Hjemmegående vs. Karrieremor

Den tidligere omtalte mor, der inviterede mig på kaffe efter mit første møde i “Moms Club”, gav mig en indsigt i de enorme krav, der er til børnefamilier her i USA, hvor begge parter er på arbejdsmarkedet.

Med en ret høj stilling inden for finanssektoren, havde hun arbejdet fuld tid med sine 2 første børn og var tilbage på arbejdet 12 uger efter begyndt barsel. Det skal siges at de 12 uger er standard og det, de fleste er berettiget til. Men det er selvbetalt, og nok derfor holder mange mindre end de 12 uger, og nogen er sågar tilbage allerede efter 6 uger.

Med 2 arbejdende forældre i husstanden, var begge børn i børnehave/vuggestue hele dagen. Hun fortalte, hvordan hendes nærmeste kollegaer enten var kvinder uden børn eller mænd med hjemmegående koner, så når hun forlod arbejdet ved 18-tiden fik hun anklagende blikke med på vejen, og det samme når hun konsekvent hentede børnene efter institutionens lukketid kl. 18. Hvordan deres hverdagsaftener forløb med aftensmad, putning og udmattede forældre kan de fleste børnefamilier nok nikke genkendende til. Dertil kommer, at der ikke er noget, der hedder barnets 1 (eller 2.) sygedag, omsorgsdage eller særligt udpræget grad af hjemmearbejdsmuligheder, så med utallige lukkedage i institutioner pga snevejr, børn der blev syge eller andet, var det en ren krisebehandling hver gang familien skulle tage stilling til hvem der skulle misse endnu en arbejdsdag, et vigtigt møde eller tage en “sygedag”. For det var bare overhovedet ikke velset hverken på mandens eller hendes arbejdsplads.

Efter at have fået sit 3. barn besluttede hun at tage en pause fra ræset og blive hjemmegående. En beslutning, der ikke var særlig anset blandt kvinder i hendes position, hvilket egentlig overraskede mig lidt. Men det er nok noget med, at hvis du som kvinde vælger karrierevejen, så har du andre til at passe dine børn.

Sagen er den, at det er skruen uden ende. Kravene til medarbejderne er så høje, at når du får familie er du nødsaget til enten at hyre en full-time babysitter (eller have bedsteforældre eller andre, der kan tage over rigtigt meget af tiden) eller at den ene part stopper med at arbejde, for at det kan hænge sammen. Med kun én indkomst i familien, er man så meget mere økonomisk afhængig af en god jobsikkerhed hos den arbejdende part at han (for det er jo oftest manden) må knokle endnu hårdere og arbejde endnu flere timer, for at skaffe mad på bordet. Det giver endnu større pres hos den arbejdende part, sætter barren endnu højere på arbejdspladsen og skaber igen større krav til medarbejderne, hvoraf børnefamilierne så har endnu sværere ved at følge med.

Så der er virkelig ikke noget at sige til, at resultatet ofte bliver, at den ene part vælger at sætte karrieren på standby for at tage sig af familien, og i de fleste tilfælde er det givetvis kvinden, der har den mindste indkomst, og med høje udgifter til børnepasning osv, kan det ofte ikke betale sig, at hun arbejder.

Der er da virksomheder, der gør mere for børnefamilierne end andre, og der er også mange virksomheder som tilbyder børnepasning og mere fleksible arbejdstider, så børnefamilierne kan få det til at hænge sammen. Men det er på ingen måde hverdagskost i de fleste virksomheder – heller ikke de store internationale af slagsen. Sonnis arbejdsplads tilbyder ingen goder i forbindelse med barsel for mænd og kvinder, så her må man bruge ferie og opsparede fridage hvor det kan lade sig gøre, og for langt de flestes tilfælde er det ikke muligt at arbejde hjemmefra hvis det brænder på derhjemme. Selvom Sonni har en forstående chef og bedre muligheder end de fleste for at arbejde hjemmefra, ved jeg virkelig ikke hvordan vi skulle få det hele til at hænge sammen, hvis jeg skulle nøjes med 12 ugers barsel og derefter på arbejdsmarkedet fuld tid.

Næh, det her hjemmegående husmor er helt ok set i det lys….