Vegas (with a) Baby!

I sidste uge var vi i Las Vegas! Sonni havde en konference med arbejdet, så Elias og jeg tog med – om ikke andet var der da en pool på hotellet og masser at se på for en 9 måneders dreng, der er nysgerrig på verden.

Nu var det jo en lidt anderledes konstellation vi havde, når vi rejste til Vegas med en baby, så vi var ikke ude og opleve noget som helst efter mørkets frembrud. Men vi nød det gode vejr og jeg havde næsten glemt, hvordan det føles med sommerlige temperaturer uden en kvælende luftfugtighed. Den tørre ørkenluft var i perfekt kombination med de 25 grader, vi holdt os de fleste dage! Derudover er Vegas jo altså noget for sig. Det er jo helt vildt i sig selv, at der bare ligger sådan en kæmpe kunstig spilleby der midt i ørkenen – omgivet af bjerge til alle sider! Alt er kunstigt – men også virkelig gennemført, og på en eller anden mærkelig måde er jeg vild med deres tackiness lige præcist dér! Alle andre steder, synes jeg nemt det kan blive for meget, men Vegas er altså helt og aldeles gennemført.

For eksempel føltes det virkelig som om, vi var trådt ind på en hvilken som helst italiensk piazza en lun sommeraften.  Men det var højlys dag og bag os lå det bimlende og bamlende casino på The Venetian. Det var endda rigtigt hyggeligt og man kunne et øjeblik godt glemme at det var kunstigt det hele. Måske er jeg ved at blive amerikaniseret?

IMG_8743

Men den gennemførte tackiness er kun på The Strip og på de kæmpestore casinohoteller. Uden for The Strip bliver det meget hurtigt lidt trist at se på, med slidte moteller og sørgelige eksistenser med skilte som “would like to go home to Ohio for Thanksgiving”. Så trist. Og hvis du gav ham penge til en busbillet, ville han med sikkerhed spille hver en penny op!

Der er jo selvfølgelig også de allestedsnærværende Marriage Chapels, hvor man kan blive gift på alskens måder. Drive Thru Weddings, Elvis Weddings, Pretend Wedding Photos – you name it. Alt er muligt i Vegas.

IMG_8735

Jeg prøvede ellers at overtale Sonni til at vi skulle blive gift igen, men det kunne han ikke lokkes til. Jeg satser på, det ikke havde noget med bruden at gøre….

Og så kan jeg i øvrigt konstatere at:

  • selv en 3 timers tidsforskel er en kæmpe ting, når man er lillebitte og har en fast døgnrytme. Én dag fik vi lov at sove til længere end kl. 5. Hele. Ugen. Så er det altså lidt stramt på et lille hotelværelse, når faren også skal på konference om dagen.
  • apropos lille hotelværelse, så kan det være enormt svært for 9 måneder gammel baby at sove middagslur når mor og far er i samme rum. Af samme grund endte vi med at skifte hotel til et sted, hvor de havde større hotellejligheder ledige. Som dog var længere fra the strip, men til gengæld havde en meget federe pool!
  • USA er ikke et fodgængerland, og hvis du bor ret meget udenfor The Strip, er Las Vegas det slet ikke. Vi havde sat os for at ville gå til et supermarked et par kilometer væk… Vi nåede frem, men det indebar, at vi både måtte krydse jernbaneskinner og gå i rabatten på en ret befærdet vej. Vi var ret enige om at tage en taxa tilbage.

Bagsiden af Las Vegas er ret tydelig, så snart man bevæger sig bare lidt væk fra The Strip (og den er egentlig også synlig dér – den drukner bare i alt det andet!). Nu var vi ikke så meget ude og udforske, men jeg synes det karakteriserer det meget godt, når jeg kunne tage en shuttlebus fra vores hotel til en lille (kunstig) town square, der var fint vedligeholdt og tydeligvis målrettet til det bedre borgerskab og turister, der gerne ville have lidt bystemning, cafeliv og shopping uden at blive konfronteret med de sørgelige eksistenser i Las Vegas. Der er high end shopping og udendørsservering, legeplads med vagter og en park med kunstgræsplæne (ja! Kunstgræs – spørg mig ikke hvorfor!)

IMG_8813Det var ligesom at gå rundt i Beverly Hills – vel vidende, at der på den anden side af vejen sad mennesker og gamblede alle deres sparepenge væk. Dette var dog hverken til at se eller mærke her – for man tager vel sine forholdsregler for at holde bagsiden af medaljen på afstand: (Jeg bed særligt mærke i pkt. 1 og 8.)

IMG_8821

Men ikke desto mindre nød jeg jo at gå rundt der, og det var da også meget rart at slippe for hurlumhejet fra The Strip. Så jeg er jo nok ikke meget bedre….

Til slut vil jeg sige, at man kan sagtens tage til Vegas med børn! De fleste hoteller har pools, overnatning er billig – særligt på hverdage – og der er masser af børnevenlige aktiviteter på de forskellige hoteller. Men det kaldes ikke Sin City for ingenting, og lidt større børn vil nok blive eksponeret for en del, de normalt ikke ser i gadebilledet. Men så er det heller ikke værre end en tur langs Istedgade i København, så jeg tror ikke det er noget, de fleste danskere vil se som et stort problem.

Meeen jeg vil nu nok sige, at det kunne være meget fedt med et par dages voksentid i Vegas, så man rigtigt kunne nyde de lækre restauranter og opleve et rigtigt Vegas-show.

Reklamer

Om lufthavnstidsfordriv og Chicago

Jeg er pt strandet i Chicago lufthavn fordi mit fly er 8 timer forsinket. Det er åbenbart hvad man får ud af at gennemtrawle nettet for billige flyselskaber. Godt råd: undgå for enhver pris Frontier Airlines til indenrigsflyvninger i USA. Vi har fløjet med dem før, og hver gang har der været markante forsinkelser og dårlig service. Det gør vi så ikke igen…

Nå, men jeg kan da bruge tiden på at fordøje de sidste 4 dage i Chicago, som er en helt fantastisk by. Wauv altså.

Først og fremmest er det en helt vildt flot by. Masser af fantastisk og imponerende arkitektur, og byen bærer præg af at være blevet opbygget over relativt få år. Det meste af Chicago nedbrændte i 1871, og i tiden derefter begyndte man bevidst at bygge med andre materialer end træ og skyskraberne skød for alvor op i tiden derefter.

Det virker i høj grad som om man har haft en plan og tænkt over, hvordan byen skulle se ud i genopbygningen af Chicago. For eksempel er der et krav om, at bygninger, der opføres langs Chicago River (der går gennem byen) skal have en Riverwalk der er frit tilgængelig for alle. Det er ret fedt at gå en tur langs floden (eller tage en sejltur) og være omgivet af fænomenale skyskrabere og flot arkitektur. Det er lige til, det giver hold i nakken.

20140803-181730-65850864.jpg

20140803-181732-65852718.jpg

Udover de imponerende skyskrabere er jeg også stor fan af kunst på gadeplan, som den slags man finder i Millenium Park. Det er her, den berømte skulptur the Bean er, men også Crown Fountain som er en kæmpe væg med et ansigt, der fungerer som vandskulptur hvor børn og barnlige sjæle kan køle ned på en varm dag. Jeg elsker, når kunst på den måde interagerer med folk og frembringer nye perspektiver på hvad byen kan bruges til!

20140803-183749-67069918.jpg

20140803-183817-67097048.jpg
I denne weekend var Chicago fyldt med festivalstemte Urban Outfitters-klædte Hipstere med blomsterbånd i håret, der skulle til Lollapalooza festivalen, som bliver afholdt midt inde i Chicago. Udover den menneskemængde der tydeligvis hørte til festivalen, synes jeg ikke på nogen måde Chicago virkede overrendt med turister i modsætning til f.eks. New York.

Det er ikke kun skyskrabere og Urban gadekunst der imponerer mig. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan (som er så stor at man ikke fatter at det kan være en sø!), og her er der op til flere strande med fint sand og volleyballspillende strandløver og -løvinder. Vi tog en tur i den nærliggende Lincoln Park Zoo, som er åben og gratis alle dage. Det er en rigtig hyggelig tur hvor dyrene har det godt og har masser af plads, og hvor der er stier med både pænt amerikansk park-miljø og områder med vilde blomster og mere marsk-agtigt. Det kan klart anbefales for både voksne og børn!

20140803-194256-70976500.jpg

20140803-200154-72114714.jpg
I det hele taget er der masser af ting at tage sig til i Chicago, og der er en helt masse spændende museer at besøge hvis man er til den slags. Min søster og jeg er ikke helt på samme niveau med den slags, men vi fandt heldigvis et passende kompromis 🙂

Summasummarum: jeg glæder mig til næste gang jeg skal til Chicago, for det er i den grad en by, der er et gensyn værd!

(Og sådan lykkedes det at slå en 3-4 timer ihjel i en lufthavn med kamp om strømstik i afgangsterminalen og svigtende internetforbindelse undervejs.)

Søster-kvali-tid coming up

Om et par dage hopper jeg på en flyver og møder min savnede lillesøster i Chicago – en by vi begge længe gerne har villet besøge. Jeg glæder mig først og fremmest til at søster-hygge igennem, men også til at opleve noget nyt efter at have lullet rundt de samme steder her på Østkysten ret mange gange.

Jeg glæder mig til at opleve Chicago som den metropol den er med skyskrabere, brede boulevarder og en badestrand, og jeg glæder mig til at komme til Midtvesten. Jeg skal hive min søster med på dette kunstmuseum hvor jeg forhåbentlig kan overbevise hende om, at det er ret fedt at se de originale mesterværker af store kunstnere som Picasso, Matisse og Dalí. Jeg glæder mig til at blive blæst omkuld af Chicagos fænomenale arkitektur, og så ellers til masser af cafeer, gode frokoster og masser af slendren rundt i byen.

Billedet er lånt fra http://news.distractify.com/culture/chicago-city-of-dreams hvor der er mange flere flotte Chicago-billeder.

Søster tager heldigvis med tilbage til Delaware for en god uges tid, hvor vi primært skal slappe af, tilbringe de varmeste dage ved den lokale pool og en tur til New York en gang eller to. New Yorker-søs må jo have sin dosis for ikke at få alt for slemme abstinenser 🙂

Håber I nyder sommeren derude! Det gør vi!

I øvrigt så er opfølgningen på sagen med vores forsikringsselskab, at vi har appelleret deres afgørelse med henvisning til, at de har kendt til sagen længe før udløbet af klagefristen. Nu må vi så se hvor længe behandlingen af denne henvendelse tager. Sikkert endnu 4-6 uger.

Søndag i Annapolis

Vi bor heldigvis et sted, hvor vi har en håndfuld destinationer i en afstand, der passer til en dagstur. Det er ikke noget vi har udnyttet så meget her over vinteren med snestorme og weather warnings i tide og utide. Men nu er foråret kommet for at blive, og i dag tog vi en tur til Annapolis i Maryland.

Det var simpelthen sådan en hyggelig by! Små gader og ingen højhuse, bare hyggelige gamle gader og rigtig europæisk forårsstemning. Der var fortovscafeer og restauranter med borde udenfor, og der var folk der sad på bolværket ved havnen og nød den lune forårssol. Jeg manglede bare lige en six-pack dåseøl, og så kunne jeg – med lidt god vilje – godt få det til at minde om en forårsdag i Nyhavn! Ah, okay – også kun næsten!

IMG_4287

 

IMG_4288

Vi faldt endda totalt i europæerfælden da vi var på jagt efter en frokost i solen, og vi plantede os ved det første ledige bord for at sikre os en plads udenfor – vel at mærke uden at vi var blevet anvist en plads af værtinden (som det sig ellers hør og bør alle steder her i USA). Heldigt for os var bordet ikke lovet ud til andre, og vi fik lov til at blive siddende. Men ingen af os havde seriøst skænket det en tanke – det føltes bare så hjemligt, at vi faldt helt ind i den danske måde hvor det handler om at komme først og erobre sig det første og bedste bord i solen. Senere kunne vi se, at folk pænt blev skrevet op til ventelister til et bord udenfor, og vi blev lidt røde i kinderne. Men måske var det de skarpe forårssolstråler der gjorde det.

IMG_4283

I Annapolis ligger US Naval Academy, som er en meget prestigefyldt uddannelsesinstitution. Her uddanner man sig til Midshipman (somvist nok er en slags officer), og det er et reelt universitet med eget stadion og campus i byen. Uddannelsen tager 4 år, og for at blive optaget skal man normalt både ansøge og blive anbefalet – som regel af et kongresmedlem. Vildt nok. Men det gav bare byen et helt særligt præg, for overalt var der unge marines i deres fineste flådeuniform, slendrende rundt med kæresten under armen – som ikke så ud til at have det mindste imod at blive vist frem! Jeg følte næsten at Otto Brandenburg burde stå på et gadehjørne og synge Alle sømænd er glade for piger.

IMG_4289

 

IMG_4293

Næste gang kunne jeg godt tænke mig at komme ind på Naval Academy og få en guidet tour. Udover ualmindelig hyggelig slendren og frokost i solen er der også de obligatoriske water tours og historiske walking tours, som kunne være sjove at prøve en dag – for Annapolis bliver helt klart destination for flere dagsture! Særligt næste gang USA bliver lidt for meget af det gode, og alting bare bliver for stort og for fantastisk. Så ved vi, at der halvanden times kørsel sydpå findes noget der minder lidt om nord-europæisk charme og fortovsrestauranter hvor batterierne kan lades op igen.

Southern Hospitality i Mississippi

Efter New Orleans tog vi turen op mod Memphis, men vi gjorde et stop i the MIssissippi Delta, hvor bluesmusikken har sine rødder. Eller, det fandt vi i hvert fald ud af undervejs, men den egentlige grund til vores stop var, at vi håbede at møde Morgan Freeman, som er medejer af blues-klubben Ground Zero i Clarksdale.

Men inden vi nåede til Clarksdale kørte vi ad de små veje op gennem Mississippi Delta og ud til Mississippi River. Det var et fascinerende landskab – fladere end fladt pga en gletscher der i sin tid har præget landskabet. I Greenville, lige ud til floden, lavede vi et frokoststop, hvor vi faldt i snak med ejeren af cafeen, der fortalte os lange anekdoter om de mange billeder han havde på væggene, om hjuldampere, gamle dage og kendte mennesker, der havde besøgt Greenville gennem tiderne. 

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

I vores søgen efter et posthus forvildede vi os ind i en gammel antik/genbrugsbutik (i realiteten mest det sidste – der var mere skrammel end antik over det..), hvor vi med åbne arme blev budt velkommen af ejeren, der var enormt glad for at få besøg hele vejen fra Danmark. Han var selv Libaneser, kun 2. generation i USA, og havde boet her hele sit liv. Han inviterede os ind i sit baglokale af butikken, hvor der åbenbarede sig en samlermani af rang. Aldrig andet sted end i TV har jeg set en person, der har samlet så mange ting til sig på ét sted. Der var alt fra gammeldags potter og pander, til gamle butiksskilte og ja… jeg kunne dårligt adskille de enkelte ting – for der var ting OVERALT. Han var simpelthen så sød og venlig, og han fortalte om sit liv i USA, hans familie der var fra Libanon og hvordan han stadig kunne forstå en smule arabisk. Han fortalte også vidt og bredt om, hvordan han levede af jorden i sin baghave og bød os på hjemmeristede pecan-nødder. Efter at han havde snakket os et øre af (og vi efterhånden blev i tvivl om vi nu blev nødt til at købe noget fra hans butik, nu han havde fortalt os hele sin livshistorie…), gav han os sit visitkort, ønskede os god rejse og bad os om endelig at komme tilbage, skulle vi igen befinde os på de kanter.. 

Fantastisk oplevelse, man bare ikke kan planlægge sig til!

Vi kom til Clarksdale ved aftenstid, fik booket os ind på et hotel og forventningsfulde kørte vi til Ground Zero med håb om at møde Morgan Freeman, som vi havde fået fortalt ofte kommer der.

Selve stedet er ret berømt for at have hostet mange store blues, country og rock’n’roll navne som bl.a. John Lee Hooker, Willie Nelson, og også Flaming Lips har optrådt der. Selve stedet ser meget slidt ud – på den der lidt vel planlagte måde – med grafitti i form af gæsters hilsner og autografer overalt på væggene. Musikken den aften var en fundraiser for et børnehospital, og det var fantastisk! Det var en blanding af nogle dygtige bluesmusikere og noget nyere country, der jammede sammen. Wauv de var dygtige og hele stedet emmede bare af virkelige at være “ground zero” for bluesmusikkens rødder.

Derudover har de et virkelig godt menukort – altså dvs traditionelt amerikansk bar mad med wings osv, men også med et rigtigt godt udvalgt af barbeque, som de selv griller ude bagved. Det var virkelig godt, og det kan anbefales at kombinere aftensmaden med noget lækkert musik! For dem, der virkelig vil give den gas, kan man leje et værelse ovenpå klubben, så man ikke behøver at tænke på promiller inden man sætter sig ud i sin bil…

Læs mere om klubben her.

IMG_3659

Det er et relativt lille sted, så man er helt tæt på scenen

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt...

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt… (og det er fedt at være på tur med en fotograf, der kan sørge for at få taget nogle fede billeder, når man er på bar og ikke selv lige er så flittig til at få dokumenteret sine omgivelser…)

Credits til min dygtige veninde Louise Kragh for billeder fra Ground Zero Blues Club!

Mødte vi så Morgan Freeman? Nej desværre! Men kort efter vi havde sat os, kom en ældre mand hen og satte sig hos os. Det var Bill Luckett, der er advokat og borgmester i Clarksdale – udover at være medejer af klubben sammen med Morgan Freeman. Når han ikke gik rundt og personligt hilste på alle gæsterne – hvoraf mange var kommet langvejs fra – fortalte han os historier om alle de mennesker, han, i kraft af bluesklubben og sit venskab med Morgan Freeman, havde stødt på i årenes løb. Og han fortalte os om, hvor stor en rolle Clarksdale (og the Misssissippi Delta) har spillet i udviklingen af musikscenen som vi kender den i dag – alt sammen med en eller anden form for rødder i det musik, der er udsprunget fra det område. Det var fascinerende og interessant – dog med en vis tendens til namedropping af kendte mennesker, men hey – jeg var fanget!

Vi blev inviteret, som borgmesterens gæster, til en morgensamling næste dag med en gruppe bestående af præster fra Clarksdale, der skulle diskutere et mentorforløb for at få unge væk fra gaderne i en tidlig alder som muligt. Clarksdale er et af de fattigste samfund i Mississippi, og de har store problemer med bander, der rekrutterer helt unge drenge. Det var fascinerende at høre om deres arbejde for de unge, og hvor meget nytænkning, der faktisk er i et så fattigt samfund for at få de unge væk fra gaderne. Blandt andet er der et projekt med iPads i skolerne og der blev foreslået WiFi i kirkerne – det skulle efter min mening nok få dem væk fra gaden og et sted hen, hvor de ville blive eksponeret for en bedre indflydelse! Det var en meget spændende morgen, hvor vi og vores mad blev velsignet og vi fik bekræftet at kirkens arbejde i USA ikke kun (altid) handler om biblen, men lige så meget om at gøre en forskel med værdierne på det rette sted. På den anden, lidt mere stereotype side, fik vi en dundrende tale fra den lokale dommer, om hvorfor det var godt, at USA ikke adskiller kirke og stat, og hvordan han hver dag i sit arbejde havde biblen i den ene hånd og den dømmende kraft i den anden hånd. Men standpunkt eller ej, var det nogle vildt søde og imødekommende mennesker, der kun bød os hjerteligt velkomne og hjertens gerne ville fortælle om deres mentorprojekt.

Vi skulle videre samme dag og takkede tusind gange for deres gæstfrihed og ønskede dem held og lykke med det fantastisk spændende projekt. På vej ud mødte vi endnu flere ønsker om en god og sikker rejse og tak fordi vi ville komme og besøge dem.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vi ville få den slags oplevelser. Det var oprigtig gæstfrihed, uden skjulte dagsordener eller reservationer. Bare interesse og åbenhed. Vi danskere kan lære meget af den slags oplevelser – både om at åbne os op og tage imod det, der kommer, når vi som rejsende støder på nye mennesker rundt omkring i verden, men også om at byde andre mennesker velkomne i vores lille land.

For at runde hele musikdelen af, kan jeg kun anbefale et besøg på Ground Zero til enhver, der er bare en smule musiknørdet. Og for ægte blues-elskere er Clarksdale og Mississippi Delta et must.