Den amerikanske drøm?

Med mit frivillige arbejde har jeg fået et indblik i en lidt anden side af jobsøgning i USA. Den side, hvor man bare skal have et arbejde, for ellers ender man på gaden. Eller den side, hvor det at få et arbejde vanskeliggøres af en plettet straffeattest, men vil betyde en værdig entré til livet “udenfor” og gøre overgangen til at leve et liv uden kriminalitet usandsynligt meget nemmere.

2 gange om ugen hjælper jeg til i et “Community House” i Wilmington, som hjælper lav-ressource personer med at komme på fode på den ene eller den anden måde. Det er på alle måder et prisværdigt formål de tjener, og i mit tilfælde hjælper jeg dem med at lave et CV, udfylde ansøgninger online og give dem gode råd til jobsøgning.

Jeg har stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker allerede – lige fra den unge pige, der netop har færdiggjort high school og ikke har råd til at komme på college, over den ældre herre, der har siddet 23 år i fængsel for bankrøveri, til den arbejdsomme mand, der fik sit første job gennem dette program som netop tørlagt alkoholiker og som har arbejdet sig op i graderne til et bedre job og en bedre løn. Det er kun søde, venlige og imødekommende mennesker jeg møder, som værdsætter at få min hjælp. Heller ikke her møder jeg fordomme over, at jeg ikke “behøver” at arbejde (selvom alt er på spil for dem, hvis de ikke gør). I stedet får jeg at vide, at de er glade for at jeg vil bruge min tid hos dem, og en sagde endda til mig, at “you will be blessed for what you are doing”.

Det sætter i den grad vores lille andedam i perspektiv; hvor godt vores lille samfund er bygget op, hvor vigtigt det er at have et sikkerhedsnet, men også hvor forkælede vi er derhjemme. Her er der ikke nogle jobs, der ikke er gode nok eller spændende nok. Det er ingen hindring at flytte til en anden by efter jobbet, og et job er et job, uanset om du skal pakke indkøbsvarer, stable indkøbsvogne eller levere pizzaer. Og hvis du virkelig skal have et job, er det lige meget at lønnen er 7,75 dollars i timen, som er minimumslønnen her i Delaware. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte bruge et lidt andet spørgsmålskatalog, når jeg skulle hjælpe dem med at målrette en ansøgning. Spørgsmålet “hvorfor vil du gerne have dette job?” faldt ganske enkelt til jorden med et kæmpe brag, når de svarede “To make money!” mens de kiggede mærkeligt på mig. Der er ikke så meget fokus på motivation og arbejdsglæde her, det er mere et spørgsmål om ren og skær overlevelse.

Det er spændende at få et indblik i den “anden side” af det amerikanske samfund, men det er også helt enormt skræmmende, så hårdt det er for dem, der ikke er født ind i en ressourcestærk familie, dem der ikke har råd til at komme på college, og dem der tidligt kommer ud i noget “snavs” og får pletter på straffeattesten. Det kan godt være, at den amerikanske drøm prædiker at alle kan blive til noget stort, bare de arbejder hårdt for det, men der er godt nok længere vej for nogen end for andre! Og for samfundets svageste er der ekstra langt derop, skulle jeg lige hilse og sige!

Det er virkelig ikke løgn, at forskellen mellem rig og fattig er helt enorm i USA, og når jeg tænker på, at der er folk, der har langt sværere vilkår, end de mennesker jeg møder, så gør det helt ondt i maven. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at jeg er født i Danmark, at jeg har fået en god uddannelse og at jeg altid vil kunne komme tilbage til Danmark, hvor vi har uddannelse til alle, et velfungerende sundhedssystem og et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen falder helt igennem.

Reklamer

Jobsøgning på amerikansk, lesson 1

Jeg har tidligere skrevet om, hvor mange ting, der er er anderledes ved at søge job her i USA sammenlignet med Danmark. Nu har jeg lært, at jeg ikke skal tage alt, jeg hører for gode varer, og ikke være bange for selv at skrue lidt op for “bullshit-faktoren” når jeg taler med potentielle arbejdsgivere.

Første eksempel er de utallige mails jeg har modtaget, siden jeg har oprettet min profil på det amerikanske pendant til jobindex. Ved første gennemlæsning loves der guld og grønne skove, og det mest udfordrende job jeg kunne forestille mig.

“While perusing qualified candidates, I was fortunate to come across your resume being that I am considerably impressed with your professional experience. This is an exceptional growth opportunity for an aggressive, self-disciplined and high-energy individual who is looking for an extraordinary career and not just a job.”

Ved nærmere gennemlæsning er det tydeligvis en e-mail, der er sendt ud til alle aktive profiler med jævne mellemrum. Ofte handler det om rene provisions- og salgsjobs, hvor du kan arbejde hjemmefra – blot du har adgang til internet eller telefon, eller et forsikringsselskab, der søger nye forsikringsagenter – uanset om du har en baggrund som veteran, hjemmegående husmor eller noget helt tredje.

Andet eksempel er det indtryk jeg fik, da jeg havde været til en samtale hos en virksomhed, hvor chefen, da jeg gik ud af døren, virkede helt overivrig for hvornår jeg kunne starte, og afsluttede med et “I’ll get back to you as soon as possible, but I like to move quick.” Jeg følte mig helt overvældet og næsten med det ene ben i et job, jeg ikke engang helt var sikker på, om ville være noget for mig. På den anden side af weekenden, da jeg endnu ikke havde hørt noget nyt, bad jeg bureauet, der havde sendt mig derud, om en opdatering, hvorefter det viste sig, at de slet ikke var færdige med at holde samtaler, og slet ikke var klar til at beslutte sig om en kandidat. Samme oplevelse havde jeg efter et telefoninterview med en anden virksomhed, der også virkede meget ivrig efter om jeg kunne starte med det samme, og som gav mig det indtryk, at de stod og skulle bruge en lige nu og her. Dem har jeg endnu ikke hørt et ord fra. Og jeg som var så bekymret for, om jeg kunne tillade mig at sige, at jeg skulle bruge et par fridage i starten af maj…

Jeg ved godt, at jobmarkedet i Danmark også i mange tilfælde er gennemsyret af manglende respekt for jobsøgernes tid og indsats, men jeg er nok vant til at gå ind i den slags situationer med en vis portion loyalitet overfor andre igangværende rekrutteringsprocesser og ærlighed omkring min situation – og jeg er vant at det plejer at stemme nogenlunde overens med virkeligheden, når jeg får indtryk af, at en virksomhed er klar til at rykke hurtigt med en ansættelse.

Måske har jeg bare været uheldig ved de her par samtaler, men det har først og fremmest lært mig at slå koldt vand i blodet før der er noget mere konkret på bordet. Derudover skal jeg ikke være bange for at spille på flere heste samtidig og selv skrue lidt mere op for “bullshit-faktoren” og lidt ned for loyaliteten før der rent faktisk er en aftale i hus – for det gør alle andre tydeligvis.

Til gengæld har det også bekræftet mig i, at jeg har et godt CV til den slags stillinger, jeg har søgt herovre, og at det er den rette indgangsvinkel ind til jobmarkedet, jeg har haft hidtil. Og det i sig selv er værdifuldt. Og jeg ved nu, at min familie og tid med Sonni er det vigtigste lige nu. Så de jobmuligheder der eventuelt måtte komme, skal kunne passes ind i nogle fornuftige rammer omkring besøg over sommeren og ferie sammen med min mand.

Rullende bolde

Den sidste uges tid er der bolde, der er begyndt at rulle. Bolde der ruller hen imod en mere krævende tilværelse med 40 timers arbejdsuge og folk, der forventer noget af mig hver dag. I dag har jeg haft et møde med en person, der måske kunne tænke sig ansætte mig, og i morgen har jeg et telefoninterview med en anden.

Pludselig synes jeg, at det går lidt for hurtigt, og jeg vil gerne have at boldene ruller lidt langsommere. For der er jo sommerferie lige om lidt, vi får besøg hjemmefra, og hvad nu hvis jeg rigtigt gerne ville en smuttur til Danmark? Noget må der gives afkald på, for der er kun så meget, der kan kombineres med en 40 timers arbejdsuge.

Men det er jo mig selv, der bestemmer, og altsammen op til mig. Og nu må vi se hvor de forskellige bolde ender, og om det bærer noget konkret med sig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg skal sørge for at nyde min expatfrihed nu og her. Så det gør jeg så. Der er sol på terrassen og jeg tror også jeg har fortjent en god, lang kaffepause med en latte og en bog.

 

Expatfælden vol. 2

Hov – så gik der lige pludselig mere end en uge siden sidste indlæg…!

Jeg har haft travlt.

Med hvad, spørger du måske om? Og ja, det spørger jeg også mig selv om.  Og det er ikke kun bloggen, der har lidt under det. Også de mange ansøgninger, der ligger og venter på at blive skrevet, ligger der stadig. Jeg har dårlig samvittighed over det, og det bliver de ikke skrevet af.

Jeg er åbenbart blevet en af de expat-kvinder, der har travlt med at gå ud til frokost, få ordnet negle og gå til yoga i løbet af dagen. Utroligt så hurtigt man alligevel tilpasser sig til hvad det vil sige at have “travlt”. Jeg spiser frokost, drikker kaffe og løber ture med et par andre kvinder i vores “danskerkoloni” (at de så er her på tidsbegrænset kontrakt og den ene allerede rejser hjem til sommer, forsøger jeg at lade være med at tænke på..), og jeg er begyndt til yoga 3-4 gange om ugen. Det hjælper på min “kontorlænd”, som på ingen måde er glad for de mange timer i bilen, og jeg tror, det kan lære mig at fokusere på mig selv i alt det her, og hvad der er godt for mig nu og her.

Det lyder enormt dejligt, ikke? Det er det også, don’t get me wrong. Men det går ikke i længden for mig ikke at have mere formål med hverdagen, og jeg bekymrer mig over mit CV når jeg kommer tilbage (så var vi tilbage ved det der yoga med at acceptere nuet og fokusere på mig selv nu og her.. practice makes perfect..).

Jobsøgningen kommer vel i gang igen på et tidspunkt, ellers er det måske noget mere frivilligt arbejde, der skal til? Måske skyldes min nølen, at jeg bare inderst inde er skræmt over hele den farlige verden, der ligger forude, hvis jeg skal ud og have et “rigtigt” arbejde? I mellemtiden starter jeg op med nogle gratis online kurser gennem Coursera, som jeg har fået anbefalet af både tidligere kollegaer i Danmark og dygtige mennesker herovre. Det er gratis online universitetskurser fra højstatus universiteter fra hele verden. Det holder da de små grå lidt beskæftiget!

Indtil da hygger jeg mig lidt mere her i den rare, behagelige expat-boble og nyder at foråret er på vej. Yoga starter snart – og jeg trænger også til en manicure i dag!

PS – jeg har ikke glemt at skrive om den sidste del af vores roadtrip. Den kommer snart. Jeg skal bare lige have tid… 🙂

Erkendelser

Jeg er ved at være ude på den anden side af den værste panik-følelse over at have fået arbejdstilladelse (som du kan læse om her). Og i den proces er jeg også ved at erkende, at jeg ikke kan få i pose og i sæk. Jeg kan ikke både have et udfordrende arbejde OG have tid til at tage på udflugter, se Dr. Phil og drikke kaffe i expatklubben i løbet af dagen. For hvis jeg gerne vil have flere udfordringer, er jeg nødsaget til at forlade den trygge puppe og give afkald på noget af den frihed, jeg har p.t.

De første spæde skridt er taget i jobsøgningsprocessen, og jeg tager mig selv i at blive små-stresset over, at jeg ikke har fundet noget endnu, og at jeg burde have gjort endnu mere på nuværende tidspunkt. Den tvivlende stemme, som mange (kvinder?) sikkert kender, prøver at bilde mig ind, at min markedsværdi er dårligere end ligestillede amerikaneres, og at en arbejdsplads vil gøre MIG en tjeneste ved at ansætte mig, og at jeg derfor ikke har noget forhandlingsgrundlag for benefits og ferie.

Men jeg fortæller samtidig mig selv, at det er MIT valg at tage et arbejde, som JEG har lyst til, og at andres meninger og holdninger ikke skal diktere hvad JEG beslutter mig for, og hvornår jeg gør det. Jeg ændrer mig mindset til, at jeg ER det værd, at jeg ikke vil vælge det første og det bedste, og at min markedsværdi er MINDST lige så god som den ligestillede amerikaners.

Starten er i hvert fald gået, og så må vi se, hvor hurtigt jeg sprinter!