Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.

Er det noget, de lærer i skolen?

Jeg er begyndt på noget frivilligt arbejde i et “Community House” i Wilmington, hvor personer fra lav-ressource baggrunde kan komme og få hjælp til bl.a. rådgivning ifm banklån og credit score, CV-skrivning, sommerskole for børnene og mange andre aktiviteter. Jeg er involveret i deres Employment Program, hvor voksne mennesker kommer og får hjælp til CV-skrivning, online ansøgninger og lignende. Det er et enormt godt formål, og hele organisationen hjælper virkelig mange mennesker, der ellers ikke har overskud af ressourcer, til at komme videre i livet og blive selvhjulpne.

I fredags var der arrangeret morgenmad for alle de frivillige for at værdsætte det arbejde de gør for organisationen. Det var et rigtigt fint arrangement med velkomst fra den administrerende direktør, og nogle af de frivllige var på forhånd blevet bedt om at forberede et lille oplæg om, hvorfor de er involveret i netop dette formål, og hvad de har oplevet af succeshistorier.

Kæden var nær hoppet af for mig, da en granvoksen mand stod foran forsamlingen og fortalte om sit frivllige engagement, og hans stemme knækkede over, fordi han blev så rørt. Han stod med store tårer i øjnene, og måtte flere gange holde pause fordi han var ved at begynde at græde. Man skulle tro, han stod og holdt tale ved hans mors begravelse – come on altså! Godt nok er det et godt formål, og det må da være helt enormt tilfredsstillende at se hele familier komme videre i det arbejde man gør. Men ligefrem at stå og græde over det?

De efterfølgende oplægsholdere lod også følelserne få frit løb, og det var her, hvor jeg virkelig måtte sidde på mine hænder og bide mig i tungen, for at finde den rette grimasse.

Og så var det, jeg kom til at tænke på – er det noget de lærer i skolen, at “ethvert budskab går bedre ind tilsat lidt tårer og grødet stemme”? Er det en kulturel ting, de får med hjemmefra, at man bare skruer op for følelsespornoen ved enhver lejlighed, der byder sig?

Det øvrige publikum lod til at lade sig rive vældigt med af de følelsesladede beretninger, og jo flere tårer des større applaus. For en reserveret Skandinav som mig, var det virkelig mærkeligt at opleve. Men det ændrer ikke på, at det er et enormt godt formål at være involveret i, og at det føles virkelig godt at være med til at gøre en forskel for mennesker, der har brug for det. Men jeg begynder ikke at fælde tårer over det i nærmeste fremtid.

It’s not who you know, but who knows you

Jeg er kommet til den erkendelse, at hvis det her skal blive godt på den lange bane, skal jeg have mig et job før eller siden. Og jeg kan mærke, at jeg trænger til at bruge mig selv og føle mig mere grounded i vores amerikanske tilværelse. Og det bliver jeg ikke ved at blive ved med at rende rundt herhjemme som hausfrau. Så jeg har taget et skridt i en ny retning, som forhåbentlig fører mig mod et job her i USA på et tidspunkt.

I den forbindelse har jeg mødtes med en karrierecoach der skal hjælpe og rådgive mig i den proces det bliver at finde et job herovre. Jeg vidste godt, at jobsøgningsprocessen ville være anderledes herovre. Og jeg var godt klar over, at netværk spiller en helt anden rolle herovre end det gør i Danmark. Men at jeg skal ændre mit danske mindset så meget, er jeg alligevel er jeg virkelig blevet overrasket over.

For det første skal mit CV og ansøgning naturligvis amerikaniseres. Det gør jeg ved at undlade alle de “bløde” ting, som at jeg er motiveret, fleksibel og god til teamwork. Der er heller ingen arbejdsgivere, der er interesseret i at læse at jeg har et liv uden for arbejdet – hvis man f.eks. står på ski i sin fritid, vil de være bekymret for om man falder og brækker benet så man ikke kan komme på arbejde. Fokus i både CV og ansøgning skal hele tiden holdes på, hvordan jeg kan give virksomheden profit (i form af bundlinie, forstås). Selv ansøgningen, som blot er et “cover letter”, skal udelukkende bestå af en opremsning af de kvalifikationer jeg har i forhold til virksomhedens krav, og ikke mere. Intet om værdier, motivation eller hvem er jeg. Det er de ikke interesserede i. Det fylder sandsynligvis lidt mere til selve samtalen, men mit blødende HR-hjerte siger mig altså, at det sjældent er de personer med de, på papiret, rigtige kvalifikationer, der altid er det bedste match for virksomheden og jobbet! Og hvordan vil de så få de bedste kandidater ind til samtale? Nej, hele rekrutteringsprocessen er ret tilfældig på den måde, og coachen kunne da også fortælle mig, at 65% af alle jobs i USA bliver besat gennem netværk.

Hele perspektivet på rekruttering er bare så meget anderledes end hvad vi er vant til i Danmark. Der hvor jeg kommer fra, spiller personlighed, motivation og værdier i sidste ende en meget større rolle end den hardcore faglighed, og jeg har i flere tilfælde siddet med ved samtaler, hvor den mindre erfarne kandidat fik jobbet, fordi han/hun overbeviste ansættelsesudvalget om sin motivation for jobbet og havde en personlighed, der passede bedre til jobbet end de andre kandidater.

Som sagt vidste jeg godt, at netværksdelen ville fylde meget, men jeg får min sag for, hvis den danske vi-praler-ikke-for-meget-med-vores-kvalifikationer-Anne og jeg-vil-ikke-tage-for-meget-af-folks-tid-Anne skal ringe rundt til store virksomheder og invitere vigtige HR chefer på kaffe for at høre lidt om hvordan HR feltet udvikler sig her i USA i forhold til Danmark, for at etablere mit netværk. Det hele handler ifølge ham om at komme ud og gøre sig selv så synlig og tilgængelig som overhovedet muligt. Han startede ud med at sige “once it was: It’s not what you know, it’s who you know. But know it’s changing to: It’s not who you know, it’s who knows you.”

Amerikanerne har bare et helt andet forhold til netværk end vi er vant til i Danmark. Han så lidt mærkelig ud i hovedet, da jeg fortalte ham, at det ville være meget usædvanligt, at du i Danmark, ville kunne invitere en højtstående HR chef på kaffe bare for at høre hans holdning til HR’s udvikling i Danmark med det formål at etablere et netværk for din egen personlige jobsøgningsproces. Men det er tilsyneladende, sådan noget man gør herovre. Og man råber til verden hvor god man er, hvor mange resultater man har opnået, og – ikke mindst – hvor dygtig andre synes man er. Det bliver en kæmpe udfordring for mig.

Så første skridt efter at jeg har amerikaniseret (anonymiseret om man vil) mit CV, er at etablere mig et netværk. Jeg har tænkt mig at klø på med opgaven, omend jeg endnu ikke ved, om jeg vil tage den helt så aggressive approach til det, som han foreslog. Jeg må vel i første omgang sørge for, at jeg kan genkende mig selv i det, jeg gør, og så amerikanisere det så meget som muligt.

Amerikanske stereotyper vol. 1

Kvinden, der brugte hele sin weekend på at sørge for et bake sale til sønnens skoleprojekt. Hun havde brugt hele natten på at bage små kager, pakke dem indbydende ind og sørge for at de var mærket med/uden nødder og mødte de slik-hungrende high school elever med overstadig og skinger stemme. Sideløbende med bake sales og lignende arrangementer, arbejder hun som rengøringsdame og studerer marketing på aftenskole, så hun kan få færdiggjort sin uddannelse, nu børnene er blevet større og hun ikke behøver at gå hjemme mere.

Atkins-spisende og cola light drikkende mand. Oprindeligt fra Alaska, nu bosat i Sydstaterne. Tidligere politibetjent, våbenentusiast, dybt religiøs og republikaner helt ind i hjertekulen der oprigtigt mener, at Obama er en løgner og bedrager, der ikke er født i USA. Ude af stand til at se fornuft i andres synspunkter end sine egne, og forsvarer sine argumenter med “but it’s the truth!”. Svært at argumentere imod den slags. Men samtidig et hjerteligt, venligt og utroligt imødekommende menneske.

Den søde og artige teenagepige, der bor længere nede af vejen, som kom og bankede på døren for at samle ind til en fundraiser i sin roklub. Til Halloween kom hun sammen med sin lillebror, der ikke var meget mere end et år gammel. Mor var på hospitalet for hun havde lige fået endnu en lillebror, så hun tog den næst-yngste lillebror med ud på tur. Jeg spurgte hende hvor mange søskende hun havde. 10 var svaret!

Sprogbarrierer

Jeg har læst engelsk på universitetet i 5 år, har været på udlandsophold i Canada i et semester og anser faktisk mig selv for at være flydende i engelsk. Eller det gjorde jeg – indtil vi flyttede herover.

Faktisk oplever jeg nu, at sproget i ret mange situationer bliver en barriere for mig. Det er ikke et problem at forstå folk, eller for den sags skyld at tale med folk når jeg skal handle ind eller lignende. Men hvis jeg skal smalltalke med folk, løber jeg nemt ind i problemer. For eksempel som den anden dag, da vi havde en af Sonnis amerikanske kollegaer til middag, hvor jeg i flere situationer gik i stå i mangel på de rigtige ord eller fik formuleret mig så kluntet, at Sonni måtte “redde” sin universitetsuddannede sprogspasser af en kone ved at uddybe hvad jeg mente.

For slet ikke at tale om, hvis jeg skal brokke mig over dårlig service, eller jeg skal ringe til banken og brokke mig over de høje gebyrer, de ikke har orienteret os om. Så går jeg helt i sort, føler mig som en del af “the Julekalender” og kan slet ikke finde andre ord end “Øhh… I am not happy with this product…” Nu er jeg heller ikke den bedste til at brokke mig på dansk, men selv hvis jeg står i en situation hvor noget er virkelig uretfærdigt, brænder jeg inde med alle de gode argumenter, jeg ville komme med hvis det var i Danmark, fordi jeg går i stå over de engelske gloser.

Bevares, jeg kan jo sagtens tale med folk, og de kan sagtens forstå mig. Men det hæmmer mig, at jeg ikke kan kommunikere så præcist som jeg gerne ville. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men det er ved at irritere mig mere og mere, efterhånden som jeg ikke synes det bliver bedre. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg stadig tænker dansk og “oversætter” inde i hovedet, om det er en mangel på et dagligdags ordforråd, som man ikke lærer på skolebænken på Universitetet, eller om det er en kombination af begge. I hvert fald glæder jeg mig til jeg ikke længere skal føle mig klodset hver gang jeg åbner munden og skal sige mere end “hello, how are you”, og til jeg er i stand til at bidrage til samtaler med amerikanere uden at de står med et undrende udtryk i ansigtet over, hvad pokker det er, jeg prøver på at sige…