Tilbudsrytter og kuponjæger

Jeg har aldrig gået så meget op i at læse tilbudsaviser, og da jeg som studerende arbejdede ved kasselinien i Bilka rystede jeg overbærende på hovedet over de mange mennesker, der belejrede Bilkas indgang og næsten kom i håndgemæng for at spare 150 kr på en dvd afspiller.

I min nye tilværelse som amerikansk husmor har jeg fået et helt andet forhold til det med tilbud og udsalg. For det er de færreste butikker, hvor du ikke lige kan finde en 20% kupon et sted eller ved at der er et udsalg coming up..

Alle butikskæder med respekt for sig selv har et loyalitetsprogram hvor du får rabatter, optjener point eller får besked om udsalg. Hvis du handler der mere end én gang kan det ikke betale sig at lade være – og særligt i supermarkederne er der ofte ekstra tilbud når du er medlem. Så min pung bugner af medlemskort til alt fra supermarkeder til tøjforretninger. Derudover får jeg i supermarkedet tit ekstra tilbudskuponer med “køb 2, få en gratis” eller “spar 5$ på dit næste køb”, og dem bruger jeg uden at blinke. Jeg er dog ikke helt blevet hardcore kuponjæger som de virkelig professionelle herovre, for der er virkelig nogen, der formår at udnytte hele det kuponsystem til deres fordel og næsten kommer derfra med en hel indkøbsvogn uden at betale en rød reje… Og ja – de findes altså..!

Derudover findes der en smart app til din telefon, hvor du kan finde kuponer i forskellige butikker – ofte med helt op til 20% rabat. Den kan endda indstilles sådan, at den selv registrerer når du er i nærheden af en butik, der har gode tilbud, og så giver dig en reminder.

Endelig er der butikker som Macy’s som er kendt for altid at køre et eller andet tilbud, og en sagde engang til mig, at jeg aldrig skulle betale fuld pris for noget i Macy’s, for der vil altid være et udsalg lige om hjørnet. Alle store mærkedage som Veterans Day, Labour Day, Columbus Day og særligt Thanksgiving er fulgt af store udsalg, så hvis man skal investere i noget af lidt større kaliber, kan det uden tvivl betale sig at vente til næste mærkedag i kalenderen.

At Delaware er tax-free og vi derfor sparer momsen på alle varer vi køber inden for statsgrænsen, gør mig ikke mindre udspekuleret. Jeg skal være HELT sikker på, at jeg ikke kan få dem i Delaware, før jeg f.eks. kunne finde på at betale for et par sko i New York (hvor sales tax er sølle 4% på sko – I know, det er åndssvagt).

Så jeg er lidt blevet hende der, som afventer næste store udsalg inden der skal investeres i noget nyt, og som støvsuger internettet for den billigste pris på et produkt inden jeg slår til…

Men det er vel også en slags integration….?

Dørsælgere

Vi kender dem fra film og tv. Dørsælgerne, der går fra hus til hus i de pænere villakvarterer hvor fruen i husholdningen kan træffes hjemme i løbet af dagen.

Det ringer med jævne mellemrum på døren i løbet af dagen, og det kan være alt fra skolebørn, der samler penge ind til deres årlige skoleudflugt, folk, der vil have mig til at støtte et godt formål eller magasinsælgere, der har usandsynligt gode tilbud på abonnementer. Fælles for dem er, at de er meget veltalende, og lige præcist ved, hvordan de skal få åbnet samtalen så man ikke bare sådan lige kan slippe ud af den igen. Og det er altså markant lettere bare at smække røret på ved telefonsælgere end direkte at lukke døren i hovedet på et andet menneske. (Selvom jeg heller ikke kan få mig til bare at afbryde samtalen på telefonen.. det er altså uhøfligt – sælger eller ej..)

I går ringede det på døren igen, og det var Sonni, der åbnede for den veltalende mand fra et konkurrende energiselskab. Med løftet om at kunne spare adskillige dollars om måneden for den i øvrigt samme vare, fik han på en eller anden måde Sonni overtalt til at skrive sig op hos dem.

“Nej nej, du behøver naturligvis ikke beslutte dig nu her med det samme. Men du kan skrive dig op og forhåndsreservere aftalen. Den kan altid annulleres igen. Du skal bare ringe på det her nummer, hvis du har spørgsmål, så nemt er det.”

Så med løftet om at spare penge og ikke være bundet til noget, kombineret med en yderst veltalende og overbevisende sælgertaktik, blev vi pludselig skrevet op til at blive kunder hos dem. Efterfølgende googlesøgninger på firmaet afslørede dog, at der var mere til historien end hvad sælgeren fortalte, og det ikke var en nær så god forretning alligevel. Men det skulle jo være nemt at afmelde igen, havde den veltalende sælger lovet os. Yeah right. Sonni sad i ventekø på telefonen i hundrede år – uden at kunne komme igennem til rette sted! Så nu venter vi svar på vores email henvendelse om afmelding med forventning om, at det er lige til og uden problemer at skifte mening. Der er trods alt ikke givet nogle betalingsoplysninger eller underskrift på noget. Det bliver spændende hvor mange sælgere, vi nu får i telefonen og hvor meget reklamepost, vi begynder at modtage fra det firma fra nu af.

Lesson learned. Aldrig lad dig overtale til noget som helst af en dørsælger! Vi venter spændt på den videre udvikling i sagen, men regner naturligvis med, at det går helt uden problemer 🙂

(Og inderst inde er jeg lidt glad for, at det var Sonni, der lod sig overtale og ikke mig, for ellers havde jeg hørt for det meget længe…)

Jeg forstår faktisk ikke, at det ikke er værre??

Dette indlæg bliver måske lidt fordomsfuldt, for det kommer til at handle om tykke amerikanere. Eller mangel på samme, egentlig.

Faktisk synes jeg ikke, det er så voldsomt udbredt det der med fede amerikanere over det hele. Jo, bevares, du ser da den voldsomt overvægtige af og til, og det afhænger da også af, hvor du kommer. Men når alt kommer til alt, synes jeg ikke, at de folk, jeg ser på gaderne og i butikkerne er så voldsomt overvægtige. Ikke i forhold til provins-Danmark, anyway (som i øvrigt også er godt med, skulle jeg hilse og sige…).

Men når jeg betragter amerikanernes kostvaner ud fra det, de fylder i deres indkøbsvogn i supermarkedet, eller ud fra hvor mange biler der på alle tider af døgnet holder ved drive-through på McDonald’s eller Taco Bell, så undrer jeg mig faktisk lidt over, at de ikke er tykkere. Det gør jeg også, når jeg overhører en samtale mellem to kvinder, der taler om, hvordan de dog skal bære sig ad med at få spist grøntsager hver dag (med ordene “I am so not a vegetable person…”), og den enes råd til den anden er, at skære dem ud i små stykker og spise dem med dip til. Eller når en tredje kvinde stolt proklamerer at hun er begyndt at spise salat til frokost, fordi hun altså var begyndt at tage på, af at køre på Wendy’s hver dag efter en sandwich og en chokolademilkshake (no shit, Sherlock!), og de øvrige kvinder responderer med udtalt respekt over hvordan hun dog har rygraden til det. Ja, så undrer det mig endnu mere, at de ikke er tykkere. Og dernæst får det mig til at tænke på, HVOR meget crap dem, der er virkelig overvægtige fylder sig med.

Men der er ikke noget at sige til, at folk lever mere usundt herovre, for USA er et overflodssamfund på alle måder, og der er fristelser, hvorend du går. Jeg skal ikke være hellig, for vi synes også begge to, det er meget meget sværere at holde os til de sunde vaner med alle de usunde valgmuligheder, der hele tiden er foran os. Men det, der undrer mig, er forskellen på, hvad der er socialt acceptabelt i Danmark og USA. Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke er den eneste dansker, der ikke praler med at have været på McDonald’s til frokost, eller som i sociale sammenhænge vælger en sund salat som take away i stedet for en pizza (hvor valget måske var faldet på pizza hvis jeg havde været alene…).

Det er her, hvor det nok bliver lidt fordomsfuldt, for jeg er sikker på, at det er langt mere komplekst end som så, og der er forskel på både samfundslag og geografi. Men min oplevelse her i surburbia-Delaware er altså, at det på en helt anden måde er socialt acceptabelt at spise fastfood og vælge den usunde løsning morgen, middag og aften. Det hænger helt sikkert sammen med, at de tilbringer så meget tid “on the go”, at frokosten skal være nem og ligetil, samt at det der med et sundt og nærende aftensmåltid lavet fra bunden, det er ikke noget, de gør så frygteligt meget i. Det skal være nemt og hurtigt. Og priserne i supermarkedet afspejler det. Det er usandsynligt billigt at købe færdigretter og forarbejdede produkter, mens priserne i grøntsagsafdelingen nærmer sig danske priser – og nogle gange over.

Så jeg tænker virkelig nogle gange, at hvis de virkelig spiser fast food flere gange om ugen, er det så ikke utroligt, at de ikke er tykkere? Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ville se ud, hvis jeg kørte på McDonalds 2-3 gange om ugen. Jeg tror, det i nogen grad er et spørgsmål om klasseforskelle, og at der er en vis status i at have overskuddet til at træffe sunde valg – og ikke mindst at have råd til at købe de friske og sunde råvarer, for det er virkelig ikke billigt.

Hvorom alting er, så forsøger vi at holde fast i så sunde vaner som muligt med hjemmebagt rugbrød, planlagte indkøb og fastlagte måltider. Så er det lidt nemmere at undgå alt for mange usunde fristelser i løbet af ugen, og lidt mere tilladt at vælge det til, når chancen så byder sig.

Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.

Ting jeg aldrig ville gøre i Danmark…

(Note: det her indlæg har ligget og ulmet i nogen tid, men min forfængelighed har i nogen grad forhindret mig i at udgive det. Tak til Kathrin for at opfordre mig til at lægge det ud på bloggen).

…Bede om at få pakket mine rester af restaurant-måltid i en take away boks og spise det til frokost dagen efter.
Honestly, det er helt normalt herovre. Nogle familier planlægger tydeligvis efter det når de bestiller mad og lægger med det samme det til side, de vil gemme og tage med hjem.

…Hæve stemmen overfor venlig (men typisk amerikansk ude-af-stand-til-at-tænke-selvstændigt) kundeservice-dame i telefonen og bede om at tale med hendes supervisor.
Ok, sidstnævnte har jeg ikke gjort endnu. Men det kommer. Det er eneste måde at komme igennem med noget på at hæve stemmen og blive vred på dem – selvom de bare parerer ordrer. Det er mega udfordrende for mig.

…Købe donuts og spise dem på vej hjem. I bilen. Mens jeg kører.
En af de ting, jeg er for forfængelig til at indrømme sådan lige med det samme. Men det gør folk altså. Spiser i bilen. Alle folk. (også mig)

…Spørge ekspedient i dyr butik om de har udsalg på vej, så jeg ikke behøver at betale fuld pris.
Igen. Det er helt normalt. Ofte fortæller ekspedienten dig også uopfordret hvis det du er ved at købe kommer på tilbud i næste uge. I Danmark ville jeg føle mig lidt små-nærig hvis jeg spurgte om det i Illum eller Magasin.

… Køre i drive-through på McDonalds for derefter at parkere direkte på de dertil indrettede parkeringspladser og spise min mad. I bilen.
Jeg er ikke stolt over at indrømme det. Igen min forfængelighed. I Danmark skammer jeg mig altid lidt over at gå ind på McDonalds. Men ikke her. Og folk sidder på rad og række og spiser i deres biler. På vejen hjem kører jeg med åbne vinduer for at få burgerlugten væk.

…Lægger drikkepenge selvom jeg har fået dårlig service.
Nu er det meget sjældent man får dårlig service i USA, men når det en sjælden gang sker, “nøjes” jeg med at lægge 15% i drikkepenge. Jeg krummer tæer over det hver gang, for drikkepenge er i min verden noget man gør sig fortjent til. Men mindstelønnen i Delaware er kun lidt over 8 dollars i timen, så det er virkelig ikke løgn at de lever af drikkepenge

… Lade ekspedienten i supermarkedet om at pakke mine varer i poser mens jeg står med hænderne i lommen og venter på hun bliver færdig.
Det skulle jeg lige vænne mig til. Men efter at jeg fik en forurettet kommentar om at det altså stod i hendes jobbeskrivelse, da jeg prøvede at hjælpe en ekspedient med at pakke mine varer, er jeg holdt op med det. Jeg skal jo nødigt træde nogen over tæerne.