America loves pregnant women

Det er fantastisk og bekvemt at være gravid i USA. Der er (flere) folk, der holder døren for dig, og du får masser af positiv opmærksomhed når du bevæger dig ud blandt andre mennesker. Jeg nævner i flæng…:

Foran babybutikker og lignende steder er der parkeringspladser tæt ved indgangen dedikeret til gravide. Vi kommer ikke helt så tæt på som handicap p-pladserne, men det er tæt på…

10384577_10153352001170744_8670355594725980777_n

Butiksassistenter, frisøren og andre jeg møder på min vej spørger oprigtigt og interesseret til terminsdag, om det er en dreng eller pige, og afslutter altid med et “wow, you look great!” (Uanset hvad sandheden så måtte være…).

I supermarkedet er de begyndt at hjælpe med at læsse mine varer op i vognen efter jeg har betalt.

Op til flere gange har vi oplevet at være på restaurant og blive tilbudt et bord før det egentlig var vores tur. Uden sure miner fra andre gæster.

Generelt er man selv og den voksende mave fokus for megen positiv opmærksomhed, og naboer og bekendte tilbyder oprigtigt deres hjælp med stort som småt. Det er fantastisk at opleve en sådan hjælpsomhed og imødekommenhed fra folk vi dårligt nok kender. Jeg tror, vi danskere kunne lære noget af ikke at være så bange for at træde andre mennesker over tæerne eller krænke deres privatliv ved uopfordret at tilbyde vores hjælp. For jeg bliver oprigtigt glad hver gang.

Meeen selvom det er fint med al den opmærksomhed og venlighed, synes jeg godt snart det må lakke mod enden – og det gør det i sagens natur jo også, da terminsdagen rykker tættere og tættere på. Jeg er af natur dårlig til at håndtere usikkerhed og overgangsfaser, og lige nu toppes det af en stor mave, der gør alting lidt ekstra besværligt, og en krop, der ikke kun er min egen, men som der i den grad også er en lille fis, der bestemmer over.

Men han kommer jo, når han kommer, og indtil da høster jeg alle fordelene ved at blive vartet op – både herhjemme og ude blandt fremmede mennesker 🙂 (for jeg har heldigvis også én herhjemme, der gør livet lidt mere bekvemt ved både at give mig sko og strømper på og massere de hævede fødder om aftenen).

Reklamer

Om at komme ud af fjerene og blive klar til “deadline”

Hold nu op, hvor skal jeg huske at nyde hvor priviligeret jeg faktisk er, at jeg kan sove længe på en mandag, at jeg ikke behøver at stresse over, at bilen skal til service (igen), at jeg kan mødes til hyggelige frokoster i løbet af ugen, og at jeg har masser af tid til at kigge på babyting og udstyr til børneværelset.

I virkeligheden er jeg ikke helt så god til at stoppe op og værdsætte det mens jeg står i det, og ved ugens udgang tager jeg tit mig selv i at konstatere, at “det nåede jeg heller ikke lige denne uge”. Seriøst, det er nogle gange et mysterie hvad jeg får tiden til at gå med. Sonnis kommentar i går om at han godt kunne tænke sig at bytte plads med mig, bare for et par uger (med udsigten til endnu en stressende arbejdsuge), fik mig (igen) til at stoppe op og værdsætte det lidt mere. Så i denne uge skal der ikke kun planlægges, men også udføres, og jeg vil nyde at jeg ikke behøver at stresse over et travlt arbejdsliv på samme tid.

Og apropros det med at planlægge uden at udføre, så afspejler det meget godt, hvor vi er i projekt “blive klar til baby”, der planmæssigt har deadline om en 9 ugers tid. Der er altså ikke styr på ret meget sådan rent praktisk endnu, men listerne er lange og jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på det i hovedet. Meeen der skal også snart noget handling bag, for at vi ikke lige pludselig risikerer at stå med håret i postkassen tidligere end vi havde forventet. I hvert fald må vi snart en tur i IKEA og blive udstyret med de vigtigste ting, vi har til gengæld indkøbt kombibarnevogn, og vi skal have bestilt den autostol, vi langt om længe har besluttet os for at købe.

Jeg har i øvrigt gennemført mine 3 moduler fødselsforberedelse, som mest gik på alle de praktiske ting, hospitalet, smertelindring osv. Jeg synes overordnet det var godt og fyldestgørende, og det var især rart for mig at få sat det at føde i en amerikansk kontekst. Noget der dog overraskede mig rigtigt meget, er forholdet til smertelindring. Altså det overrasker mig ikke, at de kraftigt opfordrer til, at man tager imod smertelindring (folk gør generelt meget for at mindske den mindste form for ubehag – se bare det store udvalg af håndkøbsmedicin, man kan få i amerikanske “drugstores”), men det overraskede mig faktisk hvor få muligheder man har for mere naturlig smertelindring, og hvor lidt, der er fokus på alternative metoder som f.eks. akupunktur. Igen er det på vores hospital, det er sådan. Jeg kunne uden problemer have valgt en fødselsklinik hvor der er mere fokus på naturlig smertelindring end på medicinsk, men så ville det ikke være et hospital, og det synes jeg i sidste ende var mere trygt. Indtil nu har min opfattelse af sundhedsvæsnet faktisk været, at de har været mere holistiske i deres behandlingsbillede, end man er i Danmark, men lige præcist i dette tilfælde, kan man kun vælge medicinsk smertelindring under fødslen – epiduralblokade eller morfinlignende bedøvelse. 98% af alle fødende på vores hospital vælger en epiduralblokade, så det siger lidt om, hvor udbredt det er. Det understøtter min opfattelse, at, amerikanerne er utroligt bange for at have ondt og føle ubehag. Jeg er slet ikke imod at få medicinsk smertelindring på nogen måde, men jeg ville ikke have noget imod at have haft flere valgmuligheder.

Men jeg har stadig en god og tryg oplevelse af hospitalet, og der er ikke nogen tvivl om, at vi vil blive passet godt på derinde.

Nå, men hvis jeg skal opnå mit mål med at komme mere ud af fjerene herhjemme, må jeg nok hellere lukke ned for bloggen og computeren og komme igang med dagens projekter.

Gravid i USA (og mere om forsikringsselskaber)

Nu har jeg jo ikke prøvet at være gravid eller gå til jordemor i Danmark, men jeg har længe tænkt på, at jeg vil skrive lidt om, hvordan sådan noget foregår her i USA og hvordan det hænger sammen med forsikringsbetingelser osv. Netop det økonomiske aspekt gør, at det for mig er uundgåeligt at sammenligne med Danmark, og hvor meget vi skal værdsætte det danske system, hvor økonomi og egentbetaling er taget helt ud af ligningen (jeg ved godt, at jeg godt kan lyde lidt frelst, og at det langt fra er perfekt i Danmark, men det er altså det perspektiv, jeg får hvergang jeg mødes med forsikringsverdenens bureaukrati og forskelsbehandlingen i sundhedssystemet herovre).

Man vælger en OB/GYN, altså en fødselslæge/gynækolog som tilser én undervejs i graviditeten. Besøgenes karakter og frekvens tror jeg minder meget om de jordemorbesøg man har i DK. Afhængig af hvor stor en praksis man vælger, er det som udgangspunkt den læge, der har tilset dig gennem graviditeten, der også er med ved fødslen – med mindre han/hun er forhindret. I teorien har du altså allerede et vist kendskab til din fødselslæge, og din læge kender dig og dine ønsker.

Ved mit første lægebesøg blev jeg tilset af en sygeplejerske, hvor jeg blev målt og vejet og skulle svare på alle mulige spørgsmål – f.eks. skulle jeg tage stilling til om jeg ville have udført tests der kunne vise om Sonni og jeg var bærere af forskellige genetisk disponerede sygdomme. Hun så noget mærkeligt på mig, da jeg afslog disse undersøgelser. Derudover har lægebesøgene været af noget hektisk karakter, og der har ikke været så meget tid til salltalk. Min læge virker dog dygtig og behagelig, så jeg er tryg ved hende. Jeg er også blevet tilset af de andre læger, der er tilknyttet min praksis, så jeg har mødt dem i tilfælde af, at min egen læge ikke kan være til stede ved fødslen. Jeg synes det er betryggende, at man går hos en lægepraksis, hvor de har hele ens historik og præferencer – og dermed mindre risiko for at der er noget, der falder mellem to stole.

Det er også min lægepraksis, jeg er økonomisk ansvarlig overfor, og det er dem, der afregner med os og vores forsikring. Jeg tror det fungerer sådan, at de “lejer” sig ind på hospitalet på mine vegne, og jeg så afregner med dem. Men nu må vi se hvordan det egentlig fungerer i praksis… Hvad man skal betale for en fødsel out of pocket afhænger af ens forsikringsforhold og hvor stor ens egenbetalingsandel er. Vi har en okay forsikring, og selvom det aldrig er helt til at sige, hvor meget vi ender med at skulle betale (det kommer jo helt an på hvor kompliceret det bliver, antal nætter på hospital osv), siger vores forsikringsselskabs online estimat-udregner at vi kan regne med en egenbetaling på omkring 1.400 dollars. Så det er ikke så galt, og det går også, hvis det ender højere end dette. Særligt taget i betragtning af, at prisen, hvis du kom ind fra gaden uden et forsikringsselskab i ryggen, kunne løbe op i 44.000 dollars!!!! Forsikringsselskaberne forhandler sig til en lavere pris med de udbydere, de har i deres netværk, og som de dermed henviser patienterne til, så deres rate er markant lavere end dette.

For os er der endvidere den lille krølle på halen, at vi for hvert kalenderår har et beløb, vi selv skal betale inden forsikringsselskabet begynder at spæde til. Dette beløb har vi for længst nået for i år, men pr. 1. januar 2015, tæller den forfra igen, så med min termin d. 27/12 er det spændende om vi lige får en ekstraregning oveni hatten i form af øget egenbetaling. Så det er virkelig alfa og omega at have en god opsparing i ryggen, og jeg forstår i langt højere grad, hvor udtrykket “cash is king” stammer fra. Og det er helt forkert, at pengene, som det er tilfældet hos en af Sonnis arbejdskollegaer, afholder en familie fra at få et barn, fordi de ikke har råd til hospitalsudgifterne for selve fødslen.

Når det så er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at det er grundige læger hele vejen rundt, og servicen er en anden end i Danmark. Ved hver ultralydsscanning er de ultra-grundige, og der bliver taget højde for alle potentielle risikofaktorer, som f.eks. graviditetsbetinget sukkersyge (selvom vi ikke har sukkersyge i familien) og lignende. Jeg følger med strømmen under devisen “better safe than sorry”, men forsøger at beholde min sunde fornuft, hvis jeg synes det er nogle unødvendige undersøgelser de foreslår (som f.eks. screening for alverdens genetiske sygdomme). Derudover kan jeg læse mig frem til at man på hospitalet har enestue med seng til faren, hvor han kan overnatte, så der er helt sikkert langt til forholdene i det offentlige system i Danmark.

Jeg har tilmeldt mig et kursus på hospitalet, som jeg forventer er en slags orienteringskursus om fødslen, rundvisning på fødegangen og oplysning om forskellige former for smertestillende osv, så der er jeg spændt på at få lidt mere at vide om hvordan det kommer til at foregå og hvad jeg rent praktisk kan forvente (og hvad jeg skal tage stilling til inden). Dette kursus er naturligvis heller ikke gratis, men koster 100$ for 3 mødegange. (Hvad så med de familier, der ikke lige kan undvære 100$ i husholdningsbudgettet?). I hvert fald ser jeg frem til at få mere at vide om hvad jeg kan forvente og de praktiske ting, jeg skal tage stilling til og forholde mig til i den sammenhæng.

 

Tilbageblik på vores første år i USA og store nyheder

Om få dage er det præcist 1 år siden, jeg sad med millioner af sommerfugle i maven i Kastrup Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Washington, DC. Lejligheden på Nørrebro var solgt, alting var pakket ned eller solgt, og jeg havde ingen returbillet. Det var godt nok angstprovokerende, og når jeg tænker tilbage, så var det faktisk utroligt, at jeg kunne holde sammen på mig selv, for jeg var ikke ligefrem det mest velbalancerede menneske i de måneder, der gik forud.

Vores første år i USA har været fuldt at nye oplevelser! Alle de spændende steder vi har her på Østkysten og min venindetur til Sydstaterne har givet nogle virkelig fede oplevelser. Vi har derudover været usandsynligt forkælede med familie og venner, der har været og besøge os. Tusind tak skal I have allesammen! Kom endelig igen!

Det har virkelig også været svært og udfordrende. Kombinationen af hjemve og amerikansk bureaukrati tror jeg kan sende enhver til tælling. Vi har også begge to fundet ud af, hvor meget vores familie og venner i Danmark betyder for os, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. For nok er det fedt at bo i udlandet og få en helt masse oplevelser på den konto, men vi går også glip af en helt masse derhjemme hos familie og venner. Vi savner vores venner rigtigt meget – også jer, vi ikke lige har haft tid til at få set så meget de par gange, vi har været hjemme.

Den store nyhed og det største, der er kommet ud af vores flytning til USA, er, at vi udvider familien med en amerikansk statsborger, en lille dreng, ved udgangen af året eller i starten af det nye år. Det er kæmpestort, og vi glæder os usandsynligt meget over, at vi er så heldige. Det har været en meget lang vej hertil for os med rigtigt mange forhindringer og bump på vejen, men vi har konstateret, at det kan betale sig at kæmpe den slags svære kampe, for hvis vi ikke havde kæmpet, havde vi ikke stået her i dag. Når jeg ser bort fra de mange indledningsvise bekymringer, der ledsager en førstegangsgravid, så føler jeg endelig, at vi langt om længe har trukket det rigtige lod og har vundet i lotteriet. Det er virkelig stort og vi glæder os usandsynligt meget til det nye år!

Det har også været året, hvor jeg troede, at jeg skulle finde mig et arbejde, men skiftede mening. Den kommende familieforøgelse har været en medvirkende faktor til at der blev skruet ned for blusset, men det har også handlet om, at jeg ikke var klar til at gå all-in på amerikanske arbejdstider og indskrænket frihed til at besøge Danmark og være sammen med familie og venner på besøg fra Danmark. Det har været en hård nød at sluge for mig, mest pga CV-forfængelighed, tror jeg, men også fordi jeg faktisk ikke er særligt god til det der med at gå hjemme. Mit frivillige arbejde har hjulpet på det, og det er rart at føle, at jeg gør en forskel for nogle andre. Afhængigt af, hvor længe vi ender med at blive her, har jeg ikke opgivet tanken om at arbejde i USA på længere sigt. Men lige nu er fokus et andet sted.

Så det næste år i USA byder på endnu flere omvæltninger – bare på en anden måde. Det værste kulturchok er vi forhåbentlig ude på den anden side af, og vi kan nu fokusere på at blive en familie på 3, med alt det nye som det også indebærer, og det er vel også en slags kulturchok.

Vi glæder os i hvert fald enormt meget til alt hvad det næste år byder på!