Lidt mere om sundhedsforsikringer

En af mine MOMS Club veninder gav mig en dag lidt indsigt i det med sundhedsforsikringer set med amerikanske øjne. Det var simpelthen så interessant, men jeg havde så mange spørgsmål til det, at jeg ikke kunne få mig selv til at blive ved med at spørge om ting, der for hende måtte virke fuldstændigt indlysende. Så jeg måtte stoppe mig selv og gå hjem og google mig til resten.

Det startede med, at hun fortalte, at hun skulle søge om Medicaid forsikring til sin søn. Hendes mand er selvstændig og har ikke råd til at købe forsikring gennem sit enkeltmands firma (eller prioriterer det ikke?) og hun arbejder ikke for tiden, så de var uden forsikring. Noget hun ikke anså som optimalt, men for de voksne i husstanden måtte det nu engang være sådan for en overgang, og for sin søn søgte hun så den offentlige bistandsforsikring Medicaid. Det var ikke noget hun var stolt af, for man aspirerer ikke til at være på offentlig forsørgelse.

– Men hvad er Medicaid og hvem er så dækket? –

Det her var hvad jeg fandt ud af, da jeg efterfølgende googlede mig frem til hvordan Medicaid hænger sammen (hvis der sidder nogen derude og læser med, der har mere forstand på emnet, så ret mig endelig, hvis jeg tager fejl i mine fakta):

Medicaid er en bistandsydelse, der giver sundhedsforsikring til de fattigste mennesker i USA baseret ud fra din indkomst (eller mangel på samme) i forhold til det nationale fattigdomsindex, og minimumskravene for at være berettiget til Medicaid er fastsat fra føderalt niveau. Disse minimumskrav er – efter min mening – latterligt lave. En familie på 3 personer skal have en årlig husstandsindkomst på under 8.840 dollars (ca. 58.600 kr) for at være berettiget. Det er et fattigdomsindex på 44. Og voksne uden børn under dette niveau er slet ikke dækket! Det skaber et alvorligt stort “coverage gap” – både for de fattige voksne uden børn, som ikke er dækket, men også for de familier, som stadig har en meget lav indkomst, men enten ikke har adgang til forsikring gennem deres arbejdsgiver, eller ikke har råd til at betale forsikringspræmien fra deres beskedne løn. Mange i denne gruppe er dem, man kalder working poor.

Dette billede, som jeg har taget fra en artikel her, viser det meget godt:

Obama har, med sin Affordable Care Act (ACA), givet de enkelte stater råderum til at udvide dækningen af Medicaid for at udligne dette gap. Problemet er bare, at det er op til den enkelte stat at bestemme, om og hvor meget de vil udvide, og det skaber en kæmpe ulighed fra stat til stat. Pr. 1. september 2015 er der tilsyneladende 31 stater, der har udvidet dækningen. Det er simpelthen så kompliceret, og jeg synes, det må være helt uoverskueligt at finde hovede og hale i for dem, der virkelig har brug for det (og som måske samtidig er dem, der har færrest ressourcer til at gennemskue kompleksiteten i det).

For min venindes vedkommende kunne hun få sin søn dækket under Medicaid for et ret symbolsk beløb om måneden – fastsat efter deres indkomst.

Hun arbejder som tilkaldevikar i skolesystemet og stod på dette tidspunkt uden ansættelse. I sin tidligere ansættelse var hun dækket for hele skoleåret, og da forsikringsselskabet efter udløbet af hendes ansættelse havde kontaktet hende for at tilbyde at forlænge dækningen for egen regning, lød forsikringspræmien på 1.200 dollars om måneden! Og det er UDEN egenbetalingsdelen hos lægen som der også hører med. Det er absurd så dyrt det er, hvis man skal forsikre sig uden om en arbejdsgiver. En del af Affordable Care Act er, at tilbyde billigere sundhedsforsikringer under navnet Obamacare, og i en periode havde hende og familien været forsikret under en af disse forsikringer. Der havde de for 3 personer i husstanden haft en udgift for 5-600 dollars om måneden i præmie. Jeg har ikke sat mig ind i forsikringstyperne under Obamacare, og det kan sikkert godt gøres billigere, men hvis niveauet ligger deromkring kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, hvis den gennemsnitlige uforsikrede amerikaner synes, det er mange penge at skulle finde ekstra hver måned for noget, de ikke nødvendigvis får noget igen for lige nu og her.

Og så er der jo dem, der tjener penge nok, men aktivt fravælger at være forsikrede.

Dem, der synes, det er deres grundlovssikrede ret at vælge, hvad de skal bruge deres penge til, eller dem, der bare ikke kan se, hvorfor de skal forsikre sig. De er jo sunde og raske?

Min veninde fortalte mig om en fælles veninde, der tilhører den sidste kategori. Hendes mand og hun har ikke forsikring. Deres datter er dækket under Medicaid, men de har selv fravalgt at være forsikrede – givetvis for at spare den månedlige udgift det koster fra hans løn. Dette selvom han har et ganske udmærket job hos universitetet (her går jeg ud fra, at universitetet tilbyder sundhedsforsikring til deres ansatte). De bruger deres opsparing, hvis der sker noget, og betaler den (beskedne) bøde de får af regeringen for ikke at være dækket. De er jo sunde og raske, og de er unge. Hvorfor skulle de betale for noget, de ikke har brug for? Hun fødte endda sin datter uden at have forsikring. De forhandlede simpelthen en pris med hospitalet forud for fødslen, men hvad de havde gjort hvis der gik noget galt eller de skulle indlægges efterfølgende, tør jeg simpelthen ikke tænke på.

Jeg har ikke spurgt hende om baggrunden for deres valg – jeg synes det er at komme for tæt på, og hvorfor skulle jeg kunne dømme deres valg?

Jeg ser i den grad verden gennem andre øjne end de fleste amerikanere, og jeg ville aldrig løbe risikoen og selvvalgt leve i USA uden sundhedsforsikring. Men når det så er sagt, så kan jeg godt se, at den almindelige middelklasseamerikaner, der i forvejen passer lidt ekstra på pengene, kan føle at det er et brud på sin grundlovssikrede ret om det frie valg, når han skal tvinges til at betale for en sundhedsforsikring, som han ikke mener, han har brug for.

Det sidste forstår jeg ikke. Men jeg respekterer, at andre ser anderledes på det end mig. Og det er dælme noget mere kompliceret end det ser ud, når man ser Obama tone frem på fjernsynet og love, at der skal være affordable healthcare til alle.

Reklamer

Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.