Tilbageblik på vores første år i USA og store nyheder

Om få dage er det præcist 1 år siden, jeg sad med millioner af sommerfugle i maven i Kastrup Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Washington, DC. Lejligheden på Nørrebro var solgt, alting var pakket ned eller solgt, og jeg havde ingen returbillet. Det var godt nok angstprovokerende, og når jeg tænker tilbage, så var det faktisk utroligt, at jeg kunne holde sammen på mig selv, for jeg var ikke ligefrem det mest velbalancerede menneske i de måneder, der gik forud.

Vores første år i USA har været fuldt at nye oplevelser! Alle de spændende steder vi har her på Østkysten og min venindetur til Sydstaterne har givet nogle virkelig fede oplevelser. Vi har derudover været usandsynligt forkælede med familie og venner, der har været og besøge os. Tusind tak skal I have allesammen! Kom endelig igen!

Det har virkelig også været svært og udfordrende. Kombinationen af hjemve og amerikansk bureaukrati tror jeg kan sende enhver til tælling. Vi har også begge to fundet ud af, hvor meget vores familie og venner i Danmark betyder for os, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. For nok er det fedt at bo i udlandet og få en helt masse oplevelser på den konto, men vi går også glip af en helt masse derhjemme hos familie og venner. Vi savner vores venner rigtigt meget – også jer, vi ikke lige har haft tid til at få set så meget de par gange, vi har været hjemme.

Den store nyhed og det største, der er kommet ud af vores flytning til USA, er, at vi udvider familien med en amerikansk statsborger, en lille dreng, ved udgangen af året eller i starten af det nye år. Det er kæmpestort, og vi glæder os usandsynligt meget over, at vi er så heldige. Det har været en meget lang vej hertil for os med rigtigt mange forhindringer og bump på vejen, men vi har konstateret, at det kan betale sig at kæmpe den slags svære kampe, for hvis vi ikke havde kæmpet, havde vi ikke stået her i dag. Når jeg ser bort fra de mange indledningsvise bekymringer, der ledsager en førstegangsgravid, så føler jeg endelig, at vi langt om længe har trukket det rigtige lod og har vundet i lotteriet. Det er virkelig stort og vi glæder os usandsynligt meget til det nye år!

Det har også været året, hvor jeg troede, at jeg skulle finde mig et arbejde, men skiftede mening. Den kommende familieforøgelse har været en medvirkende faktor til at der blev skruet ned for blusset, men det har også handlet om, at jeg ikke var klar til at gå all-in på amerikanske arbejdstider og indskrænket frihed til at besøge Danmark og være sammen med familie og venner på besøg fra Danmark. Det har været en hård nød at sluge for mig, mest pga CV-forfængelighed, tror jeg, men også fordi jeg faktisk ikke er særligt god til det der med at gå hjemme. Mit frivillige arbejde har hjulpet på det, og det er rart at føle, at jeg gør en forskel for nogle andre. Afhængigt af, hvor længe vi ender med at blive her, har jeg ikke opgivet tanken om at arbejde i USA på længere sigt. Men lige nu er fokus et andet sted.

Så det næste år i USA byder på endnu flere omvæltninger – bare på en anden måde. Det værste kulturchok er vi forhåbentlig ude på den anden side af, og vi kan nu fokusere på at blive en familie på 3, med alt det nye som det også indebærer, og det er vel også en slags kulturchok.

Vi glæder os i hvert fald enormt meget til alt hvad det næste år byder på!

Bloggen fylder 1 år!

Det er 1 år siden mit første indlæg her på bloggen. Der var vi midt i at forandre vores liv totalt med helt vildt mange ubekendte og en masse forandringer forude. Snart har vi boet i USA i et helt år – det er så længe, de kloge siger, at det tager at falde til i et nyt land. Det må jo så vise sig – i hvert fald går jeg og funderer over alt det, der er sket indtil nu, og hvad det har gjort ved os. Det kommer der et indlæg om til den tid.

Lige for tiden er der lidt stille på bloggen, da vi har besøg af Sonnis forældre og nyder ekstra hjælp i haven, hjemmebagt leverpostej og svigermors hjemmebag ind i mellem alle de oplevelser de får med hjem i bagagen. Det hele er meget spændende og lidt overvældende for nogen, som besøger USA for første gang.

Da jeg startede bloggen var det primært henvendt til familie og venner, og som en måde at få samlet alle mine tanker på. At I er flere, der synes det er interessant og hyggeligt at læse med, gør mig rigtigt glad. Tak til alle jer, der følger med og jævnligt kigger forbi, og tak for de kommentarer I lægger når I kommer forbi. De er værdsat hver og en.

God sommer til jer alle derude!

Erkendelser

Jeg er ved at være ude på den anden side af den værste panik-følelse over at have fået arbejdstilladelse (som du kan læse om her). Og i den proces er jeg også ved at erkende, at jeg ikke kan få i pose og i sæk. Jeg kan ikke både have et udfordrende arbejde OG have tid til at tage på udflugter, se Dr. Phil og drikke kaffe i expatklubben i løbet af dagen. For hvis jeg gerne vil have flere udfordringer, er jeg nødsaget til at forlade den trygge puppe og give afkald på noget af den frihed, jeg har p.t.

De første spæde skridt er taget i jobsøgningsprocessen, og jeg tager mig selv i at blive små-stresset over, at jeg ikke har fundet noget endnu, og at jeg burde have gjort endnu mere på nuværende tidspunkt. Den tvivlende stemme, som mange (kvinder?) sikkert kender, prøver at bilde mig ind, at min markedsværdi er dårligere end ligestillede amerikaneres, og at en arbejdsplads vil gøre MIG en tjeneste ved at ansætte mig, og at jeg derfor ikke har noget forhandlingsgrundlag for benefits og ferie.

Men jeg fortæller samtidig mig selv, at det er MIT valg at tage et arbejde, som JEG har lyst til, og at andres meninger og holdninger ikke skal diktere hvad JEG beslutter mig for, og hvornår jeg gør det. Jeg ændrer mig mindset til, at jeg ER det værd, at jeg ikke vil vælge det første og det bedste, og at min markedsværdi er MINDST lige så god som den ligestillede amerikaners.

Starten er i hvert fald gået, og så må vi se, hvor hurtigt jeg sprinter!

Your application has been approved…

I går fik jeg et brev fra U.S. Citizenship and Immigration Services. “Your application for employment authorization has been approved.”

Det betyder at jeg lovligt må tage arbejde i USA. Shit.

Jeg bør vel egentlig føle mig ret heldig og fejre det – for det er mere end mange andre “immigrants” nogen sinde får lov til (at de så gør det alligevel, er en anden sag..). Men jeg var ikke umiddelbart i fejringshumør i går. For det betyder, at jeg nu skal til at arbejde mere seriøst med det der jobsøgning og ikke bare tale om det. Og tage stilling til en helt masse ting med arbejdstider, benefits, ferie osv. Nu har jeg ikke den undskyldning mere, at myndighederne stadig er ved at  behandle min ansøgning.

En helt anden ting er, at jeg så småt allerede begynder at føle, at jeg har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet og “mit fag”. Det er utroligt så lidt der skal til, for at man begynder at tvivle på sit eget potentiale. For de venner og familie, der går rundt i ledighedsmøllen derhjemme, har jeg enormt stor respekt for den indsats det kræver, at blive ved med at fokusere på eget potentiale og arbejdsmæssige styrker. For jeg ved jo godt, at jeg i den ligning slet ikke har været væk fra arbejdet særligt længe. På den ene side føler jeg, at jeg bare burde komme i gang og finde et job så hurtigt som muligt, og på den anden side skræmmer det mig helt vildt at skulle performe i en helt ny kultur, på et andet sprog og med helt vildt mange andre ubekendte faktorer.

Jeg ved jo godt hvad der skal til…. men det er bare så pokkers meget rarere at stikke hovedet i busken og lade som ingenting…

MEN skal vi nu ikke lige tage ja-hatten på? For så kunne man jo argumentere, at det er et godt tegn, at 2014 starter med at jeg får arbejdstilladelse. Især når nu et af mine mål i 2014 rent faktisk var at få et arbejde (ja, for det var det jo, ikke?). Og så er det vel bare at tage en dyb indånding, sætte den ene fod foran den anden og se hvad der sker?

It’s not who you know, but who knows you

Jeg er kommet til den erkendelse, at hvis det her skal blive godt på den lange bane, skal jeg have mig et job før eller siden. Og jeg kan mærke, at jeg trænger til at bruge mig selv og føle mig mere grounded i vores amerikanske tilværelse. Og det bliver jeg ikke ved at blive ved med at rende rundt herhjemme som hausfrau. Så jeg har taget et skridt i en ny retning, som forhåbentlig fører mig mod et job her i USA på et tidspunkt.

I den forbindelse har jeg mødtes med en karrierecoach der skal hjælpe og rådgive mig i den proces det bliver at finde et job herovre. Jeg vidste godt, at jobsøgningsprocessen ville være anderledes herovre. Og jeg var godt klar over, at netværk spiller en helt anden rolle herovre end det gør i Danmark. Men at jeg skal ændre mit danske mindset så meget, er jeg alligevel er jeg virkelig blevet overrasket over.

For det første skal mit CV og ansøgning naturligvis amerikaniseres. Det gør jeg ved at undlade alle de “bløde” ting, som at jeg er motiveret, fleksibel og god til teamwork. Der er heller ingen arbejdsgivere, der er interesseret i at læse at jeg har et liv uden for arbejdet – hvis man f.eks. står på ski i sin fritid, vil de være bekymret for om man falder og brækker benet så man ikke kan komme på arbejde. Fokus i både CV og ansøgning skal hele tiden holdes på, hvordan jeg kan give virksomheden profit (i form af bundlinie, forstås). Selv ansøgningen, som blot er et “cover letter”, skal udelukkende bestå af en opremsning af de kvalifikationer jeg har i forhold til virksomhedens krav, og ikke mere. Intet om værdier, motivation eller hvem er jeg. Det er de ikke interesserede i. Det fylder sandsynligvis lidt mere til selve samtalen, men mit blødende HR-hjerte siger mig altså, at det sjældent er de personer med de, på papiret, rigtige kvalifikationer, der altid er det bedste match for virksomheden og jobbet! Og hvordan vil de så få de bedste kandidater ind til samtale? Nej, hele rekrutteringsprocessen er ret tilfældig på den måde, og coachen kunne da også fortælle mig, at 65% af alle jobs i USA bliver besat gennem netværk.

Hele perspektivet på rekruttering er bare så meget anderledes end hvad vi er vant til i Danmark. Der hvor jeg kommer fra, spiller personlighed, motivation og værdier i sidste ende en meget større rolle end den hardcore faglighed, og jeg har i flere tilfælde siddet med ved samtaler, hvor den mindre erfarne kandidat fik jobbet, fordi han/hun overbeviste ansættelsesudvalget om sin motivation for jobbet og havde en personlighed, der passede bedre til jobbet end de andre kandidater.

Som sagt vidste jeg godt, at netværksdelen ville fylde meget, men jeg får min sag for, hvis den danske vi-praler-ikke-for-meget-med-vores-kvalifikationer-Anne og jeg-vil-ikke-tage-for-meget-af-folks-tid-Anne skal ringe rundt til store virksomheder og invitere vigtige HR chefer på kaffe for at høre lidt om hvordan HR feltet udvikler sig her i USA i forhold til Danmark, for at etablere mit netværk. Det hele handler ifølge ham om at komme ud og gøre sig selv så synlig og tilgængelig som overhovedet muligt. Han startede ud med at sige “once it was: It’s not what you know, it’s who you know. But know it’s changing to: It’s not who you know, it’s who knows you.”

Amerikanerne har bare et helt andet forhold til netværk end vi er vant til i Danmark. Han så lidt mærkelig ud i hovedet, da jeg fortalte ham, at det ville være meget usædvanligt, at du i Danmark, ville kunne invitere en højtstående HR chef på kaffe bare for at høre hans holdning til HR’s udvikling i Danmark med det formål at etablere et netværk for din egen personlige jobsøgningsproces. Men det er tilsyneladende, sådan noget man gør herovre. Og man råber til verden hvor god man er, hvor mange resultater man har opnået, og – ikke mindst – hvor dygtig andre synes man er. Det bliver en kæmpe udfordring for mig.

Så første skridt efter at jeg har amerikaniseret (anonymiseret om man vil) mit CV, er at etablere mig et netværk. Jeg har tænkt mig at klø på med opgaven, omend jeg endnu ikke ved, om jeg vil tage den helt så aggressive approach til det, som han foreslog. Jeg må vel i første omgang sørge for, at jeg kan genkende mig selv i det, jeg gør, og så amerikanisere det så meget som muligt.