Nyt år, ny begyndelse

Der har været stille på bloggen den sidste tid, for livet her i Delaware har været fyldt med store beslutninger og løse ender der skulle på plads. Det har fyldt meget mentalt og optaget det meste af min hjernekapacitet de sidste par måneder, så der har ikke været meget tilbage når Elias er blevet lagt i seng og der er ro i huset. 

Det nye år byder på en ny begyndelse for vores lille familie, for vi flytter hjem til Danmark! Og jeg glæder mig helt vildt! Ja, også selv om det er til en hverdag med hente/bringe stress hvor det bliver mørkt næsten inden man har opdaget at det er blevet lyst! 

Beslutningen har været længe undervejs, men den blev rykket frem da det projekt Sonni har arbejdet på de sidste 4 år blev lukket ned. Selvom det ikke betød, at han ville miste sit job, var der ikke så meget der holdt ham herovre mere. Da der tilmed viste sig en mulighed, der betød, at vi kunne undgå de store omkostninger der normalt er ved sådan en flytning, var vi ikke længe om at slå til – på trods af at det betyder, at vi sælger 80% af vores indbo herovre!

Så scenarier skulle diskuteres, tidsperspektiver overvejes, lister skulle laves, praktikaliteter skulle på plads, kasser skulle pakkes, møbler skulle sælges. 

Og jeg må indrømme, at jeg i den proces ikke var den allerbedste udgave af mig selv. Overskud var nok i det hele taget ikke det, der var mest af her i husholdningen – deraf også stilheden på bloggen. Men det er ved at være tilbage, selvom der stadig er meget der skal på plads inden jeg og Elias rejser d. 11. Januar og Sonni følger efter 3 uger senere. 

Vi har fundet en møbleret bolig for de første 3 måneder, Elias har fået dagplejeplads rundt om hjørnet, Sonni har fået nyt job og jeg er i fuld gang med at søge arbejde! Så de store linier er trukket op og 1. Februar starter vores danske liv for alvor!

Så lige om lidt lægger vi tilværelsen som udlandsdanskere bag os og bliver dem der, bag den danske ligusterhæk, der engang boede i USA. Men vi glæder os rigtigt meget. Til at være tæt på familie og venner og vi (nok mest mig) glæder os til at slå rødder og sådan rigtigt høre til et sted igen.

Og så er der naturligvis alt det, vi kommer til at savne ved USA, men mere om det i et andet indlæg.

Reklamer

Danmark med amerikanske øjne

Inden vi skulle til Danmark var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville opfatte Danmark og danskerne, nu hvor jeg ser mere og mere med amerikanske øjne, og nu hvor det tilmed var et helt år siden vi var der sidst. Jeg var spændt på, hvordan det ville være at gå rundt med en barnevogn i Københavns gader, og hvor mange sure miner jeg ville møde over at fylde for meget på de smalle fortove.

Dette er, som jeg oplevede Danmark efter at have boet knap 2 år i USA:

  • Der er meget plads på motorvejene og folk kører enormt pænt og civiliseret! Der er slet ikke samme andel af aggressive billister, som vi er vant til i USA.
  • Parkeringsbåsene er virkelig små i Danmark!!!
  • Folk er faktisk meget venlige og vil gerne small-talke – hvis blot du tager initiativet! Jeg oplevede gang på gang at jeg faktisk havde nogle ret hyggelige små snakke med folk jeg mødte i metroen, i butikkerne osv. Forskellen til USA er, at jeg var den der startede snakken.
  • Jeg fik overraskende meget hjælp til barnevognen i butikker, elevatorer og i S-tog. Hver gang sørgede jeg for at kvittere med øjenkontakt og et “tusind tak”, og det gav altid et smil tilbage, og folk virkede faktisk lidt overraskede over, at jeg sagde pænt tak for hjælpen…
  • Den mest amerikanske oplevelse jeg havde, var på en s-togs station på den Københavnske vestegn. Et sted, som blandt mange ikke har det bedste ry pga områdets store andel af beboere med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg ventede på elevatoren til perronen bag et par ældre mænd, der både lod mig og barnevognen komme ind før dem, og sørgede for at holde døren til jeg var sikkert inde. Den mindst amerikanske oplevelse jeg havde, var på Christianshavns metrostation, hvor en ung fyr skyndte sig ind i elevatoren lige foran mig, så han kunne komme med, og der lige netop ikke var plads til mig og barnevogn, så jeg pænt måtte vente til elevatoren kom op igen.
  • Der er ingen, der giver kommentarer som “aww how cute” til din søde baby, når du er nogen steder. Jeg tog mig selv i gang på gang at blive overrasket over, at der ikke var nogen komplimenter eller søde kommentarer til Elias.
  • Alt er virkelig dyrt i Danmark, og jeg har tilsyneladende vænnet mig til det amerikanske prisniveau, når jeg synes at det kan være dyrt at leve i USA.
  • Der er stadig virkelig dårlig service på restauranter og cafeer i København. Men så behøver man til gengæld heller ikke give drikkepenge.
  • Det er en enorm stressende oplevelse at handle ind i Danmark når man selv skal pakke sine varer!
  • Selv lavprissupermarkeder har et overraskende bredt udvalg af økologiske varer til fornuftige priser (sammenlignet med det øvrige prisniveau i Danmark, naturligvis). Der hvor jeg oftest handler her i USA (et stort velassorteret supermarked, hvor prisniveauet vel kan sammenlignes med Netto) er økologi noget, der er samlet på en særlig hylde i grøntafdelingen, og priserne er dobbelt så høje som på de ikke økologiske varer.
  • Det danske sommervejr er i den grad lunefuldt, men danskerne er med amerikanske øjne virkelig nogle vikinger, der cykler ufortrødent videre i øsende regnvejr, og sidder på fortovscafeerne med store jakker på, blot den mindste solstråle titter frem.
  • Danske børnefamilier er virkelig hårdt spændt for. Der er 2 udearbejdende forældre, mange timer i institution og kun ganske få timer sammen som familie i hverdagen, og der er planer med venner og familie de næste mange weekender flere måneder ud i fremtiden. Jo, det danske arbejdsmarked er langt bedre mod børnefamilierne end det amerikanske – men kun i de tilfælde, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det er min opfattelse, at i de familier i USA, hvor den ene forælder er hjemmegående, er der langt mere ro på og kvalitetstid for børnene både i hverdagen og i weekenden. At den arbejdende forælder så ofte går glip af meget tid med børnene, fordi arbejdet tager så mange timer hver uge, er en anden sag. Græsset er jo nok aldrig helt så grønt på den anden side, som det kan se ud til.

Det er skægt, det der med at flytte ud for en tid. Når vi er her i USA, føler vi os mere danske end amerikanske, og vi ser på det amerikanske samfund med danske øjne. Men jeg kan mærke, at vi begynder at have mere og mere USA i os, når vi er i Danmark, og pludselig er vi lidt mere amerikanske end vores danske venner og familie, og vi stiller spørgsmålstegn ved ting, som tidligere var en helt integreret del af den måde, vi levede vores liv på engang. Jeg tror, alle, der har været expats eller boet i udlandet for en tid, kan nikke genkendende til den følelse. Og den dag, vi bor i Danmark igen, håber jeg, vi vil huske de forskelle og de ting, vi undrer os over nu, og tage en lille del af vores amerikanske liv med tilbage til Danmark.

To en halv måned senere…. (så gik der tid med det)

Nå.. men det var det der blogging vi kom fra….?

Hold nu op hvor går tiden stærkt – jeg har helt røde ører over, at det var april jeg sidst skrev noget her på bloggen. Dagene kommer og går, og hverdagen kan også være forudsigelig og småkedelig selvom man er flyttet til USA. Jeg har tænkt meget på bloggen, og har da også nogle halv-færdige kladder liggende – men overskuddet og inspirationen har ikke helt været der. Jeg kan konstatere, at den her blog ikke kommer med i den populære “mommyblog-klub”, for selvom jeg glædeligt følger med på flere blogs hvor moderskab, hverdag og familieliv udgør ganske fornøjelig læsning, bliver det aldrig mig. Jeg har hverken inspirationen eller lysten til at udstille vores hverdag råt for usødet til skue for hele internettet. Så det må blive ved de lidt mere drypvise hverdagsfortællinger, og derudover de betragtninger og oplevelser, som vi stadig får, men som der er lidt længere imellem efterhånden.

Siden sidst har vi været i Danmark! Næsten 5 hele uger var vi afsted, og Sonni havde fået lov til at arbejde et par af ugerne fra kontoret i København, så det kunne lade sig gøre for os at være afsted så længe. Så fedt! Det var fantastisk at se familie og venner igen – mange havde vi ikke har set siden vi flyttede for snart 2 år siden, og det var skønt at se alle igen! Vejret var typisk dansk og bød på blæst, regn og kulde, så vi fik blev lige mindet om, at vi ikke skal være alt for nostalgiske omkring den danske sommer…. Men når det så er sagt, så fik vi da også et par dejlige sommeragtige dage, og så er Danmark jo altså helt okay….

IMG_7356

Rejsen gik over alt forventning! 21 timer var vi på vej, fra vi forlod matriklen her i Newark til vi ankom i Hjallerup hos Sonnis søster og familie. Elias tog det hele i stiv arm, selvom flyet var forsinket og vi – da vi var landet i Kastrup – stadig havde 5 timer foran os med bil og færge og bil igen før vi var fremme. Han sov stort set under hele flyveturen og opførte sig eksemplarisk. Han er i sandhed en lille verdensborger, og jeg er helt vildt stolt af ham for at klare det hele så godt!

IMG_7357

Vi havde et par skønne uger i Jylland, hvor gensynsglæden var stor, og Elias rigtig fik kvalitetstid med både kusiner, faster, onkel og farmor og farfar i Nordjylland, samt mormor og morfar og moster i Jelling. Vi holdt barnedåb med telt i haven og dansk, amerikansk og færøsk buffet til frokost. Sonni havde brugt hele ugen på at lave mad, og på trods af det kolde danske sommervejr havde vi en rigtig hyggelig dag med hele vores familie!

Elias fik også sin festivaldebut til Jelling Festival i blæst og kulde (det var det der, med det danske sommervejr!) – ikke noget den lille amerikaner var super begejstret for i øvrigt… Og det var iøvrigt nok lige vel optimistisk, at jeg havde købt billet til alle 3 dage, skulle jeg hilse og sige. Men jeg fik i den grad genoplevet gamle teenageminder lørdag aften da Dizzy Mizz Lizzy spillede, mens Elias sov sødt og moster var hyret som babysitter. Og det var sådan i store træk det, jeg fik ud af den festival. Ja ja, men så blev man jo det klogere….

IMG_7089

København bød på masser af vennebesøg, cafeture og de pludselige logistikudfordringer, der følger med, når man skal besøge venner i Farum til aftensmad og pludselig skal forholde sig til baby, barnevogn og oppakning, og ikke har hverken bil eller autostol til rådighed. Jeg har aldrig kørt så meget med S-tog, som jeg har gjort i de to uger vi var i København. Programmet endte med at blive lidt mere hektisk end hvad jeg havde lovet mig selv, det skulle blive. Men det var jo skønt at se alle igen, og Elias klarede det hele så fantastisk. Og jeg fortryder på ingen måde, at vi havde lavet alle de planer, for jeg ville godt nok have ærgret mig, hvis der var nogen, vi ikke havde nået at se.

Men efter nogle ret hektiske uger, var det også skønt at komme hjem igen. Hjem til vores egen seng, og hjem til vores egen hverdag hvor der er tid og ro og bare os tre. Det er blevet tydeligt for mig, hvor priviligerede vi er, at vi har så meget tid sammen som familie uden alle mulige forpligtelser og weekendplaner mange måneder ud i fremtiden.

Nu har vi nogle fridage, da det er 4. juli på lørdag, og Sonni i den forbindelse har fri både torsdag og fredag. Ja altså, jeg ved godt, at jeg jo har fridag hver dag, men på Sonnis fridage har vi tid som familie, til at gå ned i gear og tid til at hygge os sammen alle 3 (og lidt hver for sig…). Så weekenden forude byder på USA’s vel nok største mærkedag efter Thanksgiving; Uafhængighedsdagen, 4. juli. Sidste år fik vi virkelig den amerikanske patriotisme at føle, og i år vil vi også ud og fejre den sammen med amerikanere, hvis vejret tillader det! Nu får vi at se.

Jeg lover, der ikke går to en halv måned inden der kommer noget på bloggen igen. Sonni har også snakket om at han vil skrive noget, men han vil ikke løfte sløret for hvad det er. Anyway – god sommer til alle jer derude, om I befinder jer i det danske sommerland eller ude i verden!

Spread the Pølselove in NYC

I søndags var min søster og jeg en tur i New York (bare sådan lige fordi man kan), og tilfældigvis havde jeg fundet ud af, at men lige netop denne dag kunne få traditionelle danske hotdogs ved et pop-up arrangement på en bar i East Village, som firmaet Revolving Dansk stod bag. Og jeg ELSKER altså danske hotdogs. Og jeg savner i den grad nogle ordentlige grillpølser herovre. Alle de pølser man finder i køledisken herovre er lavet af oksekød, og det er altså bare ikke det samme. Og her var der lokalt fremstillede svinepølser (økologiske endda), remoulade, sennep, syltede agurker og alt hvad der hører til en rigtig dansk hotdog. What’s not to like??

IMG_4862

Selve konceptet var hotdogs & øl, og det blev derfor holdt på en hyggelig, men udefra lidt skummelt udseende, kælderbar. I hvert fald blev vi enormt positivt overraskede over stedet, da vi først havde trodset den indledende tvivl om det nu også kunne passe, at det var her, der var hotdog-arrangement. Vi blev budt velkommen med et “Hi girls, are you here for the hotdogs?” så snart vi trådte ind ad døren, og så var der ingen tvivl. Jimmy, ejeren af baren, bød os både varmt velkommen og farvel og viste sig at være en stor fan af danske hotdogs.

IMG_4855

Vi jokede lidt med, at der sikkert ville være proppet med danske expats til sådan et arrangement og ikke en amerikaner at se i miles afstand, men vi tog grundigt fejl! I løbet af den første time var der fyldt med amerikanere, og de var vilde med de danske luksus-hotdogs (som kostede 6$ stykket – sammenlignet med dem, man kan købe på gaden for 2$, er det noget af en prisforskel). Der var både røde og ristede pølser samt franske hotdogs. Vi grinte ret meget, da min søster overhørte en samtale mellem en pige og hendes kæreste, efter hun havde købt en fransk hotdog: Pigen: “Don’t I get any ketchup to this?” Fyr: “Well, I dont know. There’s stuff in there – I dont know what it is, but there’s stuff in there” Pigen kigger lidt mistroisk på hotdogen: “I’m getting some ketchup” hvorefter hun putter ketchup på det øverste af pølsen inden hun tager en bid. Desværre fik vi ikke fat i, hvordan hun reagerede, da hun kom ned til det “stuff” der var i brødet, men hun blev garanteret overrasket! At dømme ud fra den generelle stemning og begejstring blandt gæsterne, var de danske hotdogs populære, og mange var oppe og bestille ad flere omgange.

IMG_4853

Det varmede altså mit bløde dansker-hjerte at se, at det ikke kun var en flok hotdog-hungrende udlandsdanskere som mig, der var dukket op, men derimod at amerikanerne (New Yorkerne i hvert fald) tager godt imod noget så dansk som vores røde pølser og klassiske hotdog.

Og hvad var dommen så, fra den hotdog-elskende expat? De smagte rigtigt godt! Men da de får pølserne fremstillet her i USA og så vidt muligt forsøger at ramme den klassiske danske hotdog-pølse, smagte de lidt anderledes end man er vant til. Det er til gengæld et ekstra plus i min bog at de er økologiske, glutenfri og uden alt muligt skidt.

IMG_4856

Vi talte kort med Martin, som er den ene stifter af firmaet Revolving Dansk, og han kunne bekræfte, at de danske hotdogs er en stor succes i New York, og at amerikanerne er vilde med dem. Læs mere om dem her: www.revolvingdansk.com eller om deres seneste arrangementer (inkl. det i søndags) på revolvingdansk.tumblr.com.

Billedet er lånt fra revolvingdansk.tumblr.com

Alt i alt er det et fantastisk initiativ som Martin og hans kone har fået op at stå, og jeg glæder mig personligt rigtigt meget til den dag, man kan købe deres pølser i butikkerne, hvilket de arbejder på i den nærmeste fremtid. Hvis der er hotdog-spisning næste gang jeg er i byen, skal jeg helt sikkert tilbage!

Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.