Man ved, at man har boet i USA, når…

Man under nedpakning af vigtige papirer, lige sikrer sig at dokumenter som vielsesattest, fødselsattest mv bliver opbevaret sammen med ens pas – man ved jo aldrig hvem der kunne finde på at kræve dem forevist når man skal registreres i det danske samfund igen.

Man overraskes over servicen hos Københavns kommunes pladsanvisning, når de svarer på e-mails inden for samme dag og ikke insisterer på håndoverbragte originaler som dokumentation for adresse i kommunen, men kan nøjes med en scannet kopi sendt pr e-mail. 

Man i selvsamme dialog med pladsanvisningen finder det mærkværdigt at medarbejderen tilbyder at klare opskrivningen over mail fremfor at henvise til en formular der skal udfyldes, printes og faxes – og at man efterfølgende finder det nødvendigt at dobbelttjekke at opskrivningen rent faktisk har fundet sted (og det havde den naturligvis!). 

Det pludselig er blevet ens første prioritet at få en god og solid opsparing op at stå når man flytter hjem. Man ved jo aldrig hvad der kan komme af uforudsete udgifter, og “cash is king”.

Man finder det helt naturligt kun at betale 25 dollars for en fuld tank benzin men til gengæld 20 dollars for en god flaske rødvin. 

Reklamer

Om bureaukrati – I should know by now…

Vi skulle have lavet pas til Elias i dag. Han er amerikansk statsborger og skal derfor have et amerikansk pas. 

Jeg havde nøjsomt og ned til mindste detalje nærlæst og udfyldt formularer for at få det heeelt rigtigt. Udskrevet og lagt i orden. Ringet til posthuset for at bestille tid (ja, for den slags foregår på posthuset herovre!). Nøjsomt noteret alt hvad der skulle med for at bevise at vi er hans forældre (og netop med børn går de meget op i at begge forældre er til stede og beviser slægtskab – jeg går ud fra de er bange for kidnapninger eller sådan noget?). Sørget for at Sonni kunne køre fra arbejdet og være til stede. Nøje udvalgt pasfotograf og brugt en hel dag på at få timet det heeeelt rigtigt med den lille uforudsigelige bandit. 

Da jeg udskrev formularen lod jeg godt mærke til, at printeren havde printet den ene side skævt så den allernederste linie med småt var skåret over. Jeg tænkte “det går nu nok”, men i mit baghovede vidste jeg egentlig godt bedre…..

Da vi skulle ud af døren i morges, Elias og jeg, gik det lidt stærkt og jeg havde nær glemt formularer og pasfoto, men kom heldigvis i tanker om det netop som jeg bakkede ud af garagen. Mens jeg nød det dejlige forårsvejr med Elias i barnevognen gik det op for mig, at jeg ikke havde taget en kopi af hans fødselsattest med, hvilket jeg ellers udtrykkeligt var blevet bedt om at medbringe. Sonni blev sendt hjem for at hente den, og jeg hastede på posthuset for at være der til den aftalte tid og forhåbentlig vinde lidt tid til Sonni var tilbage. 

Den sure postmand tog meget på vej over at barnets far ikke var til stede og begyndte at tale om, at jeg måtte booke en ny tid, for der kom andre efter mig, der havde en aftale. Med en behandlingstid på 4-6 uger har vi ikke tid til at vente på en ny tid inden vi skal rejse midt i maj, så mine håndflader blev mere og mere svedige mens jeg trippede og spejdede efter Sonni.

Til alt held kom Sonni i sidste øjeblik og den sure og stressede postmand gennede os hen til postmand nr. 2, som heldigvis var noget mere behagelig at tale med. Det viser sig, at han skulle bruge BÅDE en kopi OG den originale fødselsattest. Mine håndflader blev endnu mere svedige, for jeg var kun blevet oplyst, at det skulle være en kopi. Heldigvis havde Sonni hovedet på det rette sted og havde taget originalen med just in case. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde husket den i første omgang. 

Da alle papirer var udfyldt, underskrevet og stemplet et utal af gange noterede postmanden sig, at der manglede en smule af den nederste linie. Det går ikke. Om igen. Alt skulle udfyldes forfra, underskrives og stemples igen. 

Sonni havde hovedet fuld af arbejde, der ventede når han kom tilbage, og jeg var mega stresset over udsigten til måske at have trådt i spinaten for at kunne nå at få et pas til Elias i tide pga bureaukratiske formaliteter. 

Heldigvis var postmand nr. 2 tålmodig med os og lod mig udfylde en ny formular på stedet, selvom køen var lang og næste hold ventede på deres aftale. Så efter endnu en gang underskrifter, checks skrevet og gebyrer betalt skulle det nu være i orden, og denne lille fyr skulle gerne modtage sit amerikanske pas inden vi rejser til Danmark midt i maj. 

 

Og hvad kan man så lære af det??? Er du i tvivl om en formular er udfyldt korrekt, er det helt sikkert forkert! Og hvis noget i dit baghovede siger dig, at det ikke er helt godt nok, er det helt sikkert ikke godt nok! Og medbring altid både originaler og kopier af vigtige dokumenter! Også dem, du ikke lige troede, du ville få brug for. For den lille mand bag skranken har magt, masser af magt. Og han er ikke til hverken at hugge eller stikke i. Heldigvis findes de i mange afskygninger, de mænd bag skranken, og vi var heldige i dag at møde en helt menneskelig en af slagsen.