Fourth of July – i år med skønhedsdronninger, brandbiler og veteranbiler

Da vi sidste år fejrede den amerikanske uafhængighedsdag d. 4. juli, blev jeg blæst lidt bagover af amerikanernes patriotisme og fædrelandskærlighed, da alle på pladsen i kor råbte “USA USA USA” under det store fyrværkerishow. I år havde vi lidt nogle andre præmisser for dagen, da fyrværkeri og 6 måneder gammel baby ikke helt går hånd i hånd. Derfor tog vi i stedet til 4. juli parade om eftermiddagen i en nærliggende lille by, for den lille amerikaner skulle da ud og opleve hvordan hans landsmænd markerer denne dag.

Vi havde egentlig planlagt at ankomme tidsnok til at kunne opleve en vaskeægte amerikansk ædekonkurrence, men den lille herres eftermiddagslur trak ud, så det nåede vi desværre ikke. Det ville garanteret have været helt vildt frastødende at se på, men jeg kunne virkelig godt have tænkt mig at opleve det – om ikke andet, så bare for at se hvor tosset det hele er. Nå, men hvorom alting er, så fik vi set paraden, og det var super hyggeligt. Det var egentlig bare en lang reklamesøjle hvor de lokale forretningsdrivende, klubber, foreninger og kirker. Der var den lokale TV-forhandler, der kørte i sin lastbil med reklamer på siderne og nationalsangen gjaldende ud af højtalerne, karateklubben, der lavede opvisning undervejs, og såmænd både Miss Wilmington, Miss Hockessin og Miss Delaware, der vinkede ud til publikum.

IMG_7395

Som ved alt andet i USA, kan man ikke fejre noget uden at hylde ordensmagten og “the armed forces”. Således var der også hyldest til både politi, brandberedskab og naturligvis veteranerne!

IMG_7393

IMG_5348

IMG_7384

Læg lige mærke til det store maskingevær bagerst i veteranernes vogn! Til en familieparade. Thats America for ya!

Endelig var det lidt sjovt, at helt almindelige lokale borgere også deltog i paraden. Det gjorde de for eksempel med deres veteranbiler, men også nogen, der “bare” havde en fed motorcykel, jeep eller en maserati. Så havde de stukket et par amerikanske flag ud af vinduerne, og så kørte de ellers med i paraden for at hylde deres lands uafhængighed. I en benzinslugende, forurenende og bekvemt stykke køretøj.

IMG_7404

IMG_7381

Ja ja, det er jo USA, og benzinslugende køretøjer er jo i den grad en integreret del af amerikansk kultur. Jeg ved ikke hvor meget uafhængighed, jeg synes, paraden hyldede. Men det var i den grad en skildring af amerikansk kultur og et lokalt samlingspunkt – og det var en rigtig hyggelig oplevelse.

Reklamer

To en halv måned senere…. (så gik der tid med det)

Nå.. men det var det der blogging vi kom fra….?

Hold nu op hvor går tiden stærkt – jeg har helt røde ører over, at det var april jeg sidst skrev noget her på bloggen. Dagene kommer og går, og hverdagen kan også være forudsigelig og småkedelig selvom man er flyttet til USA. Jeg har tænkt meget på bloggen, og har da også nogle halv-færdige kladder liggende – men overskuddet og inspirationen har ikke helt været der. Jeg kan konstatere, at den her blog ikke kommer med i den populære “mommyblog-klub”, for selvom jeg glædeligt følger med på flere blogs hvor moderskab, hverdag og familieliv udgør ganske fornøjelig læsning, bliver det aldrig mig. Jeg har hverken inspirationen eller lysten til at udstille vores hverdag råt for usødet til skue for hele internettet. Så det må blive ved de lidt mere drypvise hverdagsfortællinger, og derudover de betragtninger og oplevelser, som vi stadig får, men som der er lidt længere imellem efterhånden.

Siden sidst har vi været i Danmark! Næsten 5 hele uger var vi afsted, og Sonni havde fået lov til at arbejde et par af ugerne fra kontoret i København, så det kunne lade sig gøre for os at være afsted så længe. Så fedt! Det var fantastisk at se familie og venner igen – mange havde vi ikke har set siden vi flyttede for snart 2 år siden, og det var skønt at se alle igen! Vejret var typisk dansk og bød på blæst, regn og kulde, så vi fik blev lige mindet om, at vi ikke skal være alt for nostalgiske omkring den danske sommer…. Men når det så er sagt, så fik vi da også et par dejlige sommeragtige dage, og så er Danmark jo altså helt okay….

IMG_7356

Rejsen gik over alt forventning! 21 timer var vi på vej, fra vi forlod matriklen her i Newark til vi ankom i Hjallerup hos Sonnis søster og familie. Elias tog det hele i stiv arm, selvom flyet var forsinket og vi – da vi var landet i Kastrup – stadig havde 5 timer foran os med bil og færge og bil igen før vi var fremme. Han sov stort set under hele flyveturen og opførte sig eksemplarisk. Han er i sandhed en lille verdensborger, og jeg er helt vildt stolt af ham for at klare det hele så godt!

IMG_7357

Vi havde et par skønne uger i Jylland, hvor gensynsglæden var stor, og Elias rigtig fik kvalitetstid med både kusiner, faster, onkel og farmor og farfar i Nordjylland, samt mormor og morfar og moster i Jelling. Vi holdt barnedåb med telt i haven og dansk, amerikansk og færøsk buffet til frokost. Sonni havde brugt hele ugen på at lave mad, og på trods af det kolde danske sommervejr havde vi en rigtig hyggelig dag med hele vores familie!

Elias fik også sin festivaldebut til Jelling Festival i blæst og kulde (det var det der, med det danske sommervejr!) – ikke noget den lille amerikaner var super begejstret for i øvrigt… Og det var iøvrigt nok lige vel optimistisk, at jeg havde købt billet til alle 3 dage, skulle jeg hilse og sige. Men jeg fik i den grad genoplevet gamle teenageminder lørdag aften da Dizzy Mizz Lizzy spillede, mens Elias sov sødt og moster var hyret som babysitter. Og det var sådan i store træk det, jeg fik ud af den festival. Ja ja, men så blev man jo det klogere….

IMG_7089

København bød på masser af vennebesøg, cafeture og de pludselige logistikudfordringer, der følger med, når man skal besøge venner i Farum til aftensmad og pludselig skal forholde sig til baby, barnevogn og oppakning, og ikke har hverken bil eller autostol til rådighed. Jeg har aldrig kørt så meget med S-tog, som jeg har gjort i de to uger vi var i København. Programmet endte med at blive lidt mere hektisk end hvad jeg havde lovet mig selv, det skulle blive. Men det var jo skønt at se alle igen, og Elias klarede det hele så fantastisk. Og jeg fortryder på ingen måde, at vi havde lavet alle de planer, for jeg ville godt nok have ærgret mig, hvis der var nogen, vi ikke havde nået at se.

Men efter nogle ret hektiske uger, var det også skønt at komme hjem igen. Hjem til vores egen seng, og hjem til vores egen hverdag hvor der er tid og ro og bare os tre. Det er blevet tydeligt for mig, hvor priviligerede vi er, at vi har så meget tid sammen som familie uden alle mulige forpligtelser og weekendplaner mange måneder ud i fremtiden.

Nu har vi nogle fridage, da det er 4. juli på lørdag, og Sonni i den forbindelse har fri både torsdag og fredag. Ja altså, jeg ved godt, at jeg jo har fridag hver dag, men på Sonnis fridage har vi tid som familie, til at gå ned i gear og tid til at hygge os sammen alle 3 (og lidt hver for sig…). Så weekenden forude byder på USA’s vel nok største mærkedag efter Thanksgiving; Uafhængighedsdagen, 4. juli. Sidste år fik vi virkelig den amerikanske patriotisme at føle, og i år vil vi også ud og fejre den sammen med amerikanere, hvis vejret tillader det! Nu får vi at se.

Jeg lover, der ikke går to en halv måned inden der kommer noget på bloggen igen. Sonni har også snakket om at han vil skrive noget, men han vil ikke løfte sløret for hvad det er. Anyway – god sommer til alle jer derude, om I befinder jer i det danske sommerland eller ude i verden!

Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!