Vegas (with a) Baby!

I sidste uge var vi i Las Vegas! Sonni havde en konference med arbejdet, så Elias og jeg tog med – om ikke andet var der da en pool på hotellet og masser at se på for en 9 måneders dreng, der er nysgerrig på verden.

Nu var det jo en lidt anderledes konstellation vi havde, når vi rejste til Vegas med en baby, så vi var ikke ude og opleve noget som helst efter mørkets frembrud. Men vi nød det gode vejr og jeg havde næsten glemt, hvordan det føles med sommerlige temperaturer uden en kvælende luftfugtighed. Den tørre ørkenluft var i perfekt kombination med de 25 grader, vi holdt os de fleste dage! Derudover er Vegas jo altså noget for sig. Det er jo helt vildt i sig selv, at der bare ligger sådan en kæmpe kunstig spilleby der midt i ørkenen – omgivet af bjerge til alle sider! Alt er kunstigt – men også virkelig gennemført, og på en eller anden mærkelig måde er jeg vild med deres tackiness lige præcist dér! Alle andre steder, synes jeg nemt det kan blive for meget, men Vegas er altså helt og aldeles gennemført.

For eksempel føltes det virkelig som om, vi var trådt ind på en hvilken som helst italiensk piazza en lun sommeraften.  Men det var højlys dag og bag os lå det bimlende og bamlende casino på The Venetian. Det var endda rigtigt hyggeligt og man kunne et øjeblik godt glemme at det var kunstigt det hele. Måske er jeg ved at blive amerikaniseret?

IMG_8743

Men den gennemførte tackiness er kun på The Strip og på de kæmpestore casinohoteller. Uden for The Strip bliver det meget hurtigt lidt trist at se på, med slidte moteller og sørgelige eksistenser med skilte som “would like to go home to Ohio for Thanksgiving”. Så trist. Og hvis du gav ham penge til en busbillet, ville han med sikkerhed spille hver en penny op!

Der er jo selvfølgelig også de allestedsnærværende Marriage Chapels, hvor man kan blive gift på alskens måder. Drive Thru Weddings, Elvis Weddings, Pretend Wedding Photos – you name it. Alt er muligt i Vegas.

IMG_8735

Jeg prøvede ellers at overtale Sonni til at vi skulle blive gift igen, men det kunne han ikke lokkes til. Jeg satser på, det ikke havde noget med bruden at gøre….

Og så kan jeg i øvrigt konstatere at:

  • selv en 3 timers tidsforskel er en kæmpe ting, når man er lillebitte og har en fast døgnrytme. Én dag fik vi lov at sove til længere end kl. 5. Hele. Ugen. Så er det altså lidt stramt på et lille hotelværelse, når faren også skal på konference om dagen.
  • apropos lille hotelværelse, så kan det være enormt svært for 9 måneder gammel baby at sove middagslur når mor og far er i samme rum. Af samme grund endte vi med at skifte hotel til et sted, hvor de havde større hotellejligheder ledige. Som dog var længere fra the strip, men til gengæld havde en meget federe pool!
  • USA er ikke et fodgængerland, og hvis du bor ret meget udenfor The Strip, er Las Vegas det slet ikke. Vi havde sat os for at ville gå til et supermarked et par kilometer væk… Vi nåede frem, men det indebar, at vi både måtte krydse jernbaneskinner og gå i rabatten på en ret befærdet vej. Vi var ret enige om at tage en taxa tilbage.

Bagsiden af Las Vegas er ret tydelig, så snart man bevæger sig bare lidt væk fra The Strip (og den er egentlig også synlig dér – den drukner bare i alt det andet!). Nu var vi ikke så meget ude og udforske, men jeg synes det karakteriserer det meget godt, når jeg kunne tage en shuttlebus fra vores hotel til en lille (kunstig) town square, der var fint vedligeholdt og tydeligvis målrettet til det bedre borgerskab og turister, der gerne ville have lidt bystemning, cafeliv og shopping uden at blive konfronteret med de sørgelige eksistenser i Las Vegas. Der er high end shopping og udendørsservering, legeplads med vagter og en park med kunstgræsplæne (ja! Kunstgræs – spørg mig ikke hvorfor!)

IMG_8813Det var ligesom at gå rundt i Beverly Hills – vel vidende, at der på den anden side af vejen sad mennesker og gamblede alle deres sparepenge væk. Dette var dog hverken til at se eller mærke her – for man tager vel sine forholdsregler for at holde bagsiden af medaljen på afstand: (Jeg bed særligt mærke i pkt. 1 og 8.)

IMG_8821

Men ikke desto mindre nød jeg jo at gå rundt der, og det var da også meget rart at slippe for hurlumhejet fra The Strip. Så jeg er jo nok ikke meget bedre….

Til slut vil jeg sige, at man kan sagtens tage til Vegas med børn! De fleste hoteller har pools, overnatning er billig – særligt på hverdage – og der er masser af børnevenlige aktiviteter på de forskellige hoteller. Men det kaldes ikke Sin City for ingenting, og lidt større børn vil nok blive eksponeret for en del, de normalt ikke ser i gadebilledet. Men så er det heller ikke værre end en tur langs Istedgade i København, så jeg tror ikke det er noget, de fleste danskere vil se som et stort problem.

Meeen jeg vil nu nok sige, at det kunne være meget fedt med et par dages voksentid i Vegas, så man rigtigt kunne nyde de lækre restauranter og opleve et rigtigt Vegas-show.

Lidt mere om sundhedsforsikringer

En af mine MOMS Club veninder gav mig en dag lidt indsigt i det med sundhedsforsikringer set med amerikanske øjne. Det var simpelthen så interessant, men jeg havde så mange spørgsmål til det, at jeg ikke kunne få mig selv til at blive ved med at spørge om ting, der for hende måtte virke fuldstændigt indlysende. Så jeg måtte stoppe mig selv og gå hjem og google mig til resten.

Det startede med, at hun fortalte, at hun skulle søge om Medicaid forsikring til sin søn. Hendes mand er selvstændig og har ikke råd til at købe forsikring gennem sit enkeltmands firma (eller prioriterer det ikke?) og hun arbejder ikke for tiden, så de var uden forsikring. Noget hun ikke anså som optimalt, men for de voksne i husstanden måtte det nu engang være sådan for en overgang, og for sin søn søgte hun så den offentlige bistandsforsikring Medicaid. Det var ikke noget hun var stolt af, for man aspirerer ikke til at være på offentlig forsørgelse.

– Men hvad er Medicaid og hvem er så dækket? –

Det her var hvad jeg fandt ud af, da jeg efterfølgende googlede mig frem til hvordan Medicaid hænger sammen (hvis der sidder nogen derude og læser med, der har mere forstand på emnet, så ret mig endelig, hvis jeg tager fejl i mine fakta):

Medicaid er en bistandsydelse, der giver sundhedsforsikring til de fattigste mennesker i USA baseret ud fra din indkomst (eller mangel på samme) i forhold til det nationale fattigdomsindex, og minimumskravene for at være berettiget til Medicaid er fastsat fra føderalt niveau. Disse minimumskrav er – efter min mening – latterligt lave. En familie på 3 personer skal have en årlig husstandsindkomst på under 8.840 dollars (ca. 58.600 kr) for at være berettiget. Det er et fattigdomsindex på 44. Og voksne uden børn under dette niveau er slet ikke dækket! Det skaber et alvorligt stort “coverage gap” – både for de fattige voksne uden børn, som ikke er dækket, men også for de familier, som stadig har en meget lav indkomst, men enten ikke har adgang til forsikring gennem deres arbejdsgiver, eller ikke har råd til at betale forsikringspræmien fra deres beskedne løn. Mange i denne gruppe er dem, man kalder working poor.

Dette billede, som jeg har taget fra en artikel her, viser det meget godt:

Obama har, med sin Affordable Care Act (ACA), givet de enkelte stater råderum til at udvide dækningen af Medicaid for at udligne dette gap. Problemet er bare, at det er op til den enkelte stat at bestemme, om og hvor meget de vil udvide, og det skaber en kæmpe ulighed fra stat til stat. Pr. 1. september 2015 er der tilsyneladende 31 stater, der har udvidet dækningen. Det er simpelthen så kompliceret, og jeg synes, det må være helt uoverskueligt at finde hovede og hale i for dem, der virkelig har brug for det (og som måske samtidig er dem, der har færrest ressourcer til at gennemskue kompleksiteten i det).

For min venindes vedkommende kunne hun få sin søn dækket under Medicaid for et ret symbolsk beløb om måneden – fastsat efter deres indkomst.

Hun arbejder som tilkaldevikar i skolesystemet og stod på dette tidspunkt uden ansættelse. I sin tidligere ansættelse var hun dækket for hele skoleåret, og da forsikringsselskabet efter udløbet af hendes ansættelse havde kontaktet hende for at tilbyde at forlænge dækningen for egen regning, lød forsikringspræmien på 1.200 dollars om måneden! Og det er UDEN egenbetalingsdelen hos lægen som der også hører med. Det er absurd så dyrt det er, hvis man skal forsikre sig uden om en arbejdsgiver. En del af Affordable Care Act er, at tilbyde billigere sundhedsforsikringer under navnet Obamacare, og i en periode havde hende og familien været forsikret under en af disse forsikringer. Der havde de for 3 personer i husstanden haft en udgift for 5-600 dollars om måneden i præmie. Jeg har ikke sat mig ind i forsikringstyperne under Obamacare, og det kan sikkert godt gøres billigere, men hvis niveauet ligger deromkring kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, hvis den gennemsnitlige uforsikrede amerikaner synes, det er mange penge at skulle finde ekstra hver måned for noget, de ikke nødvendigvis får noget igen for lige nu og her.

Og så er der jo dem, der tjener penge nok, men aktivt fravælger at være forsikrede.

Dem, der synes, det er deres grundlovssikrede ret at vælge, hvad de skal bruge deres penge til, eller dem, der bare ikke kan se, hvorfor de skal forsikre sig. De er jo sunde og raske?

Min veninde fortalte mig om en fælles veninde, der tilhører den sidste kategori. Hendes mand og hun har ikke forsikring. Deres datter er dækket under Medicaid, men de har selv fravalgt at være forsikrede – givetvis for at spare den månedlige udgift det koster fra hans løn. Dette selvom han har et ganske udmærket job hos universitetet (her går jeg ud fra, at universitetet tilbyder sundhedsforsikring til deres ansatte). De bruger deres opsparing, hvis der sker noget, og betaler den (beskedne) bøde de får af regeringen for ikke at være dækket. De er jo sunde og raske, og de er unge. Hvorfor skulle de betale for noget, de ikke har brug for? Hun fødte endda sin datter uden at have forsikring. De forhandlede simpelthen en pris med hospitalet forud for fødslen, men hvad de havde gjort hvis der gik noget galt eller de skulle indlægges efterfølgende, tør jeg simpelthen ikke tænke på.

Jeg har ikke spurgt hende om baggrunden for deres valg – jeg synes det er at komme for tæt på, og hvorfor skulle jeg kunne dømme deres valg?

Jeg ser i den grad verden gennem andre øjne end de fleste amerikanere, og jeg ville aldrig løbe risikoen og selvvalgt leve i USA uden sundhedsforsikring. Men når det så er sagt, så kan jeg godt se, at den almindelige middelklasseamerikaner, der i forvejen passer lidt ekstra på pengene, kan føle at det er et brud på sin grundlovssikrede ret om det frie valg, når han skal tvinges til at betale for en sundhedsforsikring, som han ikke mener, han har brug for.

Det sidste forstår jeg ikke. Men jeg respekterer, at andre ser anderledes på det end mig. Og det er dælme noget mere kompliceret end det ser ud, når man ser Obama tone frem på fjernsynet og love, at der skal være affordable healthcare til alle.

Taknemmeligheder

Nu skal det ikke lyde som om at det der Stay At Home Mom liv kun består af sure pligter og praktiske gøremål. Selvom jeg ikke ligefrem nyder at støvsuge og lægge vasketøj sammen, så værdsætter og nyder jeg i den grad hver dag jeg kan gå hjemme og nyde tiden sammen med Elias.

Jeg nyder langsomme morgener med friskbrygget kaffe, mens Elias leger på stuegulvet. 

Jeg nyder ture i parken i det skønne Indian summer vejr, der har afløst højsommerens kvælende og fugtige varme. 

Jeg nyder at se Elias udvikle sig og folde sig ud når vi er sammen med andre børn fra min MOMS Club, til storytime på biblioteket eller i legegruppe. 

Jeg nyder at få gæster på besøg og glemme hverdagen for nogle dage, alt imens vi hygger, tager på udflugter og (gen)oplever alt hvad USA har at byde på. 

Her sidst på ugen får vi endnu et besøg. Mine forældre er lige taget hjem og afløses af en veninde og hendes familie, og endnu en gang glædes jeg over at tænke på, hvor priviligerede vi er, at så mange venner og familie tager turen over Atlanten for at besøge os! Det er priviligeret uden lige at få lov til at bruge flere dage sammen med en gammel veninde helt tilbage fra de unge gymnasiedage. Vi får så meget mere kvalitetstid med venner og familie end vi ville have fået ved et hurtigt weekendbesøg eller en kop eftermiddagskaffe i Danmark!

Der er virkelig meget at være taknemmelig for, og det husker jeg mig selv på og sørger for at nyde. Jeg husker mig selv på, at det på et tidspunkt er slut når vi en dag er tilbage i en travl hverdag i Danmark. Alt til sin tid, og lige nu forsøger jeg at nyde alt det gode ved det her husmorliv, og så må vasketøj være vasketøj og ukrudtet i haven er der også næste weekend….!

A day in the life of a SAHM

Jeg skal lige love for, at der er blevet skruet op for SAHM-gearet! (SAHM står for Stay At Home Mom – Amerikanerne elsker forkortelser!(

Mine dage flyver afsted, godt fyldt op af kaffe og praktiske gøremål i de sparsomme timer i løbet af dagen, Elias sover. Han er i det store og hele blevet bedre til at sove om dagen, men det svinger stadig, og ind i mellem (som lige for tiden) bliver han totalt uforudsigelig og sover den ene dag 30-40 minutter ad gangen for den næste dag at tage en ordentlig skraber på halvanden time. Det gør det lidt svært at planlægge ting ude af huset….

De fleste dage i ugen er vi ude af huset, enten til play date eller andet gennem “Moms Club”. Dagene i ugen ser typisk således ud:

05.00 Elias vågner typisk og bliver ammet. På en god dag kan han sove videre bagefter. På en ikke så god dag kæmper vi lidt frem og tilbage den næste times tid.

06.00-06.30 Vi står op og jeg laver morgenmad til Elias. Sonni tager på arbejde ved 7-tiden.

08.30-09.30 plus/minus. Elias sover lur altimens jeg drikker min kaffe, får spist resterne af min egen morgenmad, går i bad, børster tænder og hvad der nu ellers er nødvendigt for dagens øvrige program. Når han vågner er det om at komme hurtigt i tøjet, få spist ham af og ud af døren, hvis vi skal nå ret meget inden det er tid til frokost. De fleste formiddage kan vi være ude af døren ved 10 tiden, hvor vi f.eks. tager på legeplads, til play date, i zoologisk have eller noget andet, der ikke kræver superlang transporttid. Nogle dage er en tur i supermarkedet alt det bliver til, selvom der både var planer om en lang gåtur og tur i gyngerne på legepladsen.

12.00 Hjemme igen til frokost efterfulgt af eftermiddagslur. Af og til mødes vi med Sonni i Wilmington og spiser frokost sammen med ham. Det er Elias faktisk helt god til, men den helt store prøvelse er, at komme hjem uden at han falder i søvn i autostolen på vej hjem. Under eftermiddagsluren, som kan vare alt fra 45 min til 1,5 time, når jeg for det meste at få spist min egen frokost, drukket mere kaffe og ryddet op i køkkenet efter det mad-orgie, det nogle gange er at fodre en 8 måneder gammel baby. På en god dag får jeg endda lagt vasketøj sammen og vasket køkkengulvet fri for Elias-madrester. Og hvis jeg er rigtigt sej, får jeg også forberedt aftensmaden så jeg slipper for at stå med det OG en træt kravle-baby om benene.

Om eftermiddagen kan det være, vi tager ud at handle, hvis vi ikke nåede det tidligere, eller vi tager en tur på Main Street og går en tur med en to go kaffe. Hvis altså ikke vi Facetimer med familien i Danmark, laver aftensmad, prøver at få lagt lidt mere vasketøj sammen eller støvsuger med barnet i bæresele på ryggen!

IMG_7844

18.00 Spisetid og Sonni kommer for det meste hjem fra arbejde deromkring. Så skal barnet fodres af, skiftes, vaskes, puttes – og de voksne skal også have lidt at spise, vaske op og rydde op i det inferno af legetøj, der ligger spredt ud over hele stuen. Kl. 21 er vi fuldstændigt bombede begge to og sover sjældent senere end kl. 22. (Der er ikke noget at sige til, at jeg ikke får skrevet så mange blogindlæg for tiden….!)

Ja, jeg klager såmænd ikke. Jeg nyder virkelig tiden med Elias, men jeg bytter GERNE liv for en dag med den næste, der antyder at det her hjemmegående husmor-halløj ikke er et fuldtidsjob…..

Fourth of July – i år med skønhedsdronninger, brandbiler og veteranbiler

Da vi sidste år fejrede den amerikanske uafhængighedsdag d. 4. juli, blev jeg blæst lidt bagover af amerikanernes patriotisme og fædrelandskærlighed, da alle på pladsen i kor råbte “USA USA USA” under det store fyrværkerishow. I år havde vi lidt nogle andre præmisser for dagen, da fyrværkeri og 6 måneder gammel baby ikke helt går hånd i hånd. Derfor tog vi i stedet til 4. juli parade om eftermiddagen i en nærliggende lille by, for den lille amerikaner skulle da ud og opleve hvordan hans landsmænd markerer denne dag.

Vi havde egentlig planlagt at ankomme tidsnok til at kunne opleve en vaskeægte amerikansk ædekonkurrence, men den lille herres eftermiddagslur trak ud, så det nåede vi desværre ikke. Det ville garanteret have været helt vildt frastødende at se på, men jeg kunne virkelig godt have tænkt mig at opleve det – om ikke andet, så bare for at se hvor tosset det hele er. Nå, men hvorom alting er, så fik vi set paraden, og det var super hyggeligt. Det var egentlig bare en lang reklamesøjle hvor de lokale forretningsdrivende, klubber, foreninger og kirker. Der var den lokale TV-forhandler, der kørte i sin lastbil med reklamer på siderne og nationalsangen gjaldende ud af højtalerne, karateklubben, der lavede opvisning undervejs, og såmænd både Miss Wilmington, Miss Hockessin og Miss Delaware, der vinkede ud til publikum.

IMG_7395

Som ved alt andet i USA, kan man ikke fejre noget uden at hylde ordensmagten og “the armed forces”. Således var der også hyldest til både politi, brandberedskab og naturligvis veteranerne!

IMG_7393

IMG_5348

IMG_7384

Læg lige mærke til det store maskingevær bagerst i veteranernes vogn! Til en familieparade. Thats America for ya!

Endelig var det lidt sjovt, at helt almindelige lokale borgere også deltog i paraden. Det gjorde de for eksempel med deres veteranbiler, men også nogen, der “bare” havde en fed motorcykel, jeep eller en maserati. Så havde de stukket et par amerikanske flag ud af vinduerne, og så kørte de ellers med i paraden for at hylde deres lands uafhængighed. I en benzinslugende, forurenende og bekvemt stykke køretøj.

IMG_7404

IMG_7381

Ja ja, det er jo USA, og benzinslugende køretøjer er jo i den grad en integreret del af amerikansk kultur. Jeg ved ikke hvor meget uafhængighed, jeg synes, paraden hyldede. Men det var i den grad en skildring af amerikansk kultur og et lokalt samlingspunkt – og det var en rigtig hyggelig oplevelse.