Jobsøgning på amerikansk, lesson 1

Jeg har tidligere skrevet om, hvor mange ting, der er er anderledes ved at søge job her i USA sammenlignet med Danmark. Nu har jeg lært, at jeg ikke skal tage alt, jeg hører for gode varer, og ikke være bange for selv at skrue lidt op for “bullshit-faktoren” når jeg taler med potentielle arbejdsgivere.

Første eksempel er de utallige mails jeg har modtaget, siden jeg har oprettet min profil på det amerikanske pendant til jobindex. Ved første gennemlæsning loves der guld og grønne skove, og det mest udfordrende job jeg kunne forestille mig.

“While perusing qualified candidates, I was fortunate to come across your resume being that I am considerably impressed with your professional experience. This is an exceptional growth opportunity for an aggressive, self-disciplined and high-energy individual who is looking for an extraordinary career and not just a job.”

Ved nærmere gennemlæsning er det tydeligvis en e-mail, der er sendt ud til alle aktive profiler med jævne mellemrum. Ofte handler det om rene provisions- og salgsjobs, hvor du kan arbejde hjemmefra – blot du har adgang til internet eller telefon, eller et forsikringsselskab, der søger nye forsikringsagenter – uanset om du har en baggrund som veteran, hjemmegående husmor eller noget helt tredje.

Andet eksempel er det indtryk jeg fik, da jeg havde været til en samtale hos en virksomhed, hvor chefen, da jeg gik ud af døren, virkede helt overivrig for hvornår jeg kunne starte, og afsluttede med et “I’ll get back to you as soon as possible, but I like to move quick.” Jeg følte mig helt overvældet og næsten med det ene ben i et job, jeg ikke engang helt var sikker på, om ville være noget for mig. På den anden side af weekenden, da jeg endnu ikke havde hørt noget nyt, bad jeg bureauet, der havde sendt mig derud, om en opdatering, hvorefter det viste sig, at de slet ikke var færdige med at holde samtaler, og slet ikke var klar til at beslutte sig om en kandidat. Samme oplevelse havde jeg efter et telefoninterview med en anden virksomhed, der også virkede meget ivrig efter om jeg kunne starte med det samme, og som gav mig det indtryk, at de stod og skulle bruge en lige nu og her. Dem har jeg endnu ikke hørt et ord fra. Og jeg som var så bekymret for, om jeg kunne tillade mig at sige, at jeg skulle bruge et par fridage i starten af maj…

Jeg ved godt, at jobmarkedet i Danmark også i mange tilfælde er gennemsyret af manglende respekt for jobsøgernes tid og indsats, men jeg er nok vant til at gå ind i den slags situationer med en vis portion loyalitet overfor andre igangværende rekrutteringsprocesser og ærlighed omkring min situation – og jeg er vant at det plejer at stemme nogenlunde overens med virkeligheden, når jeg får indtryk af, at en virksomhed er klar til at rykke hurtigt med en ansættelse.

Måske har jeg bare været uheldig ved de her par samtaler, men det har først og fremmest lært mig at slå koldt vand i blodet før der er noget mere konkret på bordet. Derudover skal jeg ikke være bange for at spille på flere heste samtidig og selv skrue lidt mere op for “bullshit-faktoren” og lidt ned for loyaliteten før der rent faktisk er en aftale i hus – for det gør alle andre tydeligvis.

Til gengæld har det også bekræftet mig i, at jeg har et godt CV til den slags stillinger, jeg har søgt herovre, og at det er den rette indgangsvinkel ind til jobmarkedet, jeg har haft hidtil. Og det i sig selv er værdifuldt. Og jeg ved nu, at min familie og tid med Sonni er det vigtigste lige nu. Så de jobmuligheder der eventuelt måtte komme, skal kunne passes ind i nogle fornuftige rammer omkring besøg over sommeren og ferie sammen med min mand.

Reklamer

Rullende bolde

Den sidste uges tid er der bolde, der er begyndt at rulle. Bolde der ruller hen imod en mere krævende tilværelse med 40 timers arbejdsuge og folk, der forventer noget af mig hver dag. I dag har jeg haft et møde med en person, der måske kunne tænke sig ansætte mig, og i morgen har jeg et telefoninterview med en anden.

Pludselig synes jeg, at det går lidt for hurtigt, og jeg vil gerne have at boldene ruller lidt langsommere. For der er jo sommerferie lige om lidt, vi får besøg hjemmefra, og hvad nu hvis jeg rigtigt gerne ville en smuttur til Danmark? Noget må der gives afkald på, for der er kun så meget, der kan kombineres med en 40 timers arbejdsuge.

Men det er jo mig selv, der bestemmer, og altsammen op til mig. Og nu må vi se hvor de forskellige bolde ender, og om det bærer noget konkret med sig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg skal sørge for at nyde min expatfrihed nu og her. Så det gør jeg så. Der er sol på terrassen og jeg tror også jeg har fortjent en god, lang kaffepause med en latte og en bog.

 

Erkendelser

Jeg er ved at være ude på den anden side af den værste panik-følelse over at have fået arbejdstilladelse (som du kan læse om her). Og i den proces er jeg også ved at erkende, at jeg ikke kan få i pose og i sæk. Jeg kan ikke både have et udfordrende arbejde OG have tid til at tage på udflugter, se Dr. Phil og drikke kaffe i expatklubben i løbet af dagen. For hvis jeg gerne vil have flere udfordringer, er jeg nødsaget til at forlade den trygge puppe og give afkald på noget af den frihed, jeg har p.t.

De første spæde skridt er taget i jobsøgningsprocessen, og jeg tager mig selv i at blive små-stresset over, at jeg ikke har fundet noget endnu, og at jeg burde have gjort endnu mere på nuværende tidspunkt. Den tvivlende stemme, som mange (kvinder?) sikkert kender, prøver at bilde mig ind, at min markedsværdi er dårligere end ligestillede amerikaneres, og at en arbejdsplads vil gøre MIG en tjeneste ved at ansætte mig, og at jeg derfor ikke har noget forhandlingsgrundlag for benefits og ferie.

Men jeg fortæller samtidig mig selv, at det er MIT valg at tage et arbejde, som JEG har lyst til, og at andres meninger og holdninger ikke skal diktere hvad JEG beslutter mig for, og hvornår jeg gør det. Jeg ændrer mig mindset til, at jeg ER det værd, at jeg ikke vil vælge det første og det bedste, og at min markedsværdi er MINDST lige så god som den ligestillede amerikaners.

Starten er i hvert fald gået, og så må vi se, hvor hurtigt jeg sprinter!

Your application has been approved…

I går fik jeg et brev fra U.S. Citizenship and Immigration Services. “Your application for employment authorization has been approved.”

Det betyder at jeg lovligt må tage arbejde i USA. Shit.

Jeg bør vel egentlig føle mig ret heldig og fejre det – for det er mere end mange andre “immigrants” nogen sinde får lov til (at de så gør det alligevel, er en anden sag..). Men jeg var ikke umiddelbart i fejringshumør i går. For det betyder, at jeg nu skal til at arbejde mere seriøst med det der jobsøgning og ikke bare tale om det. Og tage stilling til en helt masse ting med arbejdstider, benefits, ferie osv. Nu har jeg ikke den undskyldning mere, at myndighederne stadig er ved at  behandle min ansøgning.

En helt anden ting er, at jeg så småt allerede begynder at føle, at jeg har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet og “mit fag”. Det er utroligt så lidt der skal til, for at man begynder at tvivle på sit eget potentiale. For de venner og familie, der går rundt i ledighedsmøllen derhjemme, har jeg enormt stor respekt for den indsats det kræver, at blive ved med at fokusere på eget potentiale og arbejdsmæssige styrker. For jeg ved jo godt, at jeg i den ligning slet ikke har været væk fra arbejdet særligt længe. På den ene side føler jeg, at jeg bare burde komme i gang og finde et job så hurtigt som muligt, og på den anden side skræmmer det mig helt vildt at skulle performe i en helt ny kultur, på et andet sprog og med helt vildt mange andre ubekendte faktorer.

Jeg ved jo godt hvad der skal til…. men det er bare så pokkers meget rarere at stikke hovedet i busken og lade som ingenting…

MEN skal vi nu ikke lige tage ja-hatten på? For så kunne man jo argumentere, at det er et godt tegn, at 2014 starter med at jeg får arbejdstilladelse. Især når nu et af mine mål i 2014 rent faktisk var at få et arbejde (ja, for det var det jo, ikke?). Og så er det vel bare at tage en dyb indånding, sætte den ene fod foran den anden og se hvad der sker?