Om imødekommenhed og snart at passe ind i en ny kategori

Den anden dag var jeg til møde i en slags mødregruppe, jeg havde fundet på nettet. Det er en forening, hvor hjemmegående mødre kan socialisere og mødes på kryds og tværs med deres børn i alle aldre. Jeg har glædet mig til at kunne overgå til den kategori, der hedder “hjemmegående mor”, og ikke den, der hedder “hjemmegående kvinde i 30’erne”. For ærligt talt er de sociale muligheder for sidstnævnte ikke de store (fordi ligesindede har deres omgangskreds og fikspunkter via deres arbejdsliv), hvorimod der tilsyneladende er mange flere muligheder for at knytte relationer til ligesindede, så snart man har børn at “bonde” over.

Jeg fandt mig selv med sommerfugle i maven og en følelse af at være helt ny i klassen (og lidt udenfor eftersom alle de andre havde børn med, og mit barn stadig er i maven), og det gik op for mig hvor længe jeg faktisk har gået rundt i min lille bobbel med et relativt begrænset socialt liv. Så stod jeg der, pæn i tøjet og med håret sat (for førstehåndsindtrykket er jo vigtigt, og det er for det meste min strategi, når jeg har sommerfugle i maven over at skulle møde nye mennesker), og ind kom alle amerikanermødrene i slasket joggingtøj og mascara i øjenkrogen. Det gjorde ikke “ny-i-klassen følelsen” mindre, kan jeg fortælle.

Men amerikanerne har en ekstraordinær imødekommenhed, der kommer til udtryk ved at stille interesserede (og uopfordrede) spørgsmål, og en evne til at invitere dig ind i deres samtaler, selvom du står lidt akavet ved siden af og kigger på. Det er den slags situationer, jeg synes, der kan være allersværest som dansker – at skulle blande sig i andres samtaler og smalltalke om vind og vejr. Men den amerikanske imødekommenhed gør det nemmere for en små-reserveret dansker, og amerikanerne er om nogen mestre i kunsten at small-talke. Og således gik jeg efter en times tid med “ny-i-klassen small talk” og ondt i smilemusklerne derfra med en god mavefornemmelse over flinke mennesker og et telefonnummer til et andet medlem, der bor i kvarteret ved siden af os. Hun ringede endda et par dage efter og inviterede mig på kaffe hjemme hos hende. Hun illustrerer meget godt den forskel, der er mellem at være arbejdende kvinde og hjemmegående mor, da hun nu med sit 3. barn har valgt at stoppe med at arbejde og gå hjemme. Hun oplevede, at hendes sociale fikspunkter forsvandt som dug for solen da hun blev hjemmegående – til trods for at hun har boet (og arbejdet!) i området de sidste 7 år, så for hendes vedkommende har hun også socialt skulle starte helt forfra i den nye kategori som hjemmegående.

Selvom de fleste i mødregruppen lader til at have større børn, ser jeg det som et godt udgangspunkt for at danne et mere lokalt netværk og have et socialt holdepunkt i overgangen til den nye rolle der ligger og venter.

Derudover går det slag i slag med babyforberedelserne, og vi har efterhånden de fleste store ting på plads. I forlængelse af mit sidste indlæg med en lille opsang til mig selv om at tage mig sammen, synes jeg pludselig at mine dage og uger flyver afsted. Jeg synes ikke jeg fået støvsuget mere eller lagt mere vasketøj sammen, men mine dage er travle og jeg har masser af ting at tage mig til. Jeg kan ærligt talt ikke sige præcist med hvad, men jeg ligger mindre på sofaen og har flere jern i ilden.