Længe ventet

Mandag aften den 5. Januar blev vi omsider forældre til en helt perfekt og velskabt lille søn. Vores verden er blevet vendt 180 grader på hovedet siden da med alt hvad det indebærer af amning, bleskift, søvnmangel og en altopslugende kærlighed til sådan et lille væsen.

Kort fortalt tog vi efter aftale med min fødselslæge til hospitalet søndag aften for at fødslen kunne blive sat i gang. Hold da op hvor var den søndag bare en mærkelig dag…! Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gik bare rundt og skiftevis småtudede og stirrede paralyseret ud i luften.

Da vi ankom til hospitalet, blev vi indskrevet og fik tildelt en stue, og de forskellige ting blev sat i værk i løbet af aftenen. Natten gik med små-veer og om morgenen var der ikke sket det store siden aftenen før. Det samme mønster fortsatte i løbet af mandagen – min livmoderhals udvidede sig ikke særligt meget, og babyens hjerterytme var lidt ustabil af og til. Derfor begyndte lægerne sidst på eftermiddagen at tale om kejsersnit, og som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var den bedste løsning for mig og for ham. Det hele foregik meget udramatisk, og kl. 21.37 mandag aften kom vores søn til verden med et grynt og et par spæde skrig, men ellers faldt han hurtigt til ro ved lyden af sin fars stemme, mens jeg blev syet og gjort klar til at kunne holde min søn for første gang.

Her er han. Vores smukke Elias, som vejede 3515 g og målte 54,5 cm ved fødslen.

IMG_4001 
Vi var indlagt på hospitalet i 3 nætter, og vi havde vores egen private stue med lænestole, eget bad og toilet og hvert vores tv med internetadgang. Det var simpelthen så fint og helt vildt rart at have nogle nætter sammen på hospitalet, når nu jeg ikke kunne så meget efter kejsersnittet.

Derudover, kan jeg berette fra den amerikanske fødegang, at:

…jeg ved indskrivning blev hentet ind på stuen, mens Sonni stadig sad i venteområdet, hvorefter sygeplejersken spurgte ind til om jeg var tryg derhjemme, om jeg havde haft lyst til at gøre skade på mig selv eller på andre, og om der var nogle ting jeg ikke var tryg ved at tale om, mens min mand var i rummet.

…man kun må få “clear liquids” at drikke, når man føder. Det indebærer til gengæld åbenbart både juice, ginger ale og cola. Og så må man spise Jello, som for de uindviede er sådan noget gelestads lavet på pulver med forskellig smag.

…man rent faktisk får installeret en alarm på sin baby, så han/hun ikke kan fjernes fra området uden den er taget af.

…man får en menu, man kan vælge måltider ud fra. Maden er dog ikke meget over dansk hospitalsmad af den grund, og blandt valgmulighederne er der da også både burger, pizza og pomfritter.

…vi fik besøg af en professionel babyfotograf på stuen, der tilbød en fotosession uden beregning – vi kunne frit beslutte os bagefter, om vi ville købe billederne og hvor mange. De nybagte forældrehjerter er nemme at bevæge, og da hun et par timer senere kom tilbage med et slideshow tilsat blød musik, var der jo ikke et øje tørt, og vi havde nær købt alle billederne på stedet.

…alle de læger og jordemødre, der havde været en del af teamet omkring min fødsel og på et eller andet tidspunkt havde været involveret i mit forløb, kiggede forbi på barselsgangen for at følge op på forløbet (og se resultatet).

…jeg ikke kunne få lov til at gå selv, da vi blev udskrevet, men skulle vente på en eskorte, som var en gammel dame, der skulle skubbe mig i en rullestol mens jeg havde barn + autostol på skødet. Faren måtte ikke engang bære barnet på vej ud.

Sonni har ferie til på mandag, og jeg er ved at være nogenlunde ovenpå efter operationen. Dagene flyder ud i ét her i vores lykkelige lille bobbel. Vi er naturligvis helt forelskede i vores smukke lille søn, og det giver nu pludselig mening hvorfor vi skulle vente så længe på ham.

Reklamer

Tak for 2014

De, der kender mig, ved hvor vild jeg er med alt der har karakter af “Året der gik” og de obligatoriske halvsentimentale nytårs-tilbageblik. Derudover går vi stadig og tripper herhjemme og venter på en vis stor begivenhed, så ventetiden kan jeg lige så godt bruge på fornuftig (og halvsentimental) vis.

På dørtærsklen til 2014 kunne jeg se tilbage på 2013 som var et hårdt år med kæmpe beslutninger der skulle tages, liv der blev rykket op med rode og alt den følelsesmæssige tumult, der fulgte med det, og hvad vi iøvrigt ellers tumlede med. 2014 blev taget imod med åbne arme og forventninger om masser af gode oplevelser undervejs.

Først og fremmest har 2014 været året, hvor vi fik verdens bedste nyhed om at jeg var blevet gravid, og at vi efter rigtigt mange udfordringer på den front endelig kunne glæde os til at blive forældre!

Derudover var 2014 året hvor..

…vi fik masser af besøg hjemmefra og har stor-nydt at vise alle en flig af vores liv herovre.

…jeg kørte Sydstaterne tyndt med min veninde hvor vi oplevede ægte sydstatsidyl og minsandten også besøgte Morgan Freeman’s Blues Bar.

Chicago tog min søster og mig med storm.

…Sonnis forældre for første gang rejste over Atlanten og svigerfar trodsede sin flyskræk for at komme og opleve livet “The American Way”.

…vi fik amerikaniseret verdens dejligste niecer og råhygget med dem og deres forældre i over 2 uger.

…vi har holdt første jul sammen, bare Sonni og jeg, hvor vi holdt både danske og færøske traditioner i hævd og alt i alt havde en virkelig hyggeligt aften, der var lige som det skulle være!

2014 har også været året, hvor vi endelig er begyndt at føle os hjemme her i Delaware. Det er ikke løgn, det der med at det tager 1 års tid at falde til i et nyt land. Det er de små ting, der gør at vi bemærker det, f.eks. at kende smutvejene uden om den evigt trafikerede motorvej og omtale dem med vejnumre, som kun de lokale gør det, eller at kende det bedste renseri, til rent faktisk at føle at vi er en del af et netværk som rækker lidt længere end den lille expat-cirkel.

Så TAK 2014 for alle de fantastiske oplevelser, og for alle de gode ting der er sket! Jeg er sikker på, at 2015 kun bliver endnu bedre og for alvor markerer et nyt kapitel af vores liv!

Og TAK til alle jer, der læser med her på bloggen; familie, venner og alle jer andre, der trofast kigger forbi for at læse om vores danskerliv her i Delaware. Det er 100 gange sjovere at skrive når jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen og læser med. Så TAK. Jeg håber, I vil blive ved med at læse med i det kommende år.

Bring it on, 2015. Jeg glæder mig til alt, hvad du har til os!

Om imødekommenhed og snart at passe ind i en ny kategori

Den anden dag var jeg til møde i en slags mødregruppe, jeg havde fundet på nettet. Det er en forening, hvor hjemmegående mødre kan socialisere og mødes på kryds og tværs med deres børn i alle aldre. Jeg har glædet mig til at kunne overgå til den kategori, der hedder “hjemmegående mor”, og ikke den, der hedder “hjemmegående kvinde i 30’erne”. For ærligt talt er de sociale muligheder for sidstnævnte ikke de store (fordi ligesindede har deres omgangskreds og fikspunkter via deres arbejdsliv), hvorimod der tilsyneladende er mange flere muligheder for at knytte relationer til ligesindede, så snart man har børn at “bonde” over.

Jeg fandt mig selv med sommerfugle i maven og en følelse af at være helt ny i klassen (og lidt udenfor eftersom alle de andre havde børn med, og mit barn stadig er i maven), og det gik op for mig hvor længe jeg faktisk har gået rundt i min lille bobbel med et relativt begrænset socialt liv. Så stod jeg der, pæn i tøjet og med håret sat (for førstehåndsindtrykket er jo vigtigt, og det er for det meste min strategi, når jeg har sommerfugle i maven over at skulle møde nye mennesker), og ind kom alle amerikanermødrene i slasket joggingtøj og mascara i øjenkrogen. Det gjorde ikke “ny-i-klassen følelsen” mindre, kan jeg fortælle.

Men amerikanerne har en ekstraordinær imødekommenhed, der kommer til udtryk ved at stille interesserede (og uopfordrede) spørgsmål, og en evne til at invitere dig ind i deres samtaler, selvom du står lidt akavet ved siden af og kigger på. Det er den slags situationer, jeg synes, der kan være allersværest som dansker – at skulle blande sig i andres samtaler og smalltalke om vind og vejr. Men den amerikanske imødekommenhed gør det nemmere for en små-reserveret dansker, og amerikanerne er om nogen mestre i kunsten at small-talke. Og således gik jeg efter en times tid med “ny-i-klassen small talk” og ondt i smilemusklerne derfra med en god mavefornemmelse over flinke mennesker og et telefonnummer til et andet medlem, der bor i kvarteret ved siden af os. Hun ringede endda et par dage efter og inviterede mig på kaffe hjemme hos hende. Hun illustrerer meget godt den forskel, der er mellem at være arbejdende kvinde og hjemmegående mor, da hun nu med sit 3. barn har valgt at stoppe med at arbejde og gå hjemme. Hun oplevede, at hendes sociale fikspunkter forsvandt som dug for solen da hun blev hjemmegående – til trods for at hun har boet (og arbejdet!) i området de sidste 7 år, så for hendes vedkommende har hun også socialt skulle starte helt forfra i den nye kategori som hjemmegående.

Selvom de fleste i mødregruppen lader til at have større børn, ser jeg det som et godt udgangspunkt for at danne et mere lokalt netværk og have et socialt holdepunkt i overgangen til den nye rolle der ligger og venter.

Derudover går det slag i slag med babyforberedelserne, og vi har efterhånden de fleste store ting på plads. I forlængelse af mit sidste indlæg med en lille opsang til mig selv om at tage mig sammen, synes jeg pludselig at mine dage og uger flyver afsted. Jeg synes ikke jeg fået støvsuget mere eller lagt mere vasketøj sammen, men mine dage er travle og jeg har masser af ting at tage mig til. Jeg kan ærligt talt ikke sige præcist med hvad, men jeg ligger mindre på sofaen og har flere jern i ilden.

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.

Gravid i USA (og mere om forsikringsselskaber)

Nu har jeg jo ikke prøvet at være gravid eller gå til jordemor i Danmark, men jeg har længe tænkt på, at jeg vil skrive lidt om, hvordan sådan noget foregår her i USA og hvordan det hænger sammen med forsikringsbetingelser osv. Netop det økonomiske aspekt gør, at det for mig er uundgåeligt at sammenligne med Danmark, og hvor meget vi skal værdsætte det danske system, hvor økonomi og egentbetaling er taget helt ud af ligningen (jeg ved godt, at jeg godt kan lyde lidt frelst, og at det langt fra er perfekt i Danmark, men det er altså det perspektiv, jeg får hvergang jeg mødes med forsikringsverdenens bureaukrati og forskelsbehandlingen i sundhedssystemet herovre).

Man vælger en OB/GYN, altså en fødselslæge/gynækolog som tilser én undervejs i graviditeten. Besøgenes karakter og frekvens tror jeg minder meget om de jordemorbesøg man har i DK. Afhængig af hvor stor en praksis man vælger, er det som udgangspunkt den læge, der har tilset dig gennem graviditeten, der også er med ved fødslen – med mindre han/hun er forhindret. I teorien har du altså allerede et vist kendskab til din fødselslæge, og din læge kender dig og dine ønsker.

Ved mit første lægebesøg blev jeg tilset af en sygeplejerske, hvor jeg blev målt og vejet og skulle svare på alle mulige spørgsmål – f.eks. skulle jeg tage stilling til om jeg ville have udført tests der kunne vise om Sonni og jeg var bærere af forskellige genetisk disponerede sygdomme. Hun så noget mærkeligt på mig, da jeg afslog disse undersøgelser. Derudover har lægebesøgene været af noget hektisk karakter, og der har ikke været så meget tid til salltalk. Min læge virker dog dygtig og behagelig, så jeg er tryg ved hende. Jeg er også blevet tilset af de andre læger, der er tilknyttet min praksis, så jeg har mødt dem i tilfælde af, at min egen læge ikke kan være til stede ved fødslen. Jeg synes det er betryggende, at man går hos en lægepraksis, hvor de har hele ens historik og præferencer – og dermed mindre risiko for at der er noget, der falder mellem to stole.

Det er også min lægepraksis, jeg er økonomisk ansvarlig overfor, og det er dem, der afregner med os og vores forsikring. Jeg tror det fungerer sådan, at de “lejer” sig ind på hospitalet på mine vegne, og jeg så afregner med dem. Men nu må vi se hvordan det egentlig fungerer i praksis… Hvad man skal betale for en fødsel out of pocket afhænger af ens forsikringsforhold og hvor stor ens egenbetalingsandel er. Vi har en okay forsikring, og selvom det aldrig er helt til at sige, hvor meget vi ender med at skulle betale (det kommer jo helt an på hvor kompliceret det bliver, antal nætter på hospital osv), siger vores forsikringsselskabs online estimat-udregner at vi kan regne med en egenbetaling på omkring 1.400 dollars. Så det er ikke så galt, og det går også, hvis det ender højere end dette. Særligt taget i betragtning af, at prisen, hvis du kom ind fra gaden uden et forsikringsselskab i ryggen, kunne løbe op i 44.000 dollars!!!! Forsikringsselskaberne forhandler sig til en lavere pris med de udbydere, de har i deres netværk, og som de dermed henviser patienterne til, så deres rate er markant lavere end dette.

For os er der endvidere den lille krølle på halen, at vi for hvert kalenderår har et beløb, vi selv skal betale inden forsikringsselskabet begynder at spæde til. Dette beløb har vi for længst nået for i år, men pr. 1. januar 2015, tæller den forfra igen, så med min termin d. 27/12 er det spændende om vi lige får en ekstraregning oveni hatten i form af øget egenbetaling. Så det er virkelig alfa og omega at have en god opsparing i ryggen, og jeg forstår i langt højere grad, hvor udtrykket “cash is king” stammer fra. Og det er helt forkert, at pengene, som det er tilfældet hos en af Sonnis arbejdskollegaer, afholder en familie fra at få et barn, fordi de ikke har råd til hospitalsudgifterne for selve fødslen.

Når det så er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at det er grundige læger hele vejen rundt, og servicen er en anden end i Danmark. Ved hver ultralydsscanning er de ultra-grundige, og der bliver taget højde for alle potentielle risikofaktorer, som f.eks. graviditetsbetinget sukkersyge (selvom vi ikke har sukkersyge i familien) og lignende. Jeg følger med strømmen under devisen “better safe than sorry”, men forsøger at beholde min sunde fornuft, hvis jeg synes det er nogle unødvendige undersøgelser de foreslår (som f.eks. screening for alverdens genetiske sygdomme). Derudover kan jeg læse mig frem til at man på hospitalet har enestue med seng til faren, hvor han kan overnatte, så der er helt sikkert langt til forholdene i det offentlige system i Danmark.

Jeg har tilmeldt mig et kursus på hospitalet, som jeg forventer er en slags orienteringskursus om fødslen, rundvisning på fødegangen og oplysning om forskellige former for smertestillende osv, så der er jeg spændt på at få lidt mere at vide om hvordan det kommer til at foregå og hvad jeg rent praktisk kan forvente (og hvad jeg skal tage stilling til inden). Dette kursus er naturligvis heller ikke gratis, men koster 100$ for 3 mødegange. (Hvad så med de familier, der ikke lige kan undvære 100$ i husholdningsbudgettet?). I hvert fald ser jeg frem til at få mere at vide om hvad jeg kan forvente og de praktiske ting, jeg skal tage stilling til og forholde mig til i den sammenhæng.