Taknemmeligheder

Nu skal det ikke lyde som om at det der Stay At Home Mom liv kun består af sure pligter og praktiske gøremål. Selvom jeg ikke ligefrem nyder at støvsuge og lægge vasketøj sammen, så værdsætter og nyder jeg i den grad hver dag jeg kan gå hjemme og nyde tiden sammen med Elias.

Jeg nyder langsomme morgener med friskbrygget kaffe, mens Elias leger på stuegulvet. 

Jeg nyder ture i parken i det skønne Indian summer vejr, der har afløst højsommerens kvælende og fugtige varme. 

Jeg nyder at se Elias udvikle sig og folde sig ud når vi er sammen med andre børn fra min MOMS Club, til storytime på biblioteket eller i legegruppe. 

Jeg nyder at få gæster på besøg og glemme hverdagen for nogle dage, alt imens vi hygger, tager på udflugter og (gen)oplever alt hvad USA har at byde på. 

Her sidst på ugen får vi endnu et besøg. Mine forældre er lige taget hjem og afløses af en veninde og hendes familie, og endnu en gang glædes jeg over at tænke på, hvor priviligerede vi er, at så mange venner og familie tager turen over Atlanten for at besøge os! Det er priviligeret uden lige at få lov til at bruge flere dage sammen med en gammel veninde helt tilbage fra de unge gymnasiedage. Vi får så meget mere kvalitetstid med venner og familie end vi ville have fået ved et hurtigt weekendbesøg eller en kop eftermiddagskaffe i Danmark!

Der er virkelig meget at være taknemmelig for, og det husker jeg mig selv på og sørger for at nyde. Jeg husker mig selv på, at det på et tidspunkt er slut når vi en dag er tilbage i en travl hverdag i Danmark. Alt til sin tid, og lige nu forsøger jeg at nyde alt det gode ved det her husmorliv, og så må vasketøj være vasketøj og ukrudtet i haven er der også næste weekend….!