Danmark med amerikanske øjne

Inden vi skulle til Danmark var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville opfatte Danmark og danskerne, nu hvor jeg ser mere og mere med amerikanske øjne, og nu hvor det tilmed var et helt år siden vi var der sidst. Jeg var spændt på, hvordan det ville være at gå rundt med en barnevogn i Københavns gader, og hvor mange sure miner jeg ville møde over at fylde for meget på de smalle fortove.

Dette er, som jeg oplevede Danmark efter at have boet knap 2 år i USA:

• Der er meget plads på motorvejene og folk kører enormt pænt og civiliseret! Der er slet ikke samme andel af aggressive billister, som vi er vant til i USA.

• Parkeringsbåsene er virkelig små i Danmark!!!

• Folk er faktisk meget venlige og vil gerne small-talke – hvis blot du tager initiativet! Jeg oplevede gang på gang at jeg faktisk havde nogle ret hyggelige små snakke med folk jeg mødte i metroen, i butikkerne osv. Forskellen til USA er, at jeg var den der startede snakken.

• Jeg fik overraskende meget hjælp til barnevognen i butikker, elevatorer og i S-tog. Hver gang sørgede jeg for at kvittere med øjenkontakt og et “tusind tak”, og det gav altid et smil tilbage, og folk virkede faktisk lidt overraskede over, at jeg sagde pænt tak for hjælpen…

• Den mest amerikanske oplevelse jeg havde, var på en s-togs station på den Københavnske vestegn. Et sted, som blandt mange ikke har det bedste ry pga områdets store andel af beboere med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg ventede på elevatoren til perronen bag et par ældre mænd, der både lod mig og barnevognen komme ind før dem, og sørgede for at holde døren til jeg var sikkert inde. Den mindst amerikanske oplevelse jeg havde, var på Christianshavns metrostation, hvor en ung fyr skyndte sig ind i elevatoren lige foran mig, så han kunne komme med, og der lige netop ikke var plads til mig og barnevogn, så jeg pænt måtte vente til elevatoren kom op igen.

• Der er ingen, der giver kommentarer som “aww how cute” til din søde baby, når du er nogen steder. Jeg tog mig selv i gang på gang at blive overrasket over, at der ikke var nogen komplimenter eller søde kommentarer til Elias.

• Alt er virkelig dyrt i Danmark, og jeg har tilsyneladende vænnet mig til det amerikanske prisniveau, når jeg synes at det kan være dyrt at leve i USA.

• Der er stadig virkelig dårlig service på restauranter og cafeer i København. Men så behøver man til gengæld heller ikke give drikkepenge.

• Det er en enorm stressende oplevelse at handle ind i Danmark når man selv skal pakke sine varer!

• Selv lavprissupermarkeder har et overraskende bredt udvalg af økologiske varer til fornuftige priser (sammenlignet med det øvrige prisniveau i Danmark, naturligvis). Der hvor jeg oftest handler her i USA (et stort velassorteret supermarked, hvor prisniveauet vel kan sammenlignes med Netto) er økologi noget, der er samlet på en særlig hylde i grøntafdelingen, og priserne er dobbelt så høje som på de ikke økologiske varer.

• Det danske sommervejr er i den grad lunefuldt, men danskerne er med amerikanske øjne virkelig nogle vikinger, der cykler ufortrødent videre i øsende regnvejr, og sidder på fortovscafeerne med store jakker på, blot den mindste solstråle titter frem.

• Danske børnefamilier er virkelig hårdt spændt for. Der er 2 udearbejdende forældre, mange timer i institution og kun ganske få timer sammen som familie i hverdagen, og der er planer med venner og familie de næste mange weekender flere måneder ud i fremtiden. Jo, det danske arbejdsmarked er langt bedre mod børnefamilierne end det amerikanske – men kun i de tilfælde, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det er min opfattelse, at i de familier i USA, hvor den ene forælder er hjemmegående, er der langt mere ro på og kvalitetstid for børnene både i hverdagen og i weekenden. At den arbejdende forælder så ofte går glip af meget tid med børnene, fordi arbejdet tager så mange timer hver uge, er en anden sag. Græsset er jo nok aldrig helt så grønt på den anden side, som det kan se ud til.

Det er skægt, det der med at flytte ud for en tid. Når vi er her i USA, føler vi os mere danske end amerikanske, og vi ser på det amerikanske samfund med danske øjne. Men jeg kan mærke, at vi begynder at have mere og mere USA i os, når vi er i Danmark, og pludselig er vi lidt mere amerikanske end vores danske venner og familie, og vi stiller spørgsmålstegn ved ting, som tidligere var en helt integreret del af den måde, vi levede vores liv på engang. Jeg tror, alle, der har været expats eller boet i udlandet for en tid, kan nikke genkendende til den følelse. Og den dag, vi bor i Danmark igen, håber jeg, vi vil huske de forskelle og de ting, vi undrer os over nu, og tage en lille del af vores amerikanske liv med tilbage til Danmark.

Om hverdagsrutiner og venner

Så er det mandag igen, og en ny uge er startet. Selvom vores liv herovre på mange måder er markant anderledes end det liv, vi levede i København, har vi hverdagsrutiner, nøjagtigt som vi havde derhjemme. Og selvom de adskiller sig på mange punkter, føles hverdagene ikke så frygteligt anderledes end de gjorde da vi boede i København. For de går jo hurtigt, og ugerne flyver afsted.

For det meste står vi op mellem kl. 5 og 6, da Sonni møder fra alt mellem kl. 6.30 og 7.30. Vi har nogle hyggelige morgenrutiner med at spise morgenmad sammen og tage afsted sammen om morgenen, så jeg kan have bilen i løbet af dagen. Det er faktisk rigtigt hyggeligt at køre afsted sammen mens det stadig er mørkt, og gentagne gange undre sig over, at der kan være så mange biler på vejene, selvom klokken kun er 6.40. Årsagen til at vi endnu ikke har fået anskaffet os en bil mere er, dels, rod med Sonnis social security nummer, der gjorde at han ikke kunne få udstedt de rette dokumenter til at købe en bil, dels, at det fungerer fint på den korte bane med kun én bil, og, dels, at vi sparer penge ved kun at have en bil her til at starte med.

I løbet af dagen – som jo starter tidligt, eftersom jeg normalt er hjemme igen mellem 7 og 7.30 – bruger jeg tid på oprydning, emailskrivning, blogindlæg, praktiske ting i huset, indkøb osv. Jeg har også brugt ret meget tid på ture til IKEA og at udforske alle mulige møbelbutikker og lignende for at se om jeg skulle være heldig at finde et sted, der har noget der ikke er så amerikansk i stilen (det er kun lykkes i MEGET begrænset omfang, skulle jeg hilse at sige). Om onsdagen og torsdagen deltager jeg i en “international womens club” for kvinder, der er udstationerede sammen med deres mænd – eller som har været det, og gerne vil bevare en tilknytning til miljøet. Det er enormt givende og en meget ligetil måde at danne kontakter og sociale relationer. De underviser bla. i Tai Chi om torsdagen og arrangerer forskellige udflugter, som jeg bl.a. har fortalt om her. Så ugerne går egentlig ret hurtigt, og jeg keder mig i hvert fald ikke.

Normalt henter jeg Sonni ved 17 tiden, og vi kører hjem og laver aftensmad. Aftenerne er ikke så lange, for vi går jo tidligt i seng, når vi skal så tidligt op hver dag 🙂 Den p.t. eneste ulempe ved kun at have én bil er, når jeg begynder at få flere aktiviteter i løbet af dagen, eller ting jeg skal om aftenen, at vi skal koordinere at jeg skal hente Sonni, eller at han skal have et lift hjem med en kollega.

Jeg ses af og til med et par andre danske piger – både til løbeture og spisning om aftenen, og det er rigtigt hyggeligt. Det er som tidligere nævnt dejligt at tilbringe tid med nogen, der er nøjagtigt i samme båd, og hvor jeg ikke skal tage stilling til kulturelle forskelle og sproglige udfordringer. Derudover har jeg mødt søde mennesker i expat-klubben og jeg har tilmeldt mig nogle et online netværk hvor man kan møde folk i forskellige sammenhænge og interessegrupper. Men jeg savner rigtigt meget mine veninder og mit sociale liv i København med spontane gåture og caféture. Lige p.t. er det uden tvivl det sværeste ved at være flyttet så langt væk og startet forfra på den måde – for hverdagens trummerum kommer helt af sig selv.

For os begge to mangler vi vores venner i dagligdagen. Sonni glæder sig allermest til en bytur i Danmark, når vi kommer hjem til jul, og jeg glæder mig til at se mine veninder og deres lækre små babyer igen. Vi savner julefrokost med gode venner, Sonni savner fodboldsøndage med gutterne og jeg savner kaffe i Torvehallerne og ture rundt om søerne i København.

Igen er det dejligt, at der er andre danskere her i området, som vi – sådan næsten helt automatisk – har fået et fællesskab med, og som vi ses med i weekender af og til. Det er rigtigt hyggeligt og det smager lidt af det velkendte derhjemme.

Men i december venter en dejlig lang juleferie i Danmark med masser af tid i København og derefter tour-de-jylland. Der glæder vi os begge til at få indhentet så meget som muligt – både med venner og familie!

Ting jeg vil savne ved København

Jeg elsker København. Da vi flyttede hertil fra Jylland i sommeren 2004 sagde jeg højt til mig selv – og alle andre – at vi i hvert fald skulle “hjem” til Jylland på et tidspunkt. I dag, 9 år senere, er jeg vild med den her by, og synes det er svært nok at skulle rejse væk fra familie og venner, men København, altså.. Don’t get me started….

Men til at starte med skulle jeg og København lige lære hinanden at kende. Det var ikke helt så nemt at falde til som jeg troede, og i begyndelsen var jeg dybt begravet i mit krak-kort hver gang jeg skulle noget, og Københavns fantastiske diversitet i forskellige kvarterer og områder, var slet ikke gået op for mig. København er vokset på mig, efterhånden som vores liv her udviklede sig. Vi fik en dejlig stor kreds af gode venner, vi har hver især vores favorit åndehuller når byen bliver for varm om sommeren, ved præcist hvor vi skal gå hen og få en hyggelig fredagsøl med kollegaerne, og vi har vores stamcafeer og -restauranter i gåafstand fra hvor vi bor.

Ting jeg særligt vil savne ved København
– lune sommeraftener på cafe med veninder
– spontane gåture om søerne med en Caffe Latte i hånden
– mine daglige cykelture over Dr. Louises Bro
– tilgængeligheden af alt i gåafstand

For ikke at forglemme, naturligvis…:

Charmerende Nørrebro

Nyhavn i solskin (og nej, det er faktisk ikke kun for turister)

Eftermiddags matinéer i Empire Bio på Nørrebro

Assistens Kirkegård

Pølsevognene (intet slår efter min mening en dansk hotdog…)

Nu siger jeg igen højt til mig selv – og alle andre – at vi vender hjem igen efter nogle år. For det gør vi. Honestly. Men Delaware vokser jo sikkert på mig på nøjagtigt samme måde, som København gjorde, og Sonni minder mig om, at det var de nøjagtigt samme ord han hørte dengang vi flyttede over Storebælt. Og jeg minder ham om, at alt er anderledes den her gang, for selvfølgelig vender vi hjem. Men når vi gør, bliver det med en helt masse oplevelser i rygsækken og sikkert også nogle af de samme ambivalente følelser som jeg går med lige nu.

For selvfølgelig vender vi hjem….

Milepæle

Mandag morgen kl 8.00 kom der en flyttebil og to flyttefolk til vores adresse. Få timer senere var det meste af vores lejlighed pakket i kasser og båret ned i flyttebilen. Ikke noget at sige til, at flyttemændende var trætte.

Det er underligt at tænke på, at hele vores liv her i København på så kort tid blev pakket ned, og at de nu befinder sig i en stor container på vej over Atlanten. Lejligheden er næsten tom, med undtagelse af en gæsteseng og de mest nødvendige ting til den næste måneds tid her i Danmark. Men det er jo rigtigt når Sonni siger, at det bare er ting. Vores liv er ikke i den container, men der hvor vi er. Sammen. Han er nu egentlig ret klog, min mand.

Så lejligheden er ret tom. Og her skal jeg bo den næste måneds tid. Jeg havde egentlig troet at det ville være sværere for mig, men når alt kommer til alt, så var det en ret stressende tid op til flyttebilen kom – både fysisk og mentalt. Så på alle måder har det været en god milepæl at nå, og lige nu har jeg det faktisk ret ok med at bo i en næsten tom lejlighed.

Der er stadig masser af praktiske projekter for mig at få styr på den næste måneds tid, men for nu slapper jeg af og nyder, at vi har overstået de store milepæle herhjemme, at vi formentlig har fået solgt lejligheden, og at vores ting er på vej overthere for at starte et nyt liv med os i USA. Om en uges tid sender jeg også min mand derover, og så er det for alvor at bolden ruller…. Jeg glæder mig!

/Anne