Længe ventet

Mandag aften den 5. Januar blev vi omsider forældre til en helt perfekt og velskabt lille søn. Vores verden er blevet vendt 180 grader på hovedet siden da med alt hvad det indebærer af amning, bleskift, søvnmangel og en altopslugende kærlighed til sådan et lille væsen.

Kort fortalt tog vi efter aftale med min fødselslæge til hospitalet søndag aften for at fødslen kunne blive sat i gang. Hold da op hvor var den søndag bare en mærkelig dag…! Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gik bare rundt og skiftevis småtudede og stirrede paralyseret ud i luften.

Da vi ankom til hospitalet, blev vi indskrevet og fik tildelt en stue, og de forskellige ting blev sat i værk i løbet af aftenen. Natten gik med små-veer og om morgenen var der ikke sket det store siden aftenen før. Det samme mønster fortsatte i løbet af mandagen – min livmoderhals udvidede sig ikke særligt meget, og babyens hjerterytme var lidt ustabil af og til. Derfor begyndte lægerne sidst på eftermiddagen at tale om kejsersnit, og som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var den bedste løsning for mig og for ham. Det hele foregik meget udramatisk, og kl. 21.37 mandag aften kom vores søn til verden med et grynt og et par spæde skrig, men ellers faldt han hurtigt til ro ved lyden af sin fars stemme, mens jeg blev syet og gjort klar til at kunne holde min søn for første gang.

Her er han. Vores smukke Elias, som vejede 3515 g og målte 54,5 cm ved fødslen.

IMG_4001 
Vi var indlagt på hospitalet i 3 nætter, og vi havde vores egen private stue med lænestole, eget bad og toilet og hvert vores tv med internetadgang. Det var simpelthen så fint og helt vildt rart at have nogle nætter sammen på hospitalet, når nu jeg ikke kunne så meget efter kejsersnittet.

Derudover, kan jeg berette fra den amerikanske fødegang, at:

…jeg ved indskrivning blev hentet ind på stuen, mens Sonni stadig sad i venteområdet, hvorefter sygeplejersken spurgte ind til om jeg var tryg derhjemme, om jeg havde haft lyst til at gøre skade på mig selv eller på andre, og om der var nogle ting jeg ikke var tryg ved at tale om, mens min mand var i rummet.

…man kun må få “clear liquids” at drikke, når man føder. Det indebærer til gengæld åbenbart både juice, ginger ale og cola. Og så må man spise Jello, som for de uindviede er sådan noget gelestads lavet på pulver med forskellig smag.

…man rent faktisk får installeret en alarm på sin baby, så han/hun ikke kan fjernes fra området uden den er taget af.

…man får en menu, man kan vælge måltider ud fra. Maden er dog ikke meget over dansk hospitalsmad af den grund, og blandt valgmulighederne er der da også både burger, pizza og pomfritter.

…vi fik besøg af en professionel babyfotograf på stuen, der tilbød en fotosession uden beregning – vi kunne frit beslutte os bagefter, om vi ville købe billederne og hvor mange. De nybagte forældrehjerter er nemme at bevæge, og da hun et par timer senere kom tilbage med et slideshow tilsat blød musik, var der jo ikke et øje tørt, og vi havde nær købt alle billederne på stedet.

…alle de læger og jordemødre, der havde været en del af teamet omkring min fødsel og på et eller andet tidspunkt havde været involveret i mit forløb, kiggede forbi på barselsgangen for at følge op på forløbet (og se resultatet).

…jeg ikke kunne få lov til at gå selv, da vi blev udskrevet, men skulle vente på en eskorte, som var en gammel dame, der skulle skubbe mig i en rullestol mens jeg havde barn + autostol på skødet. Faren måtte ikke engang bære barnet på vej ud.

Sonni har ferie til på mandag, og jeg er ved at være nogenlunde ovenpå efter operationen. Dagene flyder ud i ét her i vores lykkelige lille bobbel. Vi er naturligvis helt forelskede i vores smukke lille søn, og det giver nu pludselig mening hvorfor vi skulle vente så længe på ham.