Hvad USA har lært mig 

Nu er det mere end 2 år siden jeg satte mig på et fly mod USA – med hele mit liv pakket i kasser, vores lejlighed solgt og uden at vide hvordan livet ville blive “over there” (eller “over here” om man vil…).

Det er mærkeligt, for tid er sådan en underlig størrelse. På den ene side føler jeg ikke det er særligt længe siden vi så vores venner på jævnlig basis i København. Men når jeg så ser billeder af deres børn, der pludselig går i børnehave og taber deres mælketænder, går det op for mig, hvor meget der er sket på de år. Ikke kun i vores liv, men også i vores venners og familiers liv. Det er svært at lade være med at føle, at vi er gået glip af mange ting ved at flytte til udlandet….

På dage med hjemvé ønsker jeg mig tilbage til det, der var dengang. Til vores Nørrebrolejlighed og til øl i solen i Nyhavn. Men sandheden er jo, at det var dengang, og livet er jo gået videre for alle. De, derhjemme, har jo forandret sig, og det har vi jo også. Sikkert mere, end vi havde gjort hvis vi ikke var rejst herover.

Vi er blevet mindre tålmodige begge to. Det er nok flere ting, der gør det – for mit vedkommende betyder det, at jeg er blevet bedre til at stå fast og banke i bordet, hvis der er noget, jeg er utilfreds med. At bo i et så individualistisk land som USA, betyder, at man bliver nødt til at spidse sine meget kompromissøgende Skandinaviske albuer bare en lille smule (ret meget!).

Vi er nok desværre også blevet lidt mere skeptiske. Skepsis og en frygt for at blive snydt er noget, der fylder meget, når man snakker med amerikanere, og det kan ikke undgå at smitte af, når man bor her så længe. Det kommer til udtryk ved, at vi desværre forventer det værste af vores udlejer, når noget er galt med huset. Ikke nødvendigvis fordi, hun har givet os anledning til det, men fordi vi forventer at hendes eneste intention er at skumme fløden så meget som muligt.

Men samtidig også mere rummelige. Ja, det lyder egentlig ret underligt, når jeg sådan lister det op på den her måde. Men jo, det er vi. Jeg synes, det er fascinerende hvordan USA i sandhed er en “melting pot”. Det er så tydeligt, at det – i modsætning af Danmark – er et samfund, der er bygget op af immigranter, der er kommet hertil for at søge et bedre liv. Modige, desperate, hårdtarbejdende mennesker, der alle kom med hver deres kultur og traditioner i rygsækken, som de stadig holder ved hævd. Det er også min opfattelse, at der er noget mindre Rip, Rap og Rup-effekt på det amerikanske jobmarked, end der er i Danmark. Om du bærer hovedbeklædning, er fysisk handicappet eller er svært overvægtig, er det ikke en barriere for at få et godt job, hvis du er kvalificeret til det. Og let’s face it – det er det altså mange steder i Danmark!

Vi har fået et større perspektiv på verden. Danmark er altså bare så lillebitte. Og vi kan virkelig opføre os enormt forkælet nogle gange. Helt ærligt – så burde vi danskere altså få øjnene ud over egen næsetip og være glade for det vi har, fremfor det vi ikke har. Der er så mange mennesker, der har så meget mindre – og de brokker sig ikke! Jeg håber jeg vil være i stand til at bevare det store perspektiv, når jeg selv en dag brokker mig over maden i kantinen, og huske på, at det er rart, at der i det hele taget er en kantine (for det er der f.eks. ikke på Sonnis arbejde. Heller ikke kaffe og the!).

Vi er blevet stærkere. Sammen og hver for sig. Sådan et udlandsophold trækker tænder ud, og det er helt fantastisk på samme tid. Jeg har prøvet at stå på gyngende grund, hvor hele mit fundament vaklede – og jeg kom helskindet og stærkere ud på den anden side. Jeg føler mig sikrere i mine prioriteringer for mig selv, min familie og mit arbejdsliv, for når du bor på den anden side af jorden uden noget andet sikkerhedsnet end dine allernærmeste, så lærer du at mærke efter helt nede i maven for hvad der føles rigtigt – og handle på det.

Og så er der alle de små ting.

For eksempel er det blevet helt naturligt for mig at small talke med fremmede mennesker på legepladsen og i supermarkedet, og Sonni vil nok i mange år fremover holde fast i gelænderet når han går på trapper, pga hans nuværende firmas overdrevne sikkerhedspolitik (det bliver seriøst påpeget, hvis du ikke holder fast i gelænderet ved bare et par enkelte trin!).

 

Reklamer

Lidt mere om sundhedsforsikringer

En af mine MOMS Club veninder gav mig en dag lidt indsigt i det med sundhedsforsikringer set med amerikanske øjne. Det var simpelthen så interessant, men jeg havde så mange spørgsmål til det, at jeg ikke kunne få mig selv til at blive ved med at spørge om ting, der for hende måtte virke fuldstændigt indlysende. Så jeg måtte stoppe mig selv og gå hjem og google mig til resten.

Det startede med, at hun fortalte, at hun skulle søge om Medicaid forsikring til sin søn. Hendes mand er selvstændig og har ikke råd til at købe forsikring gennem sit enkeltmands firma (eller prioriterer det ikke?) og hun arbejder ikke for tiden, så de var uden forsikring. Noget hun ikke anså som optimalt, men for de voksne i husstanden måtte det nu engang være sådan for en overgang, og for sin søn søgte hun så den offentlige bistandsforsikring Medicaid. Det var ikke noget hun var stolt af, for man aspirerer ikke til at være på offentlig forsørgelse.

– Men hvad er Medicaid og hvem er så dækket? –

Det her var hvad jeg fandt ud af, da jeg efterfølgende googlede mig frem til hvordan Medicaid hænger sammen (hvis der sidder nogen derude og læser med, der har mere forstand på emnet, så ret mig endelig, hvis jeg tager fejl i mine fakta):

Medicaid er en bistandsydelse, der giver sundhedsforsikring til de fattigste mennesker i USA baseret ud fra din indkomst (eller mangel på samme) i forhold til det nationale fattigdomsindex, og minimumskravene for at være berettiget til Medicaid er fastsat fra føderalt niveau. Disse minimumskrav er – efter min mening – latterligt lave. En familie på 3 personer skal have en årlig husstandsindkomst på under 8.840 dollars (ca. 58.600 kr) for at være berettiget. Det er et fattigdomsindex på 44. Og voksne uden børn under dette niveau er slet ikke dækket! Det skaber et alvorligt stort “coverage gap” – både for de fattige voksne uden børn, som ikke er dækket, men også for de familier, som stadig har en meget lav indkomst, men enten ikke har adgang til forsikring gennem deres arbejdsgiver, eller ikke har råd til at betale forsikringspræmien fra deres beskedne løn. Mange i denne gruppe er dem, man kalder working poor.

Dette billede, som jeg har taget fra en artikel her, viser det meget godt:

Obama har, med sin Affordable Care Act (ACA), givet de enkelte stater råderum til at udvide dækningen af Medicaid for at udligne dette gap. Problemet er bare, at det er op til den enkelte stat at bestemme, om og hvor meget de vil udvide, og det skaber en kæmpe ulighed fra stat til stat. Pr. 1. september 2015 er der tilsyneladende 31 stater, der har udvidet dækningen. Det er simpelthen så kompliceret, og jeg synes, det må være helt uoverskueligt at finde hovede og hale i for dem, der virkelig har brug for det (og som måske samtidig er dem, der har færrest ressourcer til at gennemskue kompleksiteten i det).

For min venindes vedkommende kunne hun få sin søn dækket under Medicaid for et ret symbolsk beløb om måneden – fastsat efter deres indkomst.

Hun arbejder som tilkaldevikar i skolesystemet og stod på dette tidspunkt uden ansættelse. I sin tidligere ansættelse var hun dækket for hele skoleåret, og da forsikringsselskabet efter udløbet af hendes ansættelse havde kontaktet hende for at tilbyde at forlænge dækningen for egen regning, lød forsikringspræmien på 1.200 dollars om måneden! Og det er UDEN egenbetalingsdelen hos lægen som der også hører med. Det er absurd så dyrt det er, hvis man skal forsikre sig uden om en arbejdsgiver. En del af Affordable Care Act er, at tilbyde billigere sundhedsforsikringer under navnet Obamacare, og i en periode havde hende og familien været forsikret under en af disse forsikringer. Der havde de for 3 personer i husstanden haft en udgift for 5-600 dollars om måneden i præmie. Jeg har ikke sat mig ind i forsikringstyperne under Obamacare, og det kan sikkert godt gøres billigere, men hvis niveauet ligger deromkring kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, hvis den gennemsnitlige uforsikrede amerikaner synes, det er mange penge at skulle finde ekstra hver måned for noget, de ikke nødvendigvis får noget igen for lige nu og her.

Og så er der jo dem, der tjener penge nok, men aktivt fravælger at være forsikrede.

Dem, der synes, det er deres grundlovssikrede ret at vælge, hvad de skal bruge deres penge til, eller dem, der bare ikke kan se, hvorfor de skal forsikre sig. De er jo sunde og raske?

Min veninde fortalte mig om en fælles veninde, der tilhører den sidste kategori. Hendes mand og hun har ikke forsikring. Deres datter er dækket under Medicaid, men de har selv fravalgt at være forsikrede – givetvis for at spare den månedlige udgift det koster fra hans løn. Dette selvom han har et ganske udmærket job hos universitetet (her går jeg ud fra, at universitetet tilbyder sundhedsforsikring til deres ansatte). De bruger deres opsparing, hvis der sker noget, og betaler den (beskedne) bøde de får af regeringen for ikke at være dækket. De er jo sunde og raske, og de er unge. Hvorfor skulle de betale for noget, de ikke har brug for? Hun fødte endda sin datter uden at have forsikring. De forhandlede simpelthen en pris med hospitalet forud for fødslen, men hvad de havde gjort hvis der gik noget galt eller de skulle indlægges efterfølgende, tør jeg simpelthen ikke tænke på.

Jeg har ikke spurgt hende om baggrunden for deres valg – jeg synes det er at komme for tæt på, og hvorfor skulle jeg kunne dømme deres valg?

Jeg ser i den grad verden gennem andre øjne end de fleste amerikanere, og jeg ville aldrig løbe risikoen og selvvalgt leve i USA uden sundhedsforsikring. Men når det så er sagt, så kan jeg godt se, at den almindelige middelklasseamerikaner, der i forvejen passer lidt ekstra på pengene, kan føle at det er et brud på sin grundlovssikrede ret om det frie valg, når han skal tvinges til at betale for en sundhedsforsikring, som han ikke mener, han har brug for.

Det sidste forstår jeg ikke. Men jeg respekterer, at andre ser anderledes på det end mig. Og det er dælme noget mere kompliceret end det ser ud, når man ser Obama tone frem på fjernsynet og love, at der skal være affordable healthcare til alle.

Danmark med amerikanske øjne

Inden vi skulle til Danmark var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville opfatte Danmark og danskerne, nu hvor jeg ser mere og mere med amerikanske øjne, og nu hvor det tilmed var et helt år siden vi var der sidst. Jeg var spændt på, hvordan det ville være at gå rundt med en barnevogn i Københavns gader, og hvor mange sure miner jeg ville møde over at fylde for meget på de smalle fortove.

Dette er, som jeg oplevede Danmark efter at have boet knap 2 år i USA:

  • Der er meget plads på motorvejene og folk kører enormt pænt og civiliseret! Der er slet ikke samme andel af aggressive billister, som vi er vant til i USA.
  • Parkeringsbåsene er virkelig små i Danmark!!!
  • Folk er faktisk meget venlige og vil gerne small-talke – hvis blot du tager initiativet! Jeg oplevede gang på gang at jeg faktisk havde nogle ret hyggelige små snakke med folk jeg mødte i metroen, i butikkerne osv. Forskellen til USA er, at jeg var den der startede snakken.
  • Jeg fik overraskende meget hjælp til barnevognen i butikker, elevatorer og i S-tog. Hver gang sørgede jeg for at kvittere med øjenkontakt og et “tusind tak”, og det gav altid et smil tilbage, og folk virkede faktisk lidt overraskede over, at jeg sagde pænt tak for hjælpen…
  • Den mest amerikanske oplevelse jeg havde, var på en s-togs station på den Københavnske vestegn. Et sted, som blandt mange ikke har det bedste ry pga områdets store andel af beboere med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg ventede på elevatoren til perronen bag et par ældre mænd, der både lod mig og barnevognen komme ind før dem, og sørgede for at holde døren til jeg var sikkert inde. Den mindst amerikanske oplevelse jeg havde, var på Christianshavns metrostation, hvor en ung fyr skyndte sig ind i elevatoren lige foran mig, så han kunne komme med, og der lige netop ikke var plads til mig og barnevogn, så jeg pænt måtte vente til elevatoren kom op igen.
  • Der er ingen, der giver kommentarer som “aww how cute” til din søde baby, når du er nogen steder. Jeg tog mig selv i gang på gang at blive overrasket over, at der ikke var nogen komplimenter eller søde kommentarer til Elias.
  • Alt er virkelig dyrt i Danmark, og jeg har tilsyneladende vænnet mig til det amerikanske prisniveau, når jeg synes at det kan være dyrt at leve i USA.
  • Der er stadig virkelig dårlig service på restauranter og cafeer i København. Men så behøver man til gengæld heller ikke give drikkepenge.
  • Det er en enorm stressende oplevelse at handle ind i Danmark når man selv skal pakke sine varer!
  • Selv lavprissupermarkeder har et overraskende bredt udvalg af økologiske varer til fornuftige priser (sammenlignet med det øvrige prisniveau i Danmark, naturligvis). Der hvor jeg oftest handler her i USA (et stort velassorteret supermarked, hvor prisniveauet vel kan sammenlignes med Netto) er økologi noget, der er samlet på en særlig hylde i grøntafdelingen, og priserne er dobbelt så høje som på de ikke økologiske varer.
  • Det danske sommervejr er i den grad lunefuldt, men danskerne er med amerikanske øjne virkelig nogle vikinger, der cykler ufortrødent videre i øsende regnvejr, og sidder på fortovscafeerne med store jakker på, blot den mindste solstråle titter frem.
  • Danske børnefamilier er virkelig hårdt spændt for. Der er 2 udearbejdende forældre, mange timer i institution og kun ganske få timer sammen som familie i hverdagen, og der er planer med venner og familie de næste mange weekender flere måneder ud i fremtiden. Jo, det danske arbejdsmarked er langt bedre mod børnefamilierne end det amerikanske – men kun i de tilfælde, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det er min opfattelse, at i de familier i USA, hvor den ene forælder er hjemmegående, er der langt mere ro på og kvalitetstid for børnene både i hverdagen og i weekenden. At den arbejdende forælder så ofte går glip af meget tid med børnene, fordi arbejdet tager så mange timer hver uge, er en anden sag. Græsset er jo nok aldrig helt så grønt på den anden side, som det kan se ud til.

Det er skægt, det der med at flytte ud for en tid. Når vi er her i USA, føler vi os mere danske end amerikanske, og vi ser på det amerikanske samfund med danske øjne. Men jeg kan mærke, at vi begynder at have mere og mere USA i os, når vi er i Danmark, og pludselig er vi lidt mere amerikanske end vores danske venner og familie, og vi stiller spørgsmålstegn ved ting, som tidligere var en helt integreret del af den måde, vi levede vores liv på engang. Jeg tror, alle, der har været expats eller boet i udlandet for en tid, kan nikke genkendende til den følelse. Og den dag, vi bor i Danmark igen, håber jeg, vi vil huske de forskelle og de ting, vi undrer os over nu, og tage en lille del af vores amerikanske liv med tilbage til Danmark.

America loves pregnant women

Det er fantastisk og bekvemt at være gravid i USA. Der er (flere) folk, der holder døren for dig, og du får masser af positiv opmærksomhed når du bevæger dig ud blandt andre mennesker. Jeg nævner i flæng…:

Foran babybutikker og lignende steder er der parkeringspladser tæt ved indgangen dedikeret til gravide. Vi kommer ikke helt så tæt på som handicap p-pladserne, men det er tæt på…

10384577_10153352001170744_8670355594725980777_n

Butiksassistenter, frisøren og andre jeg møder på min vej spørger oprigtigt og interesseret til terminsdag, om det er en dreng eller pige, og afslutter altid med et “wow, you look great!” (Uanset hvad sandheden så måtte være…).

I supermarkedet er de begyndt at hjælpe med at læsse mine varer op i vognen efter jeg har betalt.

Op til flere gange har vi oplevet at være på restaurant og blive tilbudt et bord før det egentlig var vores tur. Uden sure miner fra andre gæster.

Generelt er man selv og den voksende mave fokus for megen positiv opmærksomhed, og naboer og bekendte tilbyder oprigtigt deres hjælp med stort som småt. Det er fantastisk at opleve en sådan hjælpsomhed og imødekommenhed fra folk vi dårligt nok kender. Jeg tror, vi danskere kunne lære noget af ikke at være så bange for at træde andre mennesker over tæerne eller krænke deres privatliv ved uopfordret at tilbyde vores hjælp. For jeg bliver oprigtigt glad hver gang.

Meeen selvom det er fint med al den opmærksomhed og venlighed, synes jeg godt snart det må lakke mod enden – og det gør det i sagens natur jo også, da terminsdagen rykker tættere og tættere på. Jeg er af natur dårlig til at håndtere usikkerhed og overgangsfaser, og lige nu toppes det af en stor mave, der gør alting lidt ekstra besværligt, og en krop, der ikke kun er min egen, men som der i den grad også er en lille fis, der bestemmer over.

Men han kommer jo, når han kommer, og indtil da høster jeg alle fordelene ved at blive vartet op – både herhjemme og ude blandt fremmede mennesker 🙂 (for jeg har heldigvis også én herhjemme, der gør livet lidt mere bekvemt ved både at give mig sko og strømper på og massere de hævede fødder om aftenen).

Om våben og når det hele bare bliver lidt for meget!

Ved siden af vores kæmpe-Mall er der netop åbnet en kæmpe jagt- og outdoorbutik, som efter sigende skulle være creme de la creme inden for den slags udstyr. Vi slog et tur forbi for at se hvad det var for noget – ikke fordi nogen af os på nogen måde er sådan nogle jagt- eller outdoortyper, men fordi at hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det altså sådan nogle gennemførte konceptbutikker. Så vi tænkte at det kunne være sjovt at se.

Hold. Nu. Op. Allerede på parkeringspladsen var der testosteron overload med en markant overrepræsentation af kæmpe trucks og udstillede køretøjer med camouflagemønster foran butikken. Indgangen til butikken signalerede maskulin jagtstue med udstoppede dyr overalt og en pejs med levende ild og store, tunge sofaer til at samle kræfter til den helt store shoppetur.

Der var endda et vandfald og mini-akvarium midt i butikken.

IMG_3803

Der var alt hvad hjertet kunne begære for den gennemførte friluftsentusiast, men der hvor kæden hoppede af for mig og jeg tabte næse og mund, var da vi kom ned til våbenafdelingen: Montrer og vægge fyldt med nok våben til at udstyre en mindre hær.

IMG_5439

I mine øjne er denne slags våben altså ikke den slags man køber, fordi man bruger dem til at gå på jagt..?

IMG_5440

Der var masser af ganske almindelige familiefædre i gang med at investere i både håndvåben og rifler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de skal med det? Er det “bare” deres legetøj som de så tager med på skydebanen hver søndag??

Og ham manden med konen og det lille barn, som stod og var i fuld gang med at købe en halvautomatisk riffel som dem på nedenstående billede – hvad skal han med sådan en??

IMG_5443

Jeg fatter det ikke. Og selvom Sonni indrømmer, at han fascineres af det med skydevåben, bliver han (heldigvis) også frastødt og skræmt af hvor lettilgængeligt og almindeligt det er, at kunne gå ind fra gaden og købe en Magnum 44 til privat brug (eller hvad du nu har tænkt dig at bruge den til…..).

Jeg blev nysgerrig på, hvad lovgivningen her i Delaware siger om skydevåben, og her er et uddrag af, hvad jeg fandt ved en rask Googlesøgning:

No permit is required to purchase a rifle, shotgun, or handgun. Purchasers of rifles and shotguns must be 18 years old. Handgun purchasers must be 21 years old.

Dertil kommer, så vidt jeg kan forstå, at man kun skal udføre baggrundstjek ved køb fra en licensed dealer, men ikke hvis du køber fra en privatperson, f.eks. på et af de mange gun shows der afholdes rundt omkring.

Derudover fandt jeg også ud af, at there is no state licensing requirement for the possession of a rifle, shotgun, or handgun , men at man dog skal have license to carry hvis man vil gå med den på gaden.

Det er skræmmende sager, det synes jeg virkelig det er. Jeg er klar over, at det er en sprængfarlig (hø hø) diskussion at begå sig ud i, men jeg bliver chokeret over at se, hvordan våben bliver et samlingspunkt for familien, på den måde, som det er det for denne far og hans 2 sønner, der er på lørdagsudflugt:

IMG_5441På den anden side, forstår jeg godt det perspektiv, at hvis man lever i et samfund hvor der er våben i hjemmet hos mange i ens omgangskreds (og måske også hos én selv) – det være sig til jagt eller selvforsvar – er det så ikke en god idé at børnene lærer at håndtere et skydevåben korrekt og have respekt for det? Statistikkerne siger trods alt, at de fleste ulykker med skydevåben sker i hjemmet forårsaget af personer, der ikke ved hvordan de håndteres korrekt? Så er det i sidste ende et spørgsmål om at tilpasse sig omgivelserne?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor jeg står. I mine øjne er USA’s liberale våbenlovgivning helt hen i vejret, og der er rigtigt, rigtigt mange amerikanere, der har et helt forskruet forhold til våben og self defence. Men med det sagt, kan jeg sagtens se, hvordan det bliver skruen uden ende i et samfund, der i mange tilfælde er præget af frygt og en vis del paranoia, og at man vælger at tilpasse sig fremfor at tage afstand fra det – og dermed risikere en situation, hvor man kommer galt afsted fordi man ikke ved hvordan man håndterer et våben korrekt.

Og lige til sidst et godt råd: Hvis man møder en person iført en t-shirt med dette logo, så er det nok en god ide, at holde sine holdninger til den amerikanske våbenlovgivning for sig selv…

IMG_5444