gik jeg en tur i vores ærkeamerikanske lille provinsby og kom til at tænke på, at jeg da burde dele lidt forårsglimt af vores by her på bloggen.

Vi bor i Newark, Delaware (ikke at forveksle med Newark, New Jersey!), som er domineret af at være hovedsædet for University of Delaware, der med sine godt 20.000 studerende på Campus fylder godt i gadebilledet i en by med godt og vel 31.000 indbyggere. Det var primært pga universitetet vi valgte at bo her – ikke fordi nogen af os regnede med at skulle studere, men fordi universitetsmiljøet smitter af på byen og der er hyggelige restauranter og barer på hovedgaden. Mange små amerikanske provinsbyer bliver nemt lidt “sovebyer”, fordi alt liv er centreret om de store shoppingmalls.

Men selvom jeg godt kunne ønske mig, at der var lidt flere butikker i selve byen, har vi en rigtig hyggelig hovedgade med restauranter og cafeer. Vi har i vores før-barn-liv været hyppige gæster på restauranterne, og Sonni har gennem grundig research helt styr på hvilke barer der viser Champions League fodbold i weekenderne. Nu bruger jeg mere byen til gåture med barnevognen og tilhørende kaffepauser. Men da vi, fra hvor vi bor, alligevel skal have Elias i autostolen og køre derop, føles det lidt som en større udflugt hver gang, så jeg kommer ikke derop helt så ofte som jeg gerne ville….

IMG_6332

IMG_6333 IMG_6335

Universitetet pynter også i bybilledet med sine flotte gamle bygninger, og jeg nyder at gå tur med Elias i barnevognen, en latte to go og kigge på søvnige studerende, der haster til og fra timer, eller som hænger ud på en bænk og læser til eksamen. Det minder mig om mit semester i Canada – hvis man da lige ser bort fra, at jeg var der i efterårssemesteret, hvor den isnende kulde hurtigt satte ind og vi benyttede os af underjordiske tunneller til og fra undervisning, så vi ikke behøvede at bevæge os udenfor.

IMG_6428IMG_6466

IMG_6351

Vores shoppingmall ligger lidt uden for byen. Ja, jeg siger “vores”, for hver amerikansk by af en vis størrelse har et mall, og hvis ikke er der et i nabobyen. Det ligger naturligvis klods op ad motorvejen, så det er nemt at komme til og fra. Ja, det er faktisk mere end blot et mall, for området omkring det udvider sig hele tiden med store temabutikker (f.eks. med sportsudstyr, kæledyr eller jagtudstyr, som den jeg har beskrevet her) og en biograf. Seneste nyt er, at de er ved at udvide området med et “fashion center” med endnu flere butikker.

Mall’et er efter min mening et ret ucharmerende sted, og jeg savner at vinduesshoppe i den friske luft. Men når det så er sagt er det nu meget praktisk med det hele samlet ét sted. Fordi Delaware ikke har nogen sales tax på varerne, er staten et rimeligt stort shopping-mekka, og folk fra de omkringliggende stater valfarter hertil for at shoppe store ting. Efter sigende skulle Apple butikken i “vores” mall være den Apple butik i hele USA, der sælger flest iPhones.

Vi er glade for at bo her i vores lille provinsby – omend vi begge godt kunne tænke os at bo lidt tættere på Main Street, så det var lidt mere ukompliceret at gøre brug af bylivet med restauranter og cafeer. Fordelen, ved at bo hvor vi bor nu, er dog, at vi er tæt på motorvejsafkørslen og Sonni derfor ikke bruger mere end 20-25 minutter på at køre på arbejde i Wilmington. Og det er i den grad også værd at tage med. USA er altså bare et bil-samfund, og lige meget hvor vi ville slå os ned, ville vi være dybt afhængige af at kunne komme nemt rundt i bil.

I morgen kører vi afsted på vores første weekendtur som en lille familie og tager en overnatning i DC. Vi skal ned og se på nogle træer, der blomstrer, og vi skal gå hyggelige ture i Georgetown! Jeg glæder mig, og jeg har forberedt Sonni på at jeg helt sikkert kommer til at pakke alt for meget og over-forberede mig til at være væk hjemmefra med Elias. Men better safe than sorry, ikke? Og hvad er der nu galt i at tage både puslepude og 10 ekstra bodyer med, selvom vi kun skal være væk en enkelt nat?

Om bureaukrati – I should know by now…

Vi skulle have lavet pas til Elias i dag. Han er amerikansk statsborger og skal derfor have et amerikansk pas. 

Jeg havde nøjsomt og ned til mindste detalje nærlæst og udfyldt formularer for at få det heeelt rigtigt. Udskrevet og lagt i orden. Ringet til posthuset for at bestille tid (ja, for den slags foregår på posthuset herovre!). Nøjsomt noteret alt hvad der skulle med for at bevise at vi er hans forældre (og netop med børn går de meget op i at begge forældre er til stede og beviser slægtskab – jeg går ud fra de er bange for kidnapninger eller sådan noget?). Sørget for at Sonni kunne køre fra arbejdet og være til stede. Nøje udvalgt pasfotograf og brugt en hel dag på at få timet det heeeelt rigtigt med den lille uforudsigelige bandit. 

Da jeg udskrev formularen lod jeg godt mærke til, at printeren havde printet den ene side skævt så den allernederste linie med småt var skåret over. Jeg tænkte “det går nu nok”, men i mit baghovede vidste jeg egentlig godt bedre…..

Da vi skulle ud af døren i morges, Elias og jeg, gik det lidt stærkt og jeg havde nær glemt formularer og pasfoto, men kom heldigvis i tanker om det netop som jeg bakkede ud af garagen. Mens jeg nød det dejlige forårsvejr med Elias i barnevognen gik det op for mig, at jeg ikke havde taget en kopi af hans fødselsattest med, hvilket jeg ellers udtrykkeligt var blevet bedt om at medbringe. Sonni blev sendt hjem for at hente den, og jeg hastede på posthuset for at være der til den aftalte tid og forhåbentlig vinde lidt tid til Sonni var tilbage. 

Den sure postmand tog meget på vej over at barnets far ikke var til stede og begyndte at tale om, at jeg måtte booke en ny tid, for der kom andre efter mig, der havde en aftale. Med en behandlingstid på 4-6 uger har vi ikke tid til at vente på en ny tid inden vi skal rejse midt i maj, så mine håndflader blev mere og mere svedige mens jeg trippede og spejdede efter Sonni.

Til alt held kom Sonni i sidste øjeblik og den sure og stressede postmand gennede os hen til postmand nr. 2, som heldigvis var noget mere behagelig at tale med. Det viser sig, at han skulle bruge BÅDE en kopi OG den originale fødselsattest. Mine håndflader blev endnu mere svedige, for jeg var kun blevet oplyst, at det skulle være en kopi. Heldigvis havde Sonni hovedet på det rette sted og havde taget originalen med just in case. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde husket den i første omgang. 

Da alle papirer var udfyldt, underskrevet og stemplet et utal af gange noterede postmanden sig, at der manglede en smule af den nederste linie. Det går ikke. Om igen. Alt skulle udfyldes forfra, underskrives og stemples igen. 

Sonni havde hovedet fuld af arbejde, der ventede når han kom tilbage, og jeg var mega stresset over udsigten til måske at have trådt i spinaten for at kunne nå at få et pas til Elias i tide pga bureaukratiske formaliteter. 

Heldigvis var postmand nr. 2 tålmodig med os og lod mig udfylde en ny formular på stedet, selvom køen var lang og næste hold ventede på deres aftale. Så efter endnu en gang underskrifter, checks skrevet og gebyrer betalt skulle det nu være i orden, og denne lille fyr skulle gerne modtage sit amerikanske pas inden vi rejser til Danmark midt i maj. 

 

Og hvad kan man så lære af det??? Er du i tvivl om en formular er udfyldt korrekt, er det helt sikkert forkert! Og hvis noget i dit baghovede siger dig, at det ikke er helt godt nok, er det helt sikkert ikke godt nok! Og medbring altid både originaler og kopier af vigtige dokumenter! Også dem, du ikke lige troede, du ville få brug for. For den lille mand bag skranken har magt, masser af magt. Og han er ikke til hverken at hugge eller stikke i. Heldigvis findes de i mange afskygninger, de mænd bag skranken, og vi var heldige i dag at møde en helt menneskelig en af slagsen. 

Om søvn vol 2

Ovenpå mit tidligere indlæg om vores manglende nattesøvn fik jeg rigtigt mange søde ord og gode råd med på vejen – både her på bloggen, på Facebook og på mails. Vi prøvede bl.a. med en flaske modermælkserstatning til natten (han sov længere, men vågnede i stedet med ondt i maven, det lille kræ) og hvid støj fra diverse youtube klip og baby-apps (virkede til dels på hans uro, men fik ham ikke til at sove længere).

Med fare for at jinxe det totalt… det er blevet bedre! Han var simpelthen for sulten om natten og vågnede derfor ofte. Siden det ikke var en holdbar løsning med en flaske modermælkserstatning til at sove på, holder jeg ham vågen mens han spiser færdig, så han ikke falder i søvn så snart han har taget toppen af sulten. Udfordringen er så, at moren heller ikke skal falde i søvn med ham i favnen, for så er løbet kørt og jeg får ham aldrig tilbage i sin tremmeseng!

Derudover fik vi sådan en her udleveret på hospitalet, som vi faktisk har brugt rigtigt meget her på det sidste, hvor hans små arme kører ustyrligt rundt på kroppen af ham og vækker ham så snart han er ved at finde søvnen: 

Den giver associationer til en spændetrøje, men det virker! Han falder til ro ved følelsen af at være svøbt, og hans arme holdes i skak, så han ikke vækker sig selv. Og han bliver ikke overophedet af at være svøbt helt tæt i dynen, som ellers er alternativet. Allerede på hospitalet gør de meget i det med at svøbe babyerne helt stramt, enten i et rigtigt svøb eller i den slags sleep sacks som er på billedet – og det virker altså:

IMG_4130

Nu vil jeg godt lige understrege, at vi altså ikke på nogen måde taler om at sove igennem hele natten. De sidste par nætter er han vågnet ved midnatstid og ved 4 tiden. Derefter har han været svær at få til at tage meget mere end en times tid. Men det kan jeg arbejde med. Det er længder bedre end det der med 1,5-2 timers søvn-intervaller, og nu har vi bevis for, at det rent faktisk kan lade sig gøre at få ham til at sove længere ad gangen til næste gang, han er midt i et udviklingsspring og bliver urolig.

Hvad angår middagslurene, så er han tilbage til at tage en lang lur på 2 timer om formiddagen, hvorimod eftermiddagene er lidt mere ustrukturerede. Men det er ok. Det er stadig barnevognen på terrassen, der virker bedst, men det er rent faktisk lykkes os at få ham til at sove lur i sin tremmeseng også. Dette bliver i den grad nødvendigt så snart den hede, fugtige sommervarme rammer os fra den ene dag til den anden.

Men ja! Jeg har sikkert jinxet det hele og lur mig om ikke den lille bandit vågner en gang i timen i nat!

Tiden flyver

Hold nu op, hvor dagene bare flyver afsted. Elias er nu 11 uger og allerede så meget på vej til at være en “rigtig” lille dreng. Ja, jeg er simpelthen blevet hende der allerede nu bliver sentimental over nyfødt-billeder – af mit eget såvel som af andres børn. Det er slet ikke til at forstå, at Elias har været så lille, og da slet ikke, at det kun er 11 uger siden!

Jeg er begyndt til mor-baby yoga og mor-baby træning. Her har jeg mødt nogle søde piger, som jeg har god kemi med, og vi spiste frokost efter træning i mandags. Det var enormt hyggeligt og virkelig den slags sociale relationer, jeg har manglet, siden luften gik af vores danskerbobbel med familien C’s hjemrejse i slutningen af sidste år. Det er for det første rigtigt skønt at få rørt mig og få strukket alle de stive lemmer, og derudover er det fantastisk at kunne spejle sig i de andre nybagte mødre, hvis børn alle er under 6 mdr. Jeg kan virkelig se værdien i konceptet med mødregrupper derhjemme. Jeg synes, det kræver meget, at jeg selv skal ud og opsøge relationerne.

Men det er godt for os begge to at komme ud, selvom det for Elias har været lige vel overvældende de første par gange. Han er ved at komme efter det og har vænnet sig lidt mere til at være sammen med de andre børn. De første par gange var han utrøstelig efter den første halve time!

Så med det og MOMS Club arrangementer hist og her synes jeg egentlig, jeg har hverdagen fyldt godt ud. Vi stornyder weekenderne ved at gå helt ned i gear sammen med farmanden, der også er ret presset arbejdsmæssigt og har masser at se til for tiden. Jeg værdsætter i den grad at være hjemmegående, og jeg misunder ikke Sonni at være på arbejde så mange timer om dagen. Og da slet ikke de kvinder, der skal tilbage på arbejdet lige omkring nu. Pyha hvor må det være hårdt.

IMG_6285Inden vi ved af det går turen til Danmark på tidlig sommerferie! Vi har 4 hele uger i Danmark fra midt maj til midt juni! Hold nu op, det bliver fantastisk! Jeg fantaserer allerede nu om rundstykker med Riberhus, Hindbærsnitter og ristede hotdogs! I den forbindelse skal Elias have et pas. Et amerikansk et af slagsen, for han er jo amerikansk statsborger. Den anden dag drog vi således til fotografen for at få taget pasbilleder af den lille dansk-amerikaner:

IMG_6337Er det virkelig kun 11 uger siden denne store dreng var lille og spæd??? Han ligner jo en 3 årig dreng på det billede!

 

Om søvn og mangel på samme

Ja, det er et emne, der optager os ret meget herhjemme for tiden. Min søvn, Elias’ søvn, manglende søvn. 

Hold nu op, jeg synes det er hårdt. Ikke nok med, at den lille bandit synes, at der max skal soves 2 timer ad gangen om natten, så er han også holdt op med at ville tage lange lure i løbet af dagen. Han kan være helt ødelagt af træthed, men nægte at overgive sig til søvnen i løbet af dagen. De sidste par dage har jeg gået hvileløst rundt med ham på armen, hvorefter han har taget en lur på max 30 minutter. 

Vi havde ellers en strategi med barnevognen. Det virkede hver gang, og han gik ud som et lys når han kom udenfor i den kolde luft. Men heller ikke det synes at være en stensikker vinder mere. Jo, han falder i søvn, men de der lange lure er på ingen måde en selvfølge. Derudover har der været meget kolde dage med sne og blæst, hvor det ikke har været en mulighed at sætte ham udenfor. Vi forsøgte endda noget med et åbent vindue og at sætte liften på et koldt værelse, men det havde ikke helt samme virkning, selvom det dog gav lidt mere end de 30 minutter i et stræk. 

Når han så endelig sover, så går jeg rundt om mig selv det første stykke tid. “Hvad er nu vigtigst at prioritere? En lur? Vasketøj? Bare sidde og nyde stilheden?” Følelsen af, at kunne gøre lige hvad der passer mig kombineret med risikoen for, at barnet kan vågne hvert øjeblik det skulle være, gør at jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal gøre af mig selv.

Så da jeg i går vågnede på sofaen efter hele halvanden times lur, var jeg helt rundt på gulvet, og troede et øjeblik, at nogen havde taget barnet. Han var der heldigvis stadigvæk, men havde ENDELIG sovet knap 2 timer i barnevognen igen! Halleluja! 

Utroligt hvad søvn kan gøre – jeg var seriøst fyldt med overskud da Sonni kom hjem. Og for at det ikke skulle være nok, så lod han sig pænt putte om aftenen, så Sonni og jeg endda kunne nyde et glas rødvin og et afsnit af House of Cards inden kl nærmede sig 21 og det blev min sengetid. Det var jo ren luksus. 

Meeeen det synes barnet så skulle belønnes ved at vågne ca en gang i timen i nat….!

Heldigvis er det lørdag og der er dobbelt op på hænder. Og Sonni tog ham hele morgenen så jeg fik lov til at sove længe. Og lige nu sover han faktisk, så jeg må hellere få ryddet op/tømt opvaskemaskine/støvsuget/betalt regninger inden han vågner igen….