Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Reklamer

Nyt år, ny begyndelse

Der har været stille på bloggen den sidste tid, for livet her i Delaware har været fyldt med store beslutninger og løse ender der skulle på plads. Det har fyldt meget mentalt og optaget det meste af min hjernekapacitet de sidste par måneder, så der har ikke været meget tilbage når Elias er blevet lagt i seng og der er ro i huset. 

Det nye år byder på en ny begyndelse for vores lille familie, for vi flytter hjem til Danmark! Og jeg glæder mig helt vildt! Ja, også selv om det er til en hverdag med hente/bringe stress hvor det bliver mørkt næsten inden man har opdaget at det er blevet lyst! 

Beslutningen har været længe undervejs, men den blev rykket frem da det projekt Sonni har arbejdet på de sidste 4 år blev lukket ned. Selvom det ikke betød, at han ville miste sit job, var der ikke så meget der holdt ham herovre mere. Da der tilmed viste sig en mulighed, der betød, at vi kunne undgå de store omkostninger der normalt er ved sådan en flytning, var vi ikke længe om at slå til – på trods af at det betyder, at vi sælger 80% af vores indbo herovre!

Så scenarier skulle diskuteres, tidsperspektiver overvejes, lister skulle laves, praktikaliteter skulle på plads, kasser skulle pakkes, møbler skulle sælges. 

Og jeg må indrømme, at jeg i den proces ikke var den allerbedste udgave af mig selv. Overskud var nok i det hele taget ikke det, der var mest af her i husholdningen – deraf også stilheden på bloggen. Men det er ved at være tilbage, selvom der stadig er meget der skal på plads inden jeg og Elias rejser d. 11. Januar og Sonni følger efter 3 uger senere. 

Vi har fundet en møbleret bolig for de første 3 måneder, Elias har fået dagplejeplads rundt om hjørnet, Sonni har fået nyt job og jeg er i fuld gang med at søge arbejde! Så de store linier er trukket op og 1. Februar starter vores danske liv for alvor!

Så lige om lidt lægger vi tilværelsen som udlandsdanskere bag os og bliver dem der, bag den danske ligusterhæk, der engang boede i USA. Men vi glæder os rigtigt meget. Til at være tæt på familie og venner og vi (nok mest mig) glæder os til at slå rødder og sådan rigtigt høre til et sted igen.

Og så er der naturligvis alt det, vi kommer til at savne ved USA, men mere om det i et andet indlæg.

De første 8 uger

Elias runder sine første 8 uger i morgen. Tiden går på én gang både mega langsomt og ufatteligt stærkt. Det er svært at begribe, at det i dag kun er 8 uger siden, jeg gik rundt i et kæmpe vaccum med flere liter vand i fødder og ankler og det ene øjeblik stirrede paralyseret ud i luften for at småtude det næste, mens jeg talte timerne, minutterne og sekunderne til vi skulle være på hospitalet om aftenen.

Vi har brugt tiden på…

Vi har haft besøg af henholdsvis mormor, morfar og moster, såvel som farmor og faster. Jeg kan konstatere, at det med at tage afsked, ikke bliver nemmere med en baby i favnen.

IMG_6192På trods af den usandsynligt hårde afsked, var det fantastisk at vise vores dejlige dreng til vores familie, og helt igennem vidunderligt at det kunne lade sig gøre at de kunne komme herover og se ham!

Jeg har været ude af huset og mødt andre hjemmegående mødre i MOMS Club, hvor Elias og jeg har været til et par arrangementer. De flestes børn er dog noget ældre end Elias, og jeg kan godt savne den konstellation, der er i Danmark med mødregrupper sammensat efter børnenes alder. Men alt andet lige er det bedre end ingenting, og når Elias bliver lidt ældre, er der også mange flere af arrangementerne, der giver mening for os at deltage i.

Jeg har gået ture med barnevognen her i kvarteret. Det være sig undtaget de dage, hvor kombinationen af arktisk kulde og hård blæst har gjort det til en polarekspedition uden lige at gå udenfor. Men de fleste andre dage, har jeg forsøgt at gå en tur med barnevognen. Jeg er ret sikker på, at jeg rundt i kvarteret allerede er kendt som hende den skøre, der traver hvileløst rundt. Elias er også blevet glad for en lur i barnevognen på terrassen – uden at naboerne har ringet til børneværnet vel at mærke…!

IMG_6064

Og det er faktisk ikke for sjov – det er noget jeg er ret på vagt overfor. Sonni fortæller, at flere af hans kollegaer uden tøven ville ringe til child services hvis de så et barn sove uden opsyn – og så om vinteren? Nej ved du nu hvad…!

Men de ved seriøst ikke hvad de går glip af! Det er utroligt som en lur udenfor i frostgrader virker som ren sovemedicin på ham. Selv for tiden, hvor den lille mand ikke er meget for at sove andre steder end på mors arm, tager han lure på både 2 og 3 timer ad gangen når han ligger i barnevognen – og det er meget store sager lige for tiden!

Det er gået op for mig, at..

  •  Jeg kan fungere på overraskende lidt søvn, men at alt har en grænse, og når jeg rammer muren, så rammer den tungt!
  • Babyer er uforudsigelige, og når vi endelig tænker, at “nu har vi en strategi”, vælger banditten at vende 180 grader.
  • Alle babyer vitterligt er forskellige, og at Google kan drive én til vanvid (det sidste vidste jeg egentlig godt!). Jeg øver mig i at lære Elias’ signaler at kende og ikke fokusere på de tusindvis af “gode” råd der kan findes med en rask lille google søgning, men jeg synes det kan være svært – særligt når jeg forsøger at balancere imellem de amerikanske og danske anbefalinger.
  • Det nok er hårdt at bo langt væk fra venner og familie som nybagte forældre, men at det også har sine fordele at kunne fokusere 100% på vores lille trekløver uden at skulle forholde sig til bunker af barselsbesøg og at finde egne (og babys) grænser for hvornår der skal ro på. Det nyder jeg faktisk overraskende meget, selvom jeg naturligvis savner kaffesludder og gåture om søerne med barslende veninder hjemme i Danmark.

Til sidst skal jeg huske at sige tak for til alle jer overdrevet søde og betænksomme mennesker derhjemme, som har sendt os bunker af hilsner, breve og pakker de sidste par måneder. Det er helt vildt, og vi er overvældede og ydmygt taknemmelige over al den opmærksomhed!

IMG_6181

Længe ventet

Mandag aften den 5. Januar blev vi omsider forældre til en helt perfekt og velskabt lille søn. Vores verden er blevet vendt 180 grader på hovedet siden da med alt hvad det indebærer af amning, bleskift, søvnmangel og en altopslugende kærlighed til sådan et lille væsen.

Kort fortalt tog vi efter aftale med min fødselslæge til hospitalet søndag aften for at fødslen kunne blive sat i gang. Hold da op hvor var den søndag bare en mærkelig dag…! Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gik bare rundt og skiftevis småtudede og stirrede paralyseret ud i luften.

Da vi ankom til hospitalet, blev vi indskrevet og fik tildelt en stue, og de forskellige ting blev sat i værk i løbet af aftenen. Natten gik med små-veer og om morgenen var der ikke sket det store siden aftenen før. Det samme mønster fortsatte i løbet af mandagen – min livmoderhals udvidede sig ikke særligt meget, og babyens hjerterytme var lidt ustabil af og til. Derfor begyndte lægerne sidst på eftermiddagen at tale om kejsersnit, og som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var den bedste løsning for mig og for ham. Det hele foregik meget udramatisk, og kl. 21.37 mandag aften kom vores søn til verden med et grynt og et par spæde skrig, men ellers faldt han hurtigt til ro ved lyden af sin fars stemme, mens jeg blev syet og gjort klar til at kunne holde min søn for første gang.

Her er han. Vores smukke Elias, som vejede 3515 g og målte 54,5 cm ved fødslen.

IMG_4001 
Vi var indlagt på hospitalet i 3 nætter, og vi havde vores egen private stue med lænestole, eget bad og toilet og hvert vores tv med internetadgang. Det var simpelthen så fint og helt vildt rart at have nogle nætter sammen på hospitalet, når nu jeg ikke kunne så meget efter kejsersnittet.

Derudover, kan jeg berette fra den amerikanske fødegang, at:

…jeg ved indskrivning blev hentet ind på stuen, mens Sonni stadig sad i venteområdet, hvorefter sygeplejersken spurgte ind til om jeg var tryg derhjemme, om jeg havde haft lyst til at gøre skade på mig selv eller på andre, og om der var nogle ting jeg ikke var tryg ved at tale om, mens min mand var i rummet.

…man kun må få “clear liquids” at drikke, når man føder. Det indebærer til gengæld åbenbart både juice, ginger ale og cola. Og så må man spise Jello, som for de uindviede er sådan noget gelestads lavet på pulver med forskellig smag.

…man rent faktisk får installeret en alarm på sin baby, så han/hun ikke kan fjernes fra området uden den er taget af.

…man får en menu, man kan vælge måltider ud fra. Maden er dog ikke meget over dansk hospitalsmad af den grund, og blandt valgmulighederne er der da også både burger, pizza og pomfritter.

…vi fik besøg af en professionel babyfotograf på stuen, der tilbød en fotosession uden beregning – vi kunne frit beslutte os bagefter, om vi ville købe billederne og hvor mange. De nybagte forældrehjerter er nemme at bevæge, og da hun et par timer senere kom tilbage med et slideshow tilsat blød musik, var der jo ikke et øje tørt, og vi havde nær købt alle billederne på stedet.

…alle de læger og jordemødre, der havde været en del af teamet omkring min fødsel og på et eller andet tidspunkt havde været involveret i mit forløb, kiggede forbi på barselsgangen for at følge op på forløbet (og se resultatet).

…jeg ikke kunne få lov til at gå selv, da vi blev udskrevet, men skulle vente på en eskorte, som var en gammel dame, der skulle skubbe mig i en rullestol mens jeg havde barn + autostol på skødet. Faren måtte ikke engang bære barnet på vej ud.

Sonni har ferie til på mandag, og jeg er ved at være nogenlunde ovenpå efter operationen. Dagene flyder ud i ét her i vores lykkelige lille bobbel. Vi er naturligvis helt forelskede i vores smukke lille søn, og det giver nu pludselig mening hvorfor vi skulle vente så længe på ham.

Tak for 2014

De, der kender mig, ved hvor vild jeg er med alt der har karakter af “Året der gik” og de obligatoriske halvsentimentale nytårs-tilbageblik. Derudover går vi stadig og tripper herhjemme og venter på en vis stor begivenhed, så ventetiden kan jeg lige så godt bruge på fornuftig (og halvsentimental) vis.

På dørtærsklen til 2014 kunne jeg se tilbage på 2013 som var et hårdt år med kæmpe beslutninger der skulle tages, liv der blev rykket op med rode og alt den følelsesmæssige tumult, der fulgte med det, og hvad vi iøvrigt ellers tumlede med. 2014 blev taget imod med åbne arme og forventninger om masser af gode oplevelser undervejs.

Først og fremmest har 2014 været året, hvor vi fik verdens bedste nyhed om at jeg var blevet gravid, og at vi efter rigtigt mange udfordringer på den front endelig kunne glæde os til at blive forældre!

Derudover var 2014 året hvor..

…vi fik masser af besøg hjemmefra og har stor-nydt at vise alle en flig af vores liv herovre.

…jeg kørte Sydstaterne tyndt med min veninde hvor vi oplevede ægte sydstatsidyl og minsandten også besøgte Morgan Freeman’s Blues Bar.

Chicago tog min søster og mig med storm.

…Sonnis forældre for første gang rejste over Atlanten og svigerfar trodsede sin flyskræk for at komme og opleve livet “The American Way”.

…vi fik amerikaniseret verdens dejligste niecer og råhygget med dem og deres forældre i over 2 uger.

…vi har holdt første jul sammen, bare Sonni og jeg, hvor vi holdt både danske og færøske traditioner i hævd og alt i alt havde en virkelig hyggeligt aften, der var lige som det skulle være!

2014 har også været året, hvor vi endelig er begyndt at føle os hjemme her i Delaware. Det er ikke løgn, det der med at det tager 1 års tid at falde til i et nyt land. Det er de små ting, der gør at vi bemærker det, f.eks. at kende smutvejene uden om den evigt trafikerede motorvej og omtale dem med vejnumre, som kun de lokale gør det, eller at kende det bedste renseri, til rent faktisk at føle at vi er en del af et netværk som rækker lidt længere end den lille expat-cirkel.

Så TAK 2014 for alle de fantastiske oplevelser, og for alle de gode ting der er sket! Jeg er sikker på, at 2015 kun bliver endnu bedre og for alvor markerer et nyt kapitel af vores liv!

Og TAK til alle jer, der læser med her på bloggen; familie, venner og alle jer andre, der trofast kigger forbi for at læse om vores danskerliv her i Delaware. Det er 100 gange sjovere at skrive når jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen og læser med. Så TAK. Jeg håber, I vil blive ved med at læse med i det kommende år.

Bring it on, 2015. Jeg glæder mig til alt, hvad du har til os!