Man ved, at man har boet i USA, når…

Man under nedpakning af vigtige papirer, lige sikrer sig at dokumenter som vielsesattest, fødselsattest mv bliver opbevaret sammen med ens pas – man ved jo aldrig hvem der kunne finde på at kræve dem forevist når man skal registreres i det danske samfund igen.

Man overraskes over servicen hos Københavns kommunes pladsanvisning, når de svarer på e-mails inden for samme dag og ikke insisterer på håndoverbragte originaler som dokumentation for adresse i kommunen, men kan nøjes med en scannet kopi sendt pr e-mail. 

Man i selvsamme dialog med pladsanvisningen finder det mærkværdigt at medarbejderen tilbyder at klare opskrivningen over mail fremfor at henvise til en formular der skal udfyldes, printes og faxes – og at man efterfølgende finder det nødvendigt at dobbelttjekke at opskrivningen rent faktisk har fundet sted (og det havde den naturligvis!). 

Det pludselig er blevet ens første prioritet at få en god og solid opsparing op at stå når man flytter hjem. Man ved jo aldrig hvad der kan komme af uforudsete udgifter, og “cash is king”.

Man finder det helt naturligt kun at betale 25 dollars for en fuld tank benzin men til gengæld 20 dollars for en god flaske rødvin. 

Reklamer

Ting jeg kommer til at savne ved USA

Et ord: convenience! SÅ meget er SÅ nemt! Om det er drive-thru på apoteket når du skal hente din receptmedicin, at posten afhenter dine breve til forsendelse når han nu alligevel er ude på sin rute, eller at du med et par klik på Amazon kan bestille det, du lige står og mangler, og i løbet af få dage kan få det leveret til din hoveddør – uden at slippe en mindre formue i leveringsomkostninger, vel at mærke. Livet i USA er virkelig nemt og bekvemt!

Kunden har altid ret. Alt er muligt når du betaler for en vare! Du kan stort set altid returnere dit køb, nogle gange længe efter. Bestiller du mad på en restaurant og har specielle ønsker til tilberedningen bliver det taget imod med et smil og “of course, no problem”. Kunden har altid ret, og du kan få det som du vil!

Amerikanernes imødekommenhed og venlighed når jeg møder dem på gaden, i supermarkedet og på legepladsen kommer jeg i den grad til at savne! Jeg håber, at kunne tage lidt af den med til Danmark, og som jeg oplevede sidst jeg var i Danmark, er vi danskerne jo egentlig ikke så uvenlige som vi nogle gange gør os selv til 😉

Min bil! Selvom jeg glæder mig til at cykle igen, kommer jeg virkelig til at savne min trofaste Mommy Car! Den har tjent mig godt gennem mere end 38.000 miles på 2 1/2 år! (Og mit serviceværksted kommer også til at savne mig, er jeg sikker på!)

Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Hvad USA har lært mig 

Nu er det mere end 2 år siden jeg satte mig på et fly mod USA – med hele mit liv pakket i kasser, vores lejlighed solgt og uden at vide hvordan livet ville blive “over there” (eller “over here” om man vil…).

Det er mærkeligt, for tid er sådan en underlig størrelse. På den ene side føler jeg ikke det er særligt længe siden vi så vores venner på jævnlig basis i København. Men når jeg så ser billeder af deres børn, der pludselig går i børnehave og taber deres mælketænder, går det op for mig, hvor meget der er sket på de år. Ikke kun i vores liv, men også i vores venners og familiers liv. Det er svært at lade være med at føle, at vi er gået glip af mange ting ved at flytte til udlandet….

På dage med hjemvé ønsker jeg mig tilbage til det, der var dengang. Til vores Nørrebrolejlighed og til øl i solen i Nyhavn. Men sandheden er jo, at det var dengang, og livet er jo gået videre for alle. De, derhjemme, har jo forandret sig, og det har vi jo også. Sikkert mere, end vi havde gjort hvis vi ikke var rejst herover.

Vi er blevet mindre tålmodige begge to. Det er nok flere ting, der gør det – for mit vedkommende betyder det, at jeg er blevet bedre til at stå fast og banke i bordet, hvis der er noget, jeg er utilfreds med. At bo i et så individualistisk land som USA, betyder, at man bliver nødt til at spidse sine meget kompromissøgende Skandinaviske albuer bare en lille smule (ret meget!).

Vi er nok desværre også blevet lidt mere skeptiske. Skepsis og en frygt for at blive snydt er noget, der fylder meget, når man snakker med amerikanere, og det kan ikke undgå at smitte af, når man bor her så længe. Det kommer til udtryk ved, at vi desværre forventer det værste af vores udlejer, når noget er galt med huset. Ikke nødvendigvis fordi, hun har givet os anledning til det, men fordi vi forventer at hendes eneste intention er at skumme fløden så meget som muligt.

Men samtidig også mere rummelige. Ja, det lyder egentlig ret underligt, når jeg sådan lister det op på den her måde. Men jo, det er vi. Jeg synes, det er fascinerende hvordan USA i sandhed er en “melting pot”. Det er så tydeligt, at det – i modsætning af Danmark – er et samfund, der er bygget op af immigranter, der er kommet hertil for at søge et bedre liv. Modige, desperate, hårdtarbejdende mennesker, der alle kom med hver deres kultur og traditioner i rygsækken, som de stadig holder ved hævd. Det er også min opfattelse, at der er noget mindre Rip, Rap og Rup-effekt på det amerikanske jobmarked, end der er i Danmark. Om du bærer hovedbeklædning, er fysisk handicappet eller er svært overvægtig, er det ikke en barriere for at få et godt job, hvis du er kvalificeret til det. Og let’s face it – det er det altså mange steder i Danmark!

Vi har fået et større perspektiv på verden. Danmark er altså bare så lillebitte. Og vi kan virkelig opføre os enormt forkælet nogle gange. Helt ærligt – så burde vi danskere altså få øjnene ud over egen næsetip og være glade for det vi har, fremfor det vi ikke har. Der er så mange mennesker, der har så meget mindre – og de brokker sig ikke! Jeg håber jeg vil være i stand til at bevare det store perspektiv, når jeg selv en dag brokker mig over maden i kantinen, og huske på, at det er rart, at der i det hele taget er en kantine (for det er der f.eks. ikke på Sonnis arbejde. Heller ikke kaffe og the!).

Vi er blevet stærkere. Sammen og hver for sig. Sådan et udlandsophold trækker tænder ud, og det er helt fantastisk på samme tid. Jeg har prøvet at stå på gyngende grund, hvor hele mit fundament vaklede – og jeg kom helskindet og stærkere ud på den anden side. Jeg føler mig sikrere i mine prioriteringer for mig selv, min familie og mit arbejdsliv, for når du bor på den anden side af jorden uden noget andet sikkerhedsnet end dine allernærmeste, så lærer du at mærke efter helt nede i maven for hvad der føles rigtigt – og handle på det.

Og så er der alle de små ting.

For eksempel er det blevet helt naturligt for mig at small talke med fremmede mennesker på legepladsen og i supermarkedet, og Sonni vil nok i mange år fremover holde fast i gelænderet når han går på trapper, pga hans nuværende firmas overdrevne sikkerhedspolitik (det bliver seriøst påpeget, hvis du ikke holder fast i gelænderet ved bare et par enkelte trin!).

 

Endelig efterår – og Halloween

Så blev det efterår igen. En årstid jeg virkelig har set frem til i løbet af juni, juli og august med kvælende fugtig varme. Tænk at jeg skulle komme til at foretrække efteråret over sommeren, men herovre er efteråret min nye yndlingsårstid

Under vores uge i Vegas forandrede farverne sig totalt. Da vi kom hjem var der brændende røde og gule blade overalt og luften var frisk og samtidig lun! Temperaturerne sniger sig for tiden op på en 18-20 grader og solen skinner fra en skyfri himmel og gør farverne endnu mere fantastiske!

  

 Og så er det jo Halloween i morgen. Forrige år havde vi alt for meget slik, og sidste år gad vi ikke, og endte med at få smidt æg på huset (ja, seriøst!), så i år tør jeg ikke andet end at sørge for at der er slik. Og måske skal Elias da også forbi et par af naboerne og trick or treat’e. 

Men det der udklædning går vi altså ikke så højt op i her i husstanden. Hvis jeg skal være klædt ud, skal der altså gerne være noget temafest og alkohol involveret – jeg synes det er lidt fjollet… Men ALLE går op i halloween, også de voksne! Forstå mig ret, det er da fantastisk hvordan voksne og børn virkelig samles om oppyntning og kostumer, men jeg synes det er lidt fjollet at skulle sidde i stuen iført kostume blot for at skulle åbne døren for små prinsesser, monstre og superhelte. Men så er spørgsmålet om Elias skal ud og ringe på et par dørklokker, og om vi i så fald burde klæde os ud? Sonni siger, at han klæder sig ud som Businessman, så jeg kunne jo passende medfølge som hjemmegående husmor???

Uanset hvad har Elias kostumet på plads, selvom den farlige drage har tabt hovedet..