Om at komme ud af fjerene og blive klar til “deadline”

Hold nu op, hvor skal jeg huske at nyde hvor priviligeret jeg faktisk er, at jeg kan sove længe på en mandag, at jeg ikke behøver at stresse over, at bilen skal til service (igen), at jeg kan mødes til hyggelige frokoster i løbet af ugen, og at jeg har masser af tid til at kigge på babyting og udstyr til børneværelset.

I virkeligheden er jeg ikke helt så god til at stoppe op og værdsætte det mens jeg står i det, og ved ugens udgang tager jeg tit mig selv i at konstatere, at “det nåede jeg heller ikke lige denne uge”. Seriøst, det er nogle gange et mysterie hvad jeg får tiden til at gå med. Sonnis kommentar i går om at han godt kunne tænke sig at bytte plads med mig, bare for et par uger (med udsigten til endnu en stressende arbejdsuge), fik mig (igen) til at stoppe op og værdsætte det lidt mere. Så i denne uge skal der ikke kun planlægges, men også udføres, og jeg vil nyde at jeg ikke behøver at stresse over et travlt arbejdsliv på samme tid.

Og apropros det med at planlægge uden at udføre, så afspejler det meget godt, hvor vi er i projekt “blive klar til baby”, der planmæssigt har deadline om en 9 ugers tid. Der er altså ikke styr på ret meget sådan rent praktisk endnu, men listerne er lange og jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på det i hovedet. Meeen der skal også snart noget handling bag, for at vi ikke lige pludselig risikerer at stå med håret i postkassen tidligere end vi havde forventet. I hvert fald må vi snart en tur i IKEA og blive udstyret med de vigtigste ting, vi har til gengæld indkøbt kombibarnevogn, og vi skal have bestilt den autostol, vi langt om længe har besluttet os for at købe.

Jeg har i øvrigt gennemført mine 3 moduler fødselsforberedelse, som mest gik på alle de praktiske ting, hospitalet, smertelindring osv. Jeg synes overordnet det var godt og fyldestgørende, og det var især rart for mig at få sat det at føde i en amerikansk kontekst. Noget der dog overraskede mig rigtigt meget, er forholdet til smertelindring. Altså det overrasker mig ikke, at de kraftigt opfordrer til, at man tager imod smertelindring (folk gør generelt meget for at mindske den mindste form for ubehag – se bare det store udvalg af håndkøbsmedicin, man kan få i amerikanske “drugstores”), men det overraskede mig faktisk hvor få muligheder man har for mere naturlig smertelindring, og hvor lidt, der er fokus på alternative metoder som f.eks. akupunktur. Igen er det på vores hospital, det er sådan. Jeg kunne uden problemer have valgt en fødselsklinik hvor der er mere fokus på naturlig smertelindring end på medicinsk, men så ville det ikke være et hospital, og det synes jeg i sidste ende var mere trygt. Indtil nu har min opfattelse af sundhedsvæsnet faktisk været, at de har været mere holistiske i deres behandlingsbillede, end man er i Danmark, men lige præcist i dette tilfælde, kan man kun vælge medicinsk smertelindring under fødslen – epiduralblokade eller morfinlignende bedøvelse. 98% af alle fødende på vores hospital vælger en epiduralblokade, så det siger lidt om, hvor udbredt det er. Det understøtter min opfattelse, at, amerikanerne er utroligt bange for at have ondt og føle ubehag. Jeg er slet ikke imod at få medicinsk smertelindring på nogen måde, men jeg ville ikke have noget imod at have haft flere valgmuligheder.

Men jeg har stadig en god og tryg oplevelse af hospitalet, og der er ikke nogen tvivl om, at vi vil blive passet godt på derinde.

Nå, men hvis jeg skal opnå mit mål med at komme mere ud af fjerene herhjemme, må jeg nok hellere lukke ned for bloggen og computeren og komme igang med dagens projekter.

Reklamer

Milepæle

Mandag morgen kl 8.00 kom der en flyttebil og to flyttefolk til vores adresse. Få timer senere var det meste af vores lejlighed pakket i kasser og båret ned i flyttebilen. Ikke noget at sige til, at flyttemændende var trætte.

Det er underligt at tænke på, at hele vores liv her i København på så kort tid blev pakket ned, og at de nu befinder sig i en stor container på vej over Atlanten. Lejligheden er næsten tom, med undtagelse af en gæsteseng og de mest nødvendige ting til den næste måneds tid her i Danmark. Men det er jo rigtigt når Sonni siger, at det bare er ting. Vores liv er ikke i den container, men der hvor vi er. Sammen. Han er nu egentlig ret klog, min mand.

Så lejligheden er ret tom. Og her skal jeg bo den næste måneds tid. Jeg havde egentlig troet at det ville være sværere for mig, men når alt kommer til alt, så var det en ret stressende tid op til flyttebilen kom – både fysisk og mentalt. Så på alle måder har det været en god milepæl at nå, og lige nu har jeg det faktisk ret ok med at bo i en næsten tom lejlighed.

Der er stadig masser af praktiske projekter for mig at få styr på den næste måneds tid, men for nu slapper jeg af og nyder, at vi har overstået de store milepæle herhjemme, at vi formentlig har fået solgt lejligheden, og at vores ting er på vej overthere for at starte et nyt liv med os i USA. Om en uges tid sender jeg også min mand derover, og så er det for alvor at bolden ruller…. Jeg glæder mig!

/Anne

Tanker om forandringer og overgange

Jeg har sagt mit gode job op her i Danmark og siger farvel til gode kollegaer og spændende arbejdsopgaver til fordel for en hverdag, som jeg skal have op at stå helt fra bunden. Jeg ved ikke endnu hvad jeg skal lave, om jeg skal arbejde eller studere. Jeg finder vel ud af det..

Vi har sat lejligheden til salg og flytter de vigtigste ting med “over there”. Resten af vores indbo, som ikke har den store affektionsværdi, sælger vi eller skiller os af med på en anden måde. På nuværende tidspunkt har vi ikke engang en adresse eller en ide om hvordan vores hus kommer til at se ud. Nå, men det løser sig nok…

Vi forlader København, en by vi begge elsker at bo i, hvor vi føler os hjemme, og som har så meget at byde på. Vores nye liv skal opbygges i Newark, Delaware, en by vi ikke kender ret meget til og som vi mest har læst om på nettet. Sonni siger det er en hyggelig og livlig by. Jeg håber der er en god Starbucks, men mon ikke?

Sonni rejser en måneds tid før mig, hvorefter jeg rigtigt skal vænne mig til tanken om at forlade alt det (og alle dem) jeg kender til fordel for noget som er så ukendt og for et sted, hvor jeg ikke kender en sjæl. Men det skal nu nok gå. Jeg skal bare liiiiige derover og i gang, bliver jeg ved med at sige til mig selv.

Der er rigtigt mange ubekendte faktorer lige nu, men det skal nok blive godt, når først vi kommer derover. Overgangen bliver nok det sværeste for mig. Sonni har jo et velkendt job med velkendte kollegaer og rutiner. Jeg er ikke så god til overgange, og derfor er det særligt en udfordrende proces for mig.

Men jeg ved det bliver fedt! Jeg ved, at det bliver vores store mulighed for at opleve USA på tæt hold. At tage ture til Washington, New York, Chicago, Texas, Florida. At shoppe i Walmart og kæmpe supermarkeder. At lære nogle helt nye mennesker at kende som forhåbentlig vil møde os med åbenhed og nysgerrighed. At få besøg af vores familie og venner og vise dem vores nye liv. Sonni glæder sig mest til sin kælder-bar og sin fede bil, siger han, og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg ved at vi bliver endnu klogere på hinanden ved at rejse ud sammen, og jeg ved, vi begge to kommer til at skulle udfordre os selv i den nye levevis og den nye kultur. Jeg ved vi vokser og bliver stærkere sammen. Det bliver mega fedt og en kæmpe oplevelse!

/Anne