Om at komme ud af fjerene og blive klar til “deadline”

Hold nu op, hvor skal jeg huske at nyde hvor priviligeret jeg faktisk er, at jeg kan sove længe på en mandag, at jeg ikke behøver at stresse over, at bilen skal til service (igen), at jeg kan mødes til hyggelige frokoster i løbet af ugen, og at jeg har masser af tid til at kigge på babyting og udstyr til børneværelset.

I virkeligheden er jeg ikke helt så god til at stoppe op og værdsætte det mens jeg står i det, og ved ugens udgang tager jeg tit mig selv i at konstatere, at “det nåede jeg heller ikke lige denne uge”. Seriøst, det er nogle gange et mysterie hvad jeg får tiden til at gå med. Sonnis kommentar i går om at han godt kunne tænke sig at bytte plads med mig, bare for et par uger (med udsigten til endnu en stressende arbejdsuge), fik mig (igen) til at stoppe op og værdsætte det lidt mere. Så i denne uge skal der ikke kun planlægges, men også udføres, og jeg vil nyde at jeg ikke behøver at stresse over et travlt arbejdsliv på samme tid.

Og apropros det med at planlægge uden at udføre, så afspejler det meget godt, hvor vi er i projekt “blive klar til baby”, der planmæssigt har deadline om en 9 ugers tid. Der er altså ikke styr på ret meget sådan rent praktisk endnu, men listerne er lange og jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på det i hovedet. Meeen der skal også snart noget handling bag, for at vi ikke lige pludselig risikerer at stå med håret i postkassen tidligere end vi havde forventet. I hvert fald må vi snart en tur i IKEA og blive udstyret med de vigtigste ting, vi har til gengæld indkøbt kombibarnevogn, og vi skal have bestilt den autostol, vi langt om længe har besluttet os for at købe.

Jeg har i øvrigt gennemført mine 3 moduler fødselsforberedelse, som mest gik på alle de praktiske ting, hospitalet, smertelindring osv. Jeg synes overordnet det var godt og fyldestgørende, og det var især rart for mig at få sat det at føde i en amerikansk kontekst. Noget der dog overraskede mig rigtigt meget, er forholdet til smertelindring. Altså det overrasker mig ikke, at de kraftigt opfordrer til, at man tager imod smertelindring (folk gør generelt meget for at mindske den mindste form for ubehag – se bare det store udvalg af håndkøbsmedicin, man kan få i amerikanske “drugstores”), men det overraskede mig faktisk hvor få muligheder man har for mere naturlig smertelindring, og hvor lidt, der er fokus på alternative metoder som f.eks. akupunktur. Igen er det på vores hospital, det er sådan. Jeg kunne uden problemer have valgt en fødselsklinik hvor der er mere fokus på naturlig smertelindring end på medicinsk, men så ville det ikke være et hospital, og det synes jeg i sidste ende var mere trygt. Indtil nu har min opfattelse af sundhedsvæsnet faktisk været, at de har været mere holistiske i deres behandlingsbillede, end man er i Danmark, men lige præcist i dette tilfælde, kan man kun vælge medicinsk smertelindring under fødslen – epiduralblokade eller morfinlignende bedøvelse. 98% af alle fødende på vores hospital vælger en epiduralblokade, så det siger lidt om, hvor udbredt det er. Det understøtter min opfattelse, at, amerikanerne er utroligt bange for at have ondt og føle ubehag. Jeg er slet ikke imod at få medicinsk smertelindring på nogen måde, men jeg ville ikke have noget imod at have haft flere valgmuligheder.

Men jeg har stadig en god og tryg oplevelse af hospitalet, og der er ikke nogen tvivl om, at vi vil blive passet godt på derinde.

Nå, men hvis jeg skal opnå mit mål med at komme mere ud af fjerene herhjemme, må jeg nok hellere lukke ned for bloggen og computeren og komme igang med dagens projekter.

Reklamer

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.

Expatfælden vol. 2

Hov – så gik der lige pludselig mere end en uge siden sidste indlæg…!

Jeg har haft travlt.

Med hvad, spørger du måske om? Og ja, det spørger jeg også mig selv om.  Og det er ikke kun bloggen, der har lidt under det. Også de mange ansøgninger, der ligger og venter på at blive skrevet, ligger der stadig. Jeg har dårlig samvittighed over det, og det bliver de ikke skrevet af.

Jeg er åbenbart blevet en af de expat-kvinder, der har travlt med at gå ud til frokost, få ordnet negle og gå til yoga i løbet af dagen. Utroligt så hurtigt man alligevel tilpasser sig til hvad det vil sige at have “travlt”. Jeg spiser frokost, drikker kaffe og løber ture med et par andre kvinder i vores “danskerkoloni” (at de så er her på tidsbegrænset kontrakt og den ene allerede rejser hjem til sommer, forsøger jeg at lade være med at tænke på..), og jeg er begyndt til yoga 3-4 gange om ugen. Det hjælper på min “kontorlænd”, som på ingen måde er glad for de mange timer i bilen, og jeg tror, det kan lære mig at fokusere på mig selv i alt det her, og hvad der er godt for mig nu og her.

Det lyder enormt dejligt, ikke? Det er det også, don’t get me wrong. Men det går ikke i længden for mig ikke at have mere formål med hverdagen, og jeg bekymrer mig over mit CV når jeg kommer tilbage (så var vi tilbage ved det der yoga med at acceptere nuet og fokusere på mig selv nu og her.. practice makes perfect..).

Jobsøgningen kommer vel i gang igen på et tidspunkt, ellers er det måske noget mere frivilligt arbejde, der skal til? Måske skyldes min nølen, at jeg bare inderst inde er skræmt over hele den farlige verden, der ligger forude, hvis jeg skal ud og have et “rigtigt” arbejde? I mellemtiden starter jeg op med nogle gratis online kurser gennem Coursera, som jeg har fået anbefalet af både tidligere kollegaer i Danmark og dygtige mennesker herovre. Det er gratis online universitetskurser fra højstatus universiteter fra hele verden. Det holder da de små grå lidt beskæftiget!

Indtil da hygger jeg mig lidt mere her i den rare, behagelige expat-boble og nyder at foråret er på vej. Yoga starter snart – og jeg trænger også til en manicure i dag!

PS – jeg har ikke glemt at skrive om den sidste del af vores roadtrip. Den kommer snart. Jeg skal bare lige have tid… 🙂

Fraværet af en master plan

“Hvad skal du så lave derovre?”… “Du skal da finde noget ordentligt arbejde, ikke  bare sådan noget frivilligt”… “Og har du slet ikke noget arbejde, når I kommer derover?”

Spørgsmål om hvad jeg skulle bruge min tid på, når vi flyttede til USA, stod ofte i kø, når vi fortalte folk, at vi skulle flytte, og jeg havde sagt mit job op. Det var også ventet, og jeg vænnede mig ret hurtigt til at svare med de samme 2-3 sætninger, og forsøge at lade være med at tænke for meget over mine planer på den front.

“Det må vi se på, lige nu skal vi bare derover”… “Jo, på et tidspunkt. Først er der sikkert så mange praktiske ting, jeg skal tage mig af”… “Jeg skal i hvert fald have mig en omgangskreds og et netværk, så må det andet komme senere…”

Nu er vi så kommet herover, og jeg er så småt ved at være ude på den anden side af alle de praktiske gøremål, der skulle ordnes. Hvad så nu? For når sandheden skal frem, så aner jeg ikke, hvad min plan er – eller hvad jeg kunne tænke mig, for den sags skyld!

Der er masser af muligheder; læse et fag på universitetet, blive frivillig i lokalsamfundet, finde et internship eller noget helt andet. Men indtil for ganske nylig har jeg ikke haft det mentale overskud til hverken at tænke så meget over det eller agere på det. Jeg har besluttet mig for, at det er ok at det tager den tid det tager, og at det godt kan være, at jeg skal komme til at kede mig lidt, før jeg for alvor rykker på det. Lige nu kan jeg faktisk godt få tiden til at gå, og jeg nyder at have tid og ikke stresse rundt for at nå det hele i dagligdagen.

Noget helt andet er også, om jeg virkelig er interesseret i at have et job på fuld tid og dermed også nogle helt andre vilkår end vi har derhjemme. Sonni arbejder ca. 10 timer om dagen, og der er flere af hans kollegaer, der lægger mange flere timer end det. Når du starter i et nyt job, har du 2 (!) ugers ferie om året. Sonni har forhandlet sig til lidt mere, men langt fra de 6 uger, som de danskere, der er herovre på en udstationering har. Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi ville få ret meget ud af vores ophold herovre, hvis jeg arbejdede lige så meget og kun havde et par ugers ferie om året. Vi har det virkelig godt i Danmark – og jeg kan ikke ikke lade være med at føle mig lidt forkælet, over at jeg rent faktisk har muligheden for at vælge et fuldtidsarbejde til eller fra. Det er i hvert fald meget privilegeret i forhold til mange amerikanere.

Men det hele afhænger også af tidsperspektivet på vores ophold her i USA. Der er ingen tvivl om at hvor længe, vi skal blive her, også afhænger af min jobsituation. Økonomisk vil det på længere sigt betyde en hel del at jeg får et arbejde, hvis vi skal blive her i mange år – og på den lange bane betyder det altså også ret meget for min jobudvikling og mit CV at jeg har lavet noget meningsfuldt, mens vi har været herovre.

Så det kommer lidt i faser, tror jeg. Lige nu lejer jeg housewife og bruger tiden på de resterende praktiske ting (der også kan tage lang tid..), sørger for at der er handlet ind til aftensmaden, og nyder ellers at have tid til mig selv. Og det er ok for nu. Næste fase kommer nok inden så længe, og der tror jeg, at jeg skal ud og møde nogle flere mennesker og have udvidet min horisont. Derefter skal der nok ske noget, tror jeg. Men jeg har besluttet mig for, at det er ok, at jeg ikke har en master plan eller besidder det forkromede overblik, men i stedet tager det et skridt af gangen.

Sommerfugle

Der er tusindvis af sommerfugle i min mave. De hvirvler rundt og fylder mig med spænding, forventning og nervøsitet.

Om få timer stiger jeg ombord på flyet med direkte rute til Washington. Shit mand, det er vildt.

På gensyn Danmark! Pas godt på venner og familie!

“I always wonder why birds stay in the same place, when they can fly anywhere on the earth. Then I ask myself the same question.”
(Harun Yahya)