Om bureaukrati – I should know by now…

Vi skulle have lavet pas til Elias i dag. Han er amerikansk statsborger og skal derfor have et amerikansk pas. 

Jeg havde nøjsomt og ned til mindste detalje nærlæst og udfyldt formularer for at få det heeelt rigtigt. Udskrevet og lagt i orden. Ringet til posthuset for at bestille tid (ja, for den slags foregår på posthuset herovre!). Nøjsomt noteret alt hvad der skulle med for at bevise at vi er hans forældre (og netop med børn går de meget op i at begge forældre er til stede og beviser slægtskab – jeg går ud fra de er bange for kidnapninger eller sådan noget?). Sørget for at Sonni kunne køre fra arbejdet og være til stede. Nøje udvalgt pasfotograf og brugt en hel dag på at få timet det heeeelt rigtigt med den lille uforudsigelige bandit. 

Da jeg udskrev formularen lod jeg godt mærke til, at printeren havde printet den ene side skævt så den allernederste linie med småt var skåret over. Jeg tænkte “det går nu nok”, men i mit baghovede vidste jeg egentlig godt bedre…..

Da vi skulle ud af døren i morges, Elias og jeg, gik det lidt stærkt og jeg havde nær glemt formularer og pasfoto, men kom heldigvis i tanker om det netop som jeg bakkede ud af garagen. Mens jeg nød det dejlige forårsvejr med Elias i barnevognen gik det op for mig, at jeg ikke havde taget en kopi af hans fødselsattest med, hvilket jeg ellers udtrykkeligt var blevet bedt om at medbringe. Sonni blev sendt hjem for at hente den, og jeg hastede på posthuset for at være der til den aftalte tid og forhåbentlig vinde lidt tid til Sonni var tilbage. 

Den sure postmand tog meget på vej over at barnets far ikke var til stede og begyndte at tale om, at jeg måtte booke en ny tid, for der kom andre efter mig, der havde en aftale. Med en behandlingstid på 4-6 uger har vi ikke tid til at vente på en ny tid inden vi skal rejse midt i maj, så mine håndflader blev mere og mere svedige mens jeg trippede og spejdede efter Sonni.

Til alt held kom Sonni i sidste øjeblik og den sure og stressede postmand gennede os hen til postmand nr. 2, som heldigvis var noget mere behagelig at tale med. Det viser sig, at han skulle bruge BÅDE en kopi OG den originale fødselsattest. Mine håndflader blev endnu mere svedige, for jeg var kun blevet oplyst, at det skulle være en kopi. Heldigvis havde Sonni hovedet på det rette sted og havde taget originalen med just in case. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde husket den i første omgang. 

Da alle papirer var udfyldt, underskrevet og stemplet et utal af gange noterede postmanden sig, at der manglede en smule af den nederste linie. Det går ikke. Om igen. Alt skulle udfyldes forfra, underskrives og stemples igen. 

Sonni havde hovedet fuld af arbejde, der ventede når han kom tilbage, og jeg var mega stresset over udsigten til måske at have trådt i spinaten for at kunne nå at få et pas til Elias i tide pga bureaukratiske formaliteter. 

Heldigvis var postmand nr. 2 tålmodig med os og lod mig udfylde en ny formular på stedet, selvom køen var lang og næste hold ventede på deres aftale. Så efter endnu en gang underskrifter, checks skrevet og gebyrer betalt skulle det nu være i orden, og denne lille fyr skulle gerne modtage sit amerikanske pas inden vi rejser til Danmark midt i maj. 

 

Og hvad kan man så lære af det??? Er du i tvivl om en formular er udfyldt korrekt, er det helt sikkert forkert! Og hvis noget i dit baghovede siger dig, at det ikke er helt godt nok, er det helt sikkert ikke godt nok! Og medbring altid både originaler og kopier af vigtige dokumenter! Også dem, du ikke lige troede, du ville få brug for. For den lille mand bag skranken har magt, masser af magt. Og han er ikke til hverken at hugge eller stikke i. Heldigvis findes de i mange afskygninger, de mænd bag skranken, og vi var heldige i dag at møde en helt menneskelig en af slagsen. 

Reklamer

Om våben og når det hele bare bliver lidt for meget!

Ved siden af vores kæmpe-Mall er der netop åbnet en kæmpe jagt- og outdoorbutik, som efter sigende skulle være creme de la creme inden for den slags udstyr. Vi slog et tur forbi for at se hvad det var for noget – ikke fordi nogen af os på nogen måde er sådan nogle jagt- eller outdoortyper, men fordi at hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det altså sådan nogle gennemførte konceptbutikker. Så vi tænkte at det kunne være sjovt at se.

Hold. Nu. Op. Allerede på parkeringspladsen var der testosteron overload med en markant overrepræsentation af kæmpe trucks og udstillede køretøjer med camouflagemønster foran butikken. Indgangen til butikken signalerede maskulin jagtstue med udstoppede dyr overalt og en pejs med levende ild og store, tunge sofaer til at samle kræfter til den helt store shoppetur.

Der var endda et vandfald og mini-akvarium midt i butikken.

IMG_3803

Der var alt hvad hjertet kunne begære for den gennemførte friluftsentusiast, men der hvor kæden hoppede af for mig og jeg tabte næse og mund, var da vi kom ned til våbenafdelingen: Montrer og vægge fyldt med nok våben til at udstyre en mindre hær.

IMG_5439

I mine øjne er denne slags våben altså ikke den slags man køber, fordi man bruger dem til at gå på jagt..?

IMG_5440

Der var masser af ganske almindelige familiefædre i gang med at investere i både håndvåben og rifler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de skal med det? Er det “bare” deres legetøj som de så tager med på skydebanen hver søndag??

Og ham manden med konen og det lille barn, som stod og var i fuld gang med at købe en halvautomatisk riffel som dem på nedenstående billede – hvad skal han med sådan en??

IMG_5443

Jeg fatter det ikke. Og selvom Sonni indrømmer, at han fascineres af det med skydevåben, bliver han (heldigvis) også frastødt og skræmt af hvor lettilgængeligt og almindeligt det er, at kunne gå ind fra gaden og købe en Magnum 44 til privat brug (eller hvad du nu har tænkt dig at bruge den til…..).

Jeg blev nysgerrig på, hvad lovgivningen her i Delaware siger om skydevåben, og her er et uddrag af, hvad jeg fandt ved en rask Googlesøgning:

No permit is required to purchase a rifle, shotgun, or handgun. Purchasers of rifles and shotguns must be 18 years old. Handgun purchasers must be 21 years old.

Dertil kommer, så vidt jeg kan forstå, at man kun skal udføre baggrundstjek ved køb fra en licensed dealer, men ikke hvis du køber fra en privatperson, f.eks. på et af de mange gun shows der afholdes rundt omkring.

Derudover fandt jeg også ud af, at there is no state licensing requirement for the possession of a rifle, shotgun, or handgun , men at man dog skal have license to carry hvis man vil gå med den på gaden.

Det er skræmmende sager, det synes jeg virkelig det er. Jeg er klar over, at det er en sprængfarlig (hø hø) diskussion at begå sig ud i, men jeg bliver chokeret over at se, hvordan våben bliver et samlingspunkt for familien, på den måde, som det er det for denne far og hans 2 sønner, der er på lørdagsudflugt:

IMG_5441På den anden side, forstår jeg godt det perspektiv, at hvis man lever i et samfund hvor der er våben i hjemmet hos mange i ens omgangskreds (og måske også hos én selv) – det være sig til jagt eller selvforsvar – er det så ikke en god idé at børnene lærer at håndtere et skydevåben korrekt og have respekt for det? Statistikkerne siger trods alt, at de fleste ulykker med skydevåben sker i hjemmet forårsaget af personer, der ikke ved hvordan de håndteres korrekt? Så er det i sidste ende et spørgsmål om at tilpasse sig omgivelserne?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor jeg står. I mine øjne er USA’s liberale våbenlovgivning helt hen i vejret, og der er rigtigt, rigtigt mange amerikanere, der har et helt forskruet forhold til våben og self defence. Men med det sagt, kan jeg sagtens se, hvordan det bliver skruen uden ende i et samfund, der i mange tilfælde er præget af frygt og en vis del paranoia, og at man vælger at tilpasse sig fremfor at tage afstand fra det – og dermed risikere en situation, hvor man kommer galt afsted fordi man ikke ved hvordan man håndterer et våben korrekt.

Og lige til sidst et godt råd: Hvis man møder en person iført en t-shirt med dette logo, så er det nok en god ide, at holde sine holdninger til den amerikanske våbenlovgivning for sig selv…

IMG_5444

Tilbageblik på vores første år i USA og store nyheder

Om få dage er det præcist 1 år siden, jeg sad med millioner af sommerfugle i maven i Kastrup Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Washington, DC. Lejligheden på Nørrebro var solgt, alting var pakket ned eller solgt, og jeg havde ingen returbillet. Det var godt nok angstprovokerende, og når jeg tænker tilbage, så var det faktisk utroligt, at jeg kunne holde sammen på mig selv, for jeg var ikke ligefrem det mest velbalancerede menneske i de måneder, der gik forud.

Vores første år i USA har været fuldt at nye oplevelser! Alle de spændende steder vi har her på Østkysten og min venindetur til Sydstaterne har givet nogle virkelig fede oplevelser. Vi har derudover været usandsynligt forkælede med familie og venner, der har været og besøge os. Tusind tak skal I have allesammen! Kom endelig igen!

Det har virkelig også været svært og udfordrende. Kombinationen af hjemve og amerikansk bureaukrati tror jeg kan sende enhver til tælling. Vi har også begge to fundet ud af, hvor meget vores familie og venner i Danmark betyder for os, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. For nok er det fedt at bo i udlandet og få en helt masse oplevelser på den konto, men vi går også glip af en helt masse derhjemme hos familie og venner. Vi savner vores venner rigtigt meget – også jer, vi ikke lige har haft tid til at få set så meget de par gange, vi har været hjemme.

Den store nyhed og det største, der er kommet ud af vores flytning til USA, er, at vi udvider familien med en amerikansk statsborger, en lille dreng, ved udgangen af året eller i starten af det nye år. Det er kæmpestort, og vi glæder os usandsynligt meget over, at vi er så heldige. Det har været en meget lang vej hertil for os med rigtigt mange forhindringer og bump på vejen, men vi har konstateret, at det kan betale sig at kæmpe den slags svære kampe, for hvis vi ikke havde kæmpet, havde vi ikke stået her i dag. Når jeg ser bort fra de mange indledningsvise bekymringer, der ledsager en førstegangsgravid, så føler jeg endelig, at vi langt om længe har trukket det rigtige lod og har vundet i lotteriet. Det er virkelig stort og vi glæder os usandsynligt meget til det nye år!

Det har også været året, hvor jeg troede, at jeg skulle finde mig et arbejde, men skiftede mening. Den kommende familieforøgelse har været en medvirkende faktor til at der blev skruet ned for blusset, men det har også handlet om, at jeg ikke var klar til at gå all-in på amerikanske arbejdstider og indskrænket frihed til at besøge Danmark og være sammen med familie og venner på besøg fra Danmark. Det har været en hård nød at sluge for mig, mest pga CV-forfængelighed, tror jeg, men også fordi jeg faktisk ikke er særligt god til det der med at gå hjemme. Mit frivillige arbejde har hjulpet på det, og det er rart at føle, at jeg gør en forskel for nogle andre. Afhængigt af, hvor længe vi ender med at blive her, har jeg ikke opgivet tanken om at arbejde i USA på længere sigt. Men lige nu er fokus et andet sted.

Så det næste år i USA byder på endnu flere omvæltninger – bare på en anden måde. Det værste kulturchok er vi forhåbentlig ude på den anden side af, og vi kan nu fokusere på at blive en familie på 3, med alt det nye som det også indebærer, og det er vel også en slags kulturchok.

Vi glæder os i hvert fald enormt meget til alt hvad det næste år byder på!

Hvorfor forsikringsselskaber og lægehjælp ikke bør hænge sammen

Hvis nogen derude, skulle være i tvivl om, præcist HVOR meget bureaukrati og banken i bordet der er tale om, når man har med sundhedssystemet og forsikringsselskaberne at gøre her i USA, kommer her en historie fra det virkelige liv.

Læge udfører undersøgelse på patient i efteråret, hvorefter forsikringsselskabet registrerer proceduren under en særlig kategori som i slutningen af året ender med at koste patient mange flere penge i egenbetaling.

Læge er enig med patient i, at det bør være registreret som almindelig behandling. Patient ringer i januar måned til forsikringsselskab med sin indvending og accepterer godtroende at vente på svar, forsikringsselskab giver intet klart svar trods adskillige henvendelser fra patient. Patient henvender sig IGEN og får efter flere uger endelig besked om, at klagen skal rettes til en særlig afdeling hos forsikringsselskabet.

Patient sender samme dag en officiel klage inkl brev fra lægen vedrørende sagen. Forsikringsselskab bruger halvanden måned på at vurdere, at de afviser klagen da der er gået for lang tid fra lægen har udført proceduren til klagen er modtaget. Præcist 3 uger for lang tid (hvilket er den tid, patient i anden omgang ventede på svar fra inkompetent medarbejder hos forsikringsselskab).

Resultatet er umiddelbart, at patient har tabt adskillige tusind dollars på forsikringsselskabets langsommelige og inkompetente sagsbehandling. Man kan jo spekulere i, om det er kalkuleret, for det virker meget belejligt, at det lige præcist faldt ud til forsikringsselskabets fordel med 3 uger, ikke?

Jeg er tosset over at blive kørt rundt i manegen på den måde, og at min indledningsvise tøven og manglende banken i bordet måske ender med at koste os penge. Og for en person, der er totalt rookie i hvad der er op og ned i forsikringsverdenen, hvad man kan forvente og hvordan tingene hænger sammen, føles det helt enormt uretfærdigt, at netop dette bliver udnyttet på det groveste af grådige forsikringsagenter, der gør det så besværligt som overhovedet muligt at få gennemsigtighed og klarhed over sagsgangene og ens egen sag.

Så næste gang du skal til lægen eller på sygehuset i Danmark, så tag lige og vær glad for, at du ikke skal bekymre dig om egenbetaling, forsikringsmaksimum eller øvrige uigennemskuelige forsikringsbetingelser og efterregninger, okay??

Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!