Om lufthavnstidsfordriv og Chicago

Jeg er pt strandet i Chicago lufthavn fordi mit fly er 8 timer forsinket. Det er åbenbart hvad man får ud af at gennemtrawle nettet for billige flyselskaber. Godt råd: undgå for enhver pris Frontier Airlines til indenrigsflyvninger i USA. Vi har fløjet med dem før, og hver gang har der været markante forsinkelser og dårlig service. Det gør vi så ikke igen…

Nå, men jeg kan da bruge tiden på at fordøje de sidste 4 dage i Chicago, som er en helt fantastisk by. Wauv altså.

Først og fremmest er det en helt vildt flot by. Masser af fantastisk og imponerende arkitektur, og byen bærer præg af at være blevet opbygget over relativt få år. Det meste af Chicago nedbrændte i 1871, og i tiden derefter begyndte man bevidst at bygge med andre materialer end træ og skyskraberne skød for alvor op i tiden derefter.

Det virker i høj grad som om man har haft en plan og tænkt over, hvordan byen skulle se ud i genopbygningen af Chicago. For eksempel er der et krav om, at bygninger, der opføres langs Chicago River (der går gennem byen) skal have en Riverwalk der er frit tilgængelig for alle. Det er ret fedt at gå en tur langs floden (eller tage en sejltur) og være omgivet af fænomenale skyskrabere og flot arkitektur. Det er lige til, det giver hold i nakken.

20140803-181730-65850864.jpg

20140803-181732-65852718.jpg

Udover de imponerende skyskrabere er jeg også stor fan af kunst på gadeplan, som den slags man finder i Millenium Park. Det er her, den berømte skulptur the Bean er, men også Crown Fountain som er en kæmpe væg med et ansigt, der fungerer som vandskulptur hvor børn og barnlige sjæle kan køle ned på en varm dag. Jeg elsker, når kunst på den måde interagerer med folk og frembringer nye perspektiver på hvad byen kan bruges til!

20140803-183749-67069918.jpg

20140803-183817-67097048.jpg
I denne weekend var Chicago fyldt med festivalstemte Urban Outfitters-klædte Hipstere med blomsterbånd i håret, der skulle til Lollapalooza festivalen, som bliver afholdt midt inde i Chicago. Udover den menneskemængde der tydeligvis hørte til festivalen, synes jeg ikke på nogen måde Chicago virkede overrendt med turister i modsætning til f.eks. New York.

Det er ikke kun skyskrabere og Urban gadekunst der imponerer mig. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan (som er så stor at man ikke fatter at det kan være en sø!), og her er der op til flere strande med fint sand og volleyballspillende strandløver og -løvinder. Vi tog en tur i den nærliggende Lincoln Park Zoo, som er åben og gratis alle dage. Det er en rigtig hyggelig tur hvor dyrene har det godt og har masser af plads, og hvor der er stier med både pænt amerikansk park-miljø og områder med vilde blomster og mere marsk-agtigt. Det kan klart anbefales for både voksne og børn!

20140803-194256-70976500.jpg

20140803-200154-72114714.jpg
I det hele taget er der masser af ting at tage sig til i Chicago, og der er en helt masse spændende museer at besøge hvis man er til den slags. Min søster og jeg er ikke helt på samme niveau med den slags, men vi fandt heldigvis et passende kompromis 🙂

Summasummarum: jeg glæder mig til næste gang jeg skal til Chicago, for det er i den grad en by, der er et gensyn værd!

(Og sådan lykkedes det at slå en 3-4 timer ihjel i en lufthavn med kamp om strømstik i afgangsterminalen og svigtende internetforbindelse undervejs.)

Reklamer

Søster-kvali-tid coming up

Om et par dage hopper jeg på en flyver og møder min savnede lillesøster i Chicago – en by vi begge længe gerne har villet besøge. Jeg glæder mig først og fremmest til at søster-hygge igennem, men også til at opleve noget nyt efter at have lullet rundt de samme steder her på Østkysten ret mange gange.

Jeg glæder mig til at opleve Chicago som den metropol den er med skyskrabere, brede boulevarder og en badestrand, og jeg glæder mig til at komme til Midtvesten. Jeg skal hive min søster med på dette kunstmuseum hvor jeg forhåbentlig kan overbevise hende om, at det er ret fedt at se de originale mesterværker af store kunstnere som Picasso, Matisse og Dalí. Jeg glæder mig til at blive blæst omkuld af Chicagos fænomenale arkitektur, og så ellers til masser af cafeer, gode frokoster og masser af slendren rundt i byen.

Billedet er lånt fra http://news.distractify.com/culture/chicago-city-of-dreams hvor der er mange flere flotte Chicago-billeder.

Søster tager heldigvis med tilbage til Delaware for en god uges tid, hvor vi primært skal slappe af, tilbringe de varmeste dage ved den lokale pool og en tur til New York en gang eller to. New Yorker-søs må jo have sin dosis for ikke at få alt for slemme abstinenser 🙂

Håber I nyder sommeren derude! Det gør vi!

I øvrigt så er opfølgningen på sagen med vores forsikringsselskab, at vi har appelleret deres afgørelse med henvisning til, at de har kendt til sagen længe før udløbet af klagefristen. Nu må vi så se hvor længe behandlingen af denne henvendelse tager. Sikkert endnu 4-6 uger.